Albert Sneppen oplevede sin første følelse af eufori, da han lærte hele talrækken som barn. I dag er han 23 år og forsker i sorte huller

For tre år siden blev der taget et billede af et sort hul i universet, som blev bragt i medier over det meste af verden. Da jeg så billedet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det egentlig var, man så på? For hvorfor drev lyset rundt om et sort hul med tyngdekraft? Det spørgsmål tænkte jeg over i to år uden at komme det nærmere. Jeg kunne aldrig løse gåden.

Det meste af sidste forår prøvede jeg forskellige ligninger af, og jeg nåede langsomt frem til noget, der lignede en pæn ligning. En aften sad jeg på taget af Regensens kollegie over for Rundetårn med en ven og prøvede at forklare hende, hvad idéen bag matematikken er. Jeg tegnede et mentalt billede på stjernehimlen, mens jeg prøvede at forklare, men jeg fejlede ret meget i forsøget, for det er sværere end som så at tegne ligninger på himlen.

Men da jeg bagefter sad på gulvet og kiggede op på lampen på mit kollegieværelse, ramte det mig pludselig. Jeg indså, hvad jeg skulle gøre for at indsætte den ene ligning i den anden og slå det rigtige led ihjel. På den måde kunne jeg få en simpel ligning ud af det svære system. For når simple ligninger gælder på svære systemer, så gælder de på alt. Hvis det passede, havde jeg bevist, at der er spejlbilleder af universet på kanten på sorte huller.

Da jeg var fem år, prøvede min søster at lære mig alle bogstaver og alle tal op til 100. Jeg var mest fan af tallene, selvom det føltes som den mindst intuitive ting i verden at lære talrækken. Jeg kan stadig huske alle de der dage i vores sommerhus ved Karup Å, og da jeg endelig forstod talrækken og kunne navngive alle tallene, oplevede jeg for første gang i mit liv en euforisk fornemmelse. For tallene repræsenterede jo alt. Det var for vildt.

Jeg var nok meget videbegærlig som barn. Jeg elskede at tage på biblioteket og bladre i Illustreret Videnskab, og i skolen ville jeg bare gerne lære det hele. Derfor kom det også lettere til mig. I 8. klasse lærte jeg om den semi-empiriske masseformel, også kendt som Bethe-Weizsäcker-formlen. Den beskriver massen af alle atomer, og den indeholder svar på, hvorfor enhver ting i universet er stabil og ikke-stabil, hvorfor man kan splitte en urankerne i to og få atombomber, og hvorfor man kan tage hydrogren og fusionere ting i solen, så vi får varme i ansigtet. Det er en formel, der beskriver så meget med så lidt.

Da jeg så formlen første gang, kunne jeg ikke få armene ned over, hvor flot den var. Nogle synes, det er underligt at beskrive en formel som flot, men hvorfor synes vi, at fire røde firkanter på et hvidt flag er flot? Fordi vi kalder det Dannebrog, og det repræsenterer noget, selvom det i sig selv ingenting er. Det samme med ligninger, selvom det for mange er noget tungt, hvor man sætter tal ind og ud. Einstein skrev den simple ligning E = mc². Den siger, at al masse i universet er konverterbart til hinanden. Man kan tage alt, man kender fra sin hverdag, sætte struktur på det og nyde det i Bethe-Weizsäcker-formlen eller i Einsteins ligning.

Det er jo altid svært at finde ud af, om man rent faktisk er dygtig, eller om det bare er noget, som andre siger for at være søde ved en. Men jeg nød min folkeskole meget, og det fordrede min nysgerrighed at tage det lidt op i niveau på gymnasiet. Her havde jeg en virkelig passioneret kemilærer, der gav mig ulønnede enetimer efter skoledagen, hvor vi bare skrev ligninger op. Det var også hans skyld, at jeg kom med til Kemiolympiade i Thailand.

Jeg deltog også ved Nordisk Kemiolympiade i Sverige, hvor jeg vandt guld, og så begyndte jeg på universitetet. Det var en ret utrolig oplevelse for mig, for hvis man er passioneret, kan man hen over et par uger bevæge sig igennem, hvad der tidligere i uddannelsessystemet tog flere år. I folkeskolen og gymnasiet havde jeg ofte læst Harry Potter, når vi havde matematik, eller lavet matematikopgaver, når vi havde dansk. Jeg lavede andre ting end pensum, fordi det til tider gik ret langsomt.

Men på universitetet var mange af de andre studerende lige så passionerede som mig. Jeg begyndte at arbejde i en forskningsgruppe, som hedder ’The Cosmic Dawn Center’, der kigger på det meget tidlige univers, og efter en udveksling på California Institute of Technology fik jeg en tro på mig selv til at prøve mine egne idéer af.

Jeg synes egentlig, at mange ting er spændende i sig selv. Jeg har også altid været ret fascineret af neurovidenskab og hele ideen om den struktur, der ligger gemt i hjernens neuroner. Problemet er bare, at det ikke er særlig let at sætte ind i et matematisk sprog. Det geniale ved astrofysik er, at man faktisk kan løse det hele med ret simple ligninger. Alt i universet følger den samme lov, om det er et æble, der falder til jorden, eller en stjerne, der roterer i galaksen. Det er ret tilfredsstillende, for det betyder, at man med mine kompetencer kan skrive næsten alt op i en pæn lukket form og løse dem.

Modsat hvad nogle tror, handler det at være forsker ikke om at finde svaret, som ingen har leveret før. Det handler i stedet om at stille det spørgsmål, som ingen har stillet før. Det er også det, der gør det super svært, for man skal prøve at tænke en tanke, som ingen andre har gjort tidligere i menneskehedens historie.

Med det sorte hul nåede jeg i sidste ende frem til en ligning, der siger, at lys spiralerer rundt om sorte huller. Det er i sig selv en meget, meget simpel ligning, for jeg har faktisk bare taget noget matematik, man kender fra dynamiske systemer, en anden disciplin i fysik og kastet det over på et sort hul. Så kan man spørge: ’Hvorfor er det aldrig gjort før?’ Men mange med astrofysisk baggrund ville aldrig angribe det med den løsning. Det kræver nemlig nogle gange, at man åbner bogen fra den forkerte ende for at finde på den gode løsning.

Dagen efter, jeg havde lavet ligningen, tog jeg forbi nogle professorer på instituttet for at høre deres dom. De var lidt skeptiske, men alene det, at de ikke forkastede det med det samme, bekræftede mig i, at der ingen åbenlyse fejl var fra min side. For jeg var selv i tvivl, om jeg havde gjort det rigtigt. Jeg havde haft et helt forår, hvor jeg havde prøvet en milliard ting af, så selvom det så pænt ud i mit hoved, var der også en del selvkritik til stede. Og med den videnskabelige proces, hvor diverse eksperter skal læse og sige god for den, var der potentielt stadig en masse blokeringer på vejen.

Nogle måneder senere var der ikke længere tvivl. I dag ved man, at sorte huller agerer som et spejl af universets lys. Den videnskabelige respons var jeg ret sikker på, men det har været vildt at opleve folk, jeg aldrig har mødt, der ikke engang læser fysik, vise interesse eller ligefrem begejstring. For jeg synes, at astrofysik og universet er så usandsynligt smukt, der er så mange matematiske strukturer i det, og hvis jeg kan dele det med andre, synes jeg kun, det er meget privilegeret.

Lige nu er det næste store spørgsmål for mig, hvor hurtigt universet udvider sig. Det er vildt, at vi ikke ved noget så grundlæggende. Da jeg gik i folkeskole, troede jeg lidt, at vi vidste alt, der var at vide om universet, og at forskningen var ved at nå en konklusion. Men vi er så forvirrede over, hvor stort universet er, og hvor hurtigt det udvider sig. Det vil jeg gerne arbejde med. Men jeg er også blevet meget bevidst om, at de bedste idéer kommer, når man ikke forcerer dem.