Allan arbejdede i toppen af mediebranchen, men tog et radikalt karriereskifte og er nu havekontrollør i Tivoli

Allan arbejdede i toppen af mediebranchen, men tog et radikalt karriereskifte og er nu havekontrollør i Tivoli

Uniformselementer har påvirket vores garderober i flere århundreder. I nogle tilfælde er uniformen 100 procent funktion over form. Her har hver del i beklædningen et specifikt formål, og intet er overladt til tilfældighederne. Her fortæller Allan Nordahl Hansen, der er 53 år og ansat som havekontrollør i Tivoli, om sin uniform.

Offentliggjort

Jeg har været vant til at trække i én type uniform, jakkesættet, igennem mange år i kraft af mit arbejde i toppen af mediebranchen, men for en lille håndfuld år siden tog jeg beslutningen om at lave et radikalt karriereskifte og blive havekontrollør i Tivoli i stedet.

Det har jeg ikke fortrudt ét sekund. Det er et fantastisk job i en historisk have – og med en historisk uniform.

Den trækker tråde helt tilbage til 1880, hvor Tivolis bestyrelse vedtog, at de ville anskaffe uniformer til havekontrollørerne, der dengang gik under navnet ’opsynsmænd’, og siden dengang har den sort/røde-uniform været en fast del af haven.

Den er på mange måder et symbol på Tivoli. Vi havekontrollører repræsenterer og menneskeliggør jo Tivoli, når vi går rundt derinde, og det er et fantastisk privilegie.