Undertænkeren

HVOR SKAL MAN OVERHOVEDET starte med Artigeardit?

Alt i hans tilværelse fremkommer cirkulært, alle fordele er i virkeligheden ulemper, svagheder er styrker, enhver succes kan ende i forfald, og enhver tragedie kan konverteres til stor kunst. Så lad os starte med slutningen:

Det har været en lang uge, og Artigeardit er vågnet i sin lejlighed henad klokken 17. Hans nye album, ’Længe Leve’, er en uge gammelt, og han har fejret det, som om han kun havde en uge tilbage at leve i. Det er ham vel undt. Albummet er landet på en andedunsblød pude af seksstjernede anmeldelser, dagen efter udgivelsen står der Artigeardit ud for Spotify-hitlistens plads nummer to, tre, fire, fem, seks, syv og otte. Fans (i flertal) skriver til ham, at han har reddet deres liv, og manden med ordene er målløs over modtagelsen.

”Det er det sygeste, brormand,” prøver Artigeardit – som alle, og herfra også jeg, bare kalder ved fornavnet Ardit.

Nu er hans arbejde gjort, resten må pladeselskabet tage sig af, og han er klar til at lade sig sænke ned i den deadlinefrie sump af dag-til-dag-beslutninger, han egentlig trives bedst i, hvis det ikke var for én lille ting, en sidste pligt:

Journalisten (som er mig), der efter bedste evne har hægtet sig på ham i de seneste måneder, kimer ham ned med opkald og sms’er med tiltagende desperate emojis (efter den femte ubesvarede sms må jeg i ren forlegenhed ty til den panisk glade mand med cowboyhat på).

Ardit har ellers været gavmild med sin tid. Jeg har set ham åndsforladt og tom for idéer, jeg har set ham hive en musikalsk feberredning ud af ærmet kvart i lukketid, jeg har været med ham i tv og til provinsgymnasiekoncerter. Men han har lovet et sidste interview. Og der var vigtige spørgsmål, han manglede at besvare.

Klokken er blevet 19, før Ardit melder afbud til den aftale, vi havde i går, og inviterer mig hjem til ham. Nysgerrige blikke følger ham, hvor end han går, og så meget desto mere foretrækker han med tømmermænd et privat visit.

To timer senere åbner han døren og ligner som altid sig selv: mildt forpjusket og i mørkt, kropsnært joggingtøj, som skulle han til enhver tid være i stand til at gennemføre et kompliceret forhindringsløb. Hans søvnige motorik signalerer det modsatte. Så sætter han sig og virker evigt upåvirket af den lysende diktafon foran ham.

Når Ardit Aliti – en 26-årig mand fra forstadslommen Mørkhøj, født af albanske forældre fra Makedonien – rømmer sig, bliver der stille rundt om bordet. Han er en selvbetitlet idiot og en benådet håndværker, der har skabt en fantomkarriere på at kvaje sig og udlægge teksten, præcis som den er. Han er som fabriksindstillet til at være brutalt konkret, og hvis ikke han behersker sig, ryger al slam fra sjælens afkroge med ud over mikrofonen. Han undertænker i et samfund af overtænkere.

Det gør ham til Artigeardit, der både kan bryste sig af at være ledestjerne for den postpandemiske ungdom og fanebærer for den gode smag – folkekær og anmelderfavorit.

Og det gør ham til Ardit Aliti, der fristes af forbudte frugter og flirter med tanken om at flygte til et sted, hvor ingen ved, hvem han er – eller hvilke uvaner, der klæber til hans navn.

”JEG FLYTTER TIL UDLANDET,” siger Ardit vrissent, første gang jeg møder ham.

Decemberdagen er grå som et frossent lig, og han ligger dybt i sofaen i et musikstudie på Vesterbro og knuger en fugtig snotserviet i hånden. Udmeldingen er nok primært henvendt til producertrioen i rummet og indeholder en underliggende advarsel om mængden af konstruktiv arbejdskraft, der kan vrides ud af hans forkølede korpus i dag.

”Jeg sværger, jeg kan ikke gå nogen vegne herhjemme. Jeg bliver skør af det.”

De tre producere, Adam Hillebrandt, Anton Westerlin og Frederik Thaae, kigger med bekymring på rapperen i sofaen. Arbejdet med den næste Artigeardit-plade har nået sin afsluttende fase, men der er ét nummer, der stadig bare er et tomt lærred, Ardit har ladet stå urørt hen. Nu er det faste firemandshold som så ofte før stimlet sammen i håbet om, at der vil være tilstrømning til Ardits kreative åre.

Men i dag har Ardit slæbt en gammel kending af en frustration med i studiet, og det kan betyde to ting, ved producertrioen: Enten skriver han med forbløffende hast en blændende tekst med udgangspunkt i frustrationen. Eller også forkalker frustrationen ethvert forsøg på at løbe den kreative proces i gang.

Frustrationen? Ardit er træt af at være Artigeardit, han er træt af at være kendt.

”Lige så snart jeg er ude af døren, så er jeg Artigeardit,” fortæller han mig senere samme måned.

Nogle vil sikkert tænke: Jo jo, Artigeardit, kendt ansigt, populær rapper, især blandt de unge, men hvor slemt kan det være?

”Det er jo ikke amerikanske tilstande, hvor der ligger paparazzier rundt om hvert gadehjørne, slet ikke. Og folk, der vil have taget et billede, er altid skidesøde. Det er mest noget, der sker i mit eget hoved, forstår-du-hvad-jeg-mener?” spørger han retorisk med sin gyngende Nordvest-dialekt. Ordene falder døsigt ud af munden på ham og dumpt på jorden, syv stavelser bliver til én, når han afslutter snart sagt alle sætninger med et ”forstår-du-hvad-jeg-mener”.

Har man været til en Artigeardit-koncert, vil man tro, at det følgende er løgn, men Ardit har et forhold til omverdenen, der nærmer sig det ængstelige. Han er introvert af natur, og efterdønningerne af års besøg i de euforiserende stoffers all you can eat-buffet har ikke hjulpet. Han kigger sig oftere over skulderen end du og jeg. En kort overgang trænede han i det lokale fitnesscenter, men opdagede hurtigt, hvordan de andre gæster filmede ham i smug. Han har en drøm om at starte til kampsport, men vil ikke starte på et hold med mennesker, han ikke kender.

”Fordi folk filmer dig, brormand, du bliver puttet på Snapchat, og det er dét, der er med det. Det er bare trættende, selvom det nogle gange også kan være selvindbildsk.”

Og her sidder han så i studiet med hættetrøjens lynlås helt oppe over strubehovedet og forestiller sig et liv som sydeuropæisk appelsinbonde. Imens siger den ubarmhjertige virkelighed, at der er et album, der skal være færdigt – hellere i dag end i morgen.

”Kan du ikke skrive en sang om det?” forsøger Frederik Thaae forsigtigt.

Ardit stirrer tomt foran sig.

”Jeg er ked af det, jeg har den ikke i dag.”

Men producerne har deres metoder, og snart begynder de indledende, musikalske strækøvelser: Der skal tilføjes nye vokalspor til enkelte af sangene, såkaldte dubs, det er gamle rim, der skal gentages – en overkommelig opgave for den slukørede hovedperson. Ardit slimer hen til mikrofonen med et skævt smil over sin egen ugidelighed.

”Det er jo en deprimerende plade, vi er ved at lave, så det gør vel ikke noget, at jeg ser lidt deprimeret ud, mens jeg indspiller den.”

”Let’s get depressed,” indpisker Adam Hillebrandt foran computeren.

Ardit stiller sig med let spredte ben og folder hænderne rundt om den fugtige serviet bag sin ryg. Kroppen vugger atletisk i takt med musikken, han ligner en sportsmand, der skal til at synge nationalmelodi. Han rapper groft sagt i to gear:

Ét gear, hvor han med søvnig og luftig stemme lader ordene falde som rindende vand. Det er skuldertrækkende og flintrende musikalsk på samme tid. Han former hver eneste stavelse præcist, som skulle han med munden placere et miniatureskib i en glasflaske. Rimene er uforudsigelige, der bliver lagt drillende fælder ud (”jeg kan ikke lide solskin. Så lad være med at invitere mig til din … begivenhed – det’ jeg slet ikke god til”).

Det andet gear bruger han, når sangen og teksten kræver en anderledes opstemt Ardit. Her går han et toneleje op og strækker sin spinkle tenor til det punkt, hvor den lidende truer med at knække. Ordene falder som ærtetykke hagl og pisker nummeret fremad. I dag river hans forkølelse ekstrahårdt i stemmebåndet, mens han genindspiller omkvædet på venskabshymnen ’Alting, Altid’.

Da de lavthængende frugter er plukket, kigger producertrioen igen på Ardit. Skulle du skrive den tekst, eller hvad? Han siger ikke noget, som om han håber, at de glemmer ham. Så må lokkemaden på bordet.

”Ardit,” siger de, ”det er én sang,” de ved, hvor hurtigt han pludselig kan arbejde, ”og hvis du bliver færdig i dag, kan du tage ud og åbne en flaske champagne, så er dit arbejde gjort.” Han fristes. ”Fuck det, så lad os gøre det, spil beatet.”

Vi hører instrumentalen, en rocket sag, alle er krampagtigt stille, ingen har lyst til at være den, der får Ardits tanker på vildfart, Ardit selv sidder og stirrer tomt ud i luften. Så sukker han dybt.

”Nej. Jeg kan ikke lige nu.”

Musikken stopper.

”Jeg kigger på det alene, når jeg kommer hjem.”

Hillebrandt og Westerlin kigger på hinanden i vantro og sprutter af grin.

Den hopper de ikke på.

I SOMMEREN 2022 begyndte de første rygter at svæve: Ardit havde gang i noget særligt, noget helt nyt og anderledes. Hillebrandt, Westerlin og Thaae havde forskanset sig i et afsidesliggende sommerhusstudie i nordsjællandske Asnæs for i ro og mag at føle sig frem til det musikalske afsæt for det næste Artigeardit-projekt.

De to førstnævnte udgør Ardits faste producerhold, de er jævnaldrende med Ardit og kender alle genvejene til hans højt besungne følelsesregister. Thaae, en københavnsk Rick Rubin-skikkelse med langt skæg og gadesælgerrøst, er specifikt hyret ind til det store ’Projekt Længe Leve’. Hvor Rubin i starten af 00’erne forfinede Jay-Z’s musikalske udtryk, skal Thaae nu tilføre Ardits hiphopunivers et skvæt håndholdt, manuel rockæstetik (forskellen er selvfølgelig, at Rubin efter eget udsagn knap kan spille et eneste instrument – Thaae indspiller selv store dele af instrumenterne på ’Længe Leve’).

Ardit ankom til sommerhuset med følelserne uden på arbejdstøjet. Få uger forinden havde han mistet en ven (”til noget latterligt noget,” fortalte han mig senere, ukarakteristisk kortfattet), og det var ikke første gang, det var sket. Fuld af sorg og frustration og vrede behøvede han kun et kvarter med en af beatskitserne i ørerne, og så gik han op til mikrofonen og tømte lungerne for de ord, der skulle udgøre åbningsverset på det tordnende titelnummer ’Længe Leve’.

”Det var så intens en oplevelse,” husker Anton Westerlin. ”Vi kiggede alle sammen på hinanden med et blik, der sagde, at hvis dét her er niveauet, så bliver det virkelig et specielt album.”

Senere samme dag indspillede de et andet af albummets højdepunkter, ’Tetovo’, hvor Ardit leverer en dybt personlig ulighedsanalyse over to vers af den slags, der skaber kø ved printeren blandt alle landets samfundsfagsundervisere. Frederik Thaae havde dårligt nået at hilse på Ardit, før der blev åbnet for sluserne:

”Jeg kunne godt fornemme, at det var en vild tid for ham. Der var nogle ting, der bare skulle ud.”

Ardits fætter og bedste ven, Barney, kørte ham rundt hele den dag. Han kørte ham til Asnæs, en smuttur til Holbæk for at besøge en ven mellem indspilningerne og tilbage igen. I bilen lyttede de til instrumentalerne, og Ardit skrev tekster på sin telefon.

”Ardit var i et humør, jeg ikke havde set ham i før,” fortæller Barney.

”Han takkede nej til drinks, og han var meget mere involveret i den musikalske proces, end han plejer at være. Han var fokuseret og virkelig seriøs. Jeg sad og kiggede ham over skulderen, mens han skrev teksten til ’Tetovo’, og jeg tænkte bare ’hold da op.’”

Albumprojektet kom i det hele taget hæsblæsende fra land. Og så fulgte lange perioder med stilstand eller forkrampede, uproduktive studiesessions. Det er et gennemgående tema i Ardits proces: Hvis der ikke er hul igennem, er der ikke hul igennem.

”Man kan ikke fremtvinge det, det er umuligt,” siger Adam Hillebrandt. Frederik Thaae uddyber:

”Vi har prøvet nogle gange at få Ardit presset til at skrive et eller andet, hvor det bare ikke fungerer. Alt er på hans præmisser, og det kan selvfølgelig være frustrerende, når man har deadlines, og man kan nemt komme til at tage det for at være dovenskab. Men når det så bare vælter ud af ham, er det på et niveau, hvor man ikke rigtig kan argumentere imod det. Så pakker man bare sammen.”

Han vægter sine ord.

”Men nogle gange sad jeg med følelsen af, at der er sgu også et ansvar, når man har det talent, den evne til at være sårbar, der virkelig kan inspirere andre mennesker. Og han lever op til det, men der er helt klart også en festdjævel på hans skulder, der gerne vil trække ham i den modsatte retning.”

Ardit selv beskriver det sådan, at han kan indspille numre som ’Længe Leve’ og ’Tetovo’ på ganske få timer, men han kan ikke gøre det hver dag. Der kan gå uger, måske måneder, med at bearbejde og genoplade:

”Jeg elskede at lave den plade, men det var også tungt og svært for mig. Det er ikke bare ren hygge. De nye numre, jeg kommer til at udgive til sommer, bliver noget helt andet end ’Længe Leve’, for der er stadig en del af mig, der bare gerne vil lave beskidt rap. Men da vi lavede ’Længe Leve’, havde jeg en følelse af, at det skulle være noget særligt. Der måtte ikke være overflødige eller overfladiske sange på, og jeg synes også, det er min bedste plade. Med længder.”

’Længe Leve’ placerer lytteren på passagersædet, mens Ardit bag rattet skiftevis bumler op over kantstenene, kører over for mørkegult, skælder ud på medtrafikanterne, fortaber sig forelsket i det flotte landskab og i ét væk gennemfører en ved første øjekast umulig parallelparkering. Efter 34 minutter i Artigeardits stormfulde selskab vælter man forpustet ud af bilen.

Den største mundfuld bliver man fodret med på ’Sidste Gang’, hvor Ardit lægger arm med sin afhængighed af angstdæmpende piller. Hans jeg-stemme debatterer med den manipulerende skurkestemme, der repræsenterer den trygge omfavnelse, stofferne også tilbyder. Det er et næsten makabert ærligt indblik i en misbrugers argumentationsrække: den insisterende aldrig igen-attitude, frustrationen, angsten, eftergivenheden, afmagten og det smældende maveplask. Ardit falder i, lyver for sin kæreste, gambler sine penge væk.

Fra debut-EP’en med den profetiske titel ’Fristelse Fordærver’ til aktuelle ’Længe Leve’ har forholdet til penge været vævet tæt sammen med Ardits øvrige selvudleveringer. Andre danske rappere filmer sig selv i privatfly, Ardit rapper om at feste i en hættetrøje fra H&M. På en undseelig café få uger før albumudgivelsen spørger jeg ham:

Lyver de andre rappere deres rigdom større, end den er? Eller er det bare ham, der har ødslet det hele væk?

”Jeg har tjent mange penge, siden jeg var 18. Men hvis jeg var stoppet med at tjene penge sidste år, så havde jeg været flad. Pengene er forduftet, forsvundet, forstår du? Og det er jo fucked up at tænke på. Hvis jeg havde investeret bare nogle af pengene, havde jeg været millionær i dag, men hvis der stoppede med at komme penge ind, havde jeg været dead broke. Altså, nul. Nej, ikke nul, jeg havde været i gæld. Minussens minus.”

Hvor blev pengene af?

”Du ved, der er dumme penge: dyrt mærketøj, borde på natklubben og den slags. Men det er ikke engang dét – det ville jeg ønske, det var – men det er niveauet under det. Jeg har ikke engang haft en lavish lifestyle. Men det er mere … gambling, stoffer, sådan nogle fucked up ting. Ikke engang sådan hyggeligt-fucked up, men ekstremt fucked up.”

Har det ændret, hvordan du bruger de penge, du fx tjener på din nye plade?

”Ja, selvfølgelig, men problemet har været, at pengene ryger på ekstremt kort tid, når jeg er fuld og det ene og det andet. Jeg kan gå i månedsvis uden at bruge en krone. Jeg er bare derhjemme, min dame laver mad, jeg spiser spaghetti med kødsovs eller lasagne. Så kan der gå én weekend, brormand, og så er der røget ekstremt mange penge. Ekstremt mange. Og så kommer vi tilbage til alt det med afhængighed og så videre.”

Ardit ser skyldig ud. Det kapitel beslutter vi os for at tage hul på ved en anden lejlighed.

Artigeardit

Født Ardit Aliti 15. maj 1996 af forældre fra Albanien med bopæl i Makedonien. Opvokset i Gladsaxe-bydelen Mørkhøj lidt nordvest for København. Bedst kendt under rapper-aliasset Artigeardit. Brød igennem i 2016 med singlen ’Forklar Ma’ og den efterfølgende EP ’Fristelse Fordærver’. Fire album og fire EP’er senere kender du ham måske fra numre som ’Er Her’, ’Hensigt’ og ’Lov Mig 1 Ting’. Artigeardit kendes typisk på sit personlige, indadskuende tekstunivers og sine hæsblæsende livekoncerter. Sidste år var han den femtemest afspillede musiker herhjemme. Artigeardit udgav i januar albummet ’Længe Leve’.

DU KENDER MÅSKE historien om rapperen, du ikke kender historien om. Til tider går der sport i at have en hemmelig baggrund: Hvad lavede dine forældre? Ingen kommentar. Hvor gik du i skole? Ingen kommentar. Sådan bliver det ved.

Ardits historie er anderledes velfortalt af ham selv og pressen: Ardit Aliti havde en god og tryg barndom i parcelhuset i Gladsaxe-bydelen Mørkhøj. Han var 24 år, før han flyttede hjemmefra. Faren kørte bus, moren gjorde rent, storesøsteren hørte hiphop, og det ville Ardit også. Han stammede som barn, men dobbeltrimede sig igennem folkeskolen. Mens flere af vennerne forfulgte hurtige penge ved siden af lektierne, fokuserede Ardit på sit vokale håndværk (deraf kunstnernavnet, der, modsat hvad mange tror, er nul procent ironisk). Og han blev god til det.

Det var Adam Hillebrandt, der trykkede optag, da Ardit som 17-årig indspillede sine allerførste rapstrofer i et kommunalt ungdomstilbud bag McDonald’s i Buddinge:

”Han vejede nok 40 kilo og stammede helt vildt. I sådan et kommunalt studie kommer der altså en del, hvor man virkelig skal kæmpe for at få noget ud af det. Men Ardit kom ind og rappede et helt nummer, to vers og omkvæd, i ét forsøg. Han var bare … fucking god. Det var ret unikt.”

En musikkarriere har det med at være en puklet størrelse. Pludselig bulderkoger det hele, på få måneder går man fra skovmandsrugbrød og supplerende dagpenge til autografskrivning og storhedsvanvid, og lige så hurtigt kan det hele smuldre igen.

Den arditske gangart er anderledes: Hans karriere har siden 2015 bevæget sig fremad, fremad, fremad i stabilt tempo. Væksten er lineær: nye meritter, større udsolgte koncerter, bedre streamingtal. Mere, vildere, på næsten forudsigelig vis. Ja, han blev smidt ud af Frederiksberg Gymnasium i 3.g, nej, han har intet andet end musikken at falde tilbage på, men på mange måder er Artigeardit dansk musiks mindst overraskende succeshistorie.

Tag hans koncerter på Roskilde Festival: Street-scenen i 2016 (velanmeldt, sort af mennesker), East-scenen i 2017 (velanmeldt, sort af mennesker), Countdown-scenen i 2018 (velanmeldt, sort af mennesker), Apollo i 2019 (velanmeldt, sort af mennesker) og Arena i 2022 (velanmeldt, sort af mennesker). I branchens afkroge hviskes der selvfølgeligt om et stort show på Orange Scene i 2024.

Det inderlige livsværk ’Længe Leve’ var det naturlige næste punkt på dagsordenen. Rapperkollegaen Lamin sætter den nye plade i kontekst for mig:

”Jeg tror, at man om 10, 15, 20 år vil se tilbage på ’Længe Leve’ som et monument i dansk musik. Det er der, vi er.”

Så hvor skal de næste flueben sættes for Artigeardit? Ardits manager, der kendes under det lakoniske kaldenavn Mo, nævner storskrydende et udsolgt Parken som en mulighed om en lille håndfuld år:

”Jeg tror virkelig, at Ardit med det nye album vil få en meget bredere fanskare, også folk, der ikke normalt lytter til dansk rap.”

Måske har han ret. Ardits Instagram-indbakke var førhen en teenage-oase, nu skriver mødrene og fædrene også (mange tror, at de digitale fanbreve ligger usete hen, men Ardit læser langt det meste). På Twitter sprang den konservative værdikriger Rasmus Jarlov ud som en usandsynlig Artigeardit-fan på bagkant af ’Længe Leve’.

Manager Mo er manden, man ringer til, hvis (når) man ikke kan få fat i Ardit, en tjans, der kræver en udvidelse af spiserøret til kamelstørrelse og en smidig tilgivelsesmuskel. Det er tydeligt, at der bag Ardit tikker et fintsmurt urværk, i takt med at manden med mikrofonen svæver ind og ud af arbejdstøjet. Det er et kyndigt hold af musikproducere, tovholdere og strateger, der alle har et til fælles: De står altid til rådighed for Ardit, selvom han i lange perioder er uopstøvelig for dem.

”Det er bare præmissen med Ardit, at man ikke kan bede ham om at arbejde inden for faste rammer. Alt er flydende med ham,” siger Oliver Zaza, der er ansvarlig for det visuelle udtryk på Ardits udgivelser.

”Det kræver en del tålmodighed at arbejde sammen med ham,” understøtter Anton Westerlin. Hvor ofte har han ikke siddet alene i studiet til langt ud på natten og ventet på, at Ardit måske, måske ikke ville komme?

”Man skal være klar på, at han kan svare fire timer, efter man har aftalt at mødes. Og så skriver han, at det bliver altså ikke i dag alligevel. Så skal man være cool med det, og det har jeg altid været. Hvis han ikke er i sit kreative humør, er det jo fint nok. Mange producere arbejder med mange forskellige artister, med Ardit kræver det, at man står til rådighed. At man kan forkorte arbejdet med andre artister og afvise nogle andre muligheder. Men det er det hele værd, når det så klikker, fordi han er så modig og har nosserne til at udlevere sig selv i sine tekster.”

MED TRE UGER TIL udgivelsen af ’Længe Leve’ er Ardit lykkedes med at placere sin ryg noget så eftertrykkeligt op ad den mur, der er musikindustriens behov for deadlines. Det 10 numre lange album har stadig kun ni færdige sange. Det tomme hylster af en instrumental, han et par uger forinden har efterladt, som det var, stirrer ham konfronterende ind i øjnene.

At udgive et album på ni sange kan vist sammenlignes med at servere en stor nytårsmenu uden kransekage. Det er ligesom lige i underkanten. Men præsterer Ardit ikke et færdigt nummer, inden han forlader studiet i dag, er det sådan, det bliver – i dag er endegyldigt sidste chance.

Adam Hillebrandt, der sidder bag knapperne i studiet på Frederiksberg og venter på hovedpersonen, fortæller, hvordan man i det sekund, Ardit træder ind ad døren, kan fornemme, hvilken stemning der kommer til at være i studiet. Er han der, eller er han der ikke?

”Det er som at åbne en låge i pakkekalderen,” siger han.

Ardit gør storsmilende sin entré i selskab med sin fætter Barney klokken 18. Han har mere farve i kinderne end sidst, vi var i studiet sammen. Han hilser hjerteligt, beklager forsinkelsen og bevæger sig med gyngende skuldre og armene svajende langs hofterne som en tegneserieskurk. Min lægmandsanalyse fra hjørnesofaen: Ardit har den i dag.

Han løfter plastikposen i sin hånd op i hovedhøjde: ”Jeg ved ikke, hvilken vibe I er på, men jeg har taget vodka med,” det er onsdag, og vodkaen er fra Belvedere (feltstudier viser, at rappere bedre end de fleste kan smage forskel på dyr og billig vodka). ”Nu er jeg jo ikke på ’bussen’ længere.”

Han taler om Anta-bussen, et medikament, der typisk er forbeholdt alkoholikere, fordi det forhindrer nedbrydning af alkohol i leveren. Med Antabus i blodet kan man ikke drikke.

”Og du kan godt styre det?” spørger Frederik Thaae smilende, som for at opbløde den oprigtige bekymring i spørgsmålet.

”Jeg stoppede på Antabus for en måned siden, og det her er første gang, jeg drikker. Jeg fik det bare mærkeligt af det,” betror han sin producer. ”Det var, som om jeg ikke lod være med at drikke, fordi jeg var god, men fordi jeg var på Antabus.”

Ardit spiser en sandwich (i realiteten er det morgenmad, han har sovet til klokken 16), og så er han klar. Han kender opgaven, der er ingen tid at spilde.

”Spil beatet, og lad os se, hvad der sker. Eller ikke sker.”

Ingen har lyst til at italesætte det, ligesom man ikke sidder i venteværelset og diskuterer det værst tænkelige udfald, men det står malet i folks ansigter, at det ville være godt, rigtig godt, hvis Ardit er mødt op med slebne våben. Jeg sidder, hvad der føles som upassende tæt på ham i en lille sofa, mens han har sat sig til rette med telefonen 10 centimeter foran øjnene, han holder den i begge hænder og åbner note-app’en. Mens den rockede instrumental kører i ring, mumler han noget uhørligt og taster løs på telefonen.

Der går ikke mange minutter, så springer han op af sofaen.

”Har du noget?” spørger Adam Hillebrandt straks.

”Ja da.” Selvfølgelig har han noget.

”Jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg lægger det bedst,” undskylder han på forhånd, inden han går ind i naborummet, hvor en mikrofon er ensomt placeret midt i lokalet. Han står med ryggen til os andre og holder telefonen med noterne op foran sig. På et album spækket med usikkerhed, sorg og smerte skal det her nummer være det sidste, optimistiske lysindfald. Han rapper med brystet fremme om den gæld, han arbejder på at betale af, om at føle sig uovervindelig og om den baby, hans gravide kæreste bærer i sin mave.

Da han kommer ud af mikrofonboksen, er lettelsen i lokalet så tyk, at man kan lave snebolde af den. ”Wow,” siger Frederik Thaae. Adam Hillebrandt klapper, og selv Ardits fætter Barney, der gennem tiden må have set Ardit indspille et firecifret antal vers, ryster lamslået på hovedet og kigger på mig: ”Det er bare sindssygt, synes du ikke?”

Ardit, derimod, ligner et postbud, der lige har afleveret et brev. Han har bare gjort sit arbejde. Hvordan kan han på 10 minutter hælde alle de ord ud af ærmet?

”Det kommer bare til mig. Jeg starter ét sted, og så tager den ene sætning bare den anden. Jeg havde egentlig ikke planlagt at skulle fortælle, at jeg skal være far, men jeg syntes bare, det passede godt ind.”

Da han går tilbage i mikrofonboksen for at indspille verset igen, ved Adam Hillebrandt godt, hvad klokken har slået.

”Bare vent, nu er han varm.”

Den nat indspiller de hele den storladne albumlukker ’Sig Hvad Du Vil’.

PÅ EN BRUTALT MØRK parkeringsplads står en 17-årig fyr og damper som en æbleskive på et julemarked. Han har lige set Artigeardit give eleverne på Frederikssund Gymnasium en musikalsk rusketur på 25 minutter. Han er høj og slank og iklædt, hvad der synes at være den officielle uniform for unge, mandlige fans af Artigeardit: baggy, lyse jeans, en hiphoppet, hvid T-shirt, sneakers fra Nike, en halskæde, der truer med at være et halsbånd, og med puffet pandehår ned over øjnene.

Da han fornemmede, at showet i det store, golde festlokale var ved at ende under den punkede ’Kom Af Sig Selv’, traf han en snarrådig beslutning og listede ud af salen. Forbi tikronersbaren, forbi de grædende 1.g-piger med makeup ned ad kinderne og lakridsshots i mundvigen og ud på parkeringspladsen for at lede efter den første den bedste lejebil, der tilnærmelsesvis kunne tage sig ud for at være en form for tourbus.

Nu står han i dampene fra sin egen teenagebrunst og venter på at møde sin helt. Faktisk var det blevet arrangeret med skoleledelsen, at den frederikssundske superfan kunne hilse på Ardit i det fængselscellelignende backstagelokale inden showet, men en sen tilmelding fra nærværende journalist og fotograf annullerede de planer.

Inde i backstagelokalet har Ardit sat sig på enkeltmandssengen, der af ukendte årsager er redt med sengebetræk og et håndklæde sirligt foldet i fodenden.

”Der var sgu gang i den,” siger han til sit fire mand store entourage og tørrer sved af panden.

Det er den 27. januar og en vigtig dag i Ardits liv: Det er udgivelsesdagen for ’Længe Leve’. Men selv ikke kulminationen på mange måneders arbejde kan retfærdiggøre en fridag, der er penge, der skal tjenes, og nu har han netop færdiggjort sin anden af aftenens tre gymnasiekoncerter: først i Gribskov, nu i Frederikssund, og straks går turen videre til Roskilde.

Det ligner verdens sjoveste rugbrødsarbejde. Vel er det ikke under de korte optrædener, Ardit får genopladet de kreative energidepoter, det er det samme sæt numre hver evig eneste gang, og det hænder, at Ary, hans faste dj, må hviske ham i øret, hvor i landet de befinder sig. Men showmanden, der i et af sine anfald af storhedsvanvid omdøbte sig selv Ardit ’Udsolgt’ Aliti på nummeret ’AUA’ i 2020, har det med at lade sig overvinde af energien fra de kåde gymnasieelever.

Ardit har flere live-meter i benene end de fleste, det fornemmer man tydeligt, når man ser ham på scenen. Han rapper uden backingvokaler, fordi han kan – om det så er foran 500 gymnasieelever eller foran 17.000 i Arena-teltet på Roskilde Festival. Ardit kan tage en god del af æren for, at live-traditionen blandt danske rappere de seneste år har udviklet sig fra playback på et usb-stik og store dunjakker til liveinstrumenter og gennemtænkte sætlister.

Det er et mere beskedent udtræk, Ardit har taget med til Frederikssund, men det tager de feststemte elever ikke på vej af. Evnen til at huske sangtekster er øjensynligt det sidste, alkoholen frarøver de veltrænede og uniformt klædte fyre, der har krænget sig helt frem til hegnet. Det er ikke Ardit, der skal forføre dem, men gymnasieeleverne, der skal forføre Ardit, og det gør de. Som showet skrider frem, liver han op bag mikrofonen, armbevægelserne bliver større, tonelejet højere, og det kødelige menneskehav foran scenen skvulper hektisk frem og tilbage. Vagterne er kommet på overarbejde, og Ardit modarbejder dem.

Da koncerten er forbi, skal tourbussen rulle hastigt videre mod næste show. Ardit og hans slæng gelejdes ud gennem bagindgangen, Ardit har hætten oppe om ørerne, og foran den sorte minivan møder han den unge fan, der med tøvende ’undskyld jeg forstyrrer’-attitude og nervøse hænder ser sit snit.

Mødet mellem stjerne og fan er, som sådan et oftest er: en parentes for stjernen, et minde, måske for livet, for den benovede fan. Seancen tager højst 10 sekunder, Ardit takker rutineret for de rosende ord, og så sidder han i bilen, der er flere fans, der venter.

”Han var fandeme sød i virkeligheden,” logrer den unge fyr, mens bilen gasser op og ud i provinsmørket.

HVIS DANSK RAP VAR en skoleklasse, ville Artigeardit være eleven på bagerste række med fødderne oppe på bordet, der møder uforberedt op til eksamen, smiler charmerende til censoren og får topkarakter for sin evne til at ’reflektere over egne mangler.’

Andre i klassen kan i manisk arbejdsraseri glemme at spise og sove i jagten på den perfekte vokaleffekt (Sivas). Der er dem, der ustandseligt vender hver en sten på den globale musikstrand i jagten på nye input (Gilli). Og så er der Ardit, der sjældent hører musik (hvis han gør, er det elektronisk eller det, andre sætter på i bilen).

Og så har han work-life-balance som en fabriksarbejder. Han møder op i studiet og gør sit arbejde, og når han tager hjem, tænker han på tusind andre ting end musik.

Ardits kollegaer slår knuder på tungen, når de skal formulere sig om hans arbejdsmoral:

”Han er ikke … ligeglad,” siger de, men tonefaldet afslører, at det er fandeme tæt på.

Ardit, der i et beskedent konkurrencefelt tager prisen for dansk raps mest veludviklede selvironi, griner og vælter nærmest over sine egne ord – hans stammen fra barndommen lurer lige under overfladen – da vi taler om det.

”Jeg har jo et liv ud over musik, forstår-du-hvad-jeg-mener? Jeg kommer, laver et track, og så går jeg. Jeg er ikke god til alt det udenom. De andre skal nogle gange hive mig i ørerne for at få mig til at høre de færdige mix igennem og den slags. Det er jo mig, der skriver teksterne, og jeg har en idé med det, det er ikke det, men jeg er bare heller ikke typen, der går hjem og sidder og tænker over det. Du ved, det gør jeg bare ikke. Jeg laver numrene på stedet, og så må de andre tage sig af det andet, jeg kan simpelthen ikke … Jeg kan ikke rumme det, forstår-du-hvad-jeg-mener?”

De fleste, der har en så letsindig arbejdsproces, vil per automatik forfalde til banaliteter, klassisk Mercedes-rap, eller hvad der ellers kan hives ud af alkoholtågerne. Ardits paradoks er, at der for ham sker det modsatte. Når hans hjerne kører i frigear, får lytteren et ufiltreret indblik i hans inderste.

Det positive: Han føles oprigtig og ukrukket. Som mors mad. Kunsten at skrive dybfølt er ellers fuld af faldgruber, det ved Ardit godt. Man virker så hurtigt flommende sentimental og navlepillende. Måske er det derfor, det er den mindre private sangskrivning, der normalt trives bedst i dansk hiphop: Gilli, Branco, Kesi, knalddygtige håndværkere, men med tekstuniverser i 2D. Alligevel klumper folk sig sammen i tusindvis på den anden side af Artigeardits skriftestol.

Det negative: Når tungen først er på geled, kan den svømme Ardit ud på dybt vand. Familie og venner rynker brynene og spørger ”er du nu sikker?” når han hælder sig selv ned ad brættet og ud i danskernes øregange. Der er, tro det eller ej, ’Længe Leve’-indspilninger, der er blevet fundet for nærgående til at komme for offentlig skue. Visse ting værner han lidt ekstra om.

NÅR MAN BEVÆGER SIG rundt i det offentlige rum med Ardit, går en særlig observation igen: Han får helt utroligt meget ros. Af fans, anmeldere, folk omkring ham. Når produktionsassisterne på TV 2-talkshowet ’Melvin Kakooza Show’ overværer hans lydprøve, former de hænderne som hjerter i retning af Ardit på skærmen, og det slår mig: Alle elsker Artigeardit.

Han er glad for det, Ardit, det er han, men han har været tvunget til at tillære sig en høflig automat-reaktion, når han overdynges af roser. Han føler sig ikke så god til det. Ofte bliver samtalerne ligesom for lange. Her i hans egen gengivelse:

”Hey Ardit, jeg er kæmpe fan.”

”Tusind tak, det er dejligt at høre.”

”Din nye plade … wow.”

”Tusind tak, brormand.”

”Jeg synes virkelig, det er noget helt særligt, noget helt nyt på den danske musikscene.”

”Fedt, det er jeg glad for at høre.”

”Selv mine forældre synes, at pladen er sindssyg. Virkelig.”

”Nåh okay, stærkt nok, tusind tak.”

”Og også mig, jeg har været fan i mange år. Jeg elsker, at du er så ærlig.”

”Tak, brormand.”

”Ej, jeg mener det virkelig, din musik betyder virkelig meget for mig.”

”Tusind tak, det er fandeme fedt at høre.”

Samtalen har altid et urimeligt udgangspunkt: Folk, som Ardit ingenting ved om, ved alt om Ardit. Om pengene, kærligheden, om festerne og tømmermændene.

”Jeg kan se det på folk på lang afstand, når de kommer hen til mig. Jeg kan se det i deres øjne. At den her unge fyr ser mig som en kammerat, fordi han kender mine inderste tanker,” siger Ardit ugen efter udgivelsen af ’Længe Leve’, halvt begravet i sofaen i sit hjem. Og med det stiller han døren på klem for et essentielt samtaleemne i historien om Artigeardit.

Han har fortalt om det i pressen, han har fortalt flerfoldigt om det i sine tekster, dog aldrig så skånselsløst som på det nye album: Siden det tidlige gennembrud har stofferne i lange perioder vredet armen om på ryggen af Ardit. Han har drukket og festet til den lyse morgen og til det punkt, hvor den basale følelse af glæde næsten fortonede sig i mørket.

Først det seneste år har han været i stand til at kvalificere hvorfor. Hvorfor flød det med stoffer, hver gang han festede med sine venner? Hvorfor har han ikke været i stand til at sige nej?

”Selvfølgelig kan det sagtens være, at jeg bare har haft et stærkt afhængighedsgen og alle mulige andre ting,” begynder han afvæbnende.

”Men det gik op for mig, hvor mange af mine venner der af den ene eller anden årsag har haft traumer fra ungdommen, der aldrig rigtig er blevet behandlet. Og det gælder også for mig. Hvis du som 22-årig har en ven, der mister livet, så påvirker det dig, men du tænker ikke nødvendigvis over, at det hænger sammen med, at der så bliver taget ekstremt mange stoffer, næste gang du er i byen. Men det hænger sammen.”

Du rapper om det flere steder på den nye plade. Hvad er det for nogle traumer, du konkret taler om?

”Jeg har ikke villet rappe om det, fordi jeg har ikke været en del af det, og det har mine tætte venner heller ikke, men bandekriminalitet fyldte bare meget i vores ungdom. Du kan se det på nogle af mine kammerater, der ikke engang har været en del af miljøet, men måske har siddet i en bil med nogen, der var, og så bliver der skudt 50 gange efter den bil, men de overlever. I dag arbejder han i YouSee og har kone og børn, men tro mig, han har posttraumatisk stress. Og så dulmer man det.”

Mens musikkarrieren travede raskt mod nye højder, blev de halsbrækkende byture hyppigere og længere for Ardit. Den første drink var altid den første dominobrik: mere alkohol, flere stoffer, mere gambling, dårligere økonomi, ringere overholdelse af aftaler, slidte private relationer, dårligere humør.

”Jeg ved, det bliver et problem for mig, når jeg begynder at tage i studiet eller spille koncerter for at få en undskyldning for at gøre andre ting. Det er der, jeg må trække i håndbremsen og sige, at nu stopper jeg helt med at drikke alkohol. Og det var derfor, jeg begyndte på Antabus for nogle måneder siden.”

Trækker dine venner i dig?

”Det er bedre nu, men førhen kunne jeg sidde en hel dag og bare hygge mig, og så kom der et opkald: ’Hey Ardit, tag med ud i aften.’ Og så blev jeg en anden Ardit. I stedet for at spise ostepops og se en film med min kæreste, blev jeg et andet menneske. Hvis man har et afslappet forhold til alkohol, kan man jo sagtens feste og have det sjovt og stadig være sig selv. Men det kunne jeg ikke. Og jeg kunne ikke drømme om at tage hjem klokken 1 eller 2. Hvis jeg først var begyndt at drikke, havde jeg solgt mig selv til den flaske i 24 timer. Mindst.”

Omverdenen har nysgerrigt fulgt med i Ardits eskapader, og i en række interview mellem 2019 og 2021 fortalte han forbløffende ufiltreret om sit misbrug – dog med det overhængende budskab, at det hørte fortiden til, og at han fra den ene dag til den anden var stoppet med at tage de angstdæmpende Xanax-piller. Lytter man til den aktuelle ’Sidste Gang’, er der er en del af historien, der ikke stemmer overens. Har han i pressen givet et fejlagtigt indtryk af, hvor let det er at frigøre sig fra stofferne?

”Ja, det har jeg jo. Faktisk var jeg stoppet på det tidspunkt, hvor jeg sagde det. Sagen er, at jeg har haft en tendens til at banke mig selv helt ned til grænsen og så stoppe op og tage en pause. Og de pauser har gjort, at det har kunnet stå på i så lang tid uden ekstreme konsekvenser.”

Ardit fortæller og forklarer nøgternt og roligt, nærmest udtryksløst, som om han beskriver en opskrift eller specifikationerne på en bil.

”Men når det er sagt, så har jeg haft brug for, at folk skulle høre den indre kamp, man har med sig selv, når det kommer til alkohol og euforiserende midler. Det er ikke bare sådan noget Ronald Reagan-just say no-shit. Det er svært at stoppe. Tidligere var jeg meget opsat på aldrig at røre noget igen, men man ender bare med at skuffe folk. Jeg er jo ikke engang selv stoppet permanent.”

Fredagen forinden har jeg set ham på udgivelsesdagen for ’Længe Leve’, en oplagt lejlighed til at fejre på den store klinge. Koncerten på Roskilde Katedralskole havde om muligt været vildere end den på Frederikssund Gymnasium, fordrukne elever med lilla ansigter var blevet trukket over hegnet af vagterne, lige til venstre for scenekanten stod to piger og førte en seriøs debat om perspektiverne i at smide toppen, hvis Ardit kiggede deres vej, et stort albansk flag blev kastet op på scenen, foran tourbilen var han igen blevet lagt i baghold af snedige fans, og klokken lidt over midnat var Ardits arbejdsdag forbi. Og så tog han hjem og sov.

”Lad mig sige det sådan, at jeg er et godt sted i mit liv, hvor jeg fx godt kan tage ud og fejre min nye plade og ikke være helt væk i to dage, forstår-du-hvad-jeg-mener? Hvis jeg drikker fire dage i træk, men kun drikker, og er hjemme før klokken 4, er det en kæmpe sejr for mig. Det kan godt være, det virker som en selvfølge for andre, men for mig er det et stort skridt at kunne det.”

Hvad er dit mål?

”Mit ultimative mål er at kunne sidde med nogle venner og få nogle drinks, uden at det ender ude af kontrol. Det har jeg bevist, at jeg godt kan, men nogle gange fucker jeg stadig op. Så det er en kamp, jeg har. Men med et barn på vej er målet selvfølgelig, at det stopper helt.”

Problemerne med stoffer klæber sig lidt til dit navn, fordi du har været så ærlig om det. Er det irriterende?

”Det kan godt irritere mig lidt, fordi der er så meget mere til mig end at tage stoffer. Men jeg føler faktisk aldrig, at folk har set ned på mig af den grund. Det er et valg, jeg selv har truffet, og på den anden side tror jeg, at hvis jeg ikke havde været ærlig omkring mit misbrug, så var jeg blevet en større misbruger. Og jeg havde aldrig kunnet lave den musik, jeg laver, hvis jeg ikke lagde det åbent frem. Man må tage det sure med det søde.”

Du har mange unge fans. Tænker du over, hvordan du skriver om stofferne?

”Hvis jeg kommer til at skrive om stoffer fremover, bliver det med et negativt fokus som på ’Sidste Gang’. Jeg kan heller ikke sidde fast i den mølle, hvor jeg er ’Artige fucking Ardit med en flaske og en pose’,” siger han med reference til sit eget åbningsvers på den barbariske festhjertestarter ’Hvor Fuck Er Min Drink Henne’.

”Det var en rockstar-fase for mig, og det var også fedt nok, men det bliver også bare usmageligt på et tidspunkt, brormand, jeg nærmer mig de 30 år.”

MED GANSKE FÅ TIMER til udgivelsen af hans nye album var der noget, Ardit havde glemt.

Som torsdag blev til fredag, ville hans fans sidde klar og som arkæologer med skeer og børster grave sig igennem de geologiske lag på ’Længe Leve’. Mod albummets slutning ville de lære, at Artigeardit skal være far. Snart ville det vælte ind med lykønskninger fra nær og fjern. Musikmedier ville skrive nyheder om Ardits afkom. Men Ardit selv havde nær glemt, at nyheden henkastet ville blive præsenteret på den nye plade, og det skabte et akut problem: Han havde glemt at fortælle sine forældre om den forestående familieforøgelse.

Elegant hasteinviterede han sig selv og den nygravide kæreste på aftenkaffe i parcelhuset i Mørkhøj, ja, klokken var mange, men der var lige noget, de skulle fortælle. Nyheden blev modtaget med glædestårer, og kastanjerne var raget ud af ilden for den distræte rapper.

Ardit genfortæller historien i sin lejlighed og lægger sit ansigt i smørrede folder, som han altid gør, når han godt ved, han har været lidt dum, men også lidt sjov. Øjnene bliver smalle, og den ene fortand titter lidt frem foran den anden. Det er det sidste, man ser, inden man forbarmer sig og tilgiver Ardit for et større eller et mindre fejltrin.

Til sommer bliver Ardit en forpligtelse rigere, én, der langt overskrider alle pladekontrakter, interviewaftaler og spillejob. Er den syvsovende hvirvelvind klar til at blive far?

”Jeg skal nok kunne håndtere det. Jeg har en stabil kæreste, og vi er der for hinanden. Det kommer nok til at holde mig hjemme meget mere, hvilket jo bare er godt for mig. Det kommer selvfølgelig også til at være fucking hårdt og så videre, men jeg glæder mig bare sindssygt meget. Jeg er virkelig glad.”

Jeg interviewer Ardit i timer og atter timer, og kun på ét tidspunkt knalder han døren i til et samtaleemne: Hans kæreste, moren til hans kommende barn, er lukket land. ”Jeg vil helst ikke tale om hende,” siger han lidt forlegent. ”Det er bare ikke fair over for hende, at hun pludselig skal sidde og læse om sig selv i en artikel.”

Hellere taler han om, at der kommer en mini-Ardit, der om nogle år vil se op til en far, der på godt og ondt har været en feteret rapstjerne (brugen af førnutid her er bevidst, Ardit insisterer hårdnakket på at lade sig pensionere, inden han bliver 35: ”Rap er en ung mands spil,” siger han):

”Lige meget hvor sej ens far er, kommer der altid et punkt, hvor han bliver kikset. Jeg tror også, at Jay-Z’s børn himler med øjnene og siger ’hold nu kæft, faaar.’ Men jeg glæder mig til at blive ham den kiksede far. Ja ja, så har din far engang været Artige fucking Ardit med en flaske og en pose, men hvis Ozzy Osbourne kan få børn, der respekterer ham, så tror jeg, vi er in the clear.”

Han griner, og jeg spørger, om han er lykkelig.

”Når jeg er sammen med min kæreste eller er hos mine forældre, og vi sidder i sofaen og hygger og spiser kage og ser gamle videoer af min søster og mig, så er jeg lykkelig. Jeg synes, at jeg har lært at hvile i mig selv og i de tætteste, jeg har omkring mig.”

Interviewet er forbi. Ardit rejser sig dvaskt og kigger på telefonen, den har ringet. Der er nogle venner, der gerne vil have ham med på natklubben Arch. De plager, de er vist kommet til at love nogen, at Artigeardit også vil dukke op. Han klør sig lidt i skægget og kigger på telefonens ur.

”Det kunne godt være, man bare lige skulle tage ind og sige hej. Jeg kan jo bare tage tidligt hjem.”