Artigeardit: ”Lige meget hvor sej ens far er, kommer der altid et punkt, hvor han bliver kikset. Men jeg glæder mig til at blive ham den kiksede far”
Vi har i månedsvis fulgt Artigeardit, der i januar præsenterede det anmelderhyldede hovedværk ’Længe Leve’. Her kan du læse et uddrag fra forsideartiklen, hvor rapperen fortæller om sin forestående familieforøgelse.
MED GANSKE FÅ TIMER til udgivelsen af hans nye album var der noget, Ardit havde glemt.
Som torsdag blev til fredag, ville hans fans sidde klar og som arkæologer med skeer og børster grave sig igennem de geologiske lag på ’Længe Leve’. Mod albummets slutning ville de lære, at Artigeardit skal være far. Snart ville det vælte ind med lykønskninger fra nær og fjern. Musikmedier ville skrive nyheder om Ardits afkom. Men Ardit selv havde nær glemt, at nyheden henkastet ville blive præsenteret på den nye plade, og det skabte et akut problem: Han havde glemt at fortælle sine forældre om den forestående familieforøgelse.
Elegant hasteinviterede han sig selv og den nygravide kæreste på aftenkaffe i parcelhuset i Mørkhøj, ja, klokken var mange, men der var lige noget, de skulle fortælle. Nyheden blev modtaget med glædestårer, og kastanjerne var raget ud af ilden for den distræte rapper.
Annonse
Ardit genfortæller historien i sin lejlighed og lægger sit ansigt i smørrede folder, som han altid gør, når han godt ved, han har været lidt dum, men også lidt sjov. Øjnene bliver smalle, og den ene fortand titter lidt frem foran den anden. Det er det sidste, man ser, inden man forbarmer sig og tilgiver Ardit for et større eller et mindre fejltrin.
Til sommer bliver Ardit en forpligtelse rigere, én, der langt overskrider alle pladekontrakter, interviewaftaler og spillejob. Er den syvsovende hvirvelvind klar til at blive far?
”Jeg skal nok kunne håndtere det. Jeg har en stabil kæreste, og vi er der for hinanden. Det kommer nok til at holde mig hjemme meget mere, hvilket jo bare er godt for mig. Det kommer selvfølgelig også til at være fucking hårdt og så videre, men jeg glæder mig bare sindssygt meget. Jeg er virkelig glad.”
Jeg interviewer Ardit i timer og atter timer, og kun på ét tidspunkt knalder han døren i til et samtaleemne: Hans kæreste, moren til hans kommende barn, er lukket land. ”Jeg vil helst ikke tale om hende,” siger han lidt forlegent. ”Det er bare ikke fair over for hende, at hun pludselig skal sidde og læse om sig selv i en artikel.”
Hellere taler han om, at der kommer en mini-Ardit, der om nogle år vil se op til en far, der på godt og ondt har været en feteret rapstjerne (brugen af førnutid her er bevidst, Ardit insisterer hårdnakket på at lade sig pensionere, inden han bliver 35: ”Rap er en ung mands spil,” siger han):
”Lige meget hvor sej ens far er, kommer der altid et punkt, hvor han bliver kikset. Jeg tror også, at Jay-Z’s børn himler med øjnene og siger ’hold nu kæft, faaar.’ Men jeg glæder mig til at blive ham den kiksede far. Ja ja, så har din far engang været Artige fucking Ardit med en flaske og en pose, men hvis Ozzy Osbourne kan få børn, der respekterer ham, så tror jeg, vi er in the clear.”
Annonse
Du kan læse hele det store forsideportræt af Artigeardit på torsdag i det nye Euroman eller på euroman.dk.