Nattelivets usynlige konge tjener kassen, når du drikker dig i hegnet. Her er hans vilde historie

NOGLE GANGE, en sen fredag eller lørdag aften, når hans familie er gået i seng, sætter Adam Falbert sig ud i sin bil.

I mørket starter han motoren, kører fra sit hjem på Frederiksberg til Indre By og parkerer i nærheden af Rådhuspladsen. Herfra går han sig en tur.

Ruten er ikke helt fast, men fører gennem den mest livlige del af det københavnske natteliv. Ad Vestergade, mens promillen stiger på Heidi’s Bier Bar, Café Guldhornene og A-Bar. Ad Skindergade, forbi køen foran natklubben Hive, videre ned til Farfars Bodega og Den Glade Gris. Tværs over Gråbrødre Torv, et smut forbi Hornsleth Bar på Løvstræde, LA Bar i Sværtegade, og hele vejen ned i Gothersgade, til Cucaracha, Andy’s Bar og Den Jyske Ambassade.

På sin vej møder han glade, berusede mennesker, der driver ind og ud af barerne, de færreste af dem klar over, at når de køber en øl, en drink eller bestiller en flaske til bordet, lægger de deres penge i én og samme virksomhed.

Og i sidste ende også hos Adam Falbert, der er medstifter og direktør i Rekom – Nordeuropas største nattelivskoncern.

Det er længe siden, at den 48-årige ’barkonge’ – et udtryk han inderligt hader – selv blev for gammel til at være en fast del af festen. Alene tanken om de midaldrende natklubejere, der stadig står halvfordrukne og fører an i cirkusset weekend ind og weekend ud, kan fylde ham med en akut følelse af klaustrofobi.

Han går sin rute for at bevare følingen med det, der er kernen i hans forretning, og ser han noget, der kunne gøres bedre på et af Rekoms 29 steder i Indre By, tager han fat i personalet med det samme. Så kigger de måske lidt, for det er ikke altid, at medarbejderne på gulvet i en koncern med næsten 5.000 ansatte ved, hvordan den administrerende direktør ser ud. Hvem er ham idioten, som står og siger, at køstativerne ude foran skal rettes, eller at facadelyset er indstillet forkert, når de måske at tænke.

Adam Falbert ved godt, at det er usædvanligt. Men han kan ikke lade være.

Efterhånden som Rekom er vokset til Nordeuropas største nattelivskoncern med en milliardomsætning og mere end 175 barer i fem forskellige lande, er det blevet svært at flyve til fx Birmingham for at se, hvordan det går på den lokale filial af Heidi’s, men Falbert forsøger konstant at tilegne sig viden, der kan bruges til at optimere hans virksomhed; selv når han er på familieferie, kan han finde på at gå en tur efter midnat for at observere nattelivet, fortalte han mig en tirsdag formiddag i oktober.

Han var klædt i lyseblå denimskjorte, jeans og hvide sneakers og sad i en polstret lænestol i foyeren på luksushotellet Sommerro i Oslo, mens han ventede på et vigtigt møde.

Aftenen forinden var vi på Rabalder Bar i bydelen Grünerløkka, et bodega-koncept fra Rekom med dæmpet belysning, gamle møbler i brunt træ og rødblomstret tapet på væggene.

Vi fik en negroni og en gin & tonic sammen med et par af hans kolleger fra Rekoms kontor i Norge, inden vi kaldte det en aften og gik hjem til vores hotel. Adam Falbert virkede til at være i godt humør, udvekslede røverhistorier med sine ansatte, men indeni var der noget, der nagede ham.

Da vi var trådt ind ad døren, havde han som den eneste i selskabet bemærket, at to pærer ved et bord var gået, og at et par lampeskærme var gået i stykker.

Under normale omstændigheder ville han have påpeget fejlene over for personalet, eller måske lige være stukket ud i baglokalet for at se, om der tilfældigvis skulle ligge et par nye elpærer, men fordi han var i selskab med en journalist, valgte han at holde irritationen for sig selv.

I stedet modtog Rabalder Bars bestyrer dagen efter en mail fra Adam Falbert. Den indeholdt hans observationer fra besøget. Og en venlig påmindelse om at få skiftet pærerne til højre for døren.

HOTEL SOMMERRO er hotelmilliardæren Petter Stordalens nye flagskib i Oslo, opført i en imposant rødstensbygning, som tidligere husede byens elforsyning.

Den 61-årige erhvervsmand, der ifølge norske medier har en formue på cirka 18 milliarder danske kroner, er i hjemlandet kendt som en excentriker i læderjakke med solbrun hud og store overarme, som han sjældent forpasser en mulighed for at vise.

I et portræt i Weekendavisen kan man læse, at han engang udfordrede en firmaadvokat i armbøjninger – advokaten tog hundrede, mens Stordalen forsatte med én hånd – og i sin selvbiografi skriver han, at mange nok synes, han er ’en PR-liderlig Duracell-kanin, der snakker lidt for højt og lidt for meget, som går i lidt for prangende tøj med et lidt for iøjnefaldende mønster og lidt for spidse sko.’

På den måde kunne han næsten ikke være mere forskellig fra Adam Falbert.

Til gengæld er det ikke svært at se de potentielle synergier mellem en mand, der ejer et trecifret antal barer, og en mand med lige så mange hoteller i porteføljen. Men ret meget mere ville Falbert ikke fortælle om sit møde med nordmanden, som også han kendte alle historierne om, men endnu ikke havde mødt.

Et andet formål med turen til Oslo var at besøge Rekoms afdeling i Norge, der med 44 barer og natklubber er koncernens næststørste marked efter Danmark. I selskab med et par af Falberts nøglemedarbejdere fra det norske kontor gik vi dagen før en tur gennem byen og endte foran den norske parlamentsbygning, Stortinget.

På hjørnet overfor ligger Norges eneste filial af Jensens Bøfhus og ved siden af en stor, gammel bygning, der tilhører Frimurerordenen. Her havde Rekom lejet sig ind og var i færd med en gennemgribende renovering af det, der skal blive til en kæmpe filial af barkonceptet Proud Mary.

Indenfor var vægge og lofter revet ned, ledninger hang på kryds og tværs. Adam Falbert gestikulerede for at vise, hvor baren skal stå, når stedet efter planen åbner i løbet af 2024.

”Det her,” sagde han og kiggede rundt, ”det bliver en maskine.”

HVIS MAN GOOGLER Adam Falbert, kan man læse, at han er født i 1976.

At han er søn af journalisten Bent Falbert, der i mange år var chefredaktør på Ekstra Bladet. Og at han har et personligt holdingselskab med en formue på næsten en halv milliard kroner.

Ret mange andre private oplysninger finder man ikke om Rekom-direktøren, der som udgangspunkt ikke giver personlige interview og kun optræder i medierne, når han er tvunget til det, fx når han skal kommentere regnskaber fra Rekom eller svare på kritiske historier om koncernen (i de senere år er Rekom blevet politianmeldt af Ombudsmanden for vildledende markedsføring, meldt til Alkoholreklamenævnet for at opfordre til umådeholden druk på deres barer, og i al den tid Adam Falbert har ejet barer i indre København, har han jævnligt måttet forsvare sig i pressen over for beboere, der har klaget over larm og svineri i gaderne).

Da jeg første gang kontaktede Adam Falbert i august 2018, svarede han en uges tid senere: ”Mange tak for henvendelsen. Jeg går lige i tænkeboks. Er som udgangspunkt glad for at flyve under radaren – så vidt muligt.”

Siden har vi ad flere omgange holdt møder på hans kontor, aftalt ture, hvor jeg kunne følge ham på reportage, men så holdt Falbert pludselig op med at svare, og sådan gentog historien sig.

En enkelt gang kom en global pandemi i vejen, og senest, sidste forår, skulle vi have været til London, hvor Falbert skulle kigge på 12 nye barer, men så – stilhed.

I Oslo, hvor han var mødt op med lange noter på sin telefon med pointer, han skulle huske at fremføre, spurgte jeg ham, hvorfor han havde været så tilbageholdende med at fortælle sin egen historie.

”Jeg ved, hvor mange mennesker der har været med til at skabe Rekom,” svarede han.

”Og jeg bryder mig ikke om, når det fremstilles, som om det alene er mig, der står bag succesen, eller når jeg blive kaldt ting som ’barkonge’. Rekom er ikke et one-man-band eller et five-man-band, nej, det er et kæmpe symfoniorkester med en masse folk, der har været her i mange år og i dag er medejere af virksomheden. Og så interesserer opmærksomheden mig grundlæggende ikke. Jeg har ikke tal på, hvad jeg gennem årene har fået af tilbud om at deltage i alle mulige mærkelige programmer, men jeg siger altid nej. Jeg vil hellere bruge min tid på virksomheden og lade resultaterne tale for sig selv.”

Senere talte jeg med den tidligere dj, danser og festarrangør Jean von Baden, som i midten af 00’erne var partner med Falbert på jetset-klubben Nasa:

”Det er mig en gåde, at han overhovedet har sagt ja til et portræt,” sagde Baden, der i dag arbejder som psykoterapeut.

”Adam har altid været en diskret fyr. Men samtidig er han jo nattelivet på mange planer. Adam er den skjulte bagmand.”

Adam Nederby Falbert

Er født i 1976 og opvokset på Frederiksberg. Blev student fra Falkonergårdens Gymnasium i 1996 og begyndte at læse jura på Københavns Universitet i 1999, men droppede ud efter fire år for at drive barer og natklubber på fuld tid. Åbnede sin første bar som 23-årig i 1999 og var i 2007 med til at stifte Restaurations Kompagniet, der senere skiftede navn til Rekom, som i dag er Nordeuropas største nattelivskoncern med næsten 5.000 ansatte og over 175 barer og natklubber i Danmark, Norge, Finland, England og Wales. Bor på Frederiksberg med sin kæreste Ida Marie Steensborg og deres to døtre, Babette og Regitze.

ADAM FALBERT VOKSEDE OP med en far, der var anderledes komfortabel med at være i offentlighedens søgelys.

Ikke at man rigtig havde noget valg som chefredaktør for Ekstra Bladet, men Bent Falbert trivedes som avisens ansigt udadtil, når han deltog i utallige tv-debatter eller forsvarede sig i en af de mere end 400 sager, der blev anlagt mod Ekstra Bladet i hans 24 år i spidsen for avisen.

Hans kompromisløse jagt på samfundets ”skidtknægte”, som han kaldte dem, gav ham mange tilhængere, men også en del fjender, og fordi han af princip nægtede at have hemmeligt nummer, kunne telefonen ringe på alle tider af døgnet i Adam Falberts barndomshjem.

”Det var lidt specielt at løfte røret som barn, og så var det en fremmed mand, der råbte, at han håbede, vi alle ville dø af kræft. Der var også en overgang, hvor politiet bevogtede vores hjem, fordi Ekstra Bladet havde skrevet kritisk om rockerne,” fortalte han, da jeg spurgte ham, om han selv søgte anonymiteten, fordi hans far var en offentlig person.

”Men jeg har egentlig aldrig tænkt over det på den måde. Det var jo bare sådan, det var.”

På Fuglebakkevej på Frederiksberg var familien genboer til Tommy Seebach og Dario Campeotto. Gennem en låge i baghaven kunne man gå ind til senere udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der blev Bent Falberts livslange ven, og senere flyttede også Anne Linnet og Sanne Salomonsen til kvarteret.

I Adam Falberts barndomshjem stod døren altid åben. Når han kom hjem fra skole, kunne huset være fuldt af journalister, og så var der saftige rygter og gode historier i luften. Andre gange var det provokunstnerne Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash (der var Adam Falberts gudfar), der kom og overnattede på Fuglebakkevej, når de var i København for at udstille.

Forældrenes vennekreds var bred og mangfoldig, og fra en tidlig alder lærte Adam Falbert at omgås mennesker, der ikke var ligesom ham selv. (”Adam har altid været en diplomatisk og rummelig person, der var omfavnende over for sådan nogle små freaks som mig,” sagde Jean von Baden, der voksede op på Howitzvej, men kom i Fuglebakkekvarteret, fordi han havde en veninde, som boede der).

Ad flere omgange havde familien hans kammerater boende, hvis de havde det svært derhjemme, og hvis en ven ville spise med, blev der altid stillet en ekstra tallerken på bordet.

En af dem, der ofte benyttede sig af den mulighed, var Rasmus Seebach, der var genbo til Adam Falbert og jævnaldrende med hans lillebror Johannes. Han var som barn udstyret med en næsten umættelig appetit og fandt ud af, at når han havde spist derhjemme, kunne han gå direkte over til familien Falbert og få aftensmad igen.

”Vi spiste som regel en halv time tidligere end hjemme hos Adam og Johannes,” fortalte Rasmus Seebach mig i telefonen.

”Adams forældre syntes bare, det var hyggeligt, jeg kom, og rundt om bordet blev der både talt om kunst, historie, journalistik og især politik. Bent elskede at diskutere, og man skulle have en holdning, selvom man var barn. ’Hvad siger du til det, Rasmus?’, blev jeg spurgt, og så måtte jeg forsøge at følge med. Det kunne godt være svært.”

At være chefredaktør på Ekstra Bladet i slutningen af 80’erne og 90’erne var ikke bare et krævende job, men en livsstil, så arbejdsfordelingen derhjemme gav nærmest sig selv. Bent Falbert mødte ind på avisen ved middagstid og kom kun hjem for at spise, inden han skulle tilbage for at sende morgendagens avis til tryk, mens Jette Nederby, der var lærer og arbejdede på en skole for udviklingshæmmede, tog sig af alt det huslige.

I det hele taget var hun ankeret i brødrene Falberts barndom. Det var hende, der sendte dem afsted i skole om morgenen, og det var hende, der var der, når de kom hjem igen om eftermiddagen – med undtagelse af et par gange om året, når hun skulle på lejrskole med sine elever.

”Så var det Bents opgave at få drengene i skole,” fortalte hun, da jeg besøgte hende og Bent Falbert, ”og som regel kom de for sent med en seddel fra Bent i hånden, hvor han havde skrevet de vildeste, mest fantasifulde dårlige undskyldninger. Heldigvis havde lærerne humor, så de gjorde ikke noget, men læste dem bare højt oppe på lærerværelset.”

Det var en torsdag formiddag, og Jette Nederby og Bent Falbert havde inviteret til kaffe i deres rækkehus på Egernvej få hundrede meter fra Adam Falberts barndomshjem.

I 2022, efter 46 år på Fuglebakkevej, solgte de huset, fordi de var blevet for gamle til trapper og stor have. Men da jeg besøgte dem, lod de ikke til at være blevet mindre selskabelige.

På bordet stod en uåbnet flaske champagne, der var blevet til overs fra en litterær salon, som Jette Nederby havde afholdt aftenen før. Og det var aldrig nogensinde på tale, at de skulle flytte længere væk, end at de stadig kunne være medlemmer af Poteklubben, den lokale hundelufterklub, hvor de mødes med deres gamle naboer om morgenen og får den seneste sladder fra kvarteret.

I EN AF VORES samtaler fortalte Adam Falbert mig om en personlig teori; at det såkaldte ’iværksættergen’ hos et menneske ofte viser sig tidligt:

”Dem, der tog initiativ, samlede folk og satte ting i gang som børn, er som regel også dem, der gør det som voksne,” sagde han.

Ifølge hans lillebror og barndomsvenner var det Falbert, der organiserede, hvem der medbragte bolde, kegler og målmandshandsker, når de mødtes for at spille fodbold. Det var også ham, der lagde slagplanen, når de legede krig med de andre drenge i kvarteret.

I haven på Fuglebakkevej havde han fået lov til at bygge et tårn af europaller og trærester, hvorfra man kunne kigge lige ind i Niels Helveg Petersens dagligstue. Her opbevarede Falbert og hans venner hjemmelavede våben og skjolde og mudder på dåse, som de kunne kaste med, hvis de kom under angreb.

Hans morfar, der arbejdede i et firma, som solgte byggematerialer, kom af og til forbi med træ og søm, og tårnet voksede sig højere og højere, indtil det et år brød i brand, fordi 10-årige Adam Falbert havde tændt bål oppe i toppen.

På Fuglebakkevej holdt han og vennerne også de første teenagefester, når forældrene var i sommerhus på Langeland. Efter 9. klasse var Adam Falbert kommet på Falkonergårdens Gymnasium, hvor også hans far havde gået, og der gik ikke længe, før han meldte sig ind i festudvalget. Gymnasiefesterne sluttede ved midnat, og bagefter stod flere hundrede elever ude på Sønderjyllands Allé med det samme spørgsmål: Hvor skal vi gå hen nu?

Dem, der var gamle nok, gik på Kellerdirk på Frederiksberg Allé, andre tog på værtshus, mens andre igen satte sig på en bænk og drak de bajere, de havde gemt ude i busken.

Adam Falbert, der var frustreret over, at eleverne ikke kunne feste videre sammen, fik en idé.

Først begyndte han at arrangere efterfester for Falkonergården i lejede selskabslokaler, men der gik ikke længe, før de også kom til at omfatte andre gymnasier i Storkøbenhavn.

Senere, da han var blevet student, fandt han ud af, at man kunne lave præcis det samme på universiteterne, for de studerende på jura, økonomi eller medicin, eller for virksomheder, der skulle holde julefrokost eller sommerfest – så lejede han Park Café på Østerbro, Copenhagen Jazzhouse eller det daværende Base Camp på Holmen, hvor han senere også afholdt store hiphop-events med navne som Malk de Koijn og Den Gale Pose.

Den første rigtige, kommercielle fest, Adam Falbert var med til at arrangere, var sammen med hans gode ven og gymnasiekammerat Mads Holger. I Studiestræde havde de lejet et lokale, og Falbert lånte Tommy Seebachs hvide varevogn, som musikeren brugte, når han skulle ud at spille koncert, til at køre i ISO og købe øl.

Han bookede dj’s, hyrede bartendere, hentede musikudstyr, skruede diskokugler op, delte flyers ud og tog entré fra de mere end 1.000 mennesker, der dukkede op til festen, som hed ’Bal for unge mennesker’.

Navnet var naturligvis Mads Holgers idé.

OMKRING ÅRTUSINDESKIFTET var Boltens Gård den akse, som resten af det københavnske natteliv roterede om.

I gården ved Gothersgade, der er opkaldt efter den tysk-danske godsejer Henrik baron von Bolten, lå to af byens in-steder: X-Ray, der bragte musikken og stemningen (og ecstasyen) fra Ibiza til København, og Le Kitch, hvor musikken var hiphop og R&B og klientellet mere kreativ klasse.

Ingen af dem kunne dog måle sig med Nasa, som åbnede i slutningen af 1997.

På det tidspunkt var natklubkulturen begyndt at ændre sig. Gæsterne ville have noget, der var mere eksklusivt, og svaret fra folkene bag Boltens Gård blev at ombygge loungen oven på X-Ray til Københavns første VIP-medlemsklub med et helt hvidt, futuristisk interiør inspireret af Stanley Kubricks ’2001: A Space Odyssey’.

For at komme ind skulle man op på anden sal med en elevator, hvis ellers man kunne få fingrene i et medlemskort, hvilket ikke var givet, selv hvis man var kendt – når historien om Nasa fortælles, lyder en af de faste anekdoter, at både David Beckham og Peter Schmeichel oplevede at blive afvist i døren.

En af klubbens bagmænd var festarrangøren Kim Thurmann. Han hyrede Adam Falbert som promoter på X-Ray og Le Kitch, et job hvor man udelukkende var noget i kraft af sit gode ry og netværk. Fra gymnasie- og studiefesterne havde Falbert opbygget et kartotek af flere tusinde telefonnumre, som han sendte kædebeskeder til fra sin Nokia-telefon hver eneste uge.

”Der var folk, som ville betale mange penge for min database, fordi jeg havde kategoriseret folk efter område, alder, studieretning, typer osv.,” fortalte han mig. ”Alt afhang af at kende mange mennesker – at kende de rigtige mennesker – og at kunne få dem til at møde op til sin fest.

Jeg hang plakater op på uddannelsessteder og printede små flyers, og så gik jeg i Illum eller Magasin, fandt de søde piger og de smarte drenge og sagde ’hey, vi holder fest på Le Kitch – kommer I ikke derned på fredag?’

Dengang, hvis man gik ind i en tøjbutik på Strøget for at købe en skjorte, lå der som regel fire-fem flyers i forskellige farver oppe på disken. Det var sådan, mange fandt ud af, hvor de skulle i byen i weekenden.”

I 1999 var Adam Falbert 23 år gammel og lige begyndt at læse jura, da Kim Thurmann kontaktede ham og en anden promoter ved navn Mads Christian Friis og tilbød dem at købe Le Kitch for halvanden million kroner.

Thurmann og hans partnere havde travlt med Nasa, som var en af Europas førende natklubber, og Falbert fik muligheden for at drive sit eget sted frem for at holde fester for andre.

Han tog hjem til sine forældre og fortalte, at han manglede penge til at skrive under på et køb af en bar, men Bent Falbert var skeptisk og mente, at sønnen i stedet burde prioritere sin uddannelse.

”Det førte nok til en trodsreaktion. Jeg tænkte: ’Fandeme nej, så gør vi det helt sikkert.’”

Adam Falbert solgte sin gamle Toyota Corolla, gik i banken og lånte penge og finansierede resten af købet på et pantebrev til 17 procent i rente. Resten af den nødvendige kapital kom fra natklubejerne Tommy Petersen og Søren Wedebye, der i forvejen drev blandt andet The Australian Bar (tidligere U-Matic) og tog sig af økonomien og administrationen, så Falbert og Friis kunne fokusere på festen på Blue Buddha, som var navnet på deres første bar.

Ifølge Adam Falbert gik stedet godt, men der var også udfordringer undervejs for de to uerfarne barejere i Boltens Gård, som i starten af 00’erne var scene for flere knivoverfald og bandesammenstød.

UNDER GÅTUREN gennem Oslo i oktober, dagen før Falberts møde med Stordalen, passerede vi Aker Brygge, engang et industrielt havneområde, der i dag huser dyre ejerlejligheder, butikker og restauranter.

Foran et tomt lokale, som Rekom tidligere havde haft kig på, tog Adam Falbert sin telefon frem, pegede den op mod den grå eftermiddagshimmel og begyndte at bevæge den i en bue fra venstre mod højre.

”Den hedder Sun Scout,” forklarede han om appen, der ved hjælp af augmented reality kan vise solens bane hen over himmelen – og fortælle Adam Falbert, om der ville være eftermiddagssol, hvis man besluttede at lave udeservering på stedet.

”Ja, det er nok lidt en arbejdsskade,” indrømmede han. ”Jeg tjekker den også nogle gange, når jeg er på ferie med familien.”

Da jeg talte med Adam Falberts bror, gamle venner og tidligere forretningspartnere, fremhævede de alle hans analytiske blik og sans for detaljen.

I Rekom er han fx kendt for at have udviklet en særlig metode, når koncernen skal åbne barer eller natklubber i en ny by eller et nyt land. Før en beslutning træffes, rejser Falbert og en håndfuld nøglemedarbejdere i koncernen selv ud og ”kortlægger” den pågældende by, som man senest har været i gang med et sted i Tyskland: Hvilke barer og natklubber er der i forvejen, hvem kommer på hvilke steder, hvad har byen ikke, og når al researchen er på plads, finder man frem til præcis det Rekom-koncept eller den lokale samarbejdspartner, hvor chancen for succes er størst.

”Inden vi åbnede i Norge i 2016, tror jeg vi var i Oslo 25 gange for at gå i byen,” fortalte Adam Falbert.

Han har forsøgt at sætte nattelivet på formel, siden han i 2007 sammen med Tommy Petersen, Søren Wedebye, Mads Christian Friis og Rasmus Frederiksen stiftede Rekom og samlede et klude-tæppe af barer i én virksomhed med Falbert som direktør.

I årene forinden var han droppet ud af jura for at drive barer på fuld tid og havde udvidet sin portefølje til seks barer og natklubber i København (han havde solgt Blue Buddha, men var blevet medejer af blandt andet Heidi’s Bier Bar, LA Tequila Bar og Nasa), men Rekom skulle ikke bare være store i hovedstaden.

”I løbet af et par år pløjede vi alle byer i Danmark med mere end 30.000 indbyggere igennem,” fortalte han.

”Jeg kørte over 100.000 kilometer om året, gik rundt i by efter by, nat efter nat efter nat, for at finde ud af, hvordan nattelivet fungerede i Holstebro eller i Svendborg. Til sidst kendte vi samtlige barer, bodegaer og diskoteker i Danmark af en vis størrelse, og når vi fx åbnede Heidi’s Bier Bar i Odense, gik vi selv og spartlede og malede og stod nede i byen iført tyrolertøj og delte flyers ud.”

DA REMEE JACKMAN i starten af 00’erne gik i byen på Nasa, mødte han altid en ung mand med lyst hår og blå øjne, der stod foran elevatoren i Boltens Gård.

Hans job – i dag ville man kalde ham en picker – var at lukke gæsterne ind, sørge for at de blev placeret ved de rigtige borde, eller afvise folk i køen, hvis han vurderede, at de ikke passede til festen.

Remee bed mærke i ham, fordi han var ”ualmindeligt flink” sammenlignet med andre dørmænd, den unge popsanger og musiker ellers mødte, når han gik ud.

”Det var et Keyser Söze-moment for mig, da jeg senere fandt ud af, at det var ham, der ejede stedet,” fortalte Remee, da han ringede mig op fra Paris en onsdag i slutningen af februar.

Hvem Adam Falbert egentlig var, opdagede Remee først i 2011, da han i et års tid havde været medejer af VIP-natklubben Zen i Nørregade. En af hans partnere trak sig ud og solgte sin andel til Falbert og Rekom ”i en rigtig, rigtig god deal – meget typisk Adam – hvilket jeg først opdagede, da jeg sad fast i en forpagtningsaftale, hvor jeg i fem år stadig betalte til ham, selvom han havde solgt sin ejerandel.”

Ifølge Remee kom Adam Falbert ind med en indretningsarkitekt og et helt nyt ambitionsniveau. Sammen iværksatte de en ombygning af natklubben, som genåbnede i 2012.

Til Politiken fortalte Remee, at målet var at skabe ’nattelivets Noma’, og i årene, der fulgte, blev Zen en natklub med et internationalt publikum og rekordomsætninger, sådan som Nasa havde været det før finanskrisen.

Når store popstjerner kom til København for at spille koncert, holdt de efterfest på Zen, og fra udlandet fløj velhavende gæster ind og betalte mange tusinde kroner for borde og flasker – som den aften, hvor en britisk rigmand købte champagne for 250.000 kroner, og Remee blev så begejstret, at han tog mikrofonen og spontan-rappede til 50 Cents ’P.I.M.P.’.

I det hele taget tilbragte den daværende ’X Factor’-dommer mange sene fredag og lørdag aftener først på Zen og siden på Arch, som han åbnede i 2016 efter at have købt sine partnere ud af natklubben (”Jeg ville lave indgangen om med lys og spejle, men det var der ingen af de andre, som kunne se idéen i … Og så var der en eller anden dag, hvor en manager slukkede for mikrofonen, mens jeg stod og rappede… Du skal kraftedeme ikke slukke mikrofonen, når jeg står og synger gratis herinde,” sagde han).

Modsat Falbert lod Remee sig fortrylle af festen, af den magi, der kunne opstå, når Rihanna eller A$AP Rocky var på besøg, men til sidst blev det for meget for den 49-årige musiker, der solgte Arch i starten af 2020 (i dag er han igen gået ind i nattelivet som medejer af natklubben Museo i Lille Kongensgade).

”Jeg var gået fra at lave verdenshits til at sidde inde i min lille, private afdeling på klubben,” fortalte Remee.

”Det var ikke sundt for mit forhold, det var ikke godt for mit familieliv, og det skyggede for mine øvrige talenter. Jeg var stoppet med at skrive sange, jeg var stoppet med at lave tv, og jeg skulle ikke ende med at drukne min karriere på en natklub. Det problem har Adam aldrig haft. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har haft en sjov bytur med ham. Han vil skide det et stykke at stå der som en eller anden tosse. Det er virkelig hans secret sauce.”

Da jeg spurgte Adam Falbert, hvornår han lærte at trække sig fra festen, fortalte han mig om sin tur til New York i december.

Her besøgte han en ven, der står bag natklubben Gospel, som ifølge Falbert ”nok pt. er i top-tre i verden,” hvor Leonardo DiCaprio hang ud i dj-pulten, mens Madonna sad ovre i hjørnet, og Falberts ven stod i midten som cirkusdirektøren, der fik hele forestillingen til at glide.

”Svagheden ved den slags ultra-high end-klubber er, at de er enormt personafhængige,” sagde Adam Falbert.

”Sådan var det også med Remee på Zen. Men før eller siden rykker festen videre, og på et tidspunkt har det konsekvenser at stå og være midtpunkt for det hele. Jeg kørte selv torsdag, fredag, lørdag i mange år, og jeg lærte ufatteligt meget af det, men man skal passe på ikke at blive afhængig. Selv da jeg ikke længere behøvede at stå inde på barerne hver weekend, blev jeg i en periode ved for at sikre mig, at alting kørte, som det skulle, men det ebbede ud, da jeg blev far til min ældste datter, og virksomheden voksede sig stor.”

EN FREDAG EFTERMIDDAG i starten af februar mødtes jeg med Adam Falbert på Soho House i København.

Det var et kraftigt snevejr, og han var gået fra sit kontor i Skindergade ned til Toldkammerbygningen, hvor den internationale medlemsklub åbnede i 2022.

Falbert, der er mangeårigt medlem, havde i længere tid forsøgt at overbevise Soho House om at åbne et hus i Danmark, da han under Covid-19-pandemien mødtes med deres folk i København for at kigge på lokationer.

I lighed med Rekom, der blandt andet købte Storbritanniens største natklubkæde til spotpris, havde Soho House økonomiske muskler til at ekspandere, mens resten af branchen var i knæ, og kastede deres kærlighed på Toldkammerbygningen – de ville dog kun leje sig ind, så Falbert endte med at købe bygningen af Pandora-rigmanden René Sindlev og indgik en lang lejekontrakt med Soho House.

På medlemsklubbens førstesal, over en frokost og en flaske hvidvin, spurgte jeg Adam Falbert, hvordan hans møde med Stordalen i Oslo var gået – men fik ikke andet svar end det diplomatiske: ”Det var gået godt.”

Derefter talte vi om udviklingen i nattelivet i Danmark, som ifølge Falbert traditionelt set havde været en branche, hvor mange gik efter lavthængende frugter og hurtige penge.

Steder åbnede, lukkede, gik konkurs og åbnede igen, måske med et nyt navn, og måske var det derfor, at det virkelig rykkede, da Falbert og Rekom satte bar- og natklubdriften i system. Barerne fik centraliseret administration og kassesystem, en fælles kundeservice, som blandt andet kunne tage sig af henvendelser om glemte jakker, tasker og telefoner, og fordelagtige indkøbsaftaler i kraft af de stordriftsfordele, det giver at være en del af en koncern (Rekom er i dag Carlsbergs største kunde uden for detailhandlen).

”Branchen var fuld af amatører, som ikke åbnede til tiden, drak sig fulde i arbejdstiden og hverken havde styr på forretningen eller på at give deres kunder en ordentlig service. Vi vidste, hvad der skulle til, for vi havde selv begået alle fejlene i starten,” sagde Adam Falbert, der kaldte sin fiaskoer for ”skudhuller”: Et af dem var et forsøg på sammen med Live Nation at lave verdens største danceevent Big Bang 09 i Parken i 2009, som måtte aflyses på grund af svigtende billetsalg.

Et andet var den italienske festrestaurant Al Mercante i Bredgade, som kostede Rekom et tab på adskillige millioner kroner. Og senest måtte koncernen i vinter afhænde 17 britiske natklubber, fordi de af forskellige årsager ikke var rentable.

Men for Adam Falbert er det bump på vejen mod hans store mål; at være med til at gøre Rekom til verdens største nattelivskoncern.

Antallet af barer er mere end tredoblet, siden majoriteten af koncernen i 2018 blev solgt til kapitalfonden Catacap for et hemmeligt beløb – men af årsregnskabet for Adam Falberts personlige holdingselskab fremgik, at han det år tjente 262 millioner kroner på salg af virksomheder.

Selv ejer han i dag 14 procent, mens resten er fordelt på cirka 300 ansatte, der er medejere af selskabet.

Da Rekom blev solgt, var der interesse fra mange andre kapital- og familiefonde – blandt andet var en større britisk kapitalfond med helt til sidst. At man overhovedet var i stand til at tiltrække den form for kapital, var ifølge Falbert et vidnesbyrd om den professionalisering af barbranchen, som virksomheden har været med til at gennemføre. Alligevel fortalte han, at han af og til stadig oplevede, at de gamle klicheer og fordomme om branchen hang ved.

I december var Adam Falbert til en julefrokost, hvor han kom til at sidde ved siden af en kvinde, der var tandlæge. Hun spurgte, hvad han arbejdede med, og Falbert forklarede, at han var direktør for noget, der hedder Rekom, som ejer over 175 barer.

”Hvad laver du så i hverdagene?” spurgte tandlægen i ramme alvor.

Adam Falbert trak på smilebåndet.

”Der sover jeg bare længe,” svarede han.

I 2022 RUNDEDE Rekoms omsætning to milliarder kroner, da danskerne væltede ud på landets barer og natklubber i kølvandet på Covid-19.

Regnskabet for 2023 er endnu ikke offentliggjort, men selvom man ifølge Adam Falbert vil kunne se, at koncernen har været hårdt ramt af inflation, høje renter og at folk holder mere på pengene, opererer man i dag på et niveau, der aldrig før er set i branchen.

Rekom er ifølge Adam Falbert blevet en del af det etablerede erhvervsliv og har nået en størrelse, hvor man både har stor indflydelse i erhvervsorganisationer og mulighed for at påvirke politiske beslutninger, der vedrører restaurationsbranchen.

På Soho House fortalte han, at man jævnligt deltager i møder på landets rådhuse og i ministerier, og siden 2019 har en politisk chef været ansat til at varetage koncernen og branchens interesser over for politikere og embedsmænd.

Da regeringen sidste år skulle lave en ny alkohollov, der blandt andet strammede reglerne for salg af alkohol til 16-17-årige i detailhandelen, sad Rekom også med ved bordet, men Falbert havde gerne set, at man var gået endnu længere – og fx helt havde forbudt salg af alkohol til personer under 18 år i detailhandelen.

Jeg spurgte ham, om han i sine møder med danske politikere oplevede en berøringsangst over for at regulere den omfattende danske alkoholkultur.

”Det er jo i hvert fald interessant, at når vi i branchen foreslår en mere restriktiv tilgang til alkohol helt generelt, er politikerne imod både til højre og til venstre for midten,” svarede han.

”I dag må en 16-årig ikke gå ind på en bar, hvor der er en hjertestarter, en førstehjælpskasse og nogle voksne til at holde øje, og det er jeg tilhænger af, men det giver ingen mening, at en 16-årig samtidig uden problemer kan gå i en kiosk klokken to om natten, købe en kasse øl og gå hjem og drikke den uden forældrenes opsyn.”

Men når I vil begrænse alkoholsalget i detailhandelen yderligere, handler det så om at flytte salget ind på barerne, hvor I tjener pengene i stedet?

”Vi har faktisk ingen interesse i, at folk skal sejle rundt inde på vores barer, fordi de ender med at få en dårlig oplevelse af det, og så har de måske ikke lyst til at komme igen. Vi vil gerne have, at vores gæster vågner op og tænker, at det var en fed aften, hvor de dansede og havde det sjovt med deres venner.”

Hvordan hænger det sammen med, at I måtte droppe jeres såkaldte ’challenges’, der belønnede folk for at drikke meget?

”Alkohol har jo traditionelt set været forbundet med leg og spil. Folk spiller drukspil og drikker ølbong på tid, når de er på festival, og mange af de tiltag og gimmicks efterlyser folk også ude på barerne. Det har man så besluttet at afskaffe, fordi tiden ikke længere er til det, og det, synes jeg selvfølgelig, er helt fint.”

PÅ DEN SIDSTE DAG i februar gik jeg med Adam Falbert gennem Indre By. Det var en iskold torsdag aften, og han havde lovet at tage mig med på en af sine ture gennem nattelivet.

Hurtigt udviklede det sig til et trip down memory lane for Rekom-direktøren, der pegede rundt på bygninger og lokaler, hvor der før havde ligget barer og natklubber med navne som Daddy’s Dancehall, New Fellini, Café Slukefter og Dansetten.

Vi gik fra Rådhuspladsen ad Vestergade, der var stille, selvom det var lønningsdag. Ude foran A-Bar stod en større gruppe unge mænd og overvejede, om de skulle gå ind. Den gamle promoter kom op i Adam Falbert.

Han satte kurs mod dem, klar med en salgstale og måske lidt rabat i baren, men ombestemte sig, da han kom tæt nok på til at overhøre, at de i stedet gik på Guldhornene, som også er ejet af Rekom.

Derfra fortsatte vi ad Studiestræde, forbi Bar7, endnu et af Rekoms steder. Falbert stoppede op og begyndte at flytte på en blomsterkasse, der var kravlet lidt for langt ud på fortovet.

”Pisseirriterende, ikke?” sagde han, inden vi fortsatte ned ad gaden til det sted, hvor han og Mads Holger holdt deres allerførste fest.

”Det er min OCD.”

Adam Falbert grinte ad sig selv, men i vores samtaler havde han også givet udtryk for, at hans besættelse af selv helt små detaljer af og til kunne være stressende for både ham selv og hans omgivelser.

En ekstrem pertentlighed – kombineret med en næsten lige så udtalt utålmodighed – både driver ham og gør ham til en dygtig forretningsmand, men det er også et opslidende personlighedstræk, der forhindrer ham i at stoppe op og rent faktisk nyde det, han har opnået.

”Jeg ville gerne være bedre til at kaste anker, men jeg er hele tiden videre til det næste og det næste og det næste, og det kan godt være en forbandelse,” havde han sagt på Soho House.

”Når jeg sidder til et møde, kan folk godt nogle gange blive trådt over tæerne, når jeg afbryder dem før tid og siger: Har det ikke varet længe nok nu? Selv derhjemme kan jeg godt få den følelse: Lad os nu skynde os at spise, så vi kan skynde os at hygge os, så vi kan skynde os at komme i seng, så vi kan være klar til i morgen. Jeg øver mig i ikke at skynde mig så meget gennem livet, at jeg glemmer at leve det.”

Vores gåtur endte i Boltens Gård, hvor alle spor af dens storhedstid for længst var forsvundet, efter de sidste natklubber og barer lukkede i 2017.

Tilbage var kun minderne og tomme glasfacader med logoer fra Kereby, den amerikanske kapitalforvalter Blackstones danske ejendomsselskab, mens Adam Falbert stod og kiggede på byggerodet foran kælderlokalet, hvor han for 25 år siden åbnede Blue Buddha.

Og på elevatoren ved siden af, der nu lå hen i mørke, men engang førte op til Nasa, hvor han i 2006 var med til at holde P. Diddy’s sagnomspundne MTV Music Awards-efterfest – kong Frederik (som dengang var kronprins) hang ud i dj-pulten og drak champagne med Jean von Baden, og gæstelisten talte blandt andet Justin Timberlake, Christina Aguilera, Snoop Dogg, Pharrell, Cameron Diaz og Daniel Craig.

Lidt senere, mens vi rundede af med en øl på Hvide Lam på Kultorvet, hvor der blev spillet jazz, og røgen fra gæsternes cigaretter hang i luften, kom jeg i tanke om en anden af Adam Falberts teorier.

En, der kunne forklare, hvorfor en ung mand havde droppet sin uddannelse, åbnet en bar og tilbragt utallige sene nætter med at holde fester for andre, længe før han vidste, at det en dag ville gøre ham til mangemillionær.

”Hvis du skal fortælle mig om dine gode minder gennem livet,” havde han hævdet, ”så prøv at lægge mærke til, hvor ofte de handler om, at du har mødtes et sted med dine venner og haft det sjovt, fået nogle øl eller drinks, danset og hørt musik. Tænk at få lov til at være en af dem, der skaber de minder for tusinder af mennesker. Det er dét, det hele handler om for mig.”