Youssef Wayne Hvidtfeldt har altid en meget usædvanlig ting med på filmset
Youssef Wayne Hvidtfeldt, som rider på lidt af en bølge med roller i serier som ’Huset’ og ’Dark Horse’, er født på Blågårdsgade i København med en dansk mor og en marokkansk far. Her giver den 35-årige skuespiller svar på tiltale.
Jeg ville ønske, at jeg havde spillet … Dracula i filmen ’Nosferatu the Vampyre’ (1979).
Den er et remake af stumfilmen ’Nosferatu’ fra 1922 og er lavet af den tyske instruktør Werner Herzog. Den kom et tidspunkt i film- og tv-historien, hvor vampyrkarakterer blev gjort sexede, men sådan er det slet ikke i dette tilfælde. Dracula-karakteren er tværtimod rigtig grim, fx sidder hans hugtænder på fortænderne ligesom med rigtige blodsugende flagermus.
Da jeg gik på Skuespillerskolen i Odense, skulle vi lave en soloforestilling, og der valgte jeg faktisk at spille den rolle. Jeg barberede alt mit hår af, og der var noget virkelig befriende ved at spille et kæmpe udskud, hvilket jeg endnu har til gode at gøre på film eller tv.
Annonse
Når jeg er på filmset, har jeg altid … æterisk lavendelolie med mig. Men det har jeg næsten med overalt. Jeg er besat af lavendelduft, mine venner kalder mig endda lavendeldronningen.
Jeg vil gerne instrueres af … Werner Herzog. Eller lad mig omformulere det og sige, at jeg ville ønske, at jeg havde været med på settet til hans film ’Fitzcarraldo’ (1979), hvor hovedrollen – ligesom i ’Nosferatu the Vampyre’ – spilles af den tyske skuespiller Klaus Kinski.
Meget af filmen blev optaget ude i junglen, og der går mange historier om, hvor dødeligt uvenner Herzog og Kinski var, og det ville jeg gerne have observeret som fluen på væggen.
Det bedste, jeg har spillet med i, er … ’Huset’. Jeg har dog også en meget stor kærlighed til tv-serien ’Yes No Maybe’ (2017-2019), hvor jeg spillede hovedrollen Mads.
For mig har den været med til at definere en hel tid herhjemme omkring dating via apps som Tinder, som jeg synes, at vi var med til at indkapsle på en måde, der blev ramt lige i røven.
Det var også en af de første webserier, og den blev set af ret mange. Jeg var ked af, at vi ikke endte med at lave en sæson 3, for der var virkelig potentiale til at udfolde historien og de andre karakterer.
Annonse
En af mine bedste roller var … karakteren Nick the Dick i tv-serien ’Klaes the Roommate’ (2015). Nick er en komplet vanvittig leder på et callcenter. Det er på ingen måde en stor karakter, men det var en af de få gange, hvor jeg virkelig har fået lov til at gå planken ud, og jeg synes, at det endte meget vellykket.
Den vigtigste ting på min rider … skifter meget. På settet til ’Huset’ var det vigtigste, at jeg kunne blive hentet og bragt, og at der var speciel kost til mig, fordi min rolle krævede, at jeg var meget trænet. Men hvis bare jeg har min lille lavendelolie, er jeg glad.
Den bedste skuespiller, jeg har spillet over for, er … ikke til at sige. Castet i ’Huset’ er jo helt vildt, men jeg kan ikke udpege den bedste. Folk som Charlotte Fich, David Dencik og Sofie Gråbøl er alle fantastiske, men de er også gode til hver deres ting, og det er det, som jeg har forsøgt at tage med mig.
Charlotte Fich er fx rigtig god til ikke at tage en hel scene i ét hug. Der har jeg selv været tilbøjelig til at sige, at nu skal der spilles teater og så prøve at lave den hele fra start til slut uden at lave fejl. Der gik Charlotte bare tilbage til sin replik, hvis hun lavede en fejl, og så bliver man ikke så låst.
David Dencik var meget inspirerende, når det kom til at lægge manus og replikker fra sig og så bare spille. Sofie Gråbøl er sindssygt arbejdsom, og hun kæmper for manus til det sidste. Hvis der er noget, som ikke giver mening, vil hun forstå det eller få det ændret, før hun kan gå videre, fordi hun vil have, at det bliver det bedste, det kan blive. Hun giver ikke op.
Jeg minder mest om Sofie i tilgangen, hvilket gik op for mig, fordi vi ofte lå og sms’ede til hinanden om aftenen, hvor vi diskuterede manus.
Jeg fortryder, jeg sagde nej til … en stor rolle i tredje sæson af ’Bedrag’ (2019). Jeg spillede i ensemble på Odense Teater på det tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg var lidt lunken ved tanken om en sæson 3 af en serie, der i forvejen ikke rigtigt havde taget kegler. Jeg havde egentlig fået lov til at læse nogle scener, som jeg meget godt kunne lide, men det er svært at bedømme et helt manus på baggrund af det.
Annonse
Det viste sig, at de havde gentænkt det hele, så det nærmest fremstod som en helt ny serie. I mit stille indre ærgrede jeg mig ret meget, da den kørte over skærmen.
Jeg er bedst … klokken 10 og derefter.
Hvis jeg kun må se én serie resten af mit liv, er det … ’Succession’ (2018-2023). Det er nok lidt af en arbejdsskade, at der skal rigtig meget til at imponere mig, men de spiller så sindssygt godt i den serie, at lige meget, hvor mange gange, jeg ser den, kan jeg altid finde noget nyt i dialogen og skuespillet at dykke ned i.
Min guilty pleasure er … ’Love Actually’ (2003). Jeg har først lige set den, men jeg må indrømme, at den – på trods af at være ret upassende og ude af trit med tiden – er skruet virkelig godt sammen. Og så er den fyldt med en masse gode skuespillere.
Hvis jeg ikke var blevet skuespiller, var jeg måske blevet … kropsterapeut. Kroppen fascinerer mig, og man bliver meget kropsbevidst som skuespiller. Eller gusmester! En professionel gusmester, der kun bruger æterisk lavendelolie.
Youssef Wayne Hvidtfeldt
(f. 1988) Uddannet fra Skuespil-lerskolen ved Odense Teater i 2014. Har spillet hovedrollen i tv-serien ’Yes No Maybe’ og DR-serien ’Huset’ fra sidste år, ligesom han har haft roller i tv-serier som ’Borgen’ og senest ’Dark Horse’, der havde premiere på TV 2 i januar.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.