Besir Zeciri elsker en særlig tv-serie: ”Jeg ser den én gang om året”

Jeg ville ønske, at jeg havde spillet… rollen som Malik El Djebena i den franske fængselsdramafilm ’Profeten’ (2009), der er instrueret af Jacques Audiard.

Karakteren, som spilles fantastisk af den franske skuespiller Tahar Rahim, der siden har fået en stor karriere, gennemgår den vildeste udvikling, jeg har set i nogen film. Og det er især rejsen og udviklingen og de mange nuancer, der er i El Djebena-karakteren, som virkelig interesserer mig som skuespiller. Den er generelt meget flot fortalt og adskiller sig fra andre gangsterfilm ved dens blanding mellem arthouse og det naturalistiske, som meget er min smag.

Og apropos gangsterfilm: Jeg ville da også gerne have spillet rollen som Michael Corleone i ’Godfather’-filmene.

Jeg ville ønske, at jeg var blevet instrueret af… den græske instruktør Yorgos Lanthimos (’Poor Things’, ’The Lobster’, ’The Killing of a Sacred Deer’, red.), som jeg virkelig synes er fed. Jeg var inde at se hans nyeste film (’Kinds of Kindness’, red.) til gallapremiere i Cannes, og den var til gengæld ikke lige mig, må jeg indrømme. Den var simpelthen for meget og for mærkelig.

Men jeg respekterer ham virkelig for, at han går planken ud, og når han rammer dybden, hvilket jeg synes manglede i den nyeste film, så er det rigtig fedt. Den dybde rammer han fx i ’The Lobster’ og ’Dogtooth’, som er mine to yndlingsfilm fra hans hånd. Han kunne virkelig være spændende at få lov til at arbejde sammen med på et tidspunkt.

Herhjemme vil jeg virkelig gerne arbejde sammen med min bedste ven, Ulaa Salim (’Danmarks sønner’ og ’For evigt’, red.). Det har altid været en drøm for mig, og det ligner, at drømmen går i opfyldelse, for vi går lige nu og arbejder på hans tredje spillefilm, som skal være noget helt andet, end det han har lavet indtil videre.

Den bedste rolle, jeg har spillet, er… i serien ’Fredløs’ (2021), hvor jeg spiller hovedpersonen Mohammed. Først og fremmest handler det – som jeg også talte om tidligere – om det her med nuancerne i karakteren og den udvikling, som karakteren undergår. Jeg følte med det samme en forbindelse til historien, og Laurits (Flensted-Jensen, instruktør på seriens otte afsnit, red.) gav mig virkelig plads og mulighed for at udforske min karakter.

Det er også den rolle, jeg er mest stolt af. Det hænger nok sammen med, at jeg i et stykke tid op til, at jeg landede rollen i ’Fredløs’, havde gået rundt med en følelse af, at jeg ikke rigtig fik en fair chance for at vise mig frem, og det frustrerede mig.

Det var ikke meningen, at jeg skulle til casting på rollen som Mohammed, men ad omveje endte jeg med at få den, og med den rolle fik jeg også den mulighed, jeg havde savnet. Det hele endte med at gå op i en højere enhed, for jeg fik vist, at ’hey, det her kan jeg faktisk godt,’ og modtagelsen, som jeg og hele serien fik, var virkelig overvældende. Det tog mig noget tid at absorbere efterfølgende.

Den bedste film jeg har spillet med i, er… ’Pigen med nålen’ (2024). Efter jeg havde lavet ’Fredløs’, besluttede jeg mig for, at jeg næste gang ville lave noget i en helt anden boldgade. Jeg var arbejdsløs og nybagt far i otte måneder, da jeg endte med at få rollen som Peter i ’Pigen med nålen’, som vi lige har været til Cannes Filmfestival med, hvor vi var med i opløbet til at vinde hovedprisen, Guldpalmen.

Den er bare fantastisk hele vejen rundt: Den er flot filmet, der er fantastisk musik, som Frederikke Hoffmeier har lavet, alle er bare virkelig gode, og det er det holdarbejde, som det kræver for at lave en rigtig god film.

Den bedste skuespiller, jeg har spillet over for, er… Victoria Carmen Sonne, som jeg spiller over for i ’Pigen med nålen’. Det er anden gang, vi arbejder sammen (første gang var i kortfilmen ’Det Vi Plejer’, red.), og hun er bare fantastisk.

Hun er generøs og god til at lytte, hvilket i min verden er virkelig vigtigt at kunne som skuespiller. Vi har en helt særlig forbindelse og en tillid til hinanden, der gør, at jeg føler mig meget tryg, når jeg spiller over for hende. Og den tillid tillader, at vi kan kaste bolden op til hinanden og overraske hinanden i vores spil, hvilket hun er ekstremt dygtig til.

Den dårligste præstation, jeg har givet, var i… ’Copenhagen Cowby’ (2022). Jeg blev i hvert fald klippet fuldstændig ud af serien. Der er en scene, hvor jeg skiller et gardin og kigger ud af et vindue og derefter hiver gardinet for igen. Og det var ligesom det.

Den sjoveste film/tv-serie at indspille var… ’Junglen’ (2020), som jeg lavede sammen med mine to gode venner Zaki (Yousef, red.) og Wahid (Mahmoud, red.), efter jeg lige var blevet færdig på skolen (Den Danske Scenekunstskole, red.). Jeg ved ikke, hvor succesfuld serien endte med at blive, men vi havde det virkelig sjovt undervejs. Det var lidt kaotisk det hele, og vi havde ikke rigtig noget manus. Desuden elsker jeg komedier – det er faktisk det næste, jeg søger at lave.

Når jeg er på et set, har jeg altid… min taske med mig. Det er en gammel, slidt lædertaske fra Calvin Klein, hvor læderet er begyndt at skrælle af. Trine Dyrholm mente faktisk, at jeg skulle skille mig af med den, men jeg har den endnu. Det er deri, jeg har alle mine ting – vigtigst af alt: mit manus. Det skal jeg have med. Min iPhone lader jeg ligge derhjemme, i stedet har jeg en gammel Nokia-telefon med, som kun tre mennesker og min søns vuggestue har nummeret til. Så bliver jeg ikke forstyrret.

Den vigtigste ting på min rider er… et rum, hvor os skuespillere kan gå hen og bare være os og tale sammen internt. Derudover noget sund og let mad, det kunne fx være salat og noget kylling. Der er ikke noget værre end at gå ind og optage oven på en omgang butter chicken – det bliver man altså tung af. Derudover må der gerne bare være vand, og skal jeg være rigtig fræk, må der også gerne være en Cola Zero.

Jeg er bedst mellem… klokken 9 og 15.

Hvis jeg kun må se en tv-serie resten af mit liv, er det… ’The Sopranos’ (1999-2007). Den er fantastisk, og jeg ser den én gang om året. Jeg bruger nok kun tre uger på det, fordi jeg sluger den. Den er så godt skrevet: Man følger den her hårde gangster i Tony Soprano (spillet af James Gandolfini, red.), som samtidig også døjer med angst, og som gør, hvad han kan, for at holde sammen på det hele.

Jeg er selv fra Albanien, som ligger klos op ad Italien, og det er ikke, fordi min familie er gangstere, men de minder på mange måder om Soprano-familien: De er også højtråbende, og familien er virkelig en vigtig ting for begge familier.

Min guilty pleasure er… reality-tv. Det fik min hustru mig med på, og lige for tiden ser vi ‘Bachelorette’. Som skuespiller er det ret sjovt at kigge på, for det er jo rigtige mennesker, og det er ’rigtige mennesker’, som vi gerne vil portrættere.

Jeg var på Restaurant Babylon her i weekenden, hvor jeg så, at en af de to kvinder fra ’Bachelorette’, Lissa, også sad. I Cannes gad jeg ikke engang at gå hen til Emma Stone for at sige hej, for vi var konkurrenter, ha ha, men med Lissa var der ingen tvivl. Jeg skrev helt begejstret til min kone, at hun sad der, og bagefter gik jeg hen og roste hende for at være et meget charmerende bekendtskab i ’Bachelorette’ og for hendes åbenhed omkring det at have lidt af angst, som jeg tror, at mange unge kvinder derude kan spejle sig i.

Hvis jeg ikke var blevet skuespiller, var jeg blevet… politibetjent, tror jeg. Men jeg er nok lidt for sensitiv til, at det nogensinde var blevet aktuelt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Skuespil og Film