HVORNÅR DET BEGYNDTE, ved jeg ikke, men jeg ved, at det er nået til et punkt, hvor videoerne slet ikke er til at slippe uden om længere, hvis det da altså var sådan, at jeg overhovedet ønskede at slippe for dem.
Jeg taler om videoer af slåskampe på det sociale medie X.
De har nok i en eller anden grad altid været til stede på de sociale medier, tilvejebragt af smarttelefonens udbredelse, men inden for det seneste år er det, som om de er blevet løftet op i anden potens. Med Elon Musk ved roret på X er der blevet skruet på algoritmen; den er blevet gjort mere aggressiv i sin måde at tilpasse brugeres personlige feed på. Hvis du eksempelvis stopper op i dit scroll for at se en video med en sød panda, der klumper rundt i et træ, kan du være helt sikker på straks at blive overdynget med flere pandaer. Eller, i mit tilfælde, slåskampe. Og jeg har svært ved at kigge væk.
Hvis nogen spørger, hvorfor jeg ser den slags, har jeg det lidt ligesom Quentin Tarantino, da han af en tv-vært bliver spurgt, hvorfor hans film absolut skal indeholde så meget udpenslet vold:
”Because it’s so much fun, JAN!”
DER ER NOGET helt banalt spændende ved slåskampe. Boksning, sportsgrenen, kan spores helt tilbage til antikken, og wrestling, mener man, går 15.000 år tilbage i tiden. At overvære nogle slås river simpelthen låget af brønden, hvori adrenalinen ligger og bobler. Et uudsletteligt minde fra min barndom er to forskellige grupper voksne mænd, der ryger i flæsket på hinanden til et traktortræk. Skræmmende og skræmmende betagende.
Men er det bare ren og skær fun at se på to tilfældige irere mosle rundt ude på midten af en provinsiel villavej, eller risikerer man – risikerer jeg – selv at blive mere voldelig, mere tilbøjelig til selv at svinge en højre?
Først lidt om de her videoer. De kolporteres rundt af forskellige profiler med enorme følgerskarer, og man kan ikke tale om én overordnet type video; de er meget forskelligartede.
Nogle af dem, der florerer flest af, er slåskampe mellem amerikanske skoleever. Dem bryder jeg mig virkelig ikke om. De er dybt nedslående og triste. Et ulykkeligt facit på regnestykket: smartphones + sociale medier + et skolesystem i krise. I amerikanske medier kan man også læse, hvilke tragiske konsekvenser det kan have for ofrene i videoerne – de mobbede og de ydmygede. (Ifølge dansk lovgivning kan det for øvrigt være strafbart at dele videoer af personer, der slås).
Noget andet og relativt mere harmløst, man ofte støder på, er konfrontationer foran natklubber. En klassiker inden for den genre er: Overmodig fulderik møder professionel udsmider. I sin brandert er fulderikken – som regel klejn af bygning, lige på nær et velvoksent mundtøj – blevet grebet af en ubændig tro på, at det uomtvisteligt vil falde ud til hans fordel, hvis han går i kødet på den seks meter høje og tilsvarende brede udsmider. Sådan en video kan være meget sjov, lige give et hurtigt kluk, idet udsmideren med et enkelt, helt reelt ubændigt hug transporterer den overmodige rapkæft durk ind i søvnens fjerde stadie.
MEN DET ER en kortvarig fornøjelse. Langt mere interessant er det, hvis slåskampen udspiller sig mellem to mere jævnbyrdige kombattanter, og hvis den tilmed foregår et sted, der er lidt ud over det sædvanlige. Her må jeg nævne en af mine favoritter:
To britiske naboer kommer først vældigt op at skændes, dernæst vældigt op at slås i hinandens baggård, tilsyneladende fordi den ene har anmeldt den anden til myndighederne for at være taget på arbejde, mens han var smittet af covid-virusset.
Det bedste af det hele? Det spektakulære optrin filmes af den enes kone, hjemmets hund kigger også med ud ad vinduet, og mens slagene regner i den smalle baggård, ringer konen – stadig filmende – til politiet og beskriver alt, hvad der foregår, og tilføjer dermed videoen en hel masse kontekst (herunder detaljen om covid-smitten). Det er sådan en video, hvor man bagefter sidder tilbage med en følelse af, ja, jeg vil næsten sige taknemmelighed. (Efterfulgt af en mild skam over følelsen af taknemmelighed).
ALGORITMEN FODRER MIG, eller jeg fodrer algoritmen. Førhen, i hvert fald da jeg var ung i 00’erne, var videoer med indhold af grov karakter noget, man selv måtte gå hen og opsøge steder på internettet, hvor man udmærket vidste, at grovheden fandtes. Den afstand holdt ligesom de flestes hænder rene, inklusive mine egne. Nu er volden alle vegne, lige foran øjnene på én.
Amerikanske studier viser, at børn, der eksponeres for vold (fx i skolen), er mere aggressive. Samtidig kan eksponeringen for vold også sætte sig som traumer. Men at det er tilfældet, kan dårligt komme bag på nogen. At opleve vold på den måde på nært hold er uomtvisteligt barske løjer.
Mit spørgsmål er, om det påvirker én at se det online. I 90’erne og i 00’erne diskuterede man heftigt, om voldelige computerspil og film skabte voldelige børn og unge (og voksne). Især det megapopulære ’Grand Theft Auto’ (forkortet ’GTA’) vakte stor opstandelse blandt mere forstandige typer.
Jeg kan huske, at jeg selv ikke var særligt gammel, da jeg drev rundt og gokkede tilfældigt forbipasserende ned på gaden med et koben eller gennemhaglede dem med mit maskingevær. Eller, simpelthen, kørte dem over i en stjålet Lamborghini.
Gyserfilm var virkelig også ved at blive vældigt populære, herunder nogle ret makabre af slagsen, fx ’Scream’-serien, der hen over sine første tre film (udgivet i 1996, 1997 og 2000) omsatte for over 500 milliarder dollars på verdensplan. Og ude i den virkelige verden angav bestialske mordere nogle af de her film som direkte inspirationskilder til deres forbrydelser, hvilket i december 2003 fik Kristeligt Dagblads mangeårige chefredaktør Erik Bjerager til at mane til kollektiv besindelse under overskriften: ’Der må dæmmes op for den ødelæggende filmvold.’
HER 20 ÅR senere googler jeg på både dansk og engelsk flere forskellige varianter af: Bliver man mere voldelig af at se voldelige videoer. Men uden for alvor at finde et klart svar. En hel del gamle artikler og tvetydige svar.
Jeg skriver til Anne Mette Thorhauge. Hun er lektor ved Københavns Universitet og har blandt andet beskæftiget sig med computerspil og dets (potentielt voldelige) påvirkning på børn og unge. Måske ved hun, om jeg er ved at voldeliggøre mig selv med mit forbrug af videoer med slåskampe.
Ikke rigtigt, svarer hun tilbage, men det kan ”muligvis belyses gennem tidligere forskning i computerspil.”
Forskningen er ikke ny. Faktisk er det begrænset, skriver Anne Mette Thorhauge, hvor meget forskning der er lavet i sammenhængen mellem computerspil og voldelig adfærd, siden gamerkulturen er blevet så normaliseret.
Men dengang, særligt før årtusindskiftet, var det en stor ting, og man gik til spørgsmålet på to måder: Den ene forsøgte at finde en konkret årsag-effekt-sammenhæng mellem vold i spil og voldelig adfærd, og den anden så på spørgsmålet på et mere kulturelt plan, fx hvordan det indgik i børns legekultur, og hvordan børnene selv tolkede skildringerne fra vold.
Og resultaterne? I effektforskningen fandt man data, der ”peger på en sammenhæng.” Måske, tilføjer Thorhauge, fordi man aktivt ledte efter en, tilføjer Thorhauge. Men resultaterne indeholdt også den svaghed, at sammenhængen blev fundet over kortere tid, og at de manglede, hvad hun kalder for ”økologisk validitet.” Altså den afstand, der er mellem et kunstigt laboratoriedesign og en rigtig hverdag. Mere evidens har det i forskningen været for, at man udvikler en ’desensibilitering’. Hvilket, oversat, vil sige, at man udvikler et mere kynisk forhold til ’medieret vold.’
Hvad med statistikkerne, kan man se noget der? Er volden, i takt med udbredelsen af voldeligt skærmindhold, steget? Nej, tværtimod, siger Thorhauge. Den er faldet. (Kun i mængden af bandevold har man set en stigning).
OK ... FREMSTÅR jeg meget investeret i at finde ud af, om der er noget om snakken? Så hermed en bekendelse (og mit eget anekdotiske bidrag til videnskaben):
Hele mit liv har jeg så godt som aldrig involveret mig i slåskampe. Jeg er ellers vokset op et sted, hvor de ikke er sjældne, og jeg har da også fået et par på hovedet en gang imellem, som det er en mands lod her i livet; engang blev jeg sågar spyttet lige i hovedet, og stadig undlod jeg at reagere med fysik, men så …
På Roskilde Festival denne sommer står jeg til en nattekoncert på Arena, helt proppet, og cirka 10 minutter inde i showet mærker jeg skubben og trykken bagfra; det er tre gutter, der helt hæmningsløst har i sinde at møve sig igennem alt og alle, og jeg tænker: nej, satan, og stiller mig lidt stift i vejen. (Hvis de skal forbi, skal de i de mindste kunne mærke, at det ikke er noget, vi synes, er fedt, er min tanke). Da den tredje og sidste passerer, råber han: ’Flyt jer nu, bøsserøve!’ – og jeg tænker igen: nej, satan. Foruden at være én, der maser til koncerter, turnerer han også med homofobiske skældsord.
Så jeg siger til ham: ”Hvad sagde du?”
Han svarer ikke. (Der er mørkt, jeg ved ikke, om vi har øjenkontakt, men vi står ret tæt op ad hinanden).
Så siger jeg igen: ”Hvad sagde du?”
Og pludselig, jeg ved næsten ikke engang, hvordan det kan lade sig gøre, eftersom jeg er næsten to meter høj, mærker jeg et umiskendeligt og ganske hårdt GOK lige ned i nøden. Altså som er jeg en muldvarp i et spil Whac-A-Mole.
Og det er så her, at jeg for tredje gang tænker: nej, SATAN. Og sender et (afdæmpet) slag retur gennem mørket og rammer ham på siden af hovedet.
Han forsøger at slå igen (på det her tidspunkt er der åbnet en cirkel omkring os), men jeg ser den komme (jeg har jo som sagt set lidt af hvert) og undviger, som om jeg er Neo fra ’The Matrix’ (denne del har jeg fået bekræftet af flere parter), hvilket gør, at han simpelthen falder. Og i et sæt forsvinder ind i den mørke mængde.
Var det OK? Det ved jeg ikke. Skal jeg logge lidt af X? Det skal jeg.
