Manden bag 'American Psycho': ”I er alle en flok overfølsomme idioter”

BRET EASTON ELLIS sidder i tårnværelset i Norstedt Bygningen i det centrale Stockholm, iført sort hættetrøje og Adidas-joggingbukser. Han er lettere udmattet efter gårsdagens bogsignering, der sluttede så sent, at den nu 60-årige amerikaner missede sin bordreservation på gourmetrestauranten Wedholms Fisk. Besøget i Sverige er et af de sidste stop på Bret Easton Ellis’ årelange turné i hele verden – inklusiv i Danmark, hvor han holdt hof i København og på Heartland Festival – i anledning af hans kritikerroste comeback.

Ud over foredrag og talks i udsolgte sale i alverdens storbyer har det seneste år også budt på et tilbagefald, når det gælder den anerkendte romanforfatters pillemisbrug.

”Jeg holdt op med at bruge benzodiazepiner for mange år siden. Men undervejs på turnéen var jeg på et tidspunkt nødt til at få styr på min tidsplan og min kalender. Jeg kan ikke længere være oppe til klokken 02.30 hver nat og så bare vågne, når jeg vil, som jeg ellers plejede at kunne. Jeg var nødt til at få min søvn, så jeg begyndte at tage piller igen. Min kæreste har et helt apotek derhjemme i skuffen, så jeg lånte nogle Xanax, hvilket hjalp. Og så blev jeg ved med at tage pillerne, også når jeg ikke var ude at holde foredrag. Da jeg så genoptog turnéen, fortsatte det. Det her år har været lidt af et benzo-år for mig. Jeg er ikke stolt af det. Men det er det eneste stof, jeg tager,” siger Easton Ellis lakonisk og trækker på skuldrene.

Hvert afsnit af ’The Bret Easton Ellis Podcast’ begynder med en monolog fra forfatteren selv, ofte med en causering over popkultur eller politik. I afsnittet den 6. september 2020 var indledningen dog anderledes end normalt. Bret Easton Ellis havde noget personligt på hjerte. I 20 år, fortalte han, havde han været hjemsøgt af tanken om at skrive en bog, som han dog var for bange til at begynde på. Det var en slags selvbiografi ”om hvad der skete med mig og nogle venner i mit sidste år i high school.”

En aften, hvor han ved hjælp af en flaske tequila havde taget mod til sig og nedfældet de første linjer i bogen med rystende hænder, havde det udløst ”et angstanfald så voldsomt, at jeg endte på skadestuen.” Længere inde i podcast-afsnittet gik det op for lytterne, at dette slet ikke var en monolog, men faktisk den reelle begyndelse på ’American Psycho’-forfatterens første roman i 13 år. I de følgende måneder og år – under corona-pandemien – fortsatte Easton Ellis i podcasten med at fortælle historien som en føljeton, og siden blev den udgivet i bogform i 2023.

’SKÅR’ UDSPILLER SIG i efteråret 1981, hvor Bret Easton Ellis går på Buckley School i Los Angeles. Privatskolen i det velhavende Sherman Oaks er en af byens mest prestigefyldte (og nepobaby-befolkede) institutioner, hvor elever som Paris Hilton, Kim Kardashian og nu afdøde Matthew Perry tog eksamen fra gennem årene. Michael Jacksons, Marlon Brandos og Quincy Jones’ afkom har også gået på Buckley.

17-årige Bret bor på Mulholland Drive og er søn af en ejendomsmagnat, og sammen med sine rige, smukke klassekammerater kører han rundt i dyre biler, har sex med de flotteste piger (og fyre) på skolen, går til smarte fester og tager stoffer, mens den sadistiske seriemorder ’The Trawler’ samtidig raserer byen og skaber frygt overalt.

Den 600 sider lange roman er, hvad man i mangel af ord kunne kalde en slasher-thriller, der udspiller sig i 80’ernes L.A. før AIDS og kokainens storhedstid, og Bret Easton Ellis genskaber velhavermiljøerne fra blandt andet sin debutroman ’Less Than Zero’ fra 1985. På siderne flyder det nærmest over med sort humor, udpenslede, grafiske sexscener og morbide voldsskildringer, og det hele udspiller sig på en nostalgisk, rosenrød, californisk baggrund.

”Det var forfærdeligt sjovt for mig at skrive ’Skår’,” siger Easton Ellis, til trods for at det til at begynde med var nærmest umuligt for ham at sætte processen i gang. ”Jeg har aldrig forstået idéen om den plagede forfatter, der sidder isoleret et eller andet sted og knokler med sit manuskript uden at tale med nogen i 30 dage. For mig er det en absurd idé. Hvis man vælger at skrive, skal man elske det. Der er jo ingen, der egentlig har brug for en roman, når det kommer til stykket. At være forfatter er ikke som at være læge.”

Da ’Skår’ udkom, blev bogen hyldet over én kam af anmelderne. Den satte dog også gang i en fornyet debat om, hvor grænsen går mellem fiktion og autofiktion. ’Skår’ er semiselvbiografisk, og de fleste af karaktererne i bogen er virkelige, ligesom adskillige passager i fortællingen er hentet direkte fra Easton Ellis’ egne dagbøger fra årene på Buckley School i 80’erne.

”Jeg ser ikke ’Skår’ som autofiktion, det er der andre, der har valgt at kalde den. Jeg ser den bare som en roman,” siger Bret Easton Ellis. ”Det var en rent følelsesmæssig ting, som jeg havde brug for at få ud. Jeg kender forfatteren Ben Lerner, som er en stor tilhænger af autofiktion, og jeg kunne godt lide hans tre autofiktive bøger. Jeg antager, at jeg også selv har været inde og røre ved autofiktionen, da jeg skrev ’Lunar Park’ (udgivet i 2005, red.). Men det handlede lige så meget om at gøre grin med ’Bret’ og at skrive en gyser som en hyldest til Stephen King, hvilket jeg altid gerne havde villet gøre. Men ellers ved jeg det ikke rigtig. Hele pointen med at skrive bøger er jo at fordreje sandheden. Romaner handler om at opdigte alt muligt lort. Det er det, som er den fornøjelige del af det.”

Bret Easton Ellis

(f. 1964) Født og opvokset i Sherman Oaks i Los Angeles. Gik på Buckley School og siden på Bennington College i Vermont, hvor han blev venner med blandt andre Donna Tartt og Jonathan Lethem. På Bennington College skrev Ellis i 1985 som 21-årig sin debutroman ’Less Than Zero’ (på dansk: ’Under nul’). I 1991 udkom ’American Psycho’, der i 2000 blev til filmen af samme navn med Christian Bale i hovedrollen. Siden har han blandt andet udgivet ’The Informers’, ’On the Beach’ og ’Lunar Park’. ’Skår’ er hans første roman siden ’Imperial Bedrooms’ (2010), og bogen er ved at blive produceret som serie for HBO. 

BRET EASTON ELLIS har aldrig valgt den nemme vej. Da han brød igennem som 21-årig, ophøjedes han straks til at være en af fanebærerne i Generation X og blev om nogen ansigtet på de års urbane, intellektuelle nihilisme. Han flyttede til New York, og sammen med Donna Tartt og Jay McInerney og en række andre privilegerede, unge forfattere blev han indlemmet i det, der blev kaldt ’Den amerikanske litteraturs Brat Pack’. Forfatterne levede lige så dekadent som det, der udfoldede sig i deres bøger, og gruppens vilde natklubliv på Manhattan vakte furore i det konservative litterære etablissement i storbyen. Som en velanset figur i forlagsverdenen dengang angiveligt udtalte om Easton Ellis’ debutroman ’Less Than Zero’: ”Hvis der er et publikum til pikslikkende, kokainsniffende zombier, så lad os da udgive den. Men hvis vi gør det, er det på tide, at jeg går på pension.”

Endnu vildere blev det, da Bret Easton Ellis i marts 1991 udgav skandaleromanen ’American Psycho’. Den ekstreme Wall Street-pastiche bød på så meget vold, kvindehad og homofobi, at den i første omgang blev afvist af forlagene. I tiden efter modtog Easton Ellis dagligt dødstrusler, mens folk gik på gaderne i protestoptog og kastede blod på vinduerne hos de boghandlere, der solgte bogen. I dag, 33 år senere, er hovedpersonen i ’American Psycho’, den statusfikserede børsmægler Patrick Bateman, som torturerer hjemløse og prostituerede og tilbeder Donald Trump, stadig en evig reference i populærkulturen. Ikke mindst takket være filmversionen fra 2000 med Christian Bale i hovedrollen.

I den anmelderroste Netflix-dokumentar ’Don’t F**k with Cats’ fra 2019 følger man således en ung seriemorder, som er inspireret af Patrick Bateman og lytter til det samme New Order-nummer som Bateman gjorde, mens han stikker sit offer ihjel med en issyl.

Det var dog ikke kun de brutale voldsscener, der skilte sig ud i ’American Psycho’. Det gjorde også den omfattende namedropping af et utal af kendte brands. Patrick Bateman bar blandt andet en Armani-frakke over et Valentino-jakkesæt, og på hans håndled glimtede et Rolex Datejust reference 16013 i stål og guld. Hudplejeprodukterne i Batemans badeværelsesskab blev desuden gengivet med hidtil uset snobberi. I Bret Easton Ellis’ sofistikerede overfladeverden lå djævlen i detaljen, hvilket har været med til at sikre ham en særlig plads i litteraturhistorien. Men samtidig udløste den pludselige og omfattende berømmelse også en skyggeside.

”Det var på den tid, at jeg begyndte at tage benzodiazepiner. Jeg var ikke glad for den måde, jeg blev beskrevet på i medierne, og jeg var bange for, at rygterne om mig ville blive til virkelighed. At jeg skulle forvandle mig til den badboy, der festede på natklubber til klokken otte om morgenen: ’Bret Easton Ellis fornærmer folk til fest på Upper East Side’ med et eller andet idiotisk citat og et stort billede af mig i sladderspalterne. Jeg læste alt det der og tænkte: ’Åh, gud, det er det billede, folk har af mig.’ Men sådan er jeg jo ikke. Det var værst i kølvandet på ’American Psycho’, hvor 32 forlæggere stoppede deres samarbejde med mig. Dengang fortsatte skandalerne i medierne med at køre i flere måneder, og ikke bare i to dage, som de gør i dag. Jeg gik fuldstændig i panik. Og så begyndte jeg at tage angstdæmpende medicin.”

I DE SENESTE ÅR er Bret Easton Ellis, ligesom det er sket for blandt andre britiske Morrissey, blevet udstødt og kaldt både kvindehader, fanatiker og racist af sine fans. Det skete, efter han i 2019 udgav essaysamlingen ’White’, hvori han kritiserede venstrefløjsliberalismen, de sociale medier, #MeToo-bevægelsen, Black Lives Matter-bevægelsen og hele millennial-generationen. The Guardian skrev i sin anmeldelse af ’White’, at den var ’en meningsløs, intetsigende bog skrevet af en mand, der er så besat af sin ret til at tale, at han glemmer at sige noget som helst.’

Ikke mindst blandt eliten i Hollywood var reaktionerne voldsomme.

”Jeg er selv vokset op i Hollywood, så jeg vidste godt, at jeg ville blive blacklistet der, da jeg udgav ’White’. Den politiske situation var dengang så anspændt, og jeg gjorde jo nar af det liberale Hollywood og dets hykleri om inklusion og mangfoldighed. Hollywood er uden sammenligning det mest kapitalistiske sted i USA. De er så besatte af at tjene penge, at det er en joke. Jeg slap ud på det rigtige tidspunkt,” siger Easton Ellis, som mener, at der i det hele taget er en modreaktion i gang mod woke-kulturen:

”I USA kan man se, hvordan alle de bevægelser, der var så meget oppe at køre, nu er faldet fra hinanden. Black Lives Matter er en gennemkorrupt institution med repræsentanter, som i dag siger, at de stemmer på Trump. Selv #MeToo-sagen er kollapset, fordi der har været så mange sager i Hollywood, hvor det har vist sig, at kvinder har løjet. Det var så sjovt, da Meryl Streep blev spurgt om, hvad hun syntes om giftig maskulinitet. Hun svarede: ’Har du hørt om giftig femininitet? Det er lige så slemt.’ Streep sagde videre, at det er skadeligt for mænd, at vi taler om giftig maskulinitet, og det er jeg enig i. Jeg håber, at det, vi i dag kalder wokeness, vil blive erstattet af sund fornuft.”

Hvordan ser du selv på feminismens rolle i samfundet i dag?

”Jeg har ikke nogen holdning til feminisme. Du taler med en homoseksuel mand, som ikke har haft sex med en kvinde siden college. Jeg tror på lighed for alle, uanset om man er mand eller kvinde.”

I dag, i kølvandet på en lang periode, hvor bølgerne gik højt om Bret Easton Ellis’ navn – og om hans udtalelser – er det, som om pendulet er svunget tilbage for ham med ’Skår’. HBO har købt rettighederne til bogen og er i gang med det indledende arbejde på en tv-serie, som Luca Guadagnino, instruktøren af ’Call Me by Your Name’, efter planen skal stå i spidsen for.

”Jeg solgte ’Skår’ til HBO fem måneder før, bogen blev udgivet, efter en kæmpe budkrig. Vi mødtes med hundredvis af mennesker og forhandlede til sidst med HBO, A24 (et af tidens mest hypede produktionsselskaber, red.) og Luca Guadagnino, som jeg spiste middag med i Milano så sent som i fredags. Vi indgik aftaler med alle tre parter. Luca Guadagnino skal måske ikke instruere hele serien, men de første par afsnit, hvilket, jeg synes, ville være fantastisk. Nick Hall, en af cheferne hos A24, forlod selskabet og tog ’Skår ’med sig, så han vil producere den for HBO med sit nye produktionsselskab. Han har produceret ’The White Lotus’ og en masse andre ting. Den sværeste del lige nu er castingen. Karaktererne i bogen er 17 år, men vi kan ikke caste 17-årige, fordi der er så meget nøgenhed og sex med. Men vi må se, hvad der sker. Jeg har arbejdet i Hollywood i mange år, og det er indbygget i systemet, at 95 procent af det, der bliver skrevet og udviklet, aldrig reelt bliver til noget.”

DET VAR EFTER en midtlivskrise i 2006, at Bret Easton Ellis vendte hjem til Los Angeles efter at have boet i New York i 20 år. Når man læser eller lytter til hans detaljerede beskrivelser af luksushoteller, tøjmærker og gourmetrestauranter, er det nærliggende at definere ham som kosmopolit eller verdensmand. Men forfatteren kan, siger han selv, ikke fordrage at rejse og længes konstant hjem til sit tilbagetrukne liv i West Hollywood med kæresten, Todd Michael Schultz, en amatørmusiker, der faktisk er del af millennial-generationen og mere end 20 år yngre end Easton Ellis.

”Jeg har aldrig mødt nogen som ham. Han er skør, hvilket han selv indrømmer. Først tænkte jeg, at han mest var ung og sød, og at han kunne lide ældre mænd, så jeg regnede med, at vi højst ville være sammen i tre uger. Han kom hjem til mig med en rygsæk og en bærbar computer, og så flyttede han aldrig ud. Nu har han boet der i 13 år,” siger Bret Easton Ellis.

”Vores syn på verden matcher hinanden. I et par forfærdelige år havde vi meget forskellige politiske og ideologiske holdninger. Men sådan er det ikke længere. Verden har ændret sig og tilpasset sig mere til, hvor jeg står, end til det utopiske billede, han havde. USA lever i en falsk virkelighed, der er domineret af falske medier, en uduelig regering, bureaukrati, medicinalgiganter og liberale autoriteter inden for kunsten. Det er en skræmmende blanding af virksomheder, der kontrollerer folks skæbne. Alt det, som jeg forudsagde i ’White’, og som min kæreste var uenig i, er nu gået i opfyldelse. Samfundet er korrupt, hvilket han nu også anerkender. Så vi er meget mere enige i dag.”

Parret lever en relativt rutinepræget tilværelse. Bret Easton Ellis skriver eller optager podcast det meste af dagen, og så tilbringer han og Todd Michael Schultz resten af aftenen foran fjernsynet med en flaske vin eller en cocktail.

”Jeg drikker hver dag, selvom min tolerancetærskel ikke er så høj, som den plejede at være. Før kunne jeg drikke utrolige mængder alkohol. Faktisk er jeg overrasket over, at min lever stadig fungerer, men den har det fint. Klokken 19 er det cocktailtime, jeg drikker martinier og derefter en flaske vin, og vi ser en film eller en serie. That’s it. Jeg spiser også relativt sundt, og jeg tager ikke stoffer længere. Jeg har ikke taget kokain i 12 år. Og jeg er aldrig begyndt på opiater. Jeg tog heroin én gang, og det føltes så forbandet godt, at jeg vidste, at jeg aldrig kunne gøre det igen.”

Hvordan var det at tage heroin?

”Jeg sniffede det. Det var min daværende kæreste, der gav mig det. Jeg voksede op i en tid, hvor man troede, at en heroinmisbruger var en junkie, der lå bevidstløs på fortovet med en nål i armen. Men så mødte jeg min kæreste og forstod aldrig, hvorfor han og hans venner løb ud på toilettet for at kaste op hele tiden. De var alle unge, velkæmmede, jødiske fyre, der boede på Manhattan og lignede noget fra en Benetton- eller en Gap-kampagne. Jeg vidste ikke, at heroin eksisterede i de kredse. De sprøjtede det ikke ind, de sniffede eller røg det bare. Min daværende kæreste gav mig noget kort før en flyvetur fra New York til L.A. i december i 2003. Jeg tog en lur på toilettet i lufthavnen, før jeg steg på flyet, og før jeg vidste af det, landede jeg i L.A. Jeg sov hele vejen, og da jeg vågnede, føltes det vidunderligt. Jeg svævede ud af flyet. Min mor hentede mig i lufthavnen, og jeg indså, at jeg aldrig kunne gøre det igen. Det ville være et fængsel for mig. Jeg vil aldrig lade mig styre af et stof, og det er også derfor, jeg aldrig blev rigtig narkoman. Jeg kan bedre lide at skrive end at tage stoffer.”

Ernest Hemingways bevingede motto var: ’Skriv, når du er beruset. Redigér, når du er ædru.’ Men på det punkt er Bret Easton Ellis klar i mælet: Han skriver aldrig, når han har drukket.

”Aldrig. Muligvis bare et enkelt lille glas vin. Der eksisterer en myte om, at jeg skrev det første udkast til ’Less Than Zero’ under en otte uger lang metamfetamin-rus. Men det er simpelthen ikke muligt. Det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg forsøgte dog engang. Det var på en bogturné i Miami. Jeg sad på mit motelværelse og kedede mig og tog noget kokain. Der var ikke noget lettere end at få fat i kokain i Miami i 90’erne. Man kunne købe det på Taco Bell. Det var bare overalt. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Okay, jeg har ikke nogen interview i morgen. Jeg vil tage kokain og arbejde på ’Glamorama’.’ Det var i 1994. Så jeg begyndte at tage kokain, og jeg havde en flaske tequila, og jeg skrev og havde det godt og kæderøg og forfattede en replik i ny og næ. Så gik jeg i seng, og næste dag kiggede jeg på det, jeg havde skrevet. Det var forfærdeligt. Pinligt. Rent vrøvl. Det er den eneste gang, jeg har gjort det. Man behøver ikke at drikke eller at tage stoffer for at kunne skrive.”

BRET EASTON ELLIS kommer fra en mildt sagt solid økonomisk baggrund, hvilket han udførligt har skitseret og trukket på i flere af sine romaner. Men selv for en kendt forfatter, der turnerer verden rundt, kan det til tider være svært at få enderne til at mødes.

”Der er nogle penge at tjene på at skrive bøger. Men der er ikke lige så meget i det som tidligere. Jeg sælger en del bøger i udlandet. Nogle lande, som her i Sverige, betaler ikke rigtig noget. Eller også betaler de meget lidt. Og så er der andre lande som fx Frankrig, hvor jeg sælger meget, og der får jeg et betydeligt forskud. Men så er man selvfølgelig nødt til at kompensere for det. Jeg fik også derhjemme i USA, hvad der må betragtes som værende et godt forskud på ’Skår’, men det var stadig et mindre beløb end for mine tidligere bøger,” siger Easton Ellis.

Ud over at skrive romaner – og at indgå aftaler med HBO – er det hans ’Bret Easton Ellis Podcast’, som har betalende abonnenter på platformen Patreon, der holder butikken kørende.

”Thank God for podcasten. Den reddede mig under pandemien, og den dækker mine månedlige udgifter. De forsvinder dog hurtigt igen, pengene. Halvdelen går til skat, og resten går til faste udgifter. Men jeg klager ikke. Det er rigtig godt. Jeg tror dog, at folk ville blive meget overraskede over, hvad forfattere egentlig tjener. Jeg tror, at nogle mennesker har det indtryk, at jeg er en slags millionær, som aldrig behøver at arbejde igen. Men royalties er meget sjældne, de fleste forfattere får dem slet ikke. 90 procent af forfatterne får ingen royalties, fordi 90 procent af bøgerne ikke tjener nogen penge. Det er fuldstændig vanvittigt. Det er en forfærdelig business.”

Han smiler, da han bliver spurgt, om han ikke tjente styrtende med penge på ’American Psycho.’

”Nej, jeg blev aldrig rig af det. Selvom min kæreste og hans generation tror det. Sammenlignet med mine gamle venner, der endte på Wall Street og fik succes inden for teknologiverdenen, er jeg bestemt ikke rig. Men af en forfatter at være har jeg klaret mig godt.”

Hvad bruger du så dine penge på?

”Mit skide imperium, som jeg opbyggede, før jeg indså, at det ikke var bæredygtigt i forhold til mit realkreditlån, min husleje, min sygeforsikring, min kærestes sygeforsikring og min bilforsikring. Listen bliver ved og ved. Desuden bor jeg i en stat, hvor 50 procent af pengene går til skat. Hvis du også arbejder i Hollywood, har du en agent, der tager 15 procent, en manager, der tager 10 procent, og en advokat, der tager fem procent. Så 30 procent af det, jeg tjener på HBO-serien, går til disse mennesker. Det er en latterlig forretning. Men uanset hvad er det mit eget valg. Hvis det ikke var, fordi jeg elskede at skrive, ville jeg aldrig være blevet i denne her branche.”