Christina er mor til ni: ”Mange forældre løber hver gang, deres børn mangler noget, men hvis man gør det, mister man hurtigt overblikket”

DET KAN GODT VÆRE, at der står terapeut og foredragsholder på 47-årige Christina Tatarczuks visitkort. Men først og fremmest er hun mor. Altid har hun drømt om en stor børneflok. Og det må man sige, at hun har fået.

Hun har født ni børn. Og ved hvert barns ankomst til verden er hun blevet overvældet over, hvor forskellige personligheder, der er kommet ud af det. Efter fem børn var hun nysgerrig på, hvordan barn nummer seks ville blive. Og så videre.

Christina, jeg har så mange spørgsmål. Men først det praktiske: Du har ni børn i alderen tre til 26 år, og du bor med både din mand og din eksmand. Har I et gigantisk hus?

”Ja, vores hus er 450 kvadratmeter. Vi købte det sidste år, det ligger på en bakke ved Hald Sø og har en kæmpe grund.”

Har alle deres eget værelse?

”Vi har prioriteret, at de ældste har eget værelse, og de andre har et område. Nu lyder det lidt Harry Potter-agtigt, men det kan være ret fedt at have sit eget skrivebord under en trappe eller sit eget hjørne i stuen.

De tre mindste deler værelse. Lige nu har vi syv hjemmeboende børn, og de to sidste er flyttet hjemmefra og kommer, når de har tid og lyst.”

Og så har I også dyr?

”Ja. Fem får, to heste, en masse ænder, gæs, høns, tre hunde og nogle katte.”

Der har I lige givet jer selv en ekstra opgave ud over de ni børn?

”Det er jo et liv med meget liv.”

Tænker du nogle gange, at du måske har taget munden for fuld?

”Der er da dage, hvor vi går trætte i seng. Jeg kan godt blive træt efter at have løbet rundt en hel dag og opfyldt vigtige behov hos mennesker og dyr. Men jeg vil hellere være træt på en, for mig, meningsfuld måde, end fordi jeg har siddet med hovedet i en computerskærm hele dagen.”

Har du aldrig for meget på tallerkenen?

”Kun hvis en kommer til skade, eller vi er lagt ned med sygdom. Vi havde alle sammen corona samtidig. Sidste år brækkede vores 12-årige lårbenet og kom i kørestol, og der skulle vi selvfølgelig være der rigtig meget for ham.

Når vi bliver ramt af noget udefrakommende, og jeg bliver taget ud af ligningen – det er det ultimative kontroltab. Så er det tydeligt at mærke, at det er et stort setup, vi har. Men i det daglige er vi mange hænder, og de store børn er gode til at hjælpe til.”

Hvordan får man store børn til at hjælpe til?

”Det lærer man dem, fra de er helt små, og så holder man fast i teenageårene, hvor de stritter imod. Ikke mindst sørger man for, at ens hjem er rart at være i. Hvorfor skulle de ellers gide at tømme opvaskemaskinen?

Lige nu, mens vi snakker, har min mand taget de to små på tre og otte år ned for at lægge strøelse hos hestene, i weekenden skal Astrid på 15 år beskære hove, og hver søndag, når vores 21-årige datter låner bilen for at tage til kor, handler hun til hele ugen på vej hjem. Det er tre-fire IKEA-poser. William på 12 år står for aftensmaden de fleste dage.”

Hvilken bil har I? Eller, hvor mange biler har I?

”Vi har lige fået en minibus, en Peugeot e-Traveller, hvor der dog kun er plads til otte, så hvis vi alle skal afsted sammen, skal vi også have min eksmands bil i spil.”

Hvilken følelse har du, når du sidder der og kan fylde en bus med dine egne børn?

”Så føler jeg mig meget rig og dybt taknemmelig. Men det kan også være stressende, hvis der er slagsmål på rækkerne, og de skændes om, hvem der skal sidde hvor.”

Har I sådan en tur-mikrofon i bussen?

”Dog ikke. De ved, at når jeg hæver stemmen, så er det nok.”

Hvordan kommer I dertil, hvor alle er iført overtøj efter årstiden og er klar til at gå ud i minibussen på samme tid? Jeg skulle spørge fra en forælder til blot to børn.

”Jeg uddelegerer: ’Astrid, du giver Saga vinterstøvler på, William, du sætter hunden bag i bilen.’ At have alle de børn har gjort mig til en rigtig god projektleder.

Jeg har et indtryk af, at mange forældre løber hver gang, deres børn mangler noget, men hvis man gør det eller står med hovedet nede i en flyverdragt, mister man overblikket. Jeg trækker mig et skridt tilbage.”

Er der virkelig ingen situationer, der altid er totalt kaotiske med så mange børn?

”Nej, ikke som jeg lige kan pege på. Men eftermiddage er noget, vi har prioriteret at holde godt styr på, for ellers er der risiko for kaos.

Vi holder rigtig mange familiemøder, og hver eneste dag laver vi en plan for eftermiddagen: Hvem tager børnene i bad, hvem laver mad, hvem går tur med hunden?”

Har du et godt råd til at holde styr på endog meget mindre børneflokke?

”Jeg tror, at det allervigtigste er at være nærværende i sit familieliv og få det indrettet, så det passer til en selv. Vi har skabt et liv, der passer til os.”

Hvordan fandt du ud af, hvilket liv du ville skabe?

”Min mor døde, da jeg var ganske ung, og der blev det meget tydeligt for mig, at vi kun har ét liv.

Du aner ikke, hvor langt det bliver, og hvis du skal have dig selv med, må du skrotte, hvad normen siger, og gøre lige præcis det, du føler for. Hvis noget ikke fungerer, så bliv ved med at lede, til du finder en anden vej.”

OG HVORDAN ER DET så at være barn i så stor en flok? Det får to af Christina Tatarczuks børn lov til at svare på. Asbjørn Tatarczuk, der er 26 år og uddannet bygningskonstruktør og bor i København, er med på en Zoom-forbindelse sammen med barn nummer fire, Frida Marie Tatarczuk, der er 20 år og går på højskole i Løgumkloster.

Frida Marie og Asbjørn, hvordan er det så?

Stilhed på linjen. Ingen siger noget. Så bryder deres mor ind: ”Man lærer i hvert fald at vente på sin tur.”

Vi kan starte med dig, Frida Marie.

Frida Marie: ”Det er for det første stort, meget stort, og helt vildt hjemligt. Der er altid nogle at komme hjem til, og da jeg var mindre, var der altid nogle at lege med. Jeg føler, at jeg har et helt hold i ryggen, der bakker mig op, og som altid er der, og det er den fedeste følelse nogensinde.”

Og dig, Asbjørn?

Asbjørn: ”Jeg værdsætter det meget mere i dag, men da jeg var omkring 13, hvor ens selvværd jo kan ligge på et meget lille sted, og man måske går meget op i penge, kunne jeg tydeligt se, at mine venner fra skolen havde et større økonomisk råderum, end vi havde, fordi der kun var et eller to børn i deres familier.

Når vi skulle stille os op og fortælle, hvad vi havde lavet i sommerferien, havde de andre altid været i Tyrkiet eller Thailand, mens jeg skulle stille mig op og fortælle, at jeg bare havde været hjemme.

I dag ved jeg, at de forældre, der havde den slags penge, arbejdede på en anden måde end mine forældre. Hos mine venner var de voksne sjældent hjemme efter skole, hos mig var huset altid fuldt.”

Christina, hvad er den vigtigste værdi i opdragelsen af dine børn?

Christina: ”Jeg vil virkelig gerne give dem integritet: evnen til at være sig selv og stå 100 procent ved, hvem man er. Asbjørn elsker at tjene penge, og det har sikkert noget at gøre med, hvor få penge vi havde, da han voksede op.

Og så er der Frida, der bare er den vildeste kreative sjæl, og sådan kunne jeg blive ved med at tale om dem alle ni.”

Asbjørn: ”Og så synes jeg, at vi er relativt selvstændige mennesker alle sammen. Der har ikke altid været tid til at nå hele vejen rundt, så vi har løst mange ting selv. Det var ikke en voksen, der smurte ni madpakker hver dag.”

Christina: ”Vi har heller ikke kunnet køre vores børn til alt, så de har lært at tage bussen. Jeg tror på, at det er rart at kunne selv, og jeg mener ikke, at hele verden til hver en tid skal stå og beundre hvert eneste skridt, man tager.”

Frida Marie, hvordan vil du beskrive din relation til din mor?

Frida Marie: ”Da jeg var helt lille, var jeg meget afhængig af min mor, og jeg ville gerne have haft hende mere alene. Med årene har jeg fået en forståelse for, hvorfor jeg ikke kunne det, og i dag er jeg bare bedste venner med hende og skriver og ringer tit hjem.”

Det må da være drømmen, at ens børn ringer hjem, også når de ikke behøver.

Christina: ”Ja, det er jeg også virkelig taknemmelig for. Men Frida beskriver meget godt de forvildede år, som hun og hendes to nærmeste søskende – de tre midterbørn – har betalt prisen for.

Jeg har sagt til alle mine børn, at de skal komme og sige til mig, hvor jeg har svigtet eller ikke gjort det godt nok.”

Frida Marie: ”Vi har lært at give udtryk for, hvad vi har brug for, og det gør, at vi kan komme videre, når vi sidder fast. Vi er stærke nok til at tage selv de svære snakke.”

Christina, hvad er det sværeste ved at være mor til så mange børn på så forskellige stadier i livet?

Christina: ”Det er sårbarheden: Der er så mange at elske og passe på, som skal ud og leve deres egne liv, som jeg ingen kontrol har over.

De kan blive kørt over, de kan vælge en partner, der ikke er god for dem, de kan slå sig, og det kommer de til, så jeg er altid lidt på vagt.

For nylig besluttede jeg at slukke min telefon om natten for at sove bedre, men det viser sig, at jeg ikke kan sove, hvis min telefon er slukket. Jeg har brug for, at de kan få fat i mig, hvis der skulle være noget.”

Asbjørn og Frida Marie, vil I selv have børn en dag – og hvor mange?

Asbjørn: ”Jeg vil gerne have tre, men konen holder stædigt fast i to. Så nu er jeg begyndt at sige fire, og så kan det være, vi kan mødes på tre.”

Frida Marie: ”Jeg skal have så mange, jeg har lyst til at få. Det kan være, jeg ender som mama.”

Christina, er du nysgerrig efter, hvordan et barn nummer 10 ville blive?

Christina: ”Absolut.”

Så det er ikke sikkert, at det slutter her?

Christina: ”Nej, det er det bestemt ikke. Jeg håber, at vi får en nummer 10. Om naturen vil.”