Christoffer fik en fødselsdepression, da han blev far første gang. Nu vil han sætte fokus på et overset problem

Christoffer Immanuel og hans kone, Line Immanuel Thygesen, havde været sammen i 10 år, da de i 2020 besluttede sig for at prøve at blive forældre. Line Immanuel Thygesen havde haft lyst til at få et barn i flere år, men Christoffer Immanuel ville helst være på den gode side af de 30 år, før de sprang ud i det.

Desuden havde han, da han var i midten af 20’erne, stiftet undertøjsfirmaet Organic Basics, og han følte, at virksomheden måtte have en vis succes og størrelse, så han, når han blev far, ikke var nødsaget til at arbejde lange timer hver dag.

Hvordan gik graviditeten?

”Line blev relativt hurtigt gravid. Det var under corona-pandemien, så meget af fødselsforberedelsen foregik over videoopkald, og det blev en lidt distanceret proces.

Jeg læste Thomas Skovs bog ’Hvad enhver far bør vide’, som var ret humoristisk anlagt, men den hjalp mig ikke særlig meget, i forhold til hvad jeg kunne forvente. Jeg talte med nogle af mine venner, som var blevet fædre, og når jeg spurgte ind til deres oplevelser, blev de ved med at svare mig: ’Du fatter det ikke, før du får et barn.’

Det var nok rigtigt, for det er svært at forestille sig, hvor svært det er, hvor fedt det er, hvor meget af ens frihed der bliver indskrænket, og hvor mange bekymringer det bringer med sig, før man har prøvet det.

Line var meget opsøgende i sin forberedelse, og graviditeten kom meget naturligt til hende. Det fandt jeg egentlig en stor tryghed i, mens vi var i graviditeten.”

Hvornår blev Helmut født?

”Den 16. april 2021. Jeg havde forberedt mig mentalt på, at jeg mere skulle fungere som en støttefunktion under selve fødslen. Følelsesmæssigt skete der en hel masse for mig under fødslen, og især da jeg første gang så Helmut.

Jeg følte, at det var den første rigtige kontakt, jeg fik med den udvikling, jeg skulle igennem som far. Jeg tror, det er anderledes for kvinder, for de vil som den fødende part fysisk have mærket processen igennem graviditeten, hvor det for faren sker mere pludseligt i det øjeblik, barnet fødes.”

Hvordan forløb fødslen?

”Rigtig godt. Bortset fra at Helmut var lang tid om at komme ud, og lægerne blev lidt nervøse for hans iltoptag undervejs. De borede en lille metalskrue med en elektrode ind i hans hoved, og det så helt klart værre ud, end det egentlig var. For lægerne var rolige, og det var et sikkert indgreb. Men iltoptaget begyndte alligevel at dykke lidt under fødslen.

Jeg er ikke læge, så jeg vidste ikke, hvor slemt det var, men jeg kunne mærke, at intensiteten i lokalet begyndte at stige, og der kom mere og mere personale ind på stuen.

Jeg er selv født med cerebral parese, hvilket kan forekomme, hvis barnet ikke får nok ilt under fødslen, og det var ikke, fordi jeg var nervøs for, at det samme skulle overgå Helmut, men det var en tanke, jeg havde.”

Hvad skete der så?

”Helmut kom ud, og han skreg med det samme, hvilket jo er et godt tegn, for så vidste vi, at der var luft og liv i ham. De næste tre dage tilbragte vi på hospitalet, og det var magisk. På køreturen hjem mærkede jeg dog for første gang et pres i forbindelse med at være blevet forælder. Jeg har kørt bil, lige siden jeg fyldte 18, og jeg elsker det og er ikke bange for fart og den slags, men på den køretur mærkede jeg nervøsiteten, der kan følge med, når man lige pludselig har ansvaret for andre end sig selv. Nu var der et menneske, der betød mere end mig. Det var en ret vild følelse.”

Hvornår begyndte du at mærke, at noget ikke var, som det skulle være?

”Jeg var på barsel den første måned, og det var en fantastisk tid. Men da jeg kom tilbage på arbejde, og der var rigtig travlt, begyndte jeg at føle, at jeg havde svært ved at vedligeholde de forskellige ting i tilværelsen. Jeg følte ikke, der var tid nok til at hygge mig med Helmut og at se mine venner, hvilket altid har været meget vigtigt for mig, og samtidig bygge min virksomhed op.

Da sommerferien kom, halvanden måned efter jeg var vendt tilbage på arbejde, havde jeg allerede brug for at få fri, så jeg kunne trække vejret ordentligt. Line, mig og Helmut tog i sommerhus, og der begyndte jeg at få store humørsvingninger. Eller ’svingninger’ er så meget sagt, for jeg var mest af alt bare nede.

Jeg fik katastrofetanker omkring alle mulige forskellige ting. Alle projekter, der foregik i virksomheden, betvivlede jeg. Jeg følte ikke, de ville lykkes, og jeg følte ikke, jeg var der nok for mine venner. Jeg problematiserede alle forholdene i mit liv.”

Havde du aldrig haft det sådan før?

”Jeg plejer at have et jævnt humør, men jeg var helt nede i kulkælderen der, og jeg blev oftere trist uden at vide hvorfor. Sommerferien sluttede, og jeg arbejdede hjemmefra den første uge, fordi jeg følte, jeg havde brug for mere tid. Da jeg vendte tilbage til kontoret, havde jeg ikke den tydelige motivation, jeg plejede at have. Og katastrofetankerne tog kun til.

Hvis et møde ikke gik godt, fyldte det enormt meget hos mig, og hver gang jeg oplevede et nederlag på det professionelle plan, regnede jeg med, at det ville ske igen og igen. Helmut var på det tidspunkt tre-fire måneder gammel, så han sov ret ustadigt, og det gik meget ud over min søvn.

Jeg havde et øget alarmberedskab, så når jeg vågnede om natten, og Helmut skulle ammes, kunne jeg ikke falde i søvn igen bagefter.”

Gjorde du noget for at få det bedre?

”Jeg begyndte at tale med min læge om min mentale tilstand, og jeg talte også med mine venner om det. En af mine kammerater anbefalede en psykolog, der hedder Lone, som vi kaldte Psykolone, og hun var rigtig god at tale med.

Hun var old-school i sin behandling, og det handlede meget om at dykke ned i min barndom for at finde svarene. Jeg hoppede fuldstændig ud i det og blev klar over, at jeg i min opvækst havde savnet nogle ting, jeg ikke vidste, jeg havde manglet. Blandt andet nogle ting, der gør, at jeg ikke taler så meget med min egen far i dag. Det var rigtig rart at blive klar over og få italesat, men jeg tror ikke, det var så gavnligt for mig.

Det gjorde nemlig, at der var flere ting at tænke på og forholde sig til, og det havde måske været mere fordelagtigt for mig at fokusere på at slappe af og ikke bekymre mig så meget.

I stedet blev hele min tilstand stadig mere konfus. Jeg mødte for sent på arbejde, og jeg mistede overblik og overskud, når det gjaldt min virksomhed. Jeg plejede at kunne sidde til møder hele dagen i flere dage i træk.

I denne her periode kunne jeg godt være til stede under møderne, men jeg magtede mindre og mindre at tage summen af informationer ind og træffe beslutninger på baggrund af dem. Og det er jo ret essentielt, når man er direktør i virksomheden.”

Hvornår gik det op for dig, at du måske var ramt af en fødselsdepression?

”Jeg gik en tur med Organic Basics’ Chief People Officer, og hun spurgte ind til, hvordan jeg havde det. Det var et ret fortroligt rum, så jeg svarede hende: ’Jeg håber snart, jeg bliver kørt ned på cykel og brækker en arm.

Jeg har behov for en pause, men jeg føler ikke, jeg kan sige stop.’ Det, syntes hun jo, var en rimelig vild udmelding. Hun spurgte, om jeg var blevet tjekket for at have en fødselsdepression. ’Er det ikke kun noget, kvinder får?’ spurgte jeg tilbage.

På baggrund af den samtale tog jeg fat i min læge, som fortalte mig, at de havde overvejet, om det var det, jeg havde. Jeg undrede mig meget over, de ikke havde delt den tanke med mig før.

Jeg ringede også til den sundhedsplejerske, man får tilknyttet, når man får et barn, og hende spurgte jeg, hvorfor jeg ikke var blevet screenet for det. Hun svarede, at jeg ikke havde været med til det møde, hvor screeningen blev foretaget. Og det var en af de eneste gange, jeg ikke havde været der.”

Blev du testet yderligere derefter?

”Ja, jeg fik foretaget en screening hos min læge, og den viste, at jeg havde svær fødselsdepression. Jeg valgte derfor at sige til ledelsen af min virksomhed, at jeg var nødt til at sygemelde mig på baggrund af min læge og min psykolog, der anbefalede, at jeg, som kur mod fødselsdepressionen, brugte meget tid sammen med Helmut.

De havde fortalt mig, at en fødselsdepression i værste fald kan skabe en distance mellem den ramte forælder og barnet, fordi man emotionelt ikke er i stand til at være der for sit barn. Det ville jeg meget nødigt ud i, for det er udfordringen mellem mig og min egen far, der har et forhold, som er distanceret.

Min psykolog sagde til mig, at jeg ikke skulle bruge energien på at fixe forholdet til min egen far, men at jeg skulle bruge den på min egen rolle som far.”

Hvordan føltes det at sygemelde sig?

”Jeg var afklaret og skrev rundt til alle medarbejderne, hvorfor jeg gjorde det. Det var vigtigt for mig, at der i firmaet var plads til at have det mentalt svært, udtrykke det og sygemelde sig. Det blev heldigvis modtaget rigtig pænt. Men jeg fik det ikke umiddelbart bedre af at sygemelde mig.

Jeg havde hørt fra folk, der havde sygemeldt sig med stress, at det er udfordrende, fordi man fjerner sine faste rammer og giver sig selv så meget tid til bare at tænke.

Min læge spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at prøve noget medicin. Noget til at stabilisere mit humør og producere serotonin. Men det ville jeg ikke. Jeg ville selv kæmpe mig igennem det.”

Hvorfor havde du den holdning?

”Dels havde jeg ikke meget personlig erfaring med at bruge medicin, dels følte jeg ikke overskud til at tage stilling til, hvordan det ville påvirke mig. Jeg har en moster, som er skizofren og har fået rigtig meget medicin gennem sit liv, og det var nok lidt et skræmmebillede for mig.

Ja, hun har fået det bedre af medicinen, men den gør også noget ved hende, som ændrer hendes adfærd, og det var jeg lidt nervøs for skulle overgå mig. Jeg er også en stædig person, så jeg tænkte, at jeg burde få mig selv ud af situationen.”

Følte du, at du selv var skyld i, at du havde fået en fødselsdepression?

”Nej, det gjorde jeg ikke, for jeg problematiserede ikke rigtig, hvorfor jeg var endt der. Men jeg følte helt klart et ansvar for selv at komme ud af det.”

Hvordan havde du det under din sygemelding?

”Jeg var et nedbrudt menneske, der samtidig skulle tage mig af det her lille barn og være et forbillede. Det var svært. Jeg spiste meget lidt, var energiforladt, havde ingen fantasi og satte ikke pris på de små oplevelser, jeg havde med Helmut.

Alt var lidt ligegyldigt. Og det var rigtig svært, for sådan havde jeg ikke lyst til at være som far. Siden jeg var begyndt hos min psykolog, havde jeg gjort mig mange tanker om, at jeg ikke ville være som min egen far. At jeg ville have et anderledes, mere emotionelt tilgængeligt bånd til min egen søn.

Men jeg tror, det var problematisk, at jeg definerede mig selv ud fra, hvordan jeg ikke ville være. Det havde været bedre at definere mig selv ud fra, hvordan jeg gerne ville være. Altså at rykke mod det positive i stedet for væk fra det negative.

Men det var svært, når det, der fyldte mest hos mig, var en følelse af ligegyldighed og fantasiløshed. Jeg var i en stor suppe af stress, angst og depression, og jeg begyndte at udvikle selvmordstanker.”

Hvordan kom de til udtryk?

”Når jeg kørte bil, tænkte jeg nogle gange, at hvis jeg ikke kunne bevare kontrollen, kunne jeg dreje rattet, og så ville det hele være overstået på få sekunder. Men tankerne var ikke ukontrollerbare, de fungerede mere som en mental ’get-away’.

En slags underlig fantasi, hvor jeg kunne slippe væk fra det, jeg syntes var svært og hårdt. Jeg var slet ikke vant til at have sådan nogle tanker, så de var svære at forholde sig til.

Men jeg prøvede at arbejde med det ved at tale højt om dem til psykologen, mine venner og Line for på den måde at pacificere dem. De er også dukket op, efter jeg er begyndt at få det bedre, men jeg prøver at se dem som automattanker. Noget, jeg kan afvæbne.

Det skal på ingen måde lyde positivt, men i takt med at jeg har lært den skygge, som selvmordstankerne kaster, at kende, har det styrket mig, fordi jeg netop har lært at afvæbne dem så godt, og derigennem har jeg taget kontrol.

Men spørgsmålet dengang var selvfølgelig, hvornår det ikke var nok bare at tale med mine omgivelser om det? Hvornår jeg skulle søge professionel hjælp?”

Hvornår gjorde du det?

”I januar 2022 fik jeg det så dårligt, at jeg en nat ringede til min mor. Hun bor i Aarhus, og jeg bor i København, men jeg måtte bede hende komme og hente mig, så vi kunne køre på en akutpsykiatrisk afdeling.

Jeg følte, jeg var blevet ved og ved med at arbejde med mig selv, men jeg blev stadig ved med at få det dårligere. Vi kørte på Bispebjerg Hospitals akutpsykiatriske afdeling, og det var en vild oplevelse.

Da jeg så de andre, der ventede på at få hjælp, tænkte jeg: ’Okay, det kan godt være, jeg har det skidt, men de her mennesker har det rigtig dårligt.’ Der var en fyr, der pulsede smøger i et helt vanvittigt tempo, og han må nærmest have røget en hel pakke på en halv time. Han var det mest rastløse menneske, jeg nogensinde har set.

Jeg kom ind hos psykiateren, der spurgte mig, om jeg var akut selvmordstruet, hvilket jeg ikke var. Derfor kunne jeg ikke få akut hjælp lige der, og jeg blev i stedet indskrevet på et APH-forløb, hvor jeg skulle komme på ugentlige besøg på afdelingen, og hvor de så ringede og tjekkede op på mig. Det var en ret vild barriere for at kunne få hjælp, kan jeg huske, at jeg tænkte.

Men jeg startede på forløbet, og ret hurtigt havde jeg en samtale med en psykiater, hvor jeg igen fik forelagt muligheden for at få noget medicin.”

Takkede du så ja til det?

”Ikke lige til at starte med. Men på forløbet mødte jeg en sagsbehandler, der hedder Esben. Han er på min egen alder, og han har været rigtig god for min udvikling.

Han er vist ikke psykiater, men fordi vi er jævnaldrende, kunne jeg relatere til ham, og han skabte et rum til mig, hvor jeg på en anden måde kunne dele de ting, jeg gik og baksede med.

Vi blev venskabelige, og han fik mig overbevist om, at det var værd at prøve medicinen.”

Hvad fik du ordineret?

”Sertralin, som er et slags entry-level-stof. Psykiaterne sagde, jeg nok ville få det endnu værre de første par gange, jeg tog det. Jeg tror, det er, fordi kroppen lige skal vænne sig til at optage udefrakommende serotonin, hvilket er et stof, der blandt andet er med til at styre ens humør. Det var jo en kæmpe udfordring, for jeg havde ikke meget plus på kontoen inden da.

Den første nat fik jeg det, som om min hud brændte, og selvom det kun var i få sekunder, følte jeg, at jeg var ved at dø. Men det var heldigvis kun den første gang, det skete.

Medicinen fik mig til at føle mig lidt leverpostejsagtig, hvor jeg humørmæssigt hverken kom op på toppen eller ned på bunden. Jeg ved godt, at det fede ved livet netop er rejsen mellem top og bund, men det stabiliserede mit humør, og det var rigtig rart, når nu jeg havde været nede på bunden i lang tid.

Jeg er først lige blevet færdig med at trappe ud af medicinen nu, og jeg kan mærke, at min kapacitet er steget enormt. Jeg kan være der meget bedre over for Helmut. Vi leger meget sammen, og når han vågner om natten, skal jeg ikke ned i mit dybeste kammer for at hente energi til ham. Så klarer jeg den bare.”

Er der andet, der har hjulpet dig igennem din fødselsdepression?

”Organic Basics blev solgt, efter vi var igennem en konkursproces og fandt tre købere. Det har helt sikkert frigivet noget energi og tid. Jeg vil gerne være der for Helmut, og for at jeg kan være det, har jeg brug for et miljø, der ikke indeholder sene natlige kald med Los Angeles eller New York, som jeg ofte havde, da jeg var direktør i Organic Basics.

Det har givet mig tid til at forstå Helmuts behov og rutiner og den udvikling, han går igennem. Jeg har brugt tid på at lande i at være en familie og på at lære mig selv at kende i far-rollen.

Jeg har også brugt meget tid på at forstå, hvad en fødselsdepression er, og hvordan man kan arbejde med sig selv for at komme ud af den. Det har været en stor hjælp at tale højt om, hvordan jeg har haft det. Det tror jeg, generelt er noget, mænd skal øve sig mere i.”

Er du bekymret for, at din fødselsdepression vil vise sig at være udslagsgivende i din og Helmuts relation senere i livet?

”Det er aldrig for sent at blive en god far. Der er ting, man fucker op, og sådan er det i alle livets aspekter. Det er de handlinger, man bliver ved med at gøre, og som man øver sig i, der definerer en.

Selvom vi lever i en meget woke tid, tror jeg stadig, at der er rum for tilgivelse. Der er heldigvis ikke en medalje for enden af vejen, som man kun kan få, hvis man har været en god far.

Det er de momenter, man får sammen med sit barn, der definerer det. Så nej, jeg er ikke bekymret. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og jeg bliver ved med at gøre, hvad jeg kan.”

Hvorfor har du valgt at dele din fortælling?

”Da jeg havde min fødselsdepression, ledte jeg selv efter noget at relatere til. Noget, der gjorde, at jeg ikke følte, at jeg var ved at blive sindssyg. Det håber jeg, min fortælling kan være for nogle.

Min lyst til at hjælpe andre i samme situation er større end min lyst til at holde tingene privat. Og så er der aspektet omkring medicinen. Jeg hørte fra flere i sundhedsvæsnet, da jeg havde min fødselsdepression, at rigtig mange forældre benytter sig af medicin som hjælp til at kunne håndtere presset, men at ingen tør tale højt om det. Det kan ikke passe, at der er så mange, der bruger det og har gavn af det, men at ingen vil tale om det.

Det vil jeg gerne ændre på. Jeg ved jo ikke, hvor længe det havde taget mig at få det bedre uden medicin, men jeg ved, at det hjalp mig, og jeg ved, at det har hjulpet mange andre.

Det sidste, man har brug for, hvis man har en fødselsdepression, er at kæmpe mod den skam, der kan følge med, hvis man bruger medicin.”