”Jeg sad og spillede Angry Birds på min telefon med hovedet begravet i skærmen og opdagede ikke, at Margrethe Vestager pludselig gik forbi bag mig”

Jeg endte i politik ved en tilfældighed. Da jeg blev færdig med jurastudiet i ’72, aftjente jeg min værnepligt og begyndte at kigge mig om efter et job. Dengang var der stor akademikerarbejdsløshed, men jeg kom til samtale i Landbrugsrådet (i dag Landbrug & Fødevarer, red.), der søgte en juridisk medarbejder. Jeg fik ikke jobbet, men direktøren spurgte, om han måtte anbefale mig til andre.

En uges tid efter ringede telefonen en aften. I røret var en mand, der sagde: ’Mit navn er Holger Hansen. Jeg er sekretær for Venstres folketingsgruppe.’ Uheldigvis havde jeg en dårlig vane sammen med en studiekammerat, hvor vi altid præsenterede os som en anden i telefonen – når jeg ringede til ham, sagde jeg fx: ’Goddag, det er politiet i Helsingør.’

Så jeg svarede manden i telefonen: ’Hør nu her, Henrik. Du er afsløret.’

Men han gentog bare: ’Mit navn er Holger Hansen …’ Jeg afviste ham igen, og pludselig blev stemmen helt kold og spids: ’Nu siger jeg det for sidste gang,’ sagde han. Og så dæmrede det for mig.

Jeg måtte lave en voldsom rygsvømning, men det endte med, at jeg kom til samtale med Poul Hartling (daværende formand i Venstre, red.) på Christiansborg. Og sådan fik jeg mit første job som sekretær i Venstre.

Efter fire år i partiet rykkede jeg videre til Landbrugsministeriet og siden Industrifagenes Arbejdsgiverforening. Men i ’83 vendte jeg tilbage til Venstre igen. To år senere blev Uffe Ellemann formand, jeg blev partisekretær, og i ’87 deltog jeg i min første valgkamp, hvor vi fik sølle 10,1 procent af stemmerne.

Vi kom i regering med Poul Schlüter (daværende formand for K, red.) som statsminister, og udfordringen var: Hvordan får vi folk til at stemme på Venstre i stedet for Schlüter, som jo var mægtigt populær.

Dengang førte Venstre politik på den måde, at man fastlagde et program, som man så præsenterede for vælgerne, men i stedet begyndte vi at spørge, hvad vælgerne rent faktisk interesserede sig for.

Vi lavede en aftale med Gallup om, at de hver måned skulle spørge danskerne om, hvad de mente, var de vigtigste emner og begivenheder – og så forsøgte vi at levere et borgerligt-liberalt svar på problemet.

Dengang var det en ny måde at tænke politik på, i hvert fald i Venstre, og i årene efter gik vi frem ved hvert eneste valg.

Alle valgkampe i Danmark handler groft sagt om, at Socialdemokratiet forsøger at udstille Venstre som et parti, der ønsker alle mulige ulykker for de fattige og kun vil gavne de rige. Omvendt forsøger vi at fortælle vælgerne, at socialdemokraterne kommer og tager alle deres penge.

Efter valget i ’98, hvor vi havde tabt med ét mandat på Færøerne, gik Uffe Ellemann af, og Anders Fogh blev formand. Sammen satte vi os for at finde ud af, hvordan vi kunne vinde det ene mandat tilbage, og vi forestillede os ’Blå Bjarne’, en fiktiv, faglært socialdemokrat, som kunne svinge over midten.

I Venstre havde vi altid kæmpet for store skattelettelser, hvilket vi fx ville finansiere ved at skære i dagpengene, men det skræmte Blå Bjarne, som måske lige havde købt hus og tænkte: ’Hvad hvis jeg bliver arbejdsløs?’ Så selvom han var i tvivl, når han gik ind i stemmeboksen, endte han med at stemme på S.

Løsningen blev skattestoppet – et princip om at ingen skat eller afgift måtte sættes op, uden at en anden blev sænket. Med det lukkede vi en flanke, som socialdemokraterne ikke længere kunne angribe, og skattestoppet blev så indgroet en del af dansk politik, at det stadig gælder den dag i dag.

Men dengang udløste det voldsomme interne diskussioner i Venstre, og Anders og jeg måtte turnere landet rundt for at glatte ud over for baglandet.

Aldrig havde man set så slatten en skattepolitik, lød kritikken, men vi kom igennem med det og vandt valget i 2001. Det blev mit politiske svendestykke, og nogle kaldte det ’Hjort-doktrinen’ – at borgerlige partier altid vil tabe, hvis danskerne ikke føler, at velfærden er sikret.

Men som jeg ser det, praktiserer alle partier i dag det samme princip: Man forsøger at lukke de dårlige sager ned og prøver at sætte fokus på de gode.

Allerede inden valget i 2001 lå det i kortene, at skulle jeg være minister. Jeg blev udnævnt til beskæftigelsesminister, fordi jeg kendte til området fra min tid i arbejdsgiverforeningen. Til gengæld kendte jeg absolut intet til arbejdsgangen i Folketinget, og i starten lavede jeg en række fejl.

Når man er nyudnævnt minister, er det tradition, at man skal i samråd og fortælle om ens planer for ministeriet. Aftenen før havde jeg fået udleveret et manuskript, men jeg syntes ikke helt, at det ramte plet, så jeg satte mig ned og skrev et nyt. Dagen efter sluttede samrådet med, at en socialdemokrat spurgte, om udvalgsmedlemmerne kunne få manuskriptet udleveret.

’Nej, det kan du ikke, for jeg har selv skrevet det i går,’ svarede jeg uden at være klar over, at det var kutyme at udlevere det – og at mit svar var en grov overtrædelse af god skik i Folketinget. Der var også en episode, der fandt sted en af de første gange, jeg var i Folketingssalen for at præsentere et lovforslag.

Venstres og Konservatives beskæftigelsesordførere gik på talerstolen, debatten gik rigtig godt, og til sidst spurgte Folketingets formand: ’Vil ministeren have ordet?’ Jeg tænkte, at ordførerne havde sagt det, der skulle siges, så jeg takkede nej, helt uvidende om, at ministeren altid tager ordet, når der præsenteres politik inden for vedkommendes område. Det endte med, at jeg fik en påtale af Folketingets præsidium.

Jeg er altid gået ind til forhandlinger med en ambition om at være troværdig. Jeg har aldrig prøvet at snyde nogen. I stedet har jeg indledt med at forklare åbent om, hvad jeg gerne ville, og derefter har jeg spurgt de andre partier, hvad de gerne ville.

Når jeg som finansminister skulle forhandle finanslov, spurgte jeg de andre, hvad de gerne ville kunne sige til pressen, når de kom ud og skulle forklare, hvorfor de var gået med i aftalen.

På den måde kunne jeg styre forhandlingerne, men samtidig have respekt for, at alle partier skulle have noget ud af dem, som de kunne præsentere som en sejr – en dygtig forhandler sørger for, at alle får et stykke af kagen.

Når man forhandler store aftaler på plads, kan møderne godt blive lidt langtrukne. Alle partier skal fremføre deres synspunkter, og som erfarent folketingsmedlem og minister ved man efterhånden godt, hvad de enkelte ordførere vil sige.

Et år, under finanslovsforhandlingerne, sad jeg og spillede Angry Birds på min telefon, mens de andre talte. Jeg havde hovedet begravet i skærmen og opdagede ikke, at Margrethe Vestager pludselig gik forbi bag mig.

Det var jo pinligt, men i stedet for at afsløre mig indrømmede hun, at hun også godt kunne lide at spille Angry Birds. Og da jeg gik af som finansminister efter valget i 2011, forærede hun mig en Angry Birds-bamse i afskedsgave.

I Danmark har vi en meget fornuftig institution, der hedder Statsrådet, hvor Dronningen godkender og underskriver vedtagne love sammen med de ansvarlige ministre. Hver lov præsenteres på skift, og når man er finansminister, er man nummer to i rækkefølgen, efter statsministeren.

Når jeg havde præsenteret lovene på mit område, skulle jeg sidde og lytte til alle mine kollegers allerede gennemførte love, og så kunne det da godt ske, at jeg faldt hen og fik mig en lille lur. Det er selvfølgelig ikke særligt pænt over for majestæten, men det at være minister er et 24-timers job, og måske kom jeg fra et sent møde i anden ende af landet aftenen før og havde kun fået fem timers søvn.

Flemming Hansen (tidligere konservativ minister, red.) skrev i sin selvbiografi (fra 2008, red.), at jeg var ’berømt’ for min evne til at blunde under Statsrådet, men det gjorde mig ikke noget – egentlig synes jeg bare, det er lidt hyggeligt, at vi kan erkende, at ministre også bare er mennesker, der nogle gange er i søvnunderskud.

Jeg forlod politik efter valget i 2022, fordi min kones Alzheimer-sygdom var blevet så slem, at jeg ikke længere kunne passe både hende og mit job som folketingsmedlem.

Hvis jeg skal være helt ærlig, fyldte sygdommen så meget, at jeg i de sidste par år i Folketinget ikke længere arbejdede på fuld kraft. Men at sidde i Folketinget er ikke et skånejob, alle skal trække deres del af læsset, og derfor kunne jeg ikke være andet bekendt end at stoppe.

Det har plaget mig, at jeg forlader politik med den såkaldte FE-sag hængende over hovedet. Jeg havde ikke tænkt, at det skulle være mit eftermæle, at jeg skulle tilbringe mit otium med at sidde i en retssal, tiltalt for så alvorlig en forbrydelse som landsforræderi, der kan give op til 12 års fængsel.

Men da regeringen i august 2020 hjemsendte ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste (efter en kritisk rapport fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, red.), var der tale om folk, som jeg havde arbejdet tæt sammen med, mens jeg var forsvarsminister, og som jeg vidste, var loyale, dygtige embedsmænd.

Jeg kunne sagtens have valgt at sige, at det ikke var mit bord, men min samvittighed forbød mig bare at lukke øjnene over for den uretfærdighed, der fandt sted – og med til historien hører jo, at en kommission senere frikendte de hjemsendte medarbejdere.

Da politiet afhørte mig i forbindelse med sigtelsen, blev jeg spurgt, om jeg ville gøre det igen. Jeg svarede: ’Det kan du fandeme regne med.’