Da han langt om længe fik sin diagnose, tudede René Dif i flere dage

VI SPILLEDE I CHILE I FORGÅRS, i en arena en halv times kørsel fra Santiago. Det var første gang, vi var der, og der stod fans og ventede i lufthavnen og på hotellet i flere timer for at møde os. En del af dem var rejst langvejsfra, også fra andre sydamerikanske lande. Vi forsøger at give noget tilbage og giver os meget god tid til at snakke med fansene. Det er en fantastisk oplevelse at møde dem. Også lidt uvirkeligt.

Jeg møder ofte mennesker, der kommer hen og vil give mig et kram og siger: ’I har været soundtracket til min ungdom.’ I gamle dage var det ikke helt så behageligt at blive stoppet på gaden, som det er nu. Jeg fik dengang pludselig en helt ny identitet, jeg skulle forholde mig til, og det var overvældende.

I dag er det for det meste bare hyggeligt. Der er også tit turister, der får øje på ham den skaldede. De fortæller om deres opvækst, og hvor lang tid de har fulgt Aqua, og hvad vi har betydet. Det er meget rørende.

NÅR JEG HUSKER TILBAGE på 90’erne, tænker jeg: ’René Dif med hovedet under armen og så bare afsted.’ Det var bare: ’Flyt jer, flyt jer. Jeg kommer fra ingenting og nul. Nu skal jeg op til poleposition, og der er langt. Jeg er bange for, at jeg ikke kan nå det, for jeg har måttet give op tusind gange og starte forfra, så jeg har travlt.’

FOR ET PAR ÅR SIDEN så jeg et billede af mig selv. Jeg fik et chok. ’Hvad fanden! Sådan ser jeg sgu da ikke ud,’ tænkte jeg. Jeg lignede en ølkusk fra Carlsberg fra gamle dage. Det svarede slet ikke til det billede, jeg havde af mig selv. Fra den ene dag til den næste ændrede jeg hele min livsstil. Jeg begyndte at stå op klokken fem og trænede, og jeg lagde min kost om. Nu har jeg tabt 27 kilo. Det er meget typisk mig at gøre det på den måde. Men jeg har også fået hjælp af min kone hele vejen. Hun lavede sund mad til mig i halvandet år.

DER ER DAGE, hvor man tænker: ’Arh, jeg gider sgu ikke stå op og træne,’ og så bliver den ene dag til den anden og den tredje, og så falder man tilbage i rouladeformen. Det var jeg også tæt på at gøre. Men på et tidspunkt sagde jeg til mig selv: ’Det er arbejde, René.’ Det skulle jeg bare have gjort fra starten. For når jeg siger det, så kan jeg love dig for, at så kommer jeg op, også selvom jeg har været ude til klokken fire om morgenen. Sådan har jeg altid været. Det er enten-eller. Hvis jeg sætter mig noget for, så går jeg efter det.

DA DET VAR VILDEST MED AQUA, havde jeg en bodyguard med overalt. Nu er jeg heldigvis en stor fætter, og jeg kan godt klare mig selv, men folk kunne være meget konfrontatoriske, når jeg var i byen dengang. Jeg var yngre, hurtigere på aftrækkeren end nu, og jeg fandt mig ikke i en skid. Bodyguarden var en slags forebyggelse og en buffer for, at jeg ikke kom til at stå og te mig åndssvagt i de situationer.

På et tidspunkt fik jeg mordtrusler, og så flyttede bodyguarden ind og boede hos mig on/off i et år. Jeg husker ikke, hvor mange trusselsbreve jeg fik, men det var mange. Vi snakker håndskrevne breve, det var jo 90’erne. Meget personlige breve, som handlede både om mig, min kæreste og vores børn. Det var voldsomt.

Senere hoppede en fyr over muren dér, hvor jeg boede, mens en anden pludselig stod i min døråbning og ville det ene og det andet. Den slags. Jeg fik nærmest paranoia og låste dørene flere gange, før jeg gik i seng. Samtidig med, at det var en fantastisk tid, skulle jeg også lige finde en måde at beskytte mig på.

JEG HAR FUNDET UD AF, at jeg sammenlagt har haft syv års skolegang. Jeg gik på syv-otte forskellige skoler. For nogle år tilbage kørte jeg forbi min gamle kostskole på Sydsjælland, Hjortholm Kostskole. Det var et drengehjem for unge udsatte, hvis forældre ikke kunne styre dem, eller hvor forældrene ikke var der.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kørte forbi, men jeg har det sådan med steder, jeg har haft et tilhørsforhold til, at jeg lige skal ind og se det igen. Jeg spurgte dem på kontoret, om de havde min journal, og de ledte og ledte og fandt til sidst den tyndeste mappe frem nede i kælderen.

Der stod mit navn og CPR-nr. og hvilken afdeling, jeg boede på. Og så stod der: ’Vi har konstateret, at René Dif har DAMP.’ Det var det, ADHD blev kaldt dengang.

NÅR JEG IKKE VAR PÅ DRENGEHJEMMET, havde jeg adresse på Godthåbsvej og i Stjernen, nogle boligblokke på ydre Frederiksberg, men jeg var mest hos venner og deres familier for ligesom at suge lidt familieliv til mig. Og hos min mormor og morfar, som boede rundt om hjørnet.

Min mormor, Norma, der desværre gik bort for nogle år siden, har betydet alt for mig og var et af de få holdepunkter, jeg har haft i livet. Jeg så meget op til min morfar, Mogens, fordi han var kok, og han var grunden til, at jeg tog en kokkeuddannelse i 2016.

Min morfar og jeg stod ofte, da jeg var barn, og lavede mad sammen. Det elskede jeg. Det blev et mantra for mig, at jeg skulle skabe min egen familie – skabt ud fra det, jeg så hos mine venner, der havde et trygt hjem, og så hos min mormor og morfar.

JEG SPILLEDE ISHOCKEY i 3 Falke på Frederiksberg. Jeg var målmand på juniorholdet. Vi juniorspillere så altid seniorholdets kampe i Forum som tilskuere, og ret tidligt under enkamp mod Gladsaxe blev 3 Falkes seniormålmand skadet. Jeg var omkring 12-14 år på det tidspunkt, og vores træner kom over: ”Dif! Gå ned, og klæd om!”

Jeg havde hverken skridtbeskytter eller skulderpanser med, men tænkte: ’Fuck det, jeg sætter et håndklæde i skridtet.’ Jeg kom på mål, og de voksne skød jo meget hårdere, end vi juniorspillere gjorde. Der kom et slagskud, og jeg var sådan: ’Den dér skal bare ikke forbi mig,’ så jeg parerede med skulderen og fik et blåt mærke, der dækkede hele højre arm. I samme kamp brækkede jeg hånden, da jeg skulle gribe pucken.

Som målmand skal du gribe pucken i det bløde yderområde af handsken og ikke på selve håndfladen, hvor der er mindre polstring. Der kom en puck med 150 kilometer i timen, jeg greb den midt på hånden, og tænkte: ’Fuck, det gjorde ondt!’ Jeg tog handsken af og kunne se en bule oven på min hånd, så jeg vidste, den var brækket. Så kiggede jeg på uret i hallen: ’Fuck det. Is på.’ Og spillede videre.

En anden dag stod jeg i målet og tænkte: ’Gu’ ved, om den hjelm, jeg har på, overhovedet fungerer. Gu’ ved, hvad der sker, hvis jeg nikker pucken en skalle.’ Så kom der et slagskud, og jeg gjorde netop det.

I pausen gav træneren mig en skideballe, så du tror, det var løgn. Jeg tænkte: ’Nå, ja, jeg kunne da mærke lidt, men ikke noget særligt. Og så tog jeg hjelmen af.’ Den var flækket hele vejen igennem.

DA BREAKDANCE KOM TIL BYEN, lavede vi en gruppe på syv mand. Jeg udfærdigede nogle kontrakter med vores krav for at optræde. ’Vi skal have 250 kroner,’ stod der blandt andet. Jeg sorterede også medlemmer fra, så vi var de bedste tilbage: Tre mand og en stor fyr til at smide os rundt i luften. Vi hed Boogie Brothers. Jeg blev nummer tre individuelt til DM i breakdance på Alexandra, et diskotek, der lå i Nørregade.

Jeg snød mig ind i Thomas P. Hejles Ungdomsklub på Nørre Vold, som var for Københavns unge. Jeg måtte ikke være der, fordi jeg kom fra en anden kommune, men det fiksede jeg. Mange af dem, der kom dér, fik en karriere inden for musik og hiphop. Jeg var vild med musikken, og ’Hey You (The Rock Steady Crew)’ er stadig et af mine all-time favoritnumre.

Da The Rock Steady Crew kom til Fona i København, løb jeg efter dem hele vejen ned ad Strøget for at få et glimt af dem. Som om jeg var blevet skudt bagi.

I DEN FLOK, jeg hang ud med på Frederiksberg, gik vi og lavede noget småkriminalitet. Det endte med, at jeg fik en betinget dom. Nogle af dem i gruppen kom også i fængsel, andre slap væk fra miljøet.

Jeg kunne godt se, at det ikke var holdbart. Så enten skulle jeg tage nogle valg, der var helt anderledes, eller også ville jeg ende med at være kriminel. Jeg fandt et rederi i København, som jeg blev ved med at ringe på hos, indtil de til sidst overgav sig og gav mig hyre på et containerskib.

Jeg tror, jeg var omkring 14-15 år gammel, og fordi jeg var så ung, skulle jeg have en fuldmagt hjemmefra. Min far ville have, at jeg skulle tage en uddannelse, og da jeg fortalte ham, at jeg ville tage ud at sejle, knaldede han mig i gulvet.

Så sagde jeg til ham: ”Du ser mig aldrig igen.” Min mor var ret ligeglad med min beslutning. Så det endte med at jeg skrev fuldmagten selv.

JEG ARBEJDEDE SOM MESSEDRENG fra syv morgen til klokken 20 om aftenen syv dage om ugen. Og tjente 3.000 kroner om måneden. En dag i Barbados, det har nok været omkring 1984, hang jeg i sådan nogle seler på kanten af containerskibet og pudsede vinduer. Radioen kørte, og der var en dj, der talte ind over musikken. Det lød pissefedt. Jeg tænkte: ’Dét der er jeg skidegod til, det er dét, jeg vil.’

JEG ANEDE IKKE, hvordan en mixer fungerede, men jeg løj mig til mit første job på et diskotek i Roskilde, og sagde, at jeg havde stor erfaring som dj. Jeg sagde også, at jeg havde masser af plader, selvom jeg ikke havde en eneste. Jeg fik jobbet, og så måtte jeg løse de andre ting bagefter.

To år senere var jeg en virkelig, virkelig højt betalt dj i hele Skandinavien. Når jeg var ude og spille, tænkte jeg pludselig: ’Hey! Jeg kan jo også bare gå ud på gulvet og rappe!’ Det var der ikke nogen, der gjorde, og folk fik nærmest et chok, når jeg stod derude. Jeg ved ikke, om det lød godt, men det fungerede i hvert fald.

DA VI SKREV UNDER på den første pladekontrakt med Aqua hos Universal Music, som dengang lå på Esplanaden, stod der en kasse øl i lokalet. Jeg åbnede en af dem. Jeg var så lykkelig og glad i låget, at jeg tog resten af ølkassen fyldt med øl og smed den ud af vinduet fra pladeselskabet på første sal, mens jeg råbte: ”JAAAAAAAAAAAAAAA!”

Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på i momentet. Det var en form for forløsning. Eufori. Heldigvis skete der ikke noget med nogen nede på gaden.

JEG HAR OPLEVET, at folk har en holdning til mig, selvom de ikke kender mig. Jeg er kendt, men jeg synes ikke, folk kender mig. Det er svært for mig at sige, præcis hvilket billede folk har af mig, men generelt vil jeg sige, at jeg ikke er, som de regner med.

Jeg har lige så mange følelser som alle andre, nok også en hel del mere, og jeg kan også tænke meget over tingene. Jeg kan være lige så indadvendt og reserveret, som jeg er udadvendt.

Jeg føler mig ikke som noget offer på nogen måde, men jeg er ret sikker på, at jeg er blevet puttet i en kasse af pressen. Det er en kasse, der er fyldt med faste overbevisninger om, hvordan jeg er som person. Jeg kan ikke genkende mig selv i den kasse, men når medierne skriver noget, er det næsten umuligt at forsvare sig for den person, det handler om.

TILBAGE I STARTEN AF AQUA-TIDEN, stod jeg i en bar, hvor der kom to fyre op, der så lidt brogede ud. Den ene sagde direkte henvendt til mig: ”Det er vist dig, der giver bajere. Dit rige svin.” I gamle dage ville jeg være blevet sur, nu ville jeg bare gå. Det var spild af tid.

Sjovt nok har jeg oplevet, at de samme typer, som sviner mig til, når jeg har mødt dem i byen, efter fem minutter siger: ”Du er sgu da meget sød.”

Dengang kan jeg huske, at jeg svarede: ”Jamen, hvad fanden havde du regnet med? Jeg sidder også på toilettet, ligesom du gør. Jeg går også i seng og sover, ligesom du gør.” Det kunne de godt se bagefter. Så det med at være kendt har for mig også handlet om ikke at blive revet med af det, som pressen gør én til. Så man bliver den karakter, de har opfundet. Noget med, at René Dif er skaldet, stor og intimiderende, så han skal have dårlig presse eller i hvert fald ikke god presse.

Når folk så ikke kender mig, kan de kun gå ud fra det, de ser, og hvis de ser det, som pressen har skrevet, er det det, de tror. Det er jo et lille land, vi bor i, og jeg har ikke ét milligram jantelov i mig, og det er jo bare ekstra benzin på bålet, for en del af befolkningen er drevet af janteloven. Den kunne jeg ikke være mere ligeglad med.

90’ERNE VAR EN meget mere uskyldig tid end i dag. Jeg har selv fået børn nu, og det er ikke de bedste forudsætninger, den næste generation har fået serveret. De unge har rigeligt, de skal løfte i forvejen. Der er sket en virkelig uheldig udvikling på en del områder.

Én ting er det, der sker med klima og konflikter i verden og så videre, men man kan også bare tage et område som mobning.

Jeg blev også mobbet i skolen, men mobning er bare meget værre nu. Volden er også blevet meget hårdere. Dengang var en konfrontation måske en slåskamp med knyttede næver som to amatørboksere. I dag bliver der brugt både knive og skydevåben. Det er forfærdeligt.

JEG KAN STADIG GÅ I BYEN, selvom jeg lever sundt. Ikke så meget som i gamle dage, men jeg er stor fortaler for, at der også skal være noget sjov. Det er yderst sjældent efterhånden, at jeg står på en natklub ud på de små timer. Når klokken bliver 01.30, er jeg så småt på vej hjemad.

Jeg elsker at være ude, men hvis folk får for meget indenbords, agerer de lidt anderledes, når de henvender sig til mig. Det, synes jeg, ikke er særlig fedt. Nu er det mest min kone og mig, der sidder og hygger os derhjemme.

Jeg ved ikke, om det har noget med alderen at gøre, men jeg synes, det er meget hyggeligere at holde en middag med gode venner og fortabe sig i nogle emner og at have gode samtaler i stedet for at stå på en natklub, hvor der er så meget larm, at du må bestille ”to flasker gin” hos bartenderen med tegnsprog. Men ikke et ondt ord om dét, ha ha.

MAN KAN GODT SIGE, at det er en mørkere tid nu, men der er trods alt en hel bevægelse af unge mennesker og også ældre, der kan se, at der skal ske en forandring, og gør deres for det. Det er ikke så let. I 90’erne gik der lang tid, mellem man hørte noget negativt i nyhederne.

Nu føles det nærmest, som om der ikke er andet. Mange ting i dag, især i nyhederne, virker, som om det i forvejen er bestemt, at alt skal være ’FARE! FARE!’, selvom jeg selvfølgelig godt er klar over, at der er reelle problemer og kriser.

Men jeg er optimist. Jeg synes, det er positivt, at en stor del af jordens befolkning prøver at gøre noget for at skabe en bedre verden.

DET HAR GJORT mig lidt hårdere at blive far. Selvom det måske kan lyde mærkeligt. Mange tror, det hele bare falder ned gennem loftet til dig, mens du sidder i sofaen, og så er du bare rig eller kendt. Der er især mange unge, der higer efter at være rige eller berømte, og så er det hele løst.

Når man har haft den opvækst, jeg har haft, og selv har måttet kæmpe sig frem på den hårde måde, tror jeg, det er ganske normalt at have den indstilling, jeg har: Mine børn skal ikke tro, at det hele er så nemt, og tage tingene for givet. Det har jeg holdt meget fast i. Det gode, gamle ordsprog: ’Hvis du vil nyde, må du yde.’

SUCCES I LIVET HAR MANGE ansigter. Succes er ikke nødvendigvis kun at ligge nummer 1 i England, fordi du har lavet musik. Det er også en succes. En kæmpe succes. Men det er lige så meget en succes at kunne stå op om morgenen og trække vejret og være til stede og have nogle dejlige mennesker omkring sig.

JEG HAR GENNEMFØRT EN KOKKEUDDANNELSE og en master i motivationscoaching. Det er sådan set rigeligt oven i at skulle rejse verden rundt de sidste godt og vel 25 år. Sidste år tog jeg en bestyrelsesuddannelse på noget, der hedder Board Institute.

Fordi jeg mener, at enhver bestyrelse bør have sådan en type som mig, som tør kaste nogle bolde op og sige nogle ting uden at lægge fingrene imellem og tage konsekvenserne af det, både det gode og det dårlige. Om ikke andet bliver det verdens sjoveste brainstorm.

HVIS JEG EN DAG IKKE LAVER musik længere, kunne jeg godt tænke mig at lave noget inden for politik og give lidt tilbage af alle de erfaringer, jeg har gjort mig. Jeg vil gerne være med til at motivere folk til at opnå deres mål, så de ikke kun ser forhindringer hele tiden, som jeg tror, mange gør.

Mange er bange for at starte noget – et rengøringsfirma, et band – eller at tage en uddannelse. De har det med at se forhindringer først i stedet for at se mulighederne. Det er måske nemt for mig at sige, for jeg har det sådan, at jeg er drevet af at skulle opnå et mål.

Men selv om det mål ikke bliver den kæmpe succes, som jeg havde forestillet mig, så er det stadig en succes. Fordi du er nået i mål med den drøm, du havde, om en forandring i dit liv eller hvad det nu end måtte være. Og så kan du gå tilbage og samle til bunke og starte forfra, og så ved du så heldigvis, hvad du ikke skal gøre. Det er min fornemmelse, at der ikke er særligt mange, der agerer sådan.

DET TOG MIG MANGE ÅR at finde balancen og at finde et ståsted i livet. Jeg har haft en hård opvækst og været rodløs og har selv skullet finde min vej. Det er måske i en sen alder, jeg har fundet balancen, men det handler også om at finde den rette partner. En som ser dig. Og mærker dig. At man kan være den, man er. Og det føler jeg først, at jeg har nu.

FOR OTTE MÅNEDER SIDEN GIK JEG ned med flaget helt ud af det blå. Jeg fik pludselig en udefinerbar støj i hovedet, som om der var nogen, der havde skruet op for alle mine følelser. Jeg havde det virkelig dårligt og var nervøs. Alting larmede omkring mig. Min kone kunne straks se, at den var helt gal. Hun bad mig om at få en udredning, og det stod ikke til diskussion.

KORT EFTER FIK JEG så konstateret ADHD. Jeg kunne godt høre, hvad psykiateren sagde til mig, men jeg troede ikke på, hvad han sagde. Så jeg spurgte, om han var sikker. Han svarede: ”Ja, ja, der er ingen tvivl.”

Det første, jeg sagde, var: ”Er det noget, vi kan fikse, det her? Hva’ snakker vi? 8-10 måneder?” Psykiateren kunne ikke lade være med at grine og svarede: ”Du må indstille dig på, at det kommer til at følge dig resten af livet.”

Da jeg kom hjem til min kone, var jeg stadig helt optimistisk. ”Altså, psykiateren siger, der ingen tvivl er, men alligevel er der måske en lille chance for …?” Min kone skreg af grin og sagde: ”Skat, for helvede!” Ens omgivelser er jo godt klar over, at man har ADHD. Den eneste, der ikke kan se det, er én selv.

DIAGNOSEN HAR VÆRET en stor øjenåbner for mig. På godt og ondt. Nu kan jeg pludselig forstå mønstrene i mit liv og de episoder, hvor ADHD’en helt klart har påvirket, hvordan jeg har opført mig. Jeg ved nu, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør, eller er, som jeg er.

Så er der noget at tage fat i og arbejde videre på og blive bedre til. Jeg har fået noget medicin, som jeg heldigvis har valgt kun at tage i perioder, hvor jeg mener, at jeg har brug for det, så jeg ikke putter for meget lort i kroppen.

NÅR MAN FÅR KONSTATERET ADHD, får man vist nogle grafer over, hvor normalen ligger, og hvor man så selv ligger. Jeg brager fuldstændigt sindssygt ud igennem loftet på de grafer, og det giver selvfølgelig stof til eftertanke. Jeg har kigget indad. Da jeg havde fået diagnosen, fik jeg en voldsom skyldfølelse. Jeg tudede i flere dage.

Jeg skulle jo kraftedeme sige undskyld til alle mennesker, jeg havde såret. Nu kan jeg godt se alle de gange, hvor jeg har gjort andre kede af det. Det har ikke været med den intention, men ADHD’en overskyggede det hele.

ADHD påvirker følelser og ens humør, man er opfarende, impulsiv og utålmodig. Og alle de ting kommer sammen i én stor gryde. Jeg skal ikke give ADHD skylden for alt, jeg har gjort, men jeg har ikke kunnet se mine fejl.

Eller … jeg vil måske ikke kalde det for fejl, for jeg synes jo stadig, det er min power, at jeg er, som jeg er.

JEG FUNGERER BEDST, hvis der er noget på spil, og hvis der er et mål. Så jagter jeg det bare, og så er jeg ligeglad. Jeg kan ikke sidde stille, og jeg kan heller ikke lade være med at tale.

Nogle gange er det så meget, at jeg lige skal huske at nive mig selv og sige: ’Nu kan du godt lige holde din kæft, René.’ Når jeg snakker for meget, kigger min kone over på mig og siger meget bestemt: ”Schh.” Ha ha. Hun er den mest fantastiske kvinde.

JEG VIL IKKE GØRE NOGET OM, for så havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Min ADHD har også været med til, at jeg kunne overkomme så mange ting og have så meget vægt på skuldrene gennem livet.

Jeg havde en opvækst med vold og druk og ingen kærlighed, og jeg måtte selv fighte mig frem til at få en karriere inden for det felt, jeg var overbevist om, at jeg var rigtig god til.

Den bedste måde, jeg kan definere det på, er, at jeg er en stor mønsterbryder, i forhold til det miljø jeg kommer fra. Det kunne 100 procent sikkert være endt med, at jeg havde siddet et helt andet sted i dag.

EN DAG KUNNE JEG virkelig godt tænke mig at være med til at skabe en politik for unge udsatte, så de fik bedre vilkår. I stedet for, at der sidder nogle bag lukkede døre og laver nogle retningslinjer om noget, de ikke har prøvet på deres egen krop, som jeg har.

Jeg har det sådan med alting: ’Selvfølgelig kan vi det. Vi fikser det.’ Når jeg går i gang med noget, gider jeg ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest. Jeg brager lige igennem, hvor det er svært, for så er jeg også sikker på at få de ar på kroppen og blive klogere på, hvad jeg gør rigtigt og forkert til næste gang. Så politik, hvorfor ikke? Det kan jeg nå, når jeg er 70.

JEG HAR EN GAMMEL AFTALE med kunstneren Marco Evaristti om, at når jeg dør, skal jeg balsameres, placeres i en rød Ferrari og udstilles på de største kunstmuseer i hele verden.