Da han langt om længe fik sin diagnose, tudede René Dif i flere dage
26 år efter deres monumentale gennembrud lever Aqua i bedste velgående. I midten af det hele står René Dif, der nok er blevet ældre og mere reflekteret, men som stadig går til opgaven med udelt begejstring. Her fortæller han om mordtrusler, bodyguards og jantelov, og om en diagnose, som har vendt op og ned på alting.
VI SPILLEDE I CHILE I FORGÅRS, i en arena en halv times kørsel fra Santiago. Det var første gang, vi var der, og der stod fans og ventede i lufthavnen og på hotellet i flere timer for at møde os. En del af dem var rejst langvejsfra, også fra andre sydamerikanske lande. Vi forsøger at give noget tilbage og giver os meget god tid til at snakke med fansene. Det er en fantastisk oplevelse at møde dem. Også lidt uvirkeligt.
Jeg møder ofte mennesker, der kommer hen og vil give mig et kram og siger: ’I har været soundtracket til min ungdom.’ I gamle dage var det ikke helt så behageligt at blive stoppet på gaden, som det er nu. Jeg fik dengang pludselig en helt ny identitet, jeg skulle forholde mig til, og det var overvældende.
I dag er det for det meste bare hyggeligt. Der er også tit turister, der får øje på ham den skaldede. De fortæller om deres opvækst, og hvor lang tid de har fulgt Aqua, og hvad vi har betydet. Det er meget rørende.
NÅR JEG HUSKER TILBAGE på 90’erne, tænker jeg: ’René Dif med hovedet under armen og så bare afsted.’ Det var bare: ’Flyt jer, flyt jer. Jeg kommer fra ingenting og nul. Nu skal jeg op til poleposition, og der er langt. Jeg er bange for, at jeg ikke kan nå det, for jeg har måttet give op tusind gange og starte forfra, så jeg har travlt.’
