Da Jesper Buch tjente sin første million, rejste han sig op og fik en hel café i London til at klappe

Køb vores aprilnummer med Jesper Buch på forsiden her.

Normalt er iværksættere styret af vækst og succes, men min måde at lede og styre en forretning på var styret af frygt. Frygten for at fejle. Frygten for ikke at vinde. Frygten for at blive overhalet indenom af en konkurrent. Det er ikke særlig sundt for individet, men det var godt for forretningen. Den gjorde, at jeg altid var i angrebsmodus. At jeg altid var på arbejde. At mit hoved altid kørte i højeste gear.

Det kom specielt til udtryk, da jeg tog til England i 2006 for at starte Just Eat op. Det havde taget os fem år, hvor vi var ved at gå konkurs rigtig mange gange, at få bygget forretningen op i Danmark, så vi virkelig begyndte at vækste.

Jeg tænkte, at hvis jeg kan gøre det i et land som Danmark med 5,5 millioner indbyggere, hvad ville der så ikke ske, hvis jeg kunne gøre det samme i et land med 60 millioner indbyggere?

Jeg gik fra en løn på 25.000 kroner om måneden til en årsløn på 100.000 pund. Jeg fik en lejlighed på 26. sal i New Providence Wharf med udsigt over Themsen, og på den anden side af floden lå O2 Arena.

Det var en toværelses, men jeg var kun inde i stuen fire gange i løbet af min tid der. Om morgenen tog jeg et bad, hoppede i tøjet, og så gik jeg langs Themsen ned til vores kontor i Canary Wharf. J

Jeg var askegrå, fordi jeg ikke fik sol, jeg spiste dårlig mad, og jeg motionerede ikke. Det var ofte mørkt, når jeg tog på arbejde, og det var i hvert fald altid mørkt, når jeg gik hjem. Jeg arbejdede bare.

Når jeg kom hjem, lagde jeg mig i min seng med min computer – enten arbejdede jeg videre, eller også så jeg noget på YouTube, og så lagde jeg mig til at sove.

Jeg spiste for det meste min frokost i Jubilee Place, et center, hvor der ligger en masse butikker, blandt andet en Breitling-butik, som jeg altid gik forbi.

Der var specielt ét ur, der fangede mit øje, et Breitling Colt 2, som var et af de billigste Breitling-ure, man kunne få. Det kostede 1.200 pund, og jeg kiggede på det hver dag, men jeg følte ikke, at jeg havde råd.

En dag gik jeg ind på Pret À Manger og købte en sandwich med avocado, tomat, salat og cream cheese, en friskpresset juice, som jeg var ret irriteret over kostede 4,50 pund, og et stykke banankage til 2,30 pund – hvilket også var hovedrystende dyrt i min verden dengang.

Jeg tog imod det på en bakke og gik mod vinduet, hvor man kan sidde på rad og række.

Min Blackberry ringede. Det var min nye bankmand, som jeg stadigvæk har i dag:

’Hej, Jesper. Det er Lars. Jeg vil bare bekræfte, at der er gået 160.000 pund ind på din konto.’

Mit blod begyndte at pumpe rundt i kroppen på mig. Jeg rejste mig op, og så råbte jeg bare af mine lungers fulde kraft:

’YES! I’m a fucking millionaire!’

Folk stoppede op og begyndte at klappe. Jeg fik så meget energi, når jeg gik rundt i Canary Wharf-området. Det var smukke, unge, skarpe folk. Der var stil på, der var fart på, og så stod de der og klappede ad mig.

Det var det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet. Der var jeg millionær i danske kroner for første gang i mit liv.

Jeg gik direkte ind i Breitling-butikken og købte det ur, jeg havde drømt så længe om, og så ringede jeg til en dansk bilforhandler i Tyskland, som jeg bad om at finde en brugt Porsche 911 C2 i sort til mig.

Jeg overførte 37.500 euro, og så holdt den klar med motoren tændt, da jeg kom og hentede den. Han gav mig papirerne, og da jeg kørte derfra, begyndte jeg at hyle. Det var så stort et øjeblik for mig.

Jeg følte, at jeg var lykkedes. Følelsen var stærkere og større, end da jeg fik den store exit. Eller ved nogen exit for den sags skyld.

Og jeg tror ikke, at jeg får den følelse igen, men det er også lige meget, for jeg har haft den.

I min barndom i Vamdrup var det mig, der satte agendaen. Jeg har altid haft en helt speciel evne til at få folk til at gå den vej, jeg går. Jeg fik en Commodore 64, og så fik de andre drenge en Commodore 64. Jeg var en uformel leder, vil jeg sige. Når vi skulle lave noget i frikvartererne, kiggede de andre min vej for at finde ud af, hvad vi skulle lave. Mit ord var ikke lov, men det skete bare.

Jeg tror, at det ligger i mit DNA, at folk følger mig. Det var ikke noget, jeg tænkte over dengang, men da jeg begyndte at bygge forretning, kunne jeg jo godt se, at folk var enormt draget af mine planer og min motivation og kammeratskab. Det handler om energi, frekvenser og law of attraction. Det er det, jeg er rigtig god til: at tiltrække.

Der var jo en eller anden grund til, at tre kodere, tre sælgere og to kontormus gad at sidde på gården i Højen ved Vejle og arbejde hele weekender på at taste menukort ind pro bono for pizzaer og en bytur, fordi Just Eat ingen penge havde.

Det er svært at få folk til at gøre, skal jeg hilse at sige. Men én gang om måneden sad de der lørdag og søndag alle sammen. Vi havde ikke råd til at give særlig høje lønninger, men vi skabte en motivation og en følelse af ejerskab hos de ansatte, som er en af grundstenene i Just Eats succes.

Som mange andre unge fyre var jeg meget interesseret i det med pigerne. Jeg fandt ud af, at for at komme i snak med dem skulle jeg ind på en natklub og stå bag baren, for der behøvede man ikke selv at opsøge dem. Der kom de jo automatisk til en.

Det der med at score nogle kvinder gav mig selvtillid – det vil jeg ikke løbe fra. At have dialog med forskellige mennesker, når man står bag baren, det lærer man rigtig meget af.

Jeg læste en scorebog et par gange, hvor jeg fandt ud af, hvor meget peacocking-delen betyder. At turde stille sig frem og generelt have mod til at gøre ting er i min verden virkelig vigtigt.

Jeg tror, at der grundlæggende er tre elementer, som er medvirkende til, at jeg kan få andre til at gå med mig: ærlighed, ægthed og ydmyghed.

Hvis du ser bort fra ’Løvens Hule’, så er jeg altid ydmyg. Men derinde har jeg 60 minutter til at forsøge at gennemskue de personer, der står foran mig. Jeg investerer ikke i brands, produkter eller ydelser. Jeg investerer i mennesker. Det er det, jeg gør, og det er det, jeg god til.

Og på den time skal jeg have gennemanalyseret menneskerne, der står derinde, for at kunne vurdere, om det er nogle, jeg gider at investere i og bruge tid sammen med.

For det hele handler om mennesker. Hvis du skal sætte det rigtige hold og bygge en stor forretning med så lidt risiko som muligt, så skal du afgive en stor del af din forretning gennem optionsprogrammer og investering.

Du får de bedste ombord ved at give dem ejerskab. Et af de første spørgsmål, jeg stiller en iværksætter, når jeg overvejer en investering, er, hvor meget de er villige til at afgive af deres forretning.

Der er nogen, der ikke forstår, at det er federe at eje en mindre del af noget rigtig godt end en stor del af noget mindre godt. Og det er, fordi de er grådige. Det er en af de værste egenskaber, et menneske kan have.

Det er dårlig karma, og jeg tror på, at grådige mennesker altid vil falde. Enten taber de deres formue, eller også bliver de ensomme, patetiske mennesker.

Jeg plejer at sige til folk, at hvis de har en chef, som ingen empati har, så fyr dig selv med det samme. Og når du har fyret dig selv, så går du ud og køber den dyreste champagne, du kan finde, og så går du hjem og drikker den og råber: ’I fucking did it!’ Du skal videre.

Har du en partner eller en ansat, der ikke har empati, skal de ud på røv og albuer. Det kan kun gå for langsomt.

Jeg har prøvet, at det er gået for langsomt, og det har jeg tabt rigtig mange penge på. Jeg tabte faktisk 26 millioner kroner på det.

Du kan sagtens træffe hårde beslutninger og stadigvæk have empati. Jeg har ledet med en flad struktur, men der var ikke nogen tvivl om, hvem der bestemte i sidste ende. En spade er en spade, og en skovl er en skovl, men jeg bærer aldrig nag.

Man kan sagtens bygge en stor forretning og have empati samtidig.

Jeg siger også altid: ’Lyt til din mavefornemmelse.’ Selvom der er mange, der ryster på hovedet ad den tilgang.

Jeg kan i hvert fald sige, at jeg har en god mavefornemmelse, og jeg bruger den rigtig, rigtig meget. Den vægter 50 procent i mine beslutninger. Jeg skal ikke rigtig mærke efter mere, den har bundfældet sig hurtigt.

Og det er jo selvfølgelig erfaring. Jeg har lært om signaler, energier, og jeg er generelt blevet klogere. Jeg lader andre folk om KPI’er, tal osv., og så kommer jeg med mavefornemmelsen. Den rammer rigtigt cirka 80 procent af gangene.

Selvironi er roden til alt godt. At kunne tage pis på sig selv og ikke være så selvhøjtidelig er virkelig vigtigt. Hvis man vil frem her i verden, så skal man også kunne evne at sætte sig under andre og give andre selvtillid. Man skal kunne pille pynten af sig selv.

Sådan er det også med Simba (Jacob Risgaard, red.) og mig inde i ’Løvens Hule’. Vores dynamik fungerer godt, fordi vi har selvironi og kan hive hinanden ned og løfte hinanden op. Det er ikke opsat, det er tværtimod helt naturligt, og det er derfor, at det virker så godt.

Jeg vidste, at jeg var god til at sælge en idé, da jeg fik overbevist Carsten Mikkelsen (medstifter af Just Eat, red.), som jeg kendte fra de gamle Crazy Daisy-dage, om at sige sit fuldtidsjob op for at være en del af Just Eat, hvor der ikke var nogen kort udsigt til penge.Det var i 2000. Folk turde nærmest ikke at bruge deres kreditkort, Google var ikke rigtig en ting endnu, og det var lige omkring dotcom-boblen.

Jeg troede, at VC var noget, man sad på, når man skulle skide. Jeg havde aldrig hørt om venture capitals før. Der var en bank, og så var der en familie. Og så var der Carsten Mikkelsen.

Jeg inviterede ham op på den danske ambassade i Oslo, hvor jeg arbejdede som trainee. Inden jeg gik i gang med at pitche min idé, smed jeg først et stykke papir og en kuglepen foran ham og sagde: ’Her er en fortrolighedserklæring. Skriv under.’

Han kiggede undrende på mig, men skrev under, og så gik jeg i gang med at pitche. Da vi solgte sammen 10 år senere, fortalte han mig, at han ikke anede, hvad jeg talte om dengang på ambassaden. Men han kunne se ilden i øjnene på mig, og han kunne mærke min energi, og det havde tændt ham. Det er law of attraction.

Hvis du brænder igennem, så tror folk på dig. Hvis du brænder igennem, så får du nogle investorer. Hvis du brænder igennem, så får du nogle ordentlige ansatte, der køber ind på din vision.

Jeg tror på, at hvis man sender noget godt ud, så kommer det tilbage. Om det er i morgen, om en uge eller om 10 år, det ved jeg ikke. Men det kommer tilbage. Det garanterer jeg for – det er karma.

Morten Larsen (forhenværende ejer af Hungry, red.) er et godt eksempel på én, jeg gav chancen, og som gav tilbage. Da han var 27 år, indsatte jeg ham som direktør i Just Eat. Han tog selskabet fra tre millioner kroner i overskud til 45 millioner kroner i overskud i Danmark på seks år.

Han stoppede lidt efter mig, og så startede han Hungry. Det første, han gjorde, var at ringe til mig og sige:

’Du gav mig chancen. Nu får du muligheden for at købe 25 procent af Hungry. Jeg kan ikke garantere, at det bliver en succes, men af respekt for, at du gav mig chancen, så skal du også have det her tilbud.’

Jeg tog den uden at blinke, og vi har lige solgt forretningen for over 300 millioner kroner. Jeg scorede et tocifret millionbeløb, men det bedste var, at Morten Larsen fik den store gevinst, for han fik ikke særlig mange penge ud af Just Eat-successen.

Og det samme med min ven Henrik Østergaard, som kom med ombord sammen med mig i Hungry. Det gav mig tårer i øjnene, at de to nu også fik en stor succes.

Jeg har altid gjort en dyd ud af at svare folk, om det var på mail, sms eller direct message på Instagram, men det kan jeg ikke mere. Jeg har ikke gjort det de sidste to-tre år, for hvis jeg først svarer, så kan jeg ikke lave andet. Og jeg gider ikke at have en personlig assistent til at gøre det.

De fleste beskeder starter med:

’Du får sikkert tonsvis af beskeder hver dag,’ og ja, det gør jeg. Så nu forstår jeg, hvorfor Steve Jobs ikke svarede mig, da jeg skrev ham en mail engang.

Dengang var jeg ellers skolepigefornærmet over, at jeg aldrig fik svar. Jeg skrev:

’Hej, jeg hedder Jesper Buch. Jeg er fra Danmark, og jeg har bygget en forretning, der hedder Just Eat. Det går vildt godt, jeg føler selv, at jeg er en af Europas bedste tech-folk. Hvis du har brug for mig i en af dine bestyrelser, så skriver du bare. Jeg kommer.’

Det har taget mig mange år at finde ud af, hvornår man har succes som iværksætter. Min konklusion er, at man har succes, når man kan betale sin egen løn. Alt derover er bare en anden grad af succes. Du behøver ikke at bygge en milliardforretning, men i løbet af nogle år skal man kunne betale sin egen løn.

En af de største successer for mit vedkommende har været, at jeg har været med til at fremme iværksætteri i Danmark. Jeg er sikker på, at ’Løvens Hule’ har været med til at give endnu flere lyst til at prøve at lave deres egen virksomhed, og det bliver næppe større for mig.

Der er garanteret en del mangemilliardærer, der sidder og tænker: ’Fuck, en flab, mand,’ fordi jeg ikke har lige så mange penge som dem, men i stedet er en ekstrovert type, som er mere out there.

Jeg har fundet ud af, at mellem 500 og 800 millioner kroner er et godt snit. Dér er det nemt at være lykkelig. Du har ikke for mange penge, men du mangler i den grad heller ikke noget.

Jeg kender nogle af de helt rige, og de kan ikke svare på, hvorfor de bliver ved. Hvorfor arbejde 80 timer om ugen, hvis du har tjent flere hundrede millioner? Hvorfor ikke være sammen med din familie? Hvorfor ikke tage tre måneders ferie om året og rejse verden rundt, når du har knoklet i 25 år og har haft stress uden at kunne tillade dig at have stress?

Jeg har været der, og jeg fik angst, fordi alle kigger på en. Og jeg blev ensom, fordi jeg følte, at der ikke var nogen, som kunne relatere til det pres, der var på mine skuldre.

Det har været hårdt, men jeg elsker vulkaner. Det er peaks. Hvis jeg ikke er her i morgen, så går jeg herfra med en fucking high five.

Hold kæft, jeg synes, jeg har haft et vildt liv med så mange vulkaner, som jeg selv har skabt. Nogle af dem har været vilde, nogle af dem har været usunde, nogle af dem har været sindssyge, men de fleste af dem har været rigtig, rigtig gode.

Jeg vil stadig gerne have en masse flere vulkaner i mit liv, men nu er de bare anderledes, end de var for en del år siden.

Nu handler det meget om selvrealisering og fokus på et helt andet værdisæt. I prioriteret rækkefølge: kærlighed, familie, venner og sundhed.

Hvis du går fem år tilbage, var det stadigvæk 80 timer om ugen og full throttle. Det var sex and rock’n’roll.

Og hvis jeg bare går to år tilbage, så var det også et helt andet liv end det, jeg lever i dag. Jeg er virkelig i gang med at udvikle mig til min tredje livsfase.

Jeg har i mange år gennemgået en helingsproces, der har taget hårdt på mig. Jeg har været ked af det.

Det er jo virkelig ærgerligt, at jeg ikke har været i stand til at blive sammen med mine børns mor. Men det kunne vi ikke, og det har taget lang tid at bearbejde for mig.

Det er svært at hele sig selv, når man ikke har haft tid og ro til at kunne gøre det. I en lang periode brugte jeg én procent af mig selv på 100 forskellige mennesker og halve venner, og hvis du gør det, så kan du ikke give nok af dig selv. Og så ender du med at være alene.

Det er bagsiden af law of attraction. Derfor vil jeg fremover bruge al min tid på min familie og på mine fem bedste venner. Jeg tror ikke på, at man kan have flere end dem. Du har ikke energi nok til flere.

Og hvis jeg skal være lidt blød at høre på: Der er ikke plads i dit hjerte til flere. Brug din energi på dem, der altid er der.

Jeg har aldrig været gladere, end jeg er nu. Jeg er faktisk pisseforelsket.

Det sagde bare smask, da jeg mødte min nye kæreste, Ida Engberg. Hun er en svensk dj og technoproducer, og vi faldt i snak på Ibiza. Siden da har vi begge fløjet rundt på en lyserød sky, og jeg er sikker på, at jeg skal dele resten af mit liv med hende.

Men selv hvis ikke det sker, så vil jeg glæde mig over, at jeg i en alder af 46 år kan få den følelse, som jeg har lige nu.

For jeg lever mit bedste liv, og jeg føler virkelig, at jeg får lov til at høste frugterne af alt mit hårde arbejde gennem livet.

Jesper Buch

Født 30. august 1975 i Kolding og opvokset i Vamdrup.

Han fik i 2000 idéen til takeaway-madbestillingsfirmaet Just Eat, som han blev medstifter af og i en årrække direktør for. I 2011 solgte han sine aktier i virksomheden og blev multimillionær. Siden er Just Eats aktie steget markant, og i dag er firmaet over 50 milliarder kroner værd.

Er kendt som en af ’løverne’ i DR’s iværksætterprogram ’Løvens Hule’, hvor han blandt andet har skudt penge i start-ups som Shaping New Tomorrow og Skatteguiden.

Har udgivet bøgerne ’Kick-Ass – Fra kælder til milliard’ og ’All In’ og modtaget flere priser og udmærkelser.

I 2013 blev han af World Economic Forum udnævnt som ’Young Global Leader’, og i 2015 placerede det amerikanske magasin Wired ham som nummer 27 på listen over de mest indflydelsesrige mennesker i tech-verdenen.

I dag bor han på Frederiksberg og er far til Fie, Oscar og Olivia Buch.