Synagogevagtens far: "Jeg har været drevet af hævn og har tænkt på drab. Heldigvis har min søn inspireret mig til at gå den anden vej, så jeg hævner mig med godhed"
Dan blev dræbt 15. februar. Han var frivillig vagt, og den dag beskyttede han gæster, der fejrede en bat mitzvah i Det Jødiske Hus ved synagogen i København.
Jeg havde selvfølgelig hørt om drabet ved Krudttønden om eftermiddagen, men jeg var ikke nervøs for Dan, da jeg gik i seng, for jeg havde misforstået hans vagtskema. Jeg vidste ikke, at han skulle stå foran synagogen den aften. Men så ringede det på døren midt om natten.
Det var politiet og overrabbineren, som vi har kendt i mange år. Det var ufatteligt. Vi havde mistet det mest værdifulde, vi havde – et af vores børn, vores søn.
Annonse
DET ER LET at beskrive Dan, men det er også svært. Let, fordi han var, som han var – han var sig selv, han var ligetil. Svært, fordi det minder mig om, at han ikke er her mere. En far er ikke bygget til at miste sin søn, det er ikke naturens orden, og jeg ville ønske, at han var i live i stedet for mig, så I kunne have lært ham at kende. Dan havde en kandidatgrad i økonomi, var en høj fyr på 205 cm. Han var selvbevidst, et overskudsmenneske, han havde en stærk vilje, og han gjorde en positiv forskel, om det var i skolen, i basketballklubben eller et tredje sted.
Et af mine mest tydelige minder om Dan er, hvordan han som barn altid samlede de andre børn på vejen omkring sig. Alle i nabolaget kendte ham, alle hilste på ham, alle snakkede med ham. Han var et samlingspunkt. Børnene var hjemme hos os, legede og spillede fodbold i haven. Det smittede af på os voksne, vi kom også tættere på hinanden pga. Dan. Han bragte mennesker sammen. Han gjorde det ikke for at være midtpunkt, men han udstrålede en ro, der gjorde folk trygge, og som gav dem lyst til at være sammen med ham. En af hans bedste venner fra kvarteret var muslim. Dan var ikke fordomsfuld, han var rummelig.
Det må komme fra Bodil (Dan Uzans mor, red.), for jeg var meget på arbejde, da børnene var mindre. Jeg kan huske, at min svigerfar engang sagde: ”Det er ufatteligt, hvad den dreng kan huske.” ”Ja, men det er, fordi han er opmærksom,” svarede jeg. Opmærksom på andre mennesker.
Dan Uzan foran barndomshjemmet i Hvidovre i 2012. Privatfoto
JEG KAN IKKE acceptere, at Dan er død. Som far og menneske kan jeg ikke acceptere det. Jeg kan ikke acceptere, at han har mistet sit liv på den måde. Jeg er ikke i stand til at sige farvel til ham. Alt, hvad jeg er og laver, minder mig om ham. Han er en del af mig. I lang tid har jeg kun kunnet fokusere på tabet: Min søn er blevet myrdet. Det er ubærligt, og det er forfærdeligt, for Dan var det stik modsatte af alle de destruktive tanker, der ligger bag handlingen. Han var et godt menneske, han bidrog til samfundet.
Annonse
Det er en katastrofal fornemmelse. Det er umenneskeligt, og jeg har været drevet af hævn og har tænkt på drab. Men min søn har heldigvis inspireret mig til at gå den anden vej, så jeg hævner mig med godhed. Jeg er stolt af Dan, og jeg hævner mig ved at være som ham. Jeg vil være i en verden, som er så stærk, at den eliminerer den ondskab, min familie er blevet ramt af. Det har jeg lært af min søn: Han viste mig i sit liv, at det gav de bedste resultater. Det kræver mod at være god, man skal overvinde sin angst for at åbne sig, for at møde andre mennesker.
Dan Uzan, 10 år gammel. Privatfoto
Dan smilte, hver gang han mødte et menneske, og folk, der havde svært ved at åbne sig, måtte overgive sig. Det er sådan, at vi skal bekæmpe fordomme, had og vold. Gennem menneskelige relationer. Åbenhed og rummelighed. Jeg vil have, at vi begynder at tænke sådan. Det kan lyde som en meget stor ting at kræve, men hvor der en vilje, er der vej. Det er den eneste mening i meningsløsheden. Og er der ikke en vilje til, at vi i fællesskab vil beskytte religions- og ytringsfrihed i vores demokrati? Kan vi ikke sammen finde den styrke i demokratiet? Kan vi ikke sammen forsøge at bekæmpe ondskab og terror?
Demokrati er det bedste styresystem, det, hvor mennesker bedst trives, og vi må sammen vise styrke og inden for demokratiets rammer gå forrest i kampen for et fordomsfrit samfund og i kampen mod ondskab og terror. Vi skal i fællesskab beskytte befolkningen og sikre en god fremtid i Dans ånd.
Men vi skal også have politikerne med. Jeg forestiller mig, at man i skolesystemet i den demokratiske verden kan have øget fokus på at tale og diskutere fordomme. Måske er det en vej, men politikerne må selv komme på banen med forslag.Så ja, jeg hævner mig med godhed. Jeg håber, at I, der har styrken og modet, vil gøre det samme.
JEG HAR VÆRET i krig to gange i Israel, i 1967 og 1973, og jeg har på det seneste tænkt over det sammenhold, vi havde. Jeg tror, at det hænger sammen med den særlige israelske model, hvor officeren går foran sine tropper, ikke bagved. Han tager ansvar og risiko for at beskytte soldaterne, og hos os skabte det automatisk den stemning, at vi soldater beskyttede hinanden. Hvis der var nogle, der beskyttede os, måtte vi også beskytte nogle. Dan var en officer: Han sørgede for andre, før han sørgede for sig selv. Dan gik forrest.
