Daniel Jensen vil ind på milliardmarkedet for hudpleje, men der kom en blodprop i vejen

Daniel Jensen skal mødes med en ven til frokost, men han har en mærkelig fornemmelse. På cyklen derhen føles det, som om han sidder på en fjeder og har skum under fødderne. Da han når hen til det sted foran Kongens Have i København, hvor de har aftalt at mødes, ringer vennen.

Daniel vil tage telefonen med sin venstre hånd, men det er, som om den ikke virker. Han bruger den anden hånd og tager røret. Vennen foreslår, at de mødes nogle få meter tættere på restauranten, og Daniel siger ja. Men han har svært ved at gå så langt. Hele hans venstre side slæber han efter sig. Han ved godt, at den er helt gal, men hvornår er det, at man skal skabe drama?

”Min ven kommer hen til mig, og selvom det er februar, og det har regnet, sætter jeg mig ned på jorden. Jeg siger til ham, at vi skal ringe, for mit ben virker ikke. Pludselig strammer min venstre hånd fast, og jeg kan ikke folde min fingre ud.”

Vennen er i vildrede og begynder på sin telefon at lede efter en el-bil som Drive Now, man kan leje, så de kan køre på skadestuen.

”Jeg siger til ham: ’Du bliver nødt til at ringe efter en ambulance’,” fortæller Daniel Jensen.

I stedet for 112 ringer vennen 1813 og ender i kø som nummer otte. Heldigvis kommer de hurtigt igennem, og da de hører symptomerne, stiller de med det samme om til alarmcentralen. På det tidspunkt ligger Daniel på fortovet. Et ældre ægtepar i fint tøj skræver over ham, og i det de gør det, siger manden:

”Nå, der ligger du jo fint.”

I det samme kommer ambulancen i fuld fart ned ad gaden. Ambulanceredderen ser alvorligt på Daniel og spørger til hans symptomer.

”Nu kommer det til at gå stærkt,” siger hun til ham.

Knap et år senere står Daniel Jensen og skal lancere sit nye firma, Nøie. Bag navnet er en hudpleje-creme specialdesignet til den enkelte bruger. Via data fra 60.000 mennesker med hudproblemer har de fundet frem til en algoritme, der kan finde lige nøjagtig den sammensætning af en hudcreme til din hud.

Hudproblemer skæmmer ikke bare overfladen. Faktisk føler en stor del af de mange mennesker, der lider af psoriasis, eksem eller akne, at deres problem graver sig helt ind i deres livskvalitet. En dansker i et af verdens rigeste lande med hudproblemer har samme lykkeniveau som en person i Venezuela.

Mere end hver 10. dansker får hvert år eksem, og over 165.000 har psoriasis. På verdensplan er det over 125 millioner. Markedet for cremerne er stort, og Daniels firma Nøie har allerede fået en finansiering på 18 millioner kroner.

”Mange af de brands, der er store nu, er mere over i skønhed og beauty, mens der i den anden ende findes apoteker-cremen, hvor der ikke er noget appellerende stilmæssigt. Og der er vi lige i midten. Vi er altid ’science over trends’. De ingredienser vi bruger, skal have en beviselig effekt på dit problem. Men det behøver ikke være så røvsygt at have et hudproblem, siger Daniel Jensen.

Tendensen med at få sine personlige produkter er en stor tendens i USA, hvor man ikke bare kan få sin egen hudcreme, men også shampoo og en lang række andre produkter. En af de største upcoming webshop-succeser lige nu er ’Function of Beauty’, der netop har specialiseret sig i det.

”Når du står nede i butikken foran rækker af hudpleje-produkter, kan det være utroligt svært at tage stilling til, hvilket brand og ingredienser, der er rigtig for dig. Det er en beslutning, hvor du ikke har meget information. Vi laver en creme, der er til dig.”

Det er langt fra Daniel Jensens første iværksætter-drøm. Allerede som 17-årig startede han i den fynske by, Ringe, hvor han er vokset op, med at sælge alt fra smykker til grydelapper. Han tager til Kina til en af verdens største messer, Canton Fair, hvor han ikke kunne nå at se det hele, selvom han var der i fire dage.

Her er han bevæbnet sig med visitkort, hvor han har underskrevet sig selv som direktør i et firma med den fornemme titel Scandinavien Import/Export Group. Han bestiller en masse vareprøver hjem. Et af produkterne er en jagtkikkert. Daniel har ikke selv forstand på hverken sporten eller produktet, men det har hans far, der var mangeårig jæger. Faren hiver Daniel til side og viser ham en kikkert til 16.000 kroner, og så sammenligner de den med den, som Daniel har købt for 350 kroner.

”Vi testede dem på alle mulige måder, men de næsten var lige gode. Derfor gik min far og jeg gik sammen og købte en stand til en stor jagt- og fiskerimesse i Odense. Det var helt uden forventninger, for vi vidste ikke, om der var nogle, der kunne lide det. Men vi solgte hurtigt alt, hvad vi havde og fik ordrer på mange flere. Det var svimlende for mig. Alle de penge var stort for en 17-årig dreng.”

Sammen med faren beslutter de sig for at lave en webshop. Navnet bliver ’SIE Hunting’, som er en sammentrækning af Scandinavian Import/Export Group. Daniel gik stadig på handelsskolen i Odense, men ved siden af arbejder han de resterende timer med at banke butikken op fra grunden.

Der går ikke lang tid, før faren siger sit job op som servicechef i en industrivirksomhed for at hellige sig web-shoppen fuld tid, og det samme gør Daniel, da han bliver færdig med handelsskolen. Da arbejdet i princippet kan foregå overalt i verden, tager Daniel chancen og tager ud og rejser. Han arbejder fra stranden på Hawaii og fortovsrestauranterne på Barcelona, men efter tre år i udlandet begynder savnet efter kolleger og en mere ’normal’ arbejdsdag alligevel at melde sig.

”Jeg fandt også ud af, at når jeg skulle søge visum til USA, blev det svært, fordi de blot anså mig som ufaglært arbejdskraft. De har nogle krav til udlændinge om, at de skal være uddannet og kunne noget særligt for at få lov til at arbejde der. Det værste jeg ved at være begrænset, og jeg kunne se, at det ville være et problem fremover, så jeg tog tilbage til Danmark for at læse.”

Daniel kommer på CBS, og her møder han en masse studerende med en helt anden baggrund end hans. Mens han har været selvstændig i mange år, er de mere rundet af uddannelsesmiljøet og gode til at præstere indenfor de rammer.

”Jeg fik en hverdag og mødte en masse mennesker – også nogle, der havde de samme drømme som mig. Det var virkelig fedt.”

En ven spørger ham, om han vil være del af et iværksætter-bofælleskab, der hedder ’Nest Copenhagen’, hvor 21 unge iværksættere skal bo sammen. Daniel siger ja med det samme.

Sideløbende kører webshoppen SIE Hunting videre, og den har vokset sig større til nu også at have andre ansatte end blot Daniel og faren. Men midt i succesen skrider en af de ansatte og tager en masse penge fra firmaet med sig. Det bliver startskuddet på et langt retsligt opgør, der først får sin afslutning mere end to år senere.

På dagen, hvor de skal have afgørelsen, er Daniel træt. Det har været hårdt at være studerende, medejer af webshoppen og samtidigt være en del af det ubehagelige retsforløb. Faren kan mærke, at der er noget galt.

”Jeg havde egentlig tænkt mig at vente med at sige det til ham, for nu stod vi lige ved afgørelsen. Men han spurgte mig 15 minutter før afgørelsen, og han kender mig for godt. Jeg sagde til ham: ’Jeg kan ikke se mig selv i det her længere. Der skal ske noget andet’. Det forstod han godt, og vi fældede en tåre begge to. Lige bagefter fik vi svaret: Vi havde vundet.”

Samme dag går Daniel ind på Nest-beboernes Facebookgruppe og skriver: ’Jeg kunne være klar på at prøve noget andet. Sig til, hvis I hører noget’.

”Jeg tænker, at det kunne være godt for mig at prøve at have et job. Jeg har aldrig haft et rigtig 9-17 job.”

Der går ikke et par timer, før en af beboerne ringer og siger, at han sidder med en, der hedder Kristian Hart-Hansen, som er direktør i LEO Innovation Lab, og de er lige ved at starte op. Det er medicinalvirksomheden Leo Pharma (et af landets største medicinalvirksomheder, der har sat en stor pose penge af til at sætte start-ups i gang. Og de mangler iværksættere.

”Vi mødes og snakker hele aftenen. Der går ikke mange dage, så får jeg et tilbud. Mit første projekt er HelloSkin, der er en webshop, der sælger hudpleje fra andre producenter.”

Her screener de produkter for uønskede kemikalier og beder kundernes feedback for at finde de rette produkter. Det er den data, de har brugt til at udvikle den algoritme, der er grundlaget for Nøie. HelloSkin bliver en succes, men da Leo Pharma vælger ny strategi og skiller al ikke-receptpligtige produkter fra, bliver virksomheden skilt ud. Daniel og hans makker Chris Christiansen overtager det, og selvom de får en investering med fra Leo Pharma, skal de samtidigt ud og finde nye investorer til det, der nu er Nøie.

”Jeg mødte nok omkring 80 investorer indenfor få måneder. Du føler, at du har folks liv i dine hænder, for du er nødt til at skaffe penge også til dem. Den der fede fornemmelse, når alt går godt, og salget går strygende, kan du gange med tre i intensitet, når det går den anden vej. Det er en sneboldseffekt. Jeg læste et sted, at som udgangspunkt er 60 procents af vores tanker negative, og hvis du trigger dem, så går det stærkt. Vi ville lave noget nyt, og vi havde en naturlig deadline, for vi ville løbe tør for midler i november.”

Missionen lykkedes. I december har de skaffet otte millioner kroner, og de kan fortsætte med udviklingen af Nøie.

”Vi kommer ind i januar. Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes at skaffe pengene, men jeg er også færdig. Lige pludselig får jeg virkelig ondt i højre side af maven. Jeg kommer til lægen, og de tror, det er galdesten. Men de kan ikke forstå, at jeg har konstant ondt, for det har man ikke med galdesten. Jeg bliver hjemme en halv uge og så forsvinder det lige så hurtigt, det er kommet.”

Tre uger senere er alt normalt, og Daniel er ude med sin makker, Chris, og kigge på nye kontorer. De to skilles ved frokosttid, hvor Daniel kører ind for at møde en anden ven. Og det er der, den underlige fornemmelse kommer.

En fornemmelse, der ender med, at han kommer i en ambulance og ind på Rigshospitalet. Allerede på vej derind har de kontakt til hospitalet og siger, at de kommer med en patient med en mulig blodprop. De løber med ham ned ad gangen, og han kommer ind på en stue, der fyldt med hvidkitlet personale, og der står en CT-scanner. Alle forlader lokalet, og de skyder kontrastvæske i hans årer, og. Automatisk bliver han kørt ind i scanneren, der skal se på hans hjerne.

”Jeg ligger der og tænker: For 13 minutter siden skulle jeg mødes med en ven og spise frokost. De 13 minutter føles som om, at min hjerne er Commodore 64, men den har fået terabytes af indsigt på den korte tid. Det føles, som om jeg kan se billedet af hele mit liv krystalklart, men jeg kan samtidigt endnu ikke forstå det, jeg ser.”

Hele hans venstre side er lam. Han kommer op på en stue, og da han skal tisse første gang, insisterer han på at klare det selv. Fysioterapeuten kommer ind og siger: ’Nå, Daniel, nu skal vi lære dig at gå’.

”Jeg skal åbne mine bukser og bare det at skulle gøre det med højre hånd alene er faktisk svært. Det er altid noget, man har taget for givet. Men pludselig ville jeg ønske, at jeg havde sat pris på det mere, da det hele var ubesværet.”

Heldigvis kommer Daniel sig hurtigt. Men der går et langt forløb i gang for at finde ud af præcist, hvad der er galt. Som en læge siger til ham på et tidspunkt: ’Du er den mest undersøgte 31-årige mand på Sjælland’. Han bliver frifundet for alle alvorlige sygdomme, men det viser sig, at han har haft en blodprop i højre side af hjernen, hvilket stadig gør ham svimmel.

Alle børn er født med et hul i hjertet, hvor det så på langt de fleste vokser sammen. Men hos omkring 25 procent gør det det aldrig, og blandt nogle af dem kan der i sammengroningen danner sig en lille klump størknet blod. Den klump kan vriste sig løs, og hos en meget lille gruppe kan det gå mod hjernen uden at blive opløst undervejs, og det er det, der er sket for Daniel.

Da, det er afklaret, begynder den lange vej for at komme tilbage til sin tilværelse.

”I den første tid måtte jeg bogstaveligt talt kravle på toilettet. Hvis jeg skulle ud på gaden, måtte jeg på Google Maps for at se, hvor der var grønne elbokse på min rute, for jeg vidste, at jeg ville blive nødt til at sætte mig undervejs. Jeg har altid haft et globalt udsyn, men nu var det formindsket til 300 meter.”

Han taler med sin medejer og de forskellige bestyrelsesmedlemmer en til en, for på det tidspunkt ved han ikke, hvornår han kan komme tilbage, og om det overhovedet bliver muligt. Det siger de nej til. De vil vente på ham.

På hospitalet siger neurologerne, at han kun må arbejde seks timer om ugen – fordelt på tre dage.

”Det er faktisk en af de fedeste udfordringer, jeg har haft. For hvis du siger til selv, at du må arbejde 20 timer, prøver du at presse en fuldtidsarbejdsuge ned på 20 timer, men når du kun har seks timer, skal du fundamentalt stille spørgsmålstegn ved, hvad du gør. Hvis jeg startede med at sige hej til teamet og få kaffe, ville jeg kun have en time og tre kvarter tilbage af den dag, så det handlede virkelig om at prioritere.”

Efter blot få måneder begynder det hurtigt at gå fremad, og han er nu tilbage på fuld tid. Dagen efter vi mødes, skal hele den nye satsning med Nøie lanceres, og ambitionerne er høje.

”Vi er her for at bygge en global milliardvirksomhed. Vi er her ikke bare for at vokse 10 procent år efter år. Det skal gå stærkt, og vi har også nogle investorer, der kan lide, at det går stærkt.”

Men frygter han ikke, at det vil gå ud over hans helbred så kort efter, at han bogstavelig talt var døden nær?

”Jeg har lovet mig selv at arbejde normal arbejdstid, og det tror jeg aldrig bliver anderledes. Min udfordring er, at jeg har svært ved at lægge det fra mig oppe i mit hoved, og når du er stresset, bliver alle farverne i livet sort-hvide. Det ønsker jeg ikke. Det er dog ikke en virksomhed, hvor vi forventer, at folk bliver til langt ud på aftenen. Det er ikke en del af vores værdier. Jeg er sikker på, at det her bliver en succes, og selv hvis det ikke gør, er det også okay, for vi kunne ikke have gjort det bedre.”

Alle de symptomer, der ramte ham i januar, er væk. Mens mange patienter, der får en blodprop, oplever en stor træthed, er det hos Daniel stadig kun en svimmelhed, der plager ham. Om det nogensinde går væk, ved han ikke.

”Hvis jeg var blevet lam, ville jeg selvfølgelig have tænkt anderledes, men som det er nu, ville jeg ikke have været det foruden. Det har givet mig et nyt perspektiv. Når man er studerende, har man ofte et naturligt break hver trejde eller hver fjerde år, men når man arbejder, kører man bare derudaf. Jeg tror, det er sundt at stoppe op en gang imellem. Ikke fordi man nødvendigvis skal sige op, men måske blot tage orlov, og det ville man også få lov til her.”

Nu håber han, at Nøie bliver hans næste store iværksætter-eventyr. Samtidigt har oplevelsen af at være patient givet ham en bedre forståelse for andre patienter, som i det her tilfælde lider af hudproblemer.

”Jeg vil gerne gøre noget for dem. Det tror jeg, vi kan her. Og så lever jeg fint med svimmelheden.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt