Danmarks mest kendte forsker var ekstremt dårlig i skolen: ”Det handlede hele tiden om, hvad man ikke måtte”

Eske Willerslev har altid travlt. Der er konstant noget, han skal nå, en opdagelse, der skal gøres. Kaster han sin opmærksomhed på et emne, er det som en virus, der overtager hans hjerne. Han tænker på det som det første, når han står op, og det sidste, når han lægger hovedet på puden.

Men selvom forskningen giver ham smør på brødet, vil han ikke kalde det et job. For ham er det en livsstil, som han tilpasser hele sin verden efter. En hobby han får penge for. Vil man til tops som DNA-forsker, er det et minimumskrav, at ens hoved konstant er på arbejde. For som han siger: ”Ellers er der bare en anden forsker i Kina eller USA, der laver opdagelserne før mig.”

Mange havde regnet med, at du ville få Nobelprisen i medicin og fysiologi sidste år for dit arbejde med fortidens DNA-spor. Den gik i stedet til svenskeren Svante Pääbo. Hvordan havde du det med det?

”Det havde længe været en drøm for mig at vinde prisen, men den forduftede, da Svante Pääbo fik den alene. Vi har begge arbejdet inden for det samme felt, men i to forskellige grene. Jeg arbejdede med anatomisk moderne mennesker, mens han beskæftigede sig med hominider, som er tidlige menneskearter.

Jeg vil på ingen måde underkende hans arbejde. Men når vi taler om ancient human genomics, som vores forskningsfelt kaldes, og som basalt set er det, han fik Nobelprisen for, er han ikke den eneste. Jeg synes ikke, at det var helt rimeligt, at mit eller nogle af de andre førende forskeres arbejde blev forbigået.”

Hvorfor ikke?

”Normalt kan prisen gives til tre folk, og det er meget sjældent, at den kun gives til en enkelt person. Mit indtryk var også efterfølgende, at mange videnskabsfolk i genetik-kredsene rynkede på brynene af det. At Svante Pääbo fik prisen som den eneste indikerede nærmest, at det var ham, der havde lavet de genetiske opdagelser alene, hvilket ikke er tilfældet.”

Var du en slagen mand efterfølgende?

”Ja, jeg var da slemt skuffet, men jeg havde frygtet, at bearbejdelsen af nederlaget ville have taget længere tid. Den første uge havde jeg nogle dårlige dage og havde svært ved at sove, men jeg talte en masse med min kone om det og kom videre på den måde. Det gav mig en form for ro, at andre dygtige forskere foruden mig selv ikke fandt det rimeligt. Derfor er det nok heller ikke en Nobelpris, jeg skal gå efter.”

Hvordan nåede du frem til den erkendelse?

”Skuffelsen og frustrationen over at være blevet forbigået gav mig anledning til at reflektere og indse, at priser og bevillinger ikke er noget, jeg kan styre. Hvis jeg lægger mit liv og min lykke i noget, som jeg ikke har kontrol over, er der stor sandsynlighed for, at jeg bliver ulykkelig. Når jeg tilmed føler, at jeg har leveret et godt og prisværdigt stykke arbejde, er der ikke mere at gøre. Jeg har haft mange skuffelser i mit liv, og det bliver nok ikke den sidste, så det kan jeg ikke blive ved med at dvæle ved.”

Når nu det ikke er en Nobelpris, hvad driver dig så?

”Jeg tror, at det er en kombination af nysgerrighed, som er en grundbetingelse for at være videnskabsmand, og så en lyst til at gøre en forskel. Jeg vil gerne lave noget videnskab, hvor man om 20 år kan sige, at det har været en vigtig opdagelse.

Da jeg var yngre, havde jeg også en personlig ambition om, at jeg ville vise omverdenen, hvad jeg kunne. Det var vigtigt for mig at blive publiceret i de store tidsskrifter, for jeg havde ikke rigtig fået tæmmet mine mindreværdskomplekser. Det hænger nok sammen med, at min skoletid var et langt nederlag.”

Hvordan det?

”Jeg var ekstremt dårlig i skolen, og det har jeg brugt resten af mit liv på at råde bod på. Med tanke på, hvor meget jeg hadede den skole, jeg gik på, Maglegårdsskolen i Gentofte, er det vildt at tænke på, at jeg valgte at gå den akademiske vej.

Jeg kunne heller ikke holde ud, at andre skulle bestemme over, hvad jeg skulle gøre. At man skulle ud i frikvartererne, selvom det regnede. At man ikke måtte forlade skolen. Det handlede hele tiden om, hvad man ikke måtte. Jeg kunne slet ikke have det. I undervisningen sad jeg det meste af tiden og kiggede ud ad vinduet på de mange solbeskinnede tagtoppe og drømte om, at jeg sad på en pony og red afsted på prærien.”

Hvad gjorde så, at du valgte at fortsætte videre på både gymnasiet og universitetet?

”Der skete noget fra folkeskolen til gymnasiet, hvor jeg af nød lærte, at hvis jeg ville opnå noget, måtte jeg sortere alt andet fra for at fokusere på skolen. Den strategi har jeg brugt lige siden. Jeg fik min første ahaoplevelse af den art i 9. klasse. Jeg havde været til skole-hjem-samtale, hvor mine lærere nærmest sad og vred sig, fordi de ikke kunne finde på noget positivt at sige.

Det var så stor en personlig ydmygelse for mig, og jeg kan huske, at min tysklærer mente, at jeg skulle gå et niveau ned. Dengang var faget delt op i et A- og B-niveau, og B-niveauet var et sted, man ikke ville ende. Så jeg besluttede mig for at gå all in på tyskfaget. Der var nærmest noget masochistisk i det, men jeg tror også, at det har gjort, at jeg i dag er blevet en succesfuld forsker. Jeg tror ikke, at der sidder så mange videnskabsfolk derude, som hadede at gå i skole.”

Hvad ændrede du dengang?

”Jeg læste grundigt op til eksamen, som jeg aldrig havde gjort før, og endte med at score et 11-tal. Det var tilmed den højeste karakter i klassen. Der gik det op for mig, at jeg kunne udrette noget, hvis jeg lagde en ekstra, ihærdig indsats for dagen. Det kunne godt være, at jeg ikke var særlig hurtig til at forstå tingene, men jeg bildte mig ind, at hvis jeg arbejdede tre gange mere end den klogeste i klassen, kunne jeg blive lige så god.”

Var det dit eget valg at gå den akademiske vej?

”Der var et pres hjemmefra, vil jeg sige, for det var ikke min egen umiddelbare tanke dengang. Min far var akademiker, og min mor var lærer, og der var ingen tvivl om, at mine forældre havde et ønske om, at jeg skulle blive til noget akademisk. Jeg kom engang hjem og sagde, at jeg gerne ville være tømrer, hvortil min mor svarede: ’Ej, det vil du ikke!’ Der var en ambition om, at det skulle være bogligt, det jeg skulle bruge mit liv på.”

De unikke opdagelser og fund er i dag ”som et narko” for Eske Willerslev. Derfor tøver han ikke et sekund med at hoppe på det første fly over Atlanten til Montana i USA for at få sit fix i form af 12.000 år gamle knogler, der kan tilføje flere nye kapitler til fortællingen om de første mennesker i USA. Netop dette eksempel blev dokumenteret i den danske dokumentarfilm ’Remains’, som fik premiere tidligere på foråret.

Filmen begynder med, at Eske Willerslev modtager et brev fra en amerikansk kvinde. Hun introducerer ham for et gammelt skelet, der blev fundet på hendes families grund for mange år siden, og så kan det kun gå for langsomt med at komme afsted. Blikket i Willerslevs øjne forandrer sig, udsigten til at kunne foretage DNA-prøver på skelettet, som blot kaldes ’The Anzick Child’, kribler noget så groft i kroppen på ham.

Da den ivrige, danske forsker er ankommet til Montanas kuperede landskab, når han da også blot lige at konstatere, at kvinden med skelettet (der ligger i en pengeboks i kælderen) bor nydeligt i sin landejendom, inden han går lige til benet (i bogstavelig forstand).

”Can I get you something to drink,” spørger hun høfligt Eske Willerslev, der søgende fortsætter ind i huset.

”No, no, I’m fine. Where do we have the bones?” svarer han på engelsk med en tyk dansk accent sekundet efter, at spørgsmålets sidste ord har forladt kvindens læber.

I ’Remains’ følger vi Eske Willerslevs søgen efter svaret på, hvem der var de første amerikanere, og hvordan de er beslægtet med nutidens indfødte. Det viser sig, at det 12.000 år gamle skelet i kvindens pengeboks rummer mange af svarene på de spørgsmål, som Willerslev søger.

Det er dog ikke uden problemer, og på sin vej konfronteres han med et etisk dilemma, hvor tro, videnskab og politik karambolerer. Ikke mindst, fordi knoglerne viser sig at stamme fra en toårig dreng og er det første kortlagte arvemateriale fra en forhistorisk indfødt amerikaner.

Dermed står videnskabsfolkene på den ene side og vil gerne have udleveret knoglerne, så de kan udvinde DNA derfra. Og på den anden side står indianerne, som frygter, at forskerne vil undergrave deres kultur.

Er scenen fra ’Remains’, hvor du præsenteres for ’The Anzick Child’, et godt eksempel på din besættelse af knogler og fortidslevn?

”Ja, jeg var fuldstændig opslugt af det skelet. Når jeg går jeg op i noget, ender jeg i en trance, hvor det nærmest bliver en mani for mig. Situationen i ’Remains’ var foruden tekniske og videnskabelige vanskeligheder også et stort politisk spil, som jeg skulle manøvrere i. Jeg betrådte farlig jord, og det var en toksisk diskussion at kaste sig ind i.”

Hvad var udfordringerne?

”I USA er der meget identitet og politik omkring at forske i de oprindelige folk. Selvom man er videnskabsmand, er videnskaben kun en del af det, og for at nå til konklusionen, skal man også løse andre problemer undervejs. Det er det, der udspiller sig i ’Remains’, et godt eksempel på. Her sad jeg med forskellige kræfter, som var politisk uenige om, hvem der ejer fortiden i USA, og jeg skulle forsøge at balancere i midten af forsknings-kolleger og de indfødte, som har en masse personligt på spil.”

Hvordan var det at navigere i?

”Det var forfærdeligt og virkelig vanskeligt. Man kan få et gennembrud i videnskaben på mange forskellige måder: Du kan opdage noget nyt og afvise eller bekræfte en teori, men du kan også gå ind på et totalt uberørt område og gøre noget, som ingen andre har gjort før. Det gjorde jeg i USA, og det var et spørgsmål om at turde at give sig i kast med First Nations (landets oprindelige befolkning, red.) og stå ansigt til ansigt med kritiske røster fra kolleger. Men når jeg først har fået færden af noget, er jeg villig til at gå hele vejen.”

Er der ikke risiko for, at man får tunnelsyn, når man bliver så besat?

”Jo, det giver helt sikkert også nogle blinde vinkler. Det har alle i filmen. Videnskabs-folkene på den ene side, som ingen forståelse har for, at der er nogle mennesker, hvis liv, religion og kulturelle opfattelser bliver påvirket af det, de laver. Det er jo en blind vinkel at mene, at videnskaben skal sejre over alt. På den anden side er der så indianerne, som har en blind vinkel i forhold til videnskaben og ikke mener, at den fører noget godt med sig.”

Og hvor stod du?

”Jeg stod med tunnelsyn i midten af det hele og ville bare have fat i knoglerne, som jeg kunne hive noget DNA ud af.”

Hvad gjorde du, hvis man sammenligner med de andre forskere?

”Jeg var som de andre forskere i starten, og jeg tænkte, at ingen skulle forhindre mig i at forstå sandheden og da slet ikke religion og kultur. Men jeg blev heldigvis klogere, da jeg begyndte at gå i dialog med indianerne.

Det lærte mig meget om, hvor stor en nænsomhed og respekt, den type videnskab skal laves med. Især da vi skulle genbegrave Anzick-skelettet, hvor vi blev nødt til at være forsonende over for indianerne. Selvom det var en kaotisk tid med flere søvnløse nætter, var det en givende proces, som har ændret min egen måde at gå til DNA-forskning på.”

Hvad har ændret sig?

”Jeg har fået en anden forståelse for de oprindelige folks situation. I dag har jeg et større fokus på, at det, vi laver og finder ud af, i værste fald kan undergrave en minoritetsgruppes sammenholdskraft og kultur i det store hav af amerikansk kultur. Jeg endte også med at undergrave de hidtidige forskningsresultater, hvilket ikke just var velset hos nogle af mine kolleger.”

Du har udmærket dig med flere store forskningsresultater og har været med til at kortlægge befolkningsgrupper fra hele verdens forhistorie. I december 2022 kunne du offentliggøre, at du i Nordgrønland havde fundet verdens suverænt ældste DNA, der var mere end to millioner år gammelt. Hvad har egentlig været det største i din karriere?

”Fundet af det oldgamle DNA var vildt og åbnede en helt ny gren af forskningen. Det var dobbelt så gammelt som det hidtil ældste, der blev opdaget, og det var første gang, at vi med DNA kom tilbage til tiden før den sidste istid og den seneste varme periode på jorden.

Det hjælper os med at forstå verden og kan komme fremtiden til gavn ved at give os en forståelse af de genetiske tilpasninger, som dyr og planter har foretaget både før, under og efter istiden. Min største opdagelse er dog den teknik, fundet af det gamle DNA bygger på; nemlig eDNA.”

Hvorfor er eDNA så specielt?

”Metoden var så mange skridt foran, i forhold til hvad man ellers tænkte, da vi opdagede den. Den har revolutioneret den måde, vi laver konserveringsbiologi og økologi på. I starten var der ingen, der troede på metoden. Ingen forventede, at DNA ville ligge frit i jorden. Men en god opdagelse er som regel også kendetegnet ved, at ingen tror på den i begyndelsen.”

Hvad har du måttet ofre for at blive en af verdens førende DNA-forskere?

”Lige siden min gymnasietid har det kostet mig en masse på privatfronten. Når de andre skulle i byen og hygge, blev jeg ofte hjemme og studerede. Jeg var ikke særlig spændende at være sammen med. Gennem årene har jeg været imponeret over min kones utrolige rummelighed, og jeg er sikker på, at det er de færreste, der ville have accepteret at leve sammen med mig, fordi det er så meget på mine betingelser.

Jeg har fået unikke oplevelser gennem min livsstil, men det er også begrænset, hvor mange venner, jeg har. Det er begrænset, hvor mange fester jeg har været til i mit liv, og hvor mange bajere, jeg har drukket. Det er også begrænset, hvor mange ferier, jeg har ligget og daset på. Der er mange ting, jeg har valgt at give afkald på for at kunne lave de opdagelser.”

Har du været egoistisk?

”Ja, det kan man godt sige, at jeg har været, fordi jeg har været så ekstremt drevet af mit fag. Jeg prøver dog samtidig også at være en god far, med alt hvad der hører til. Den, der betaler den højeste pris for min egoisme og succes, er nok min kone. For først kommer børnene, så kommer arbejdet, og så kommer hun.”

Ville du lave noget om, hvis du kunne?

”Det ville jeg, ja. Hvis jeg tænker tilbage, havde jeg ikke behøvet at have så travlt. Jeg har opnået det, jeg drømte om som ung, og det gjorde jeg tidligt i min karriere. Jeg kunne godt have drukket nogle flere bajere, haft nogle flere venner, været noget mere for andre mennesker. Det kan jeg godt fortryde i dag.

Skulle jeg ændre noget, ville jeg gerne have brugt 10 år mere på at nå dertil, hvor jeg er i dag, og i stedet have dyrket det sociale noget mere, da jeg var ung. Det er ikke, fordi jeg ville leve mit liv om, det har været utroligt begivenhedsrigt, og jeg er glad for alt det, jeg har opnået. Det er nok mere et råd til mit yngre jeg om at slappe af og tage tingene, som de kommer.”