David Dencik har selv arbejdet i et fængsel: ”Min mor opfordrede mig til at skrive dagbog, og jeg fortryder så meget, at jeg ikke lyttede”

David, det er ikke helt fremmed for dig at være i et fængsel, for i slutningen af 1990’erne arbejdede du faktisk i Vridsløselille Statsfængsel, hvor den nye DR-serie er optaget. Hvad var det for et job?

”Det var, mens jeg dyrkede en masse capoeira og prøvede at blive skuespiller. Vridsløselilles egen Edeka-købmand søgte unge kvinder, fordi fangerne åbenbart har et æreskodeks om at være mere ordentlige over for det modsatte køn.

Alligevel betragtede Helge og Kirsten mig som egnet til jobbet i deres købmandsbutik, og jeg endte med at være der i halvandet år, mens jeg studerede religionsvidenskab. Det foregik ligesom i Systembolaget i gamle dage.

Fangerne måtte ikke komme ind i butikken, så jeg stod ved en lille skranke og rendte frem og tilbage med mælk eller hakkekød eller ketchup til dem. Det var også mit job at fylde samtlige sodavandsautomater i fængslet op.”

Hvordan var det at sælge mælk til mordere og voldtægtsmænd?

”Det var ikke noget, jeg tænkte vildt meget over, men jeg røg også ret meget tjald dengang. For mig var det et vildt fascinerende miljø. Det var primært et Hells Angels-fængsel under den verserende rockerkrig, og jeg kan huske, at en del af de indsatte havde hættetrøjer med logoet fra ’Pusher’ (1996), fordi de havde været med i filmen.

Min mor opfordrede mig til at skrive dagbog, og jeg fortryder så meget, at jeg ikke lyttede. Jeg faldt godt i snak med de stærke fanger øverst i hierarkiet. De skulle altid købe blomster hos mig, fordi der kom en lind strøm af koner, elskerinder og prostituerede, som alle skulle have en buket. Jeg kan ikke huske, om de spiste østers, men de spiste i hvert fald oksemørbrad.

De svage fanger var narkomanerne uden tænder. De brugte alle deres penge på kildevand, som de byttede for rygeheroin. Der blev smuglet alt muligt ind, og grunden til, at jeg vidste det, var, at der altid lå poser med menneskelort på vejen uden for fængslet. Fangerne slugte kondomer med stoffer og tømte sig i poser, når de kom tilbage til cellen. Så fjernede de stofferne, før lorteposen røg ud ad vinduet fra 2. eller 3. sal.”

Inden for de seneste år har du både spillet russisk videnskabsmand og Sovjetunionens sidste leder. Du har også spillet en psykisk arret seriemorder, en ungarsk spion og en venstreorienteret terrorist. Det er umiddelbart nogle meget stærke og klare karakterer. Hvordan passer din rolle som fængselsbetjenten Henrik i ’Huset’ ind i det?

”Han lægger sig fuldstændig i slipstrømmen af de roller, selvom man ikke kan give Henrik mærkatet seriemorder eller stærkt venstreorienteret terrorist. Han er faktisk utrolig ordinær på mange punkter, men han har så en kolossal hemmelighed, som er, at han gay-cruiser ved siden af sit heteroseksuelle parforhold med kone og søn. Det har været en fest at spille Henrik, fordi han er så konfliktfyldt. Han er både utrolig hæmmet og følsom, udadreagerende og voldsparat.”

Ud fra de to første afsnit lader han både til at være ekstremt selvundertrykkende og overkompenserende?

”Fuldstændig. Henrik er meget ufri. Han er måske som mænd i virkeligheden er flest, i superdårlig kontakt med sig selv. Men fordi han har så mange komplekse mangler, var han meget taknemmelig at spille.

Det overkompenserende kommer til udtryk i hans måde at være betjent på og i hans racisme. Han repræsenterer en meget dansk racisme, hvor man står hårdt fast på sin ret til at sige ’neger’.

Som jeg læser Henrik, er det kække en måde at holde alvoren og følsomheden fra sig. Og så provokerer han for at flytte fokus over på provokationen i stedet for det reelle problem, som faktisk er hans måde at være betjent på. Det er en coping-mekanisme.”

Kan du i Henrik genkende afarter af dig selv?

”Selvfølgelig, men det er mest i relation til min familie. Hvis jeg har lovet for meget eller brudt et løfte, kan jeg få det diskuteret hen til et totalt ligegyldigt skænderi, så jeg undgår at tage det fulde ansvar. Det efterlader mig ofte med en dårlig smag i munden, for jeg ser jo mig selv som en samvittighedsfuld person.

Men faktisk kan jeg også genkende ting fra ’Kastanjemanden’ (Netflix-serien, hvor Dencik spiller skurken, red.) i mig selv. Jeg når heldigvis aldrig et punkt, hvor jeg får lyst til at skære hænderne af folk, men jeg kender den aggressivitet, der kan komme af at blive uretfærdigt behandlet. Den lyst til hævn og følelsen af at stå op for mig selv, den kan jeg sagtens sætte mig ind i. Halshugning, ikke så meget.”

Har du nogensinde været hævngerrig?

”I stærke følelsesmæssige relationer har jeg ofte lyst til at svare igen. Men jeg har aldrig punkteret andre folks bildæk på en rasteplads. I forhold til fremmede har jeg nok været ret undvigende, fordi jeg altid har været meget bange for vold. Jeg har ikke været i en slåskamp, siden jeg var 13 år. At blive mishandlet er det, jeg er allermest bange for.”

Det er jo lidt paradoksalt, når du i dit arbejde spiller karakterer, der skærer hoved og hænder af folk og som fængselsbetjenten Henrik gennemtæver folk med sin knippel.

”Jeg kan godt se det. Det er et frirum, hvor jeg kan udleve det, jeg ikke kan gøre privat.”

Ja, og så ved du, at de ikke slår igen.

”I hvert fald ikke, hvis de ligger i håndjern. Der var faktisk en situation under indspilningerne af ’Huset’, hvor jeg lod mig rive lidt med og kom til give en medskuespiller et ordentligt knæ i maven.

Han er tre hoveder højere end mig og virkelig trænet, mens jeg knapt nok kan skifte gear på min cykel. I et kort sekund nåede jeg at blive bange, men han var heldigvis mere tro mod mig end mod rollen i den situation.”

David Dencik

(f. 1974) Født i Stockholm, men opvokset i København. Uddannet fra Teaterhögskolan i Stockholm, som han afsluttede i 2003. Har medvirket i en lang række danske, svenske, engelske og amerikanske film og serier, heriblandt ’En soap’ (2006), ’Mænd der hader kvinder’ (2009), ’Mænd og høns’ (2015), ’Chernobyl’ (2019), ’No Time to Die’ (2020) og ’Kastanjemanden’ (2021).

Spiller Henrik, en af hovedkaraktererne i DR’s nye fængselsdramaserie ’Huset’, som er skabt af Kim Fupz Aakeson i tæt samarbejde med instruktørerne Michael Noer og Frederik Louis Hviid og har premiere den 1. september.

Bor på Frederiksberg med sin hustru, Sofie Dencik, med hvem han har to børn.

Mange af dem, der spiller de indsatte i ’Huset’, er ikke uddannede skuespillere. Hvordan var det at komme fra internationale produktioner til det?

”Jeg har ikke prøvet at arbejde med uskolede skuespillere i den udstrækning før, men det gav faktisk utrolig meget til både stemningen og scenerne. Nogle af statisterne ejede virkelig situationerne, fordi de ved, hvordan man opfører sig i et fængsel.

Det er ikke altid muligt at bruge statister i en scene, men det kunne man virkelig her, og der kom hurtigt en forståelse af, at vi gerne så dem afvige fra manus, hvilket betød, at jeg selv måtte improvisere meget igennem indspilningerne.”

Hvordan forberedte du dig ellers til rollen?

”Jeg var på bootcamp i to dage, hvor jeg lærte at bruge det enorme nøglebundt, fængselsbetjente har. Jeg lærte også, hvordan man nedskalerer potentielt farlige situationer.

Det kunne jeg så ikke bruge til så meget, fordi min karakter eskalerer samtlige konflikter. Den største udfordring lå i intimscenerne. Jeg havde ikke fattet graden af kompleksitet ved at være intim med en anden mand, og det kunne jeg ikke forberede mig på.”

Det har du ikke prøvet før?

”I filmen ’Broderskab’ fra 2010 spillede jeg en homoseksuel nynazist, hvor jeg også havde nogle tætte scener med Thure Lindhardt. Det var før, man begyndte at bruge intimkoordinatorer, så i manuskripterne dengang kunne der eksempelvis stå: ’De ser hinanden dybt i øjnene’ eller: ’De knalder.’

Og så var det op til os at finde ud af, hvordan det skulle foregå og se ud. I forbindelse med ’Huset’ var det en enorm befrielse at have en intimkoordinator, der gennemgik hver eneste bevægelse i scenen, nøjagtig som man ville gøre i en stuntscene eller en koreograferet dans.

Jeg har også tidligere i min karriere haft intimscener med kvinder, hvor der har været en berøringsangst på settet. Hvor vi selv måtte løse sexscenen, fordi ingen kom til os skuespillere med en plan om, hvordan scenen skulle foregå. Og så bliver det bare en dårligere scene.

Det er vildt ærgerligt, for hvis man går op i historiefortælling og karakterers indre rejser, kan man bruge intimscener til rigtig meget. Jeg ved ikke, hvor branchen har haft sit hoved de sidste 100 år, men det er først nu, at vi kan forvalte intimscenerne, så de kommer til at handle om noget, i stedet for bare at være affotograferet sex eller simuleret voldtægt.”

Hvad, syntes du, var grænseoverskridende i forbindelse med intimscenerne i ’Huset’?

”Bare det at holde om en anden mand og trække vejret. Det har været vildt grænseoverskridende. Jeg har ikke selv nogen homoseksuel erfaring, jeg kunne trække på, og jeg tror, det gælder for mange heteroseksuelle mænd, at vi sjældent har været intime med hinanden.

Det er i grunden besynderligt med tanke på den mængde af stoffer og alkohol, jeg har indtaget i mit liv, og mine farlige rejser på tomlen i Brasilien. Jeg har prøvet så meget, så jeg kan da godt ærgre mig over, at jeg aldrig har hevet en homoseksuel erfaring hjem. Det har været så tabubelagt for mig, at det ikke engang var en grænse, jeg kunne forestille mig skulle overskrides.”

Så Henrik er faktisk også bare billedet på den berøringsangste heteroseksuelle mand?

”Lige der er han faktisk modig, fordi han er så meget i sine drifters vold, at han tør afsøge det. Det kan godt være, at jeg har en latent homoseksualitet i mig, men jeg tror aldrig, jeg ville turde at gennemføre det. Og så hænger det nok også sammen med, at jeg aldrig har haft lyst til eller været tiltrukket af mit eget køn.”

’Huset’ handler langt hen ad vejen om frihed og magt og ufrihed. Det kæmper stort se alle karakterer med på hver deres måde. Har du nogensinde været frihedshungrende?

”Jeg lider helt klart af FOMO (fear of missing out, red.), og det er eddermame at være ufri. Skal jeg nævne noget lidt mere nutidigt, må det være, da jeg skulle stifte familie. Før familie og børn skulle jeg ikke tage hensyn til nogen. Nu går jeg i seng klokken 21.30 og står tidligt op for at lave madpakker.

De første par år med mine børn skulle jeg virkelig lære at acceptere, at min frihed var sekundær. At jeg pludselig ikke var centrum i mit eget liv længere. Det gik heldigvis fint hånd i hånd med, at jeg ikke havde lyst til det liv længere. I forhold til min karriere har jeg ofte haft nogle forventninger, som kunne låse mig.

Det er måske en anden slags FOMO, hvor jeg kan gå i selvsving over, hvorvidt jeg har spillet mine kort rigtigt, og om jeg har fået mest ud af de muligheder, jeg har haft. Nu er jeg også 48 år, og jeg har været skuespiller i 25 af dem. Alligevel føler jeg stadig, at jeg er en debuterende skuespiller.”

Føler du virkelig det? Du har været med i nogle af verdens største film og serier.

”Ja, det gør jeg. Det er helt vildt flippet for mig, at unge skuespillere kommer til mig, fordi de ser mig som en person med stor erfaring. Jeg har et godt eksempel på, hvor lidt jeg forstår min egen alder.

Da jeg havde læst manuskriptet til ’Huset’, foreslog jeg Frederik Louis Hviid (en af de to instruktører af serien, red.), at der skulle være en betjent, som nærmest boede i væggene og kendte alle fangerne. Han blev helt stille, mens jeg gennemgik de forskellige roller.

Jeg forestillede mig en pedel spillet af Ole Ernst eller Henning Jensen. Det var først, da jeg nåede til min egen karakter, at jeg indså, at jeg var den gamle. Jeg var Ole Ernst.”

Du nævnte, at de intime scener var grænseoverskridende for dig. Er det ikke fedt, at du kan have været skuespiller i 25 år og så stadig opdage en mur eller en begrænsning, som udfordrer dig?

”Det kan du sige. Samtidig slår det mig, at jeg aldrig har haft de begrænsninger, når jeg skulle skære hovedet af kvinder. Det har jo fungeret fint. At kysse en person af samme køn burde ikke være en begrænsning. Alligevel har det været langt værre end at banke indsatte eller at skyde folk. Det har givet mig noget at tænke over.”

Tror du, de fleste heteroseksuelle mænd har det sådan?

”Både og. Der er i hvert fald utroligt mange fællesskaber, hvor det heteroseksuelle fylder meget. Om det så er i finansverdenen, idræts-eliten eller blandt håndværkere, har man hånet homoseksualitet og kaldt hinanden for bøsser. Det er jo et kæmpe tabu at møde op som sjakbajs og sige: ’Jeg kneppede lige Jørgen i går, det var fandeme hyggeligt.’

Men samme person kunne sagtens prale med, at han havde scoret en kvinde i byen. At score en dame er status, og så kunne gutterne spørge, hvordan patterne var, men man ville jo aldrig spørge ind til, hvordan Allans testikler så ud. Man ville ikke sige det til nogen, og det er sgu da mærkeligt, at noget, der kan være så ømt og inderligt og fint, skal føles så skamfuldt.”

De seneste år har du været i både Danmark, USA, England og Sverige. Hvad skal du i den nærmeste fremtid?

”Helt konkret spiller jeg med i ’Huset’ og i Thomas Vinterbergs nye serie, ’Familier som vores’. Senere på efteråret skal jeg til Göteborg, men det er lidt hemmeligt, fordi det handler om en meget potent true-crime-fortælling i Sverige. Efter det har jeg ingen planer.

Jeg føler lidt, at jeg er gået ind i en ny fase som skuespiller. Jeg er både vildt sulten og forfængelig efter at arbejde i udlandet, men samtidig hopper jeg ikke bare på ting, som jeg gjorde for 10 år.

Jeg gider ikke sidde fem uger i Budapest for en lille rolle som kardinal i en serie. Så vil jeg hellere være tæt på min familie. Jeg har en forestilling om, at jeg gerne vil have færre, men større roller. Og jeg har ved Gud haft mange små roller i min karriere.”

Hvordan har du det med at være de mindre rollers mand?

”Det har jeg det rigtig godt med. Jeg ser det som små, men gode roller. Gorbatjov i ’Chernobyl’ var reelt kun tre dage på settet, men det er det eneste navneskilt, jeg nogensinde har gemt.

Vi havde en stor læsning i en nedlagt brandstation i London, hvor alle skuespillere var til stede. Da jeg fandt min plads, stod der: ’David Dencik – Mikhail Gorbatjov’.

Generelt har jeg bare været glad for at spille skuespil. I ’Kapgang’ (2014) var jeg kun med en formiddag, og jeg modtog både en Robert- og en Bodil-nominering. Rollens størrelse har sjældent været udslagsgivende for mig.”