Den anonyme kunstner HuskMitNavn har skabt en karriere på at smelte tegneserier, komik og graffiti sammen i gadekunst og malerier, der får publikum til at stoppe op. Jakob D. Lund møder den hemmelige mand, der elsker hverdagens absurditeter og engang har sagt nej tak til et års forbrug af Ga-Joler.
Foto: Petra Kleis Jeg fandt hurtigt ud af, at der var mange fordele forbundet med at være anonym. Det gør det nemmere, at jeg i min fritid ikke hele tiden bliver konfronteret med mit arbejdsliv.
”I min helt tidlige barndom. Der er altid én i klassen, der tegner mere end de andre, og det var mig. Jeg voksede op i en tidsalder, hvor der aldrig var noget i fjernsynet, og hvor nettet ikke var opfundet. Dengang var tegneserier det frække medie. Jeg har lånt lidt fra Disney, lidt fra Asterix, lidt fra Lucky Luke, og så har jeg sat det sammen med nogle graffitifigurer og skabt min egen stil.”
Hvornår begyndte du at male graffiti?
Annonse
”Det startede på et tidspunkt i teenageårene. Jeg startede for mig selv og malede på fabrikker og langs toglinjen. Jeg var ret dårlig til det. Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde, og prøvede at opfinde teknikken selv. En spraydåse er svær at styre – især dengang, fordi malingen var udviklet til at spraymale cykler med og den slags. Malingen løb meget og dækkede ikke så godt. Det ulovlige element var sjovt i starten, da jeg var ung og kravlede rundt i en busk for at gemme mig. Men det blev ret hurtigt irriterende at blive busted. Der er stadig nogle graffitimalere, hvor det gælder om at slippe af sted med at lave graffiti på de mest sindssyge steder. Det gider jeg ikke. Jeg har nogle steder i København, hvor jeg har fået lov til at male. Der mødes jeg med mine venner. De fleste er pensionerede graffitikunstnere. Så står vi og maler en væg og spørger hinanden, hvordan det går på jobbet, eller hvor man skal hen på ferie.”
Hvordan gik du fra graffiti til billedkunst?
”Da jeg gik på HF, var der en i min parallelklasse, der i et frikvarter sagde, at han ville være billedkunstner. Jeg tænkte: ’Det er sgu da det, jeg skal være!’ Jeg var høj hele dagen. Men ret hurtigt meldte tømmermændene sig, for hvordan er det lige, man bliver billedkunstner? Det kunne jeg simpelthen ikke regne ud.”
Hvad gjorde du?
”Jeg søgte ind på Kunstakademiet, men kom ikke ind. Så satte jeg en annonce i Den Blå Avis, hvor der stod: ’Billedkunstlærer søges.’ Jeg tænkte, at jeg var nødt til at få noget undervisning. En pensioneret entreprenør og kunstinteresseret svarede på annoncen: ’Kære kunstner. Du skal være velkommen.’ Så tog jeg ud til ham i hans lejlighed på Amager og stod og malede i hans soveværelse. Han havde to chihuahua-hunde. Det var meget stenet.”
Kunne du bruge det til noget?
Annonse
”Selv om han ikke havde styr på en skid, var han alligevel 10 cm foran mig. Han vidste fx, at man kunne købe billig maling og pensler i Søstrene Grene. Jeg var også med i tømmerhandlen og købe træ til rammer. Jeg manglede al den viden. Jeg kan også huske, at jeg prøvede at lave min egen maling af karry og paprika blandet op med trælim, fordi krydderier var billigere end maling. Det blev noget rod.”
Hvad var vendepunktet?
”Jeg fandt en bog af Keith Haring (amerikansk popkunstner, red.). Han havde smeltet billedkunst og graffiti sammen, og det satte noget i gang. Jeg kunne mærke, at når jeg skulle i gang med at lave kunst, føltes det som en sur pligt. Men når jeg lavede graffiti, var det bare fedt, fordi jeg kunne lave, hvad jeg ville. Jeg tænkte, at hvis jeg nu lavede kunst med elementer fra graffiti, ville det pludselig blive sjovt at lave kunst. Så det blev mit billedsprog. Et års tid efter fandt jeg på HuskMitNavn, og så kørte det.”
Hvad er historien bag navnet?
”Jeg havde lavet nogle gadeplakater med sprittusch og sat dem op rundt omkring i byen. De blev så populære, at folk hev dem ned og tog dem med hjem. Det blev jeg lidt irriteret over, selv om det jo var en form for kompliment. Så på et par stykker af dem skrev jeg HuskMitNavn.”
Hvorfor valgte du allerede dengang at være anonym?
Annonse
”Det var jeg vant til fra graffiti-verdenen. Så det var bare en naturlig forlængelse for mig. Det ville have været underligt at bruge mit eget navn. Og så fandt jeg hurtigt ud af, at der var mange fordele forbundet med at være anonym. Det gør det nemmere, at jeg i min fritid ikke hele tiden bliver konfronteret med mit arbejdsliv.”
Hvad gør du, når du holder fernisering?
”Jeg lader som regel være med at dukke op.”
Hvordan er din arbejdsproces?
”Jeg skal helst tegne hver dag. Jeg skal være i gang og holde et højt tempo. Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg mærke, at min krop gerne vil stagnere. Jeg har en klar fornemmelse af, at det er i de her år, at jeg tænker hurtigst. Så det handler om at få det ud i en fart.”
Maleri i et vejkryds ved Jurabjergene. 'Bilerne holder konstant i kø langs muren og ventede for rødt. Jeg malede dem på væggen, så bilisterne kunne fordrive ventetiden med at glo på sig selv."
Kan du altid selv mærke, hvornår du laver noget godt?
”Der er tre stadier i at producere noget. Første stadie er at gentage noget, man har lavet i lang tid. Der er mange, der har bygget en hel karriere på at male den samme fugl og tjent gode penge. Fred være med det. Andet stadie er at lave noget, hvor man kommer på tynd is. Man begynder på noget, men ved ikke, hvor det ender. Og så er der sidste stadie, hvor man bygger videre på eksperimenterne og bliver god til det. De eksperimenterende værker fremstår ofte som de dårlige. Men de er nødvendige for at kunne lave noget godt.”
Eksperimenterer du stadig?
”Ja. Jeg skylder publikum at udvikle mig. Det må ikke være den samme udstilling, de ser hver gang. Folk bliver billedbombarderet hver dag. Der er også så mange hjælpemidler, at de selv kan tage et billede af en genspejling i en vandpyt og falde på røven over det. Det er det, man som billedkunstner er oppe imod, og det er helt cool. Det er lidt ligesom en fodboldbane, hvor der står 5,7 mio. mennesker på den ene side, og så er der mig på den anden side, der skal drible udenom.”
Du har lavet mange udsmykningsopgaver rundt omkring. Er der nogen, der træder frem?
”Jeg udsmykkede engang direktionsgangen hos Novozymes. Jeg mødte op på direktørens kontor, og så spurgte han, om jeg vidste noget om Novozymes. Nej, det gjorde jeg ikke. Så spurgte han, om jeg vidste, hvilke farver jeg ville bruge. Jeg viste ham en sort-hvid skitse og sagde, at det gjorde jeg ikke. Så sagde han: 'Nå, gå du bare i gang'. Man kunne mærke, at han var direktør for en stor virksomhed, og at han var vant til at stole på folk. Han var også den eneste, der gik rundt på gangene. Alle de andre småløb."
Hvordan løste du opgaven?
"Det blev en stor frise malet direkte på væggen. Det var en figur, der tog sig hovedet, og så stod der: 'Når jeg arbejder, tænker jeg på at holde fri. Når jeg holder fri, tænker jeg på at arbejde. Gid jeg måtte arbejde i min fritidø. Folk kom forbi og sagde: 'Det gør vi skam også!'. De spurgte, om det var noget, ledelsen havde bedt mig om at skrive."
Det sker vel også, at du siger nej til projekter?
"Jeg siger mest nej. Jeg fik engang et tilbud om at udsmykke en Ga-Jol-pakke. Først tænkte jeg, at det var meget sjovt, men betalingen var et års forbrug af Ga-Joler... Jeg er også blevet tilbudt store mængder bland selv-slik for at lave et pladecover. For 30 år siden havde jeg sikkert haft optur over udsigten til slik som betaling, men det går ikke rigtigt i dag."
Maleri fra soloudstillingen 'Dad' på Chrlotte Fogh Gallery, 2016. En far er kommet på opgave, da han skal hjælpe sin søn med lektierne.
HuskMitNavn - blå bog
Han er født i 1975, opvokset i Taastrup og bor i dag på Amager med sin kæreste og deres to børn. Han har en baggrund som graffitimaler, men fik sit gennembrud som billedkunstner i begyndelsen af 00’erne. Han har bl.a. lavet støtteplakater til syriske flygtningebørn, dekoreret skateboards, produceret plakater til World Outgames, lavet gavlmalerier og udsmykket Novozymes’ direktionsgang.
HuskMitNavn er aktuel med bogen 'Papir-arbejde'. Bogen er udkommet på Gyldendal.
Vinterpik:
Tre vintre i træk satte HuskMitNavn plakater med vinterpikke op i København. Motivet var utydeligt på afstand, men når man kom tæt på, kunne man godt se, at det var en skrumpet tissemand:
”På et tidspunkt var der en fraktion af feminister fra Ungdomshuset, der blev sure på plakaterne og ødelagde dem. De lavede teksten om til ’Vinkterblik’ og malede et par stirrende øjne på plakaterne. De havde vel ikke andet at lave. Jeg overvejede et modsvar, hvor jeg skrev, at kvinder ikke har nogen humor, men jeg gad ikke alligevel og droppede det.”
