”Den kom i voldsom fart lige imod mig, og jeg tænkte, at dette måtte være døden”

Hvad er dit bedste barndomsminde?

”At gå mine egne veje når jeg mærkede, at min mors vrede var på vej. Jeg havde en hysterisk mor, hvis ADHD jeg desværre arvede, så jeg tilbragte megen tid med kammeraterne uden for præstegården i Vestjylland, hvor jeg voksede op. Da jeg blev lidt ældre, fik min lillebror og jeg lov til kun at tage med i kirke hver anden weekend, og så sad vi oppe på taget og spiste rundstykker med æblegelé eller gik hen ad tagryggen.

Det sluttede dog brat, da en af naboerne så os og sladrede, og så fik vi et ordentligt møgfald af min mor. Senere, i 6.-7. klasse, blev jeg lidt af en enspænder i landsbyskolen og sad typisk oppe i kastanjetræet og spiste mine seks rugbrødsmadder – alle med kommenost – mens de andre spillede fodbold i frikvartererne.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

”Da jeg overmalede min fars kirke påskenat i 1969 og kort efter flygtede fra faderopgøret til Canada med henblik på at blive guerilla i Latinamerika. Jeg var 22 år, radikaliseret og aktiv i Vietnambevægelsen. Desuden havde jeg fået et erstatningskrav fra DSB på svimlende 35.000 kroner på nakken efter at have overmalet en jernbanebro, så det passede godt at komme ud af landet i en fart.

I Canada blev jeg farmboy på en gård, men rejste efter et år til San Francisco – mit mål var jo Latinamerika – hvor jeg den første nat endte med at overnatte hos en sort bøsse, der voldtog mig om natten. Næste morgen angrede han og slæbte mig med hen til Glide Memorial Church.

Jeg fik øjnene op for den sorte smerte og vrede og besluttede mig for at rejse gennem USA som vagabond i stedet for at følge min oprindelige plan. 11 år senere mødte jeg min voldtægtsmand igen og endte med at takke ham for den enorme betydning, han havde fået for mit liv.”

Hvornår gik det op for dig, at du havde et talent?

”Da jeg havde rejst i fem år og blaffet 160.000 kilometer i USA for de 40 dollar, jeg kom til landet med. Fra Danmark havde mine forældre sendt et Canon Dial-kamera, som jeg brugte til at lave fotobøger, som jeg viste til mine hvide chauffører på landevejene i håb om at få lidt økonomisk støtte.

Det skete ikke sjældent, at de begyndte at græde over mine billeder af sorte fattige. Da gik det op for mig, at mit kald var at være brobygger mellem sorte og hvide – hvilket jeg endte med at blive, først med mine fotobøger og siden gennem 40 års foredrag i USA.”

Er du kommet til skade på et dansegulv?

”I 1975 rejste jeg hjem til Danmark efter seks år som vagabond i USA, hvor jeg havde gået rundt med mit lange, flettede skæg uden nogensinde at opleve aggressioner. Men hjemme erfarede jeg, at tolerancen var noget mindre. En aften var jeg på dansegulvet i Nordby på Fanø, som jeg i øvrigt regner for Danmarks voldeligste by, og pludselig veg alle til side, da den gale Gert – en kæmpestor, lokal fyr – stod med en stor kniv og ville skære mit skæg af.

Jeg holdt ham på afstand, men han var for stærk, og kniven kom nærmere, indtil en ukendt redningsmand ud af det blå kom flyvende og fik lagt Gert ned på gulvet, hvilket udløste et kæmpe masseslagsmål på beværtningen, så de begge endte på Esbjerg Sygehus, mens jeg selv krøb ud under benene på de andre og tog flugten – kort efter tilbage til det mere fredelige USA.”

Hvornår er du mest bange?

”Når jeg kører i bil. På grund af min ADHD-kørsel burde jeg nok slet ikke have kørekort, og derfor overlader jeg som regel rattet til min kone. Vi har boet sammen siden 1987, hvor jeg flyttede ind hos hende, fordi jeg havde fyldt min daværende lejlighed på Købmagergade op med så mange arabiske flygtninge – 60 stykker – at jeg var begyndt at få en masse naboklager.

Hun sagde ja på den betingelse, at det var hende, der fremover suverænt bestemte, hvem og hvor mange jeg måtte invitere inden for i vores hjem, og derfor begyndte jeg at kalde hende Pia Kjærsgaard.”

Har du nogensinde følt, at døden har åndet dig i nakken?

”Engang på en af mine foredragsturnéer kørte jeg klokken seks om morgenen i glat føre i Wisconsin, da jeg så en lastbil miste herredømmet i modsatte kørebane på motorvejen. Der var en bred græsrabat imellem os, men den kom i voldsom fart lige imod mig, og jeg tænkte, at dette måtte være døden. Den ramte mig så voldsomt, at jeg blev kastet op i luften og landede med synet i modsat retning, hvor jeg så lastbilen pløje ind i rabatten.

Chaufføren, en kortklippet jægersoldat-type, løb hen til min smadrede udlejningsbil og råbte: ’Are you alive? Are you alive?’ Heldigvis var der intet sket med mig, og så stod vi der med hinanden i armene og opførte en glædens dødedans midt på motorvejen – en jægersoldat i støvler og en langhåret hippie – til de forbipasserende bilisters store forundring.”

Hvad er din største bedrift?

”Som en protest mod mit eget miljøsvineri som foredragsholder besluttede jeg i 1999-2000 at løbe rundt i en hel foredragssæson fra Skagen til Elben og fra Vesterhavet til Kalmar. Jeg løb i etaper af 15-40 kilometer per tur og dokumenterede det hele på min hjemmeside.

Kort før jeg var færdig, døde min far af uhelbredelig prostatakræft, og jeg besluttede mig for at blive ved med at løbe for at holde mig sund og rask og i live. I dag løber jeg otte kilometer hver morgen i selskab af min hund Taio, og jeg tænker, at det er motionens skyld, at den stadig lever i dag, 11 år gammel.”

Er du gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?

”Nej, men som pengeløs vagabond lærte jeg et trick af en kæreste, som var servitrice på en restaurant i Kalamazoo, Michigan. Det gik ud på først at bestille et stort måltid mad og få regningen for den af en servitrice og derpå flytte mig til en anden afdeling, hvor jeg blot bestilte en kop kaffe til 25 cents.

Derefter kunne jeg ved udgangen slippe afsted med kun at betale for kafferegningen. Og på den måde kan jeg med sindsro sige, at jeg aldrig er løbet fra en regning. Jeg er jo et ærligt menneske.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og USA