Det har jeg lært: Pelle Dragsted

Jeg var 14 år, da jeg fik stukket en antiracistisk løbeseddel i hånden. Derefter blev jeg en del af i det københavnske bz-miljø og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej. Jeg var medlem af flere forskellige grupper i løbet af 90’erne, blandt andet Antifascistisk Aktion. Det kan lyde mærkeligt, men jeg oplevede den aktivistiske venstrefløj som et meget rummeligt miljø. Der var plads til folk fra alle samfundslag. Men samtidig var det også et meget ensrettet miljø. Hvis ikke man havde et bestemt sæt holdninger, kunne man ikke være med.

Jeg fortryder, at jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvordan vi kunne sige, at vi gik ind for menneskerettigheder, samtidig med at vi selv legede både politi og domstol. Vi var så vrede på kapitalismen og nazisterne, at målet helligede midlet. Det irriterer mig, at jeg ikke kunne se, hvor paradoksalt det var. Men den yderste venstrefløj var – som de fleste andre radikale miljøer – et ekkokammer. Ingen stillede kritiske spørgsmål.

I dag ved jeg, at vold aldrig er en løsning. Jeg vil næsten sige, at jeg er blevet demokrati-fundamentalist. Visse dele af venstrefløjen har historisk set haft en tendens til at sige: ”Vi går ind for frihedsrettigheder, men…” Jeg har lært, at der ikke er noget ’men’. Af samme grund vil jeg i dag jeg forsvare alles ret til at ytre sig, uanset hvor uenig jeg måtte være i deres synspunkter.

Min far sagde til mig, at den, der søger sandheden, skal man følge, men den der har fundet den, skal man flygte fra. Det betyder, at det er vigtigt, at man hele tiden stiller kritiske spørgsmål til sig selv og sine overbevisninger. Og at man er åben over for, at man kan tage fejl. Desværre har jeg ikke altid selv levet op til det.

Jeg har et ar over mit højre øje. Det stammer fra dengang, jeg blev kørt ned af Jonni Hansen, der var formand for de danske nynazister. DNSB, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, havde en naziborg i Greve og en på Langeland, hvor en lokal beboer en dag havde savet hegnet ned med en motorsav. Jeg læste om det i Ekstra Bladet og syntes det var sjovt, så vi var en flok, der besluttede os for at tage til Greve og gøre det samme. Vi ankom til Jonni Hansens hus tidligt om morgenen 21. december 1999.

Vi troede, at han stadig lå og sov. Men Jonni Hansen arbejdede som murer, så han stod altid tidligt op. Netop da vi gik i gang med at save hegnet ned, forlod han huset i sin bil. Han så os, kørte bilen op på fortovet og trykkede speederen i bund. Jeg blev slået bevidstløs, og da jeg vågnede, lå jeg i en ambulance på vej til Hvidovre Hospital med et stort hul i hovedet og blod i hele ansigtet. Det var første gang, jeg oplevede rigtig dødsangst: ’Hvis jeg dør nu, så dør jeg helt alene,’ tænkte jeg. Jeg blev syet med 14 sting, og heldigvis var der ikke sket mere. Men en af de andre var blevet alvorligt kvæstet. Jonni Hansen blev idømt halvandet års fængsel for grov vold.

Året efter rejse jeg til El Salvador som valg-observatør. Vi var en gruppe, som havde lejet en lejlighed i hovedstaden San Salvador. En aften, mens vi sad og spiste aftensmad, blev døren sparket ind af en maskeret mand. Han trak en pistol. ”Buenas noches,” sagde han, og så blev vi lagt ned på gulvet af hans venner. De bandt vores tommelfingre sammen på ryggen, et varemærke for de dødspatruljer, som havde hærget El Salvador i mange år. Jeg kendte til landets historie, så jeg vidste, hvad det betød.

Jeg troede, vi skulle dø. Men heldigvis røvede de os kun og efterlod os bagbundet i lejligheden. Vi fik vristet os fri og ringede til politiet. Da de var gået igen, sad vi og sundede os, men pludselig kastede endnu en mand sig mod døren til lejligheden. Vi fór op og flygtede ud ad bagdøren. Jeg ved stadig ikke, om det var de maskerede mænd, der kom igen. Næste morgen flyttede vi på hotel.

For nogle år siden mødte jeg en kvinde ved navn Susanne. Hun var en helt almindelig middelklasse-dansker, men som ung havde hun været ude for en ulykke. Hun var faldet ned fra et træ og havde brækket stort set alle knogler i kroppen. Hun blev opereret, og lægerne sagde, at hun bare skulle have en førtidspension. Hun nægtede. I stedet fik hun en butiksuddannelse og et job, men med tiden begyndte hendes krop at sige fra. Hun mistede jobbet, kom på kontanthjælp og måtte sælge sit hus og flytte ud i et socialt boligbyggeri i Ishøj med sine børn. Jeg brugte hendes historie i kronikker og taler som et eksempel på, at vi alle sammen kun er et uheld eller en alvorlig sygdom fra at ende på kanten af samfundet.

Jeg tænker ikke over at være en ’rigtig’ mand. Jeg tror, at den slags spørgsmål er mest interessante for mænd, der er usikre på deres egen maskulinitet. Jeg mener i det hele taget, at de meget snævre kasser, som både mænd og kvinder traditionelt set er blevet puttet ned i, strider imod vores frihed til at være dem, vi er. Da min datter begyndte i børnehave, var der et drengerum med puder, hvor man kunne hoppe rundt, og et pigerum med påklædningsdukker. Jeg spurgte: ”Hvorfor kan man ikke bare kalde det et puderum og et dukkerum?”

Der går ikke en dag, uden at jeg bliver mindet om min fortid som aktivist. Det sker ofte i kommentarfeltet på Facebook, når jeg laver et opslag. Og det er fair nok. Man må stå på mål for sine handlinger. Jeg har tacklet det ved altid at være åben om min fortid og fortælle, hvad jeg har gjort, og hvorfor jeg gjorde det. Måske er jeg endda så heldig, at der er nogle derude, som kan lære af mine fejl.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave, nu hvor jeg ikke længere sidder i Folketinget. Men jeg vil blive ved med at deltage i den offentlige debat. Måske skal jeg skrive en bog. Jeg synes, at den moderne venstrefløj mangler en overordnet vision for samfundet, efter den gamle revolutionsromantik er blevet skrottet. Det vil jeg gerne skrive om.

Pelle Dragsted voksede op i København som barn af venstreorienterede forældre. Hans mor var aktiv i Danmarks Kommunistiske Parti, og hans far tog til Nicaragua som del af en sundhedsbrigade efter den socialistiske revolution i 1979. Han har en bachelorgrad i historie og spansk fra Københavns Universitet og har selv rejst i Latinamerika, som han efter eget udsagn har fået et livslangt kærlighedsforhold til. Pelle Dragsted har arbejdet for Enhedslisten på Christiansborg siden 2005 og siddet i Folketinget fra 2015-2019. Han er gift og far til to børn.