Tv-journalisten om mødet med tjetjenske oprørere, kvinder med humor og Churchill.
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Jeg har altid været lille af min alder. Da jeg gik i skole, sagde min far: ’Hvis nogen slår dig, så spark dem.’ Han har senere hævdet, at det bare var for sjov, men jeg var syv år, så det forstod jeg ikke. Jeg tror nok, jeg benyttede mig af det et par gange. Jeg er jo rødhåret og har et rødhåret temperament, men vidste også, at jeg egentlig var for lille til at slås.”
Hvornår gør en kvinde indtryk på dig?
”Når hun ikke gør fuldstændig, som jeg forventer. Hvis fx kvinder, der har sådan et sødt lillepige-udseende, viser sig at have en grov, men god humor. Og det gælder egentlig mennesker generelt. De bliver interessante, når de bryder med det perfekte billede.”
Hvornår har du været bange?
”Jeg dækkede den første tjetjenske krig midt i 90’erne. En dag var jeg i en landsby med et kamerahold bestående af russere. På et tidspunkt kom en gruppe tjetjenere hen til os på gaden og sagde, at vi var spioner. De var ikke mange, men bevæbnede med Kalashnikov-geværer, så der var ikke så meget at diskutere. Vi måtte følge med. Vi blev ført op til en skole eller en anden form for offentlig bygning og sat på nogle tæpper på gulvet. Foran sad nogle mænd, der nok var en slags landsbyråd eller ældsteråd, og udspurgte os. Efter en times tid blev de enige med sig selv om, at når det var til dansk tv, ogrusserne ikke ville kunne identifi cere stedet ud fra tv-billederne, kunne vi få lov at gå. De fi k vist også en forståelse af, at de vestlige medier var til gavn for tjetjenerne. Jeg reagerede ret rationelt i situationen, men da vi kørte ud af byen, var det sådan ’pyyyh’. Begivenheden står klart for mig, også fordi der kort efter begyndte at ske kidnapninger af pressefolk og nødhjælpsarbejdere. De blev en handelsvare.”
Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?
”Nordkorea. Jeg overnattede på et udmærket hotelværelse, men udenfor var der en verden, som var fuldstændig kontrolleret, og hvor vi kun kunne bevæge os ud ledsaget af ’guider’ fra myndighederne. Det var som at færdes i en kulisse, man ikke kan komme ud af. Normalt kan man jo tale med almindelige mennesker, men det måtte vi ikke. Vi kunne kun stille dem spørgsmål om ’Den store leder’. Vi skulle aflevere pas, billetter og mobiltelefon til guiderne. Jeg fik at vide, jeg skulle omtale Kim Jong-Il som ’The Great Leader’. Men når jeg gjorde det, var det, som om guiderne smilede lidt. Som om de godt kunne se, det var helt hen i vejret. Men de kunne jo ikke sige: ’Ved du hvad, mellem os sagt synes jeg også, der er noget galt i det her land’, og jeg ville sætte dem i en dårlig situation, hvis jeg tog det op. Men jeg fik en fornemmelse af, at de tænkte sådan.”
Hvilken bog bør enhver mand have læst?
”Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’. Det er en historie om undergang. Om en af de store dirigerende familier i hansestaden Lübeck, der ryger længere og længere ned generation for generation. Det er en kritik af et købmandsborgerskab, som Mann selv var født ind i. Han skrev den allerede, da han var i begyndelsen af tyverne, og fik Nobelprisen for den. Når man har læst de første sider, tænker man: ’Hold da op, det er tungt’, for det er personbeskrivelser helt ned i detaljen, men den har en bidsk humor i sin beskrivelse af undergang og i den måde, han udstiller de mennesker på.”
Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som dreng?
”Jeg ville nok bare sige: ’Det skal nok gå.’”
Hvem er dine største helte?
”Jeg har en svaghed for Churchill. Jeg beundrer hans evne til at tage beslutninger og ikke mindst formulere sig på en måde, der samlede en hel befolkning i en ufattelig svær situation. Da man i USA diskuterede, hvem der skulle kåres til århundredes person, blev det Einstein. Det er fint nok, men det lignede et valg, der endelig ikke måtte fornærme nogen. Churchill havde jo også sin kolonialistiske side. Men der var en amerikansk kommentator, der sagde, at det burde have været Churchill, fordi det kun er om ham, man kan sige: ’Han var uundværlig.’ Han forstod også at sætte realisme i forhold til idealisme. Efter første verdenskrig så han kommunismen som en trussel, men alligevel gik hansenere i alliance med russerne. Det var vist hans sekretær, der engang spurgte ham, hvordan han kunne samarbejde med dem, han nærmest havde set som ondskaben selv. Så svarede han noget i retning af: ’Hvis Hitler invaderede Helvede, ville jeg også sige et par positive ord om ham set i den sammenhæng.’ Der har du realisme i en nøddeskal.”
Hvordan håndterer man bedst vrede?
”Det har jeg ikke lært endnu. Det er ikke forkert at vise vrede, men jeg er langsomt ved at lære, at nogle gange skal man bare gå væk. Og jeg er ved at indse, at det ikke altid holder, det
der med, at man bare skal have det ud, hvis man bliver hidsig. For det bliver jo siddende i kroppen, når man hidser sig op. I virkeligheden kommer det ikke ud. Det kan være bedre at
komme lidt på afstand af det.”
Er du bange for døden?
”Jeg nærmer mig 50, og det er et stort hjørne, men jeg tror, jeg har accepteret, at man skal herfra på et tidspunkt. Med alderen tænker jeg mere og mere på, at der ligger nogle stadier før døden, som kommer tættere på. Hvis jeg tænker på dengang, jeg var 29, synes jeg ikke, det er særlig langt væk, men hvis jeg regner den anden vej, er jeg 69. Og der kan jeg jo se på andre, at der kommer nogle skavanker, og man begynder at miste venner og familiemedlemmer i samme slægtled som én selv.”
Hvem eller hvad har motiveret dig mest?
”Det er svært at sige, hvor ens ambitioner kommer fra, men måske er det min far. Han voksede op på landet i Thy, gik syv år i skole og kom ud at tjene hos bønder. Men der har aldrig ligget en bitterhed over ikke at få en uddannelse eller en begrænsning i det. Han har et positivt sind og har været glad der, hvor han har været. Han har givet videre til mig, at der ikke behøver være begrænsninger, hvis bare man gør en indsats.”
Poul Erik Skammelsen er 49 år og studievært på TV 2 News. Han har været på TV 2, siden stationen gik i luften i 1988, bl.a. som korrespondent i Prag, Washington og Moskva. Poul Erik Skammelsen bor i Sorø, er gift og har to døtre.
LÆS OGSÅ Rockmusiker med det hele: Niels Skousen
