Euroman bringer i samarbejde med Berlingske et uddrag af singlen 'Dronekrigeren', der kan købes i sin fulde længde her.
Januar 2007:
Der var stille langs vejene i Mojaveørkenen klokken tre om natten.
Annonse
Én af de få personer derude var en mand med en dragetatovering, der i en mat rød farve snoede sig op ad hans venstre arm og sluttede med en flammende hale ved albuen.
Manden var kronraget og kompakt bygget, og under den firskårne krop styrede et sæt korte ben og fødder speederen og en sjælden gang bremsen. Han var alene i bilen og sad med et tomt udtryk i blikket uden destination eller tidshorisont.
Manden skulle bare væk, væk for at være sig selv. Han lod sig føre ad vejen og nåede efter en times kørsel til den store boulevard i Las Vegas og lysskærene fra MGM og Mandalay Bay.
Han svingede til højre og nåede til en mørk sidevej, hvor han stoppede for rødt. Sekunderne gik, måske var det minutter, og rundt omkring blev der grønt, men ikke for ham. Kun rødt. Han følte sig fanget i en simpel labyrint og fanget i sig selv. Tårerne faldt ned på stoffet mellem hans ben. Foran det røde trafiklys slukkede han for motoren og ringede til sin mor.
»Hvad er der i vejen? Hallo, er du der? Græder du?
Annonse
»Mor, jeg har lige slået tre mennesker ihjel.
»Men….
»Hvad fanden har jeg gjort? »Det er godt, du har det sådan. Hvis du ikke havde det ad helvedes til, ville du ikke være min søn. Vær stærk. Hører du? Vær stærk og bliv ved med at tro. Så skal alt nok gå.
»Hvordan kan du stadig elske mig?
»Selvfølgelig kan jeg det. Du har bare gjort dit job.
»Ja…
»Lov mig at køre tilbage. Lov mig det.
Annonse
»Jeg lover det.
Et halvt døgn tidligere:
På basen uden for Las Vegas indtastede manden med dragetatoveringen sin personlige kode og hørte containerdøren gå op.
Brandon Bryant trådte ind i et vinduesløst rum, der lugtede af sved og cigaretskodder. Der var stille, hvis man altså så bort fra de summende computere, og det eneste lys kom fra skæret af et dusin skærme, der tegnede konturerne af to af hans kollegaer med hver sit joystick. De sagde ikke et muk og vendte sig ikke om, da han kom ind. Han havde aldrig helt forstået, hvorfor der skulle være så koldt derinde. Temperaturforskellen kunne mærkes på huden under pilotdragten, når man kom ind fra den vestamerikanske sol.
To droneoperatører styrer en MQ-9 Reaper fra en ørkenbase i den amerikanske delstat New Mexico.
Der var vagtskifte i containeren. Foran ham ventede et halvt døgns arbejde.
For ikke så lang tid siden havde Brandon mareridt om at ende sit 21 år lange liv derinde, fordi han havde glemt noget så åndssvagt som sin kode og ikke kunne komme ud. Det var lidt som at forsvinde i et sort hul fra en fjern galakse, blot her på Jorden.
De seneste dage havde Brandon haft på fornemmelsen, at hans første drab var nær. Hvordan ville han reagere, når en af hans bomber eliminerede et spillevende individ, et menneske som ham selv? Det spørgsmål fyldte ham mere end noget andet, og han var skræmt ved tanken.
Som sensoroperatør i det amerikanske luftvåben arbejdede han i tandem med en pilot til venstre for sig. Sammen styrede de via satellit et førerløst fly med to missiler i bugen, der blev brugt som udkigspost for tropperne på den anden side af kloden og som våben til at eliminere terrorister. Mange kaldte dem »droner, men det var egentlig misvisende, syntes han. Det lød, som om at de var herre over deres egen skæbne, og det var trods de teknologiske fremskridt stadig ikke tilfældet. »Ubemandede fly var efter hans mening mere dækkende.
Mens piloten styrede dronens bevægelser og affyringsknap, var Brandon dens øjne. Fra tre kilometers højde scannede han jorden med et TV-kamera eller et infrarødt kamera og underrettede tropperne over satellitradio, hvis et fjendtligt element viste sig på skærmen. Det var også hans ansvar at låse dronens lasermarkør, der ville lede de 45 kilo tunge missiler i dens ophæng mod målet inden for få meters nøjagtighed.
Virkeligheden ramte ham noget hårdere, end han havde troet. En overordnet sagde til ham, at han skulle høre godt efter, for om lidt skulle han ud på sin første bombemission. Den overordnede trak på skuldrene, da Brandon svarede, at han aldrig havde fløjet missioner i Afghanistan og ikke følte sig klar til opgaven. Han havde fandme bare at adlyde.
I en fordybning ved foden af Hindu Kush-bjergene nær grænsen til Pakistan blev en koalitionspatrulje beskudt af fem personer på et højdedrag i nærheden, og luftstøtten skulle ydes hurtigt, lød ordren. Bag Brandon og piloten stod en sikkerhedsobservatør, der skulle sikre, at internationale konventioner og sikkerhedsprotokoller blev overholdt. Observatøren, en tidligere jagerpilot, var tilsyneladende i godt humør.
»Tillykke mester. Jeg hører, det er dit første skud.
Den satellitstyrede Predator blev sendt mod de afghanske bjerge, der gennem historien havde bremset og svækket fremmede hære som dem under Alexander den Store og Det Britiske Imperium. Dronen nåede frem, og Brandon så de fem personer på sin skærm, da han fik en kontraordre i høretelefonerne. Stemmen sagde, at et F16-fly skulle overtage missionen, da det var usikkert, om dronens Hellfiremissil kunne eliminere alle fem. I stedet skulle Brandon kontakte piloten i F16-flyet, som havde koordinator på en anden trussel ikke langt derfra.
Piloten oplyste, at der var observeret yderligere tre bevæbnede personer omkring ti kilometer fra de oprindelige koordinater i sydsydvestlig retning. De gik mod højdedraget og kunne meget vel være forstærkninger til de fem.
Amerikanske soldater sender i 2009 en drone af sted fra deres base i Baqwa i Afghanistan.
Få minutter senere var silhuetterne af dem tydelige på Brandons skærm. De var alle klædt i den traditionelle shalwar kameezdragt med lang skjorte og løstsiddende, pyjamaslignende bukser, og som så mange andre mænd i området havde de et gevær slynget over skulderen. To af dem så ud til at skændes, og den tredje sakkede lidt bagud og kiggede nervøst rundt.
Der var noget, der nagede Brandon. Det ville tage de tre langt over en time at nå frem til kampen ved højdedraget, hvis det overhovedet var dér, de var på vej hen. Måske var det bare simple gedehyrder, der var ude sent, tænkte han.
Men så kom ordren fra et sted i kommandosystemet.
»Bekræftet. De har våben. Tilladelse til at skyde. To minutter til at komme i position.
Brandon skiftede til infrarød og så virkeligheden i kold og varm. Der lød et klik, og så var laseren låst. Nogen højt oppe i hierarkiet havde besluttet, at det var bedre at eliminere to med sikkerhed end at risikere at misse alle tre ved at sigte mellem de to forreste og den bageste. Sikkerhedsobservatøren læste højt fra sin tjekliste og begyndte nedtællingen.
»3… 2… 1… missil affyret.
Over de afghanske bjerge havde et 163 centimeter langt missil løsnet sig fra dronens ophæng, og om 16 sekunder ville det nå sit mål.
15 sekunder tilbage; missilet gennembrød lydmuren med et brag. Fem sekunder tilbage; braget nåede de tre mænds øregange, og den bageste mand satte i spurt mod de to forreste.
Det var helt anderledes end det, han var vant til. Normalt skete der sjældent ret meget på hans vagter, hvor tiden gik med at overvåge landsbyer eller vejsystemer i timevis og analysere billederne. Men her udspillede alt sig så pludseligt, og der var ikke tid til andet end at adlyde. Adrenalinen pumpede, og selv om det lignende et computerspil, var det alt andet.
Brandon kunne ikke zoome mere ind. I grove pixels stirrede han på det sted, hvor missilet ville slå ned. Sikkerhedsobservatøren talte ned igen.
»4… 3… 2… 1…SPLAAAASH.
Udbruddet gav et sæt i Brandon, og sikkerhedsobservatøren grinede.
»Du skulle have set dig selv, sensor!
Røgen lettede, og der lå kropsdele fra de to forreste i et krater. Brandon sad med ansigtet helt mod skærmen og så i infrarød, at der stadig var farve i den tredje mand. Han rullede rundt med sit afrevne ben i armene, nærmest som om han krammede det. Når blodet ramte jorden, så Brandon, at det blev koldere. Langsomt blev mandens krop samme grå nuance, som jorden under ham.
