Helle Mardahl: "I dag er jeg det mest positive menneske, og det er jo den største gave, man kan få med sig fra sådan noget lort"

Jeg er enebarn. Min far er arkitekt, og min mor er pædagog, begge passionerede mennesker der altid har værdsat kreativitet og kulturel forståelse. Lige siden jeg kan huske, har jeg haft et vanvittigt behov for at udforske og udfolde mig. Vejen ind i design og kunst kom derfor meget naturligt. Jeg fik i den grad lov til at være nysgerrig på mig selv og på verden.

Gymnasiet var absolut ikke den rette vej for mig at gå. Skolen kedede mig frygteligt. Jeg ville være dygtig til at skabe noget selv – jeg ville noget andet og valgte derfor efter folkeskolen at bruge tre år på at bevise over for mig selv og over for omverdenen, at jeg i hvert fald kunne blive til noget. Jeg assisterede adskillige scenografer, lærte porcelænsmaling, syede en masse og gik på tegneskole i et år. Derefter søgte jeg ind på Central Saint Martins i London for at studere design.

Jeg gik på årgang med Henrik Vibskov, og da vi afsluttede uddannelsen, fik vi begge lov til at lave et presseshow, som blev meget anerkendt. Efterfølgende var vi begge i tvivl om, hvordan vi skulle fortsætte, men blev enige om at tage hjem og lave en kollektion sammen. Jeg stod for det skulpturelle design, og han stod for printet.

Vi var to egoer i et rum med alt for lidt plads. Vi ville hver sit på hver vores måde, og vi afsluttede vores eventyr, nærmest inden det overhovedet rigtigt var begyndt. Men jeg tror på, at tingene sker af en grund, og vi fortsatte med at være rigtigt gode venner, heldigvis.

Strik fra COS til 390 kr. Blazer er stylistens egen.

I fire år havde jeg mit eget brand ’Helle Mardahl’. Jeg ville til tops og kæmpede side om side med dygtige drenge som Henrik Vibskov, Mads Nørgaard og Wood Wood. Det var primært mænd, som sad på de tunge poster i branchen dengang. Det er modebranchen heldigvis kommet efter. Jeg fik overrakt det treårige arbejdslegat, hvilket var en stor ære og et kæmpe skulderklap. Men branchen var svær for mig at være i. Jeg endte med at lukke mit brand, da jeg havde mistet lysten – og nå ja, alle mine penge.

Lige så stille begyndte jeg at bevæge mig hen imod den vej, jeg gerne ville gå. Jeg fik mit eget atelier, mens jeg sideløbende underviste unge i kunst og design. I 2007 udstillede jeg under Berlin Art Week. Det åbnede en masse døre, og kort efter indgik jeg et samarbejde med et galleri i Berlin. Så tog tingene fart. De følgende år gik med at udstille i ind- og udland, blandt andet i New York og i Mexico, og jeg kunne omsider mærke, at det hårde arbejde lønnede sig.

Jeg fandt ud af, at jeg var syg, da jeg ammede min yngste dreng, som dengang var 11 måneder gammel. Jeg kunne mærke, at det strålede ud i brystet, og jeg blev ret bekymret, så jeg stoppede amningen. Jeg kom til mammografi og scanning, og jeg kan huske, at jeg sad ude i venteværelset og bad til Gud: ”Please, lad der ikke være noget.” Siden har jeg ikke bedt til Gud, for det var da en kæmpe skuffelse. Det viste sig, at jeg havde brystkræft. Det kom som et ekstremt chok og skete så pludseligt. Fra den ene dag til den anden gik jeg fra at være helt rask til alvorligt syg. Jeg gik hjem derfra og vidste ikke, om jeg kom til at se foråret igen.

Hele mit liv blev taget op til revurdering, og tankerne fór rundt hos både min mand og jeg. Hvad er det, der er vigtigt her i livet? Hvad sker der, hvis jeg forlader det? Når man så tilmed har børn, er det noget af det værste, der kan ske for én. Det var frygteligt.

Og så lægger man sig bare ned og siger: ”Hospital, du håndterer alt herfra. Hvad vil I have mig til at gøre?” I starten var det enormt grænseoverskridende.

Kjole fra ARKET til 750 kr. Tørklæde fra KØBENHAVN K til 200 kr.

Jeg var syg i syv måneder. I perioder var der uvished om mit liv og min overlevelse, og jeg gik konstant og tænkte over døden. Det gør jeg stadig, selv om jeg ikke er syg længere. Men hele oplevelsen har også givet mig et kæmpe los bagi. Der var så meget, der gik op for mig i forhold til livet. Jeg går ikke længere op i små bagateller og problemer.

Jeg har nærmest sådan en mental kniv, som kan skære problemer over, og så kan jeg se, hvad jeg vil forholde mig til, og hvad jeg lader fare. Før havde jeg følelserne uden på tøjet og var måske en smule pessimistisk. I dag er jeg det mest positive menneske, og det er jo den største gave, man kan få med sig fra sådan noget lort.

Det er nu fire år siden, at jeg var syg, men tanken om døden forsvinder aldrig. Den bliver mindre og mindre, men den vil altid være der. Og jeg bliver nødt til at blive venner med den, så den ikke dominerer eller overtager mit sind.

Efter sygdomsperioden startede jeg med at lave glas, fordi jeg fik en idé til en lampe. Der er så meget glaskunst derude, som er helt vildt rædsomt, så jeg blev grebet af ideen om at gøre det smukt. Nu sælger jeg min glaskunst over hele verden. Mit næste projekt er en stor glas-installation for Mærsk, som skal hænge i deres nye hovedsæde. Det er virkelig nu, at arbejdslivet er sjovt.

Sweater fra COS til 1.200 kr.

Jeg har ofte fået at vide, at jeg er dygtig. Jeg er til gengæld også enormt selvstændig, og det, tror jeg, har skræmt mange mænd væk. Men mænd er jo heldigvis meget forskellige, på godt og ondt.

Det mest tiltrækkende ved en mand er, når han ikke sætter sig selv i fokus. Der er så mange kvinder derude, der bliver knust af selviske mænd. En mand, der har brugt hele sit liv på at fokusere på sig selv, på sin karriere og på sine interesser, har glemt hvor vigtig kærligheden kan være.

Min mand er brite og en ægte gentleman. Han vil mig det allerbedste her i livet, og han er min klippe. Det lå ikke i kortene, da jeg mødte ham, at han skulle blive mit livs kærlighed. Han var bare en god ven, som jeg snakkede med til langt ud på natten. Så fandt vi sammen til en fest og har været sammen lige siden. Vi er et team. Han ser os som gamle sammen, og det er for mig noget af det mest rørende. Jeg elsker at være sammen med ham, fordi jeg elsker mig selv, når jeg er sammen med ham.

Det bedste råd, jeg har fået, har jeg fået af min far. Da jeg var barn, viste jeg ham en tegning, og spurgte, om han kunne lide den, hvortil han svarede: ”Jo, Helle. Men du skal vide, at andre ikke nødvendigvis kan.” Han har lært mig, at man ikke kan please alle, og at det ikke er alle, der vil kunne lide, hvad man laver. Og at ens liv ikke behøver at være som alle andres. Det er godt at skille sig ud, og det er der nogle mennesker, som kan acceptere. Det er de mennesker, man skal hænge ud med. Det lever jeg meget efter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Design og Interview