En kvinde vi kan li’: Petra Kleis

Jeg var 24 år, da jeg besluttede, at jeg ville være fotograf. På det tidspunkt læste jeg dansk i Aarhus, og jeg hadede det virkelig. Det var mig og 28 blondiner, der kun gik op i tasker og neglelak. Jeg var kun begyndt, fordi jeg var gået i panik over, at jeg ikke var i gang med en uddannelse, og fordi det var det eneste studie, jeg kunne komme ind på.

Efter et halvt år gik det op for mig, at jeg var nødt til at finde på noget andet. Det eneste, jeg vidste, var, at det skulle være noget kreativt. Jeg havde ingen erfaring med foto og kunne intet med et kamera. Men min fætter i København kendte en fotograf, som arbejdede i et studie, hvor de manglede en elev, så jeg tog derover og blev ansat med det samme.

Den person, jeg har været mest nervøs for at fotografere, er L.O.C. Jeg skulle skyde ham til forsiden af et magasin, der hed Poplick, og det var et nytårsnummer, så han skulle stå i jakkesæt og sprøjte champagne. På det tidspunkt havde han en ting med, at der kun var én fotograf, som måtte fotografere ham, fordi han havde haft en rigtig dårlig oplevelse med et photoshoot.

Men jeg kendte den fotograf, og han sagde god for mig, så jeg fik lov alligevel. Da jeg ankom til Pumpehuset, hvor vi skulle fotografere, var jeg rystende nervøs. Jeg var bange for, at han ville være helt umulig at have med at gøre. Men da jeg mødte ham, viste han sig at være sød og venlig, og photoshootet forløb helt uden problemer. Men jeg ved faktisk ikke, hvad han endte med at sige til billederne.