Sigrid Benedikte Strøyer: "Jeg har kun det her ene liv og den her ene krop, og jeg gider ikke passe på den, så jeg kan være yndig og ærbar at se på, når jeg bliver gammel"

Jeg har en ’ride or die’-tilgang til livet. Det er nok på grund af min opvækst. Min mor og far blev skilt, da jeg var tre måneder gammel, fordi min far blev blind og rigtig dårlig, og min mor lever meget alternativt. Hun er auraformidler, gestaltterapeut og kan heale. Min far er i Pinsebevægelsen nu, men han startede ud i Faderhuset, så min baggrund er rimelig splittet. Jeg snakker nogle gange med min far i telefonen og elsker ham, fordi han er min far, men jeg ser ham ikke. Det bedste råd, han har givet mig, er: ’Alt, hvad du siger, skal være sandt, men det er ikke alt, der er sandt, som skal siges.’ Det prøver jeg at leve efter.

Da jeg var omkring 10 år gammel og gik på Steinerskole, skrev min idrætslærer i min kontaktbog: ’Sigrid er en meget bestemt lille dame. Til tider lidt for ligefrem efter kammeraternes smag. Hun siger sin uforbeholdne mening og tager de verbale knubs, det giver, med løftet pande. I det skjulte morer jeg mig ofte over de situationer, hun ufrivilligt er en mester i at skabe. Sigrid kender én vej, og den går fremad. Sigrid er også dygtig til idræt. Hun går til fadet med stor appetit. Indimellem tager hun sig en velfortjent pause, og så fortsætter hun. Med andre ord har Sigrid det bedst med hyppige temposkift og lidt for meget ærlighed, hvilket ikke er alt for normalt for hendes alder.’ Han havde helt ret.

Mit forhold til mænd er blevet defineret af nogle af min fars valg i livet. Han forlod mig, da jeg var lille, og han har siden fortrudt, at han svigtede mig. Han fulgte ikke sit hjerte og sagde ikke fra over for sin første kone efter skilsmissen med min mor, som ikke ville have, at han og jeg så hinanden. I dag har jeg ikke respekt for mænd, som ikke følger det, de elsker højest, om det så er venner, kærester eller børn. Jeg kræver, at en mand er en mand, og mænd er bare sejest, når de ikke lader sig kue.

Hvis jeg kunne være far, ville jeg gerne have børn. Jeg er for nylig blevet steriliseret, og det står jeg totalt ved. Jeg synes, at moderrollen er for kraftig og for livsændrende, men jeg respekterer de kvinder, der gør det. Jeg synes bare, at det er så indgribende i et liv at blive mor. Det er et kæmpe ansvar. Det er det jo også for en far, men kvinder ændrer sig på en anden måde, når de får børn. En far har ofte en selvironisk distance og er meget mere ’de må godt falde og slå sig.’ Nogle kvinder kommer til at behandle deres børn som glas og er bange for at gøre noget forkert. Jeg ville frygte, at min egen baggrund og min skrøbelige psyke ville fucke mine børn op. Og hvis de gjorde noget forkert, som jeg selv har gjort en million gange, så ville jeg føle, at det var mit ansvar.