Sigrid Benedikte Strøyer: "Jeg har kun det her ene liv og den her ene krop, og jeg gider ikke passe på den, så jeg kan være yndig og ærbar at se på, når jeg bliver gammel"

Jeg har en ’ride or die’-tilgang til livet. Det er nok på grund af min opvækst. Min mor og far blev skilt, da jeg var tre måneder gammel, fordi min far blev blind og rigtig dårlig, og min mor lever meget alternativt. Hun er auraformidler, gestaltterapeut og kan heale. Min far er i Pinsebevægelsen nu, men han startede ud i Faderhuset, så min baggrund er rimelig splittet. Jeg snakker nogle gange med min far i telefonen og elsker ham, fordi han er min far, men jeg ser ham ikke. Det bedste råd, han har givet mig, er: ’Alt, hvad du siger, skal være sandt, men det er ikke alt, der er sandt, som skal siges.’ Det prøver jeg at leve efter.

Da jeg var omkring 10 år gammel og gik på Steinerskole, skrev min idrætslærer i min kontaktbog: ’Sigrid er en meget bestemt lille dame. Til tider lidt for ligefrem efter kammeraternes smag. Hun siger sin uforbeholdne mening og tager de verbale knubs, det giver, med løftet pande. I det skjulte morer jeg mig ofte over de situationer, hun ufrivilligt er en mester i at skabe. Sigrid kender én vej, og den går fremad. Sigrid er også dygtig til idræt. Hun går til fadet med stor appetit. Indimellem tager hun sig en velfortjent pause, og så fortsætter hun. Med andre ord har Sigrid det bedst med hyppige temposkift og lidt for meget ærlighed, hvilket ikke er alt for normalt for hendes alder.’ Han havde helt ret.

Mit forhold til mænd er blevet defineret af nogle af min fars valg i livet. Han forlod mig, da jeg var lille, og han har siden fortrudt, at han svigtede mig. Han fulgte ikke sit hjerte og sagde ikke fra over for sin første kone efter skilsmissen med min mor, som ikke ville have, at han og jeg så hinanden. I dag har jeg ikke respekt for mænd, som ikke følger det, de elsker højest, om det så er venner, kærester eller børn. Jeg kræver, at en mand er en mand, og mænd er bare sejest, når de ikke lader sig kue.

Hvis jeg kunne være far, ville jeg gerne have børn. Jeg er for nylig blevet steriliseret, og det står jeg totalt ved. Jeg synes, at moderrollen er for kraftig og for livsændrende, men jeg respekterer de kvinder, der gør det. Jeg synes bare, at det er så indgribende i et liv at blive mor. Det er et kæmpe ansvar. Det er det jo også for en far, men kvinder ændrer sig på en anden måde, når de får børn. En far har ofte en selvironisk distance og er meget mere ’de må godt falde og slå sig.’ Nogle kvinder kommer til at behandle deres børn som glas og er bange for at gøre noget forkert. Jeg ville frygte, at min egen baggrund og min skrøbelige psyke ville fucke mine børn op. Og hvis de gjorde noget forkert, som jeg selv har gjort en million gange, så ville jeg føle, at det var mit ansvar.

Jeg er uddannet kommunikationsrådgiver med speciale i virksomhedskommunikation og politisk kommunikation. Under min uddannelse fik jeg et drømmestudiejob, der endte med at koste mig en karriere. Det er en sindssygt indviklet, lang og gammel historie, men kort fortalt begyndte det med, at jeg fik et studiejob i Dansk Journalistforbund. Jeg havde en chef, som var meget liderlig og flirtende, og jeg hoppede i med begge ben, før jeg vidste, hvordan han egentlig var. På trods af at han ikke var min type, blev jeg så smigret over at komme ind og få et job og føle mig voksen. Han var en af mine nærmeste ledere, og jeg sad ved siden af ham i et lille kontor. Lynhurtigt fandt jeg ud af, at det var helt forkert. Det var slet ikke min type sex, han var ikke min type mand, og det var ikke noget for mig, så jeg stoppede det. Det tog han ikke særlig pænt. Han begyndte at fryse mig ude og ændrede sig fra at synes, at jeg var sej, til at jeg var vanvittig, fjollet og useriøs.

Jeg kæmpede en brav kamp i Journalistforbundet, for jeg havde håbet, at jeg ville få et fast job derinde. Men til sidst blev jeg ødelagt af det. Det er sådan en lille bitte branche, og hvis du træder forkert, så får du bare ikke det næste job. Jeg syntes, det var sindssygt barskt, og der knækkede jeg. Men så var det godt, at jeg havde tatoveringerne at falde tilbage på.

Jeg kom ind i tatoveringsverdenen ved et tilfælde. I 2009 skulle jeg til en dobbeltfødselsdag hos nogle Odense-venner. Jeg var studerende og havde ikke råd til store gaver, så jeg tegnede to tegninger til fødselarerne. En af gæsterne til festen bemærkede mine tegninger og opfordrede mig til at blive tatovør. Jeg havde i forvejen selv ret mange tatoveringer og tænkte, at det slet ikke var en branche for mig. Jeg syntes, tatovører var så sure og dovne, og hvis du sagde til dem, at du ville have noget småt, så kunne det aldrig lade sig gøre. Men han fik mig alligevel overbevist. Det var en lørdag, og allerede mandagen efter var jeg i gang. Han lånte mig penge til udstyr, og så begyndte jeg at tegne derudad. I starten var det et par gange om ugen, men efter et halvt år blev det til et fuldtidsarbejde i min lejlighed, hvor jeg lukkede et af værelserne af for at tatovere.

For fire år siden åbnede jeg min butik Sort Blaek. Mine kunder er alt fra studerende til topchefer, og de venskaber og bekendtskaber, jeg får ud af det, betyder alt for mig. Det er jo ikke alle, der vil have en tatovering med en særlig betydning. Det behøver de heller ikke. Jeg får så meget livserfaring gennem deres historier. Jeg har også rigtig mange sorgkunder, der har mistet kærester, ægtefæller, børn. Så jeg får alt fra tragiske livshistorier til totale succeshistorier. Jeg tegner alt i hånden, og det er meget personligt for mine kunder at ligge og blive tatoveret i flere timer.

Den første tatovering er lidt lige som den første pandekage. Den bliver aldrig helt god. Min fik jeg i en kæmpe brandert i Krakow på en studietur, da jeg var 17 år. Jeg kan ikke helt huske, hvad der skete, men da jeg vågnede, havde jeg fået tatoveret en orkidé lige på venusbjerget. Den var i brune farver og enormt dårligt lavet, så jeg blev dybt ulykkelig og græd hele vejen hjem i bussen. Siden har jeg farvet den over med grønt, men det er endnu værre, for nu ligner den et par alienhænder. Det har været grobunden for, at jeg kun har humoristiske tatoveringer. Jeg har en kæmpe numsetatovering op ad lænden og ned over ballerne, og det er bare blevet værre og værre.

Jeg kan godt lide at se folks reaktioner på mine tatoveringer. Min mand er også sindssygt tatoveret, så når vi er på stranden, er der altid plads til os. Selv om der er fyldt som fluepapir, så hopper folk væk som lopper, fordi vi ligner nogle kriminelle idioter. Men jeg har kun det her ene liv og den her ene krop, og jeg gider ikke passe på den, så jeg kan være yndig og ærbar at se på, når jeg bliver gammel.

Efter episoden i Journalistforbundet holdt jeg op med at være bange for magtfulde mænd. Der kan jo sagtens være magtfulde mænd, som er skide søde, men som ikke altid kan styre deres magt, og ikke selv kan se, at det, de gør, er forkert. Men for mig er det det største turn-off. Der er til gengæld ikke noget mere tiltrækkende end en selvsikker, velduftende, stærk mand, du ikke kan ryste ud af kurs, og som ikke holder på at skulle være en identitet, som han higer efter, i stedet for at være den, han er.

Mediebranchen har ændret sig på godt og ondt efter hele MeToo-bølgen. Der er kommet rigtig meget berøringsangst, og det var aldrig det, der var meningen. Selvfølgelig må man flirte, når man er på arbejde, og selvfølgelig er det okay, at der er dynamikker. Det er bare ikke okay, at der er magtmisbrug. Lige så snart den ene får lidt mere i løn end den anden eller får en stillingsbetegnelse, der er lidt over den anden, så er der en dissonans i magtforholdet, og det må man ikke misbruge.

Jeg tror også, at det er blevet mere okay at sige fra på arbejdspladserne. Til gengæld er der kommet en sygelig krænkelseskultur. Alle føler sig krænkede over hvad som helst. Hvis det reelt er krænkelser, som påvirker folks liv, lige som det dengang påvirkede mit, så er det selvfølgelig ikke noget, der må ske. Men det, at alt efterhånden kan være en krænkelse, er hul i hovedet, hvis du spørger mig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Tatoveringer