En superstjerne gør status: Stort interview med Mads Mikkelsen

Mads Mikkelsen blev engang slået til Ridder af Dannebrog af Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Hendes Majestæt kunne godt lide filmen ’Flammen og Citronen’, sagde hun til Mikkelsen.

”Jeg sagde sgu da: ’yes, mand’!”

Mads Mikkelsen har aldrig lagt skjul på sine ambitioner. Han stiller kun op for at vinde. Sådan har det altid været for den mangeårige elitegymnast- og danser, ”for hvad fanden er ellers pointen ved at stille op?”

Er det prætentiøst at sige sådan? Er det folkekært? Er det dansk? Mads Mikkelsen er en stjerne. En af vores stærkeste kulturelle eksportvarer. Men er han en af vor egne?

Han skal lige ryge færdig uden for bygningen, så kommer han. Det er en kuldslået dansk leverpostejsmorgen under et gråt skydække trukket hen over dagen som en dyne over hovedet. Det er ikke helt til at vide, om Mads Mikkelsen lige er væltet ud af sengen. De dér sovekammerøjne.

Træningstøjet, der ikke matcher. Og sneakers, der er gået godt til. Ikke noget fancy.

Han kan – på en onsdag – bære det afslappede weekend-look langt, langt bedre end de fleste, som han står der og ryger, uden for den afdøde fabriksbygning, nu kreativt studio-land for bureauer, designere, fotografer (sådan et sted med blottede, autentiske stålrør i loftet) i det særdeles realistiske grænseland mellem ydre Østerbro og ydre Nørrebro.

Vi er i en kulisse i samme område, som instruktør Nicolas Winding Refn lavede sin ’Pusher’ i 1996, hvor Mads Mikkelsen i den ledende birolle som træningsdragtklædte Tonny cirkelsparkede og speedsnakkede sig til et gennembrud i en relativt moden alder af 30 år. Dengang i de forvirrede Buffalo-90’ere, som måske kunne noget alligevel.

23 år, et internationalt gennembrud, et ridderkors, James Bond-, Star Wars- og Marvel-roller samt et antal millioner kroner efter, han spillede den kronragede Pusher-Tonny, træder Mads Mikkelsen ind i lokalet. Der bliver pludselig stille. Sådan er det måske, når en stjerne træder ud af lærredet og ind i virkeligheden. Mads Mikkelsen er landet. Han er nede på jorden. Vi er på dansk grund.

Jakke Arket til 1.500 kr. Skjorte Aiayu Man til 995 kr. Bukser Arket til 750 kr.

”Ja, det tror jeg. Jeg havde nok ikke mistet jordforbindelsen, selv om jeg havde været 20 år. Men jeg tror, det er sværere for en 17-årig i dag, hvor man kan komme ud på en helt anden platform og få tre millioner følgere, eller hvad fa’en de har. Det er da klart, at hvis de alle sammen synes, du er fed, og du får det at vide lidt for mange gange, så tænker du også: ’Ja, det er jeg sgu. Jeg er fed.’ Det er lidt nemmere at håndtere at blive genkendt på gaden, når man er 32, end når man er 17. Tror jeg.”

Vi skal tage billeder. Vi har medbragt en frisør, der styler og klipper spidser og tørrer under interviewet.

Hvis man skal være helt ærlig (undskyld, frisør), så virker det overflødigt at style Mads Mikkelsens coiffure. Hans grånende sideskilning falder altid imponerende, selv når han har fløjet mellem Hollywood, Island, Hollywood, København, Hollywood og andre lokationer for at optage film og serier, som vi kommer til at høre meget mere til i 2019. Mads Mikkelsen er en efterspurgt vare. Men efter alle de optagelser, han senest har været del af, tog han for første gang i mange år en lang pause. Spillede tennis, cyklede og var sammen med familien i et halvt år.

Han ser også afslappet ud. Lige nu går han rundt til alle tilstedeværende i lokalet og hilser på hver enkelt ved at stoppe op, holde med begge hænder rundt om den fremstrakte hånd og fastholde blikket:

”Hej. Jeg hedder Mads.”

Den 53-årige dansker spiller med i de største produktioner på den største scene, kinesiske fans får tatoveret hans ansigt på kroppen, men Mads Mikkelsens facon kan kun beskrives som uspoleret og ligetil. Vi skal bare respektere hans privatliv, ukrænkeligt for Mikkelsen længe før Hollywood og villaen i Hellerup, hvor han bor sammen med koreograf Hanne Jacobsen. De har været sammen i over 30 år og har to voksne børn. Det er et lille land. Kan man overhovedet leve et normalt liv, når man er Mads Mikkelsen?

”Det er et frygteligt tab. Det er ikke fordi, jeg altid har varmet op til at blive skuespiller, men jeg har altid været nysgerrig. Siden jeg var barn, har jeg siddet forskellige steder og er faldet i staver over noget, der skete derovre, menneskers opførsel, bare et udseende eller måden de gik på. Altid. Og jeg er alt for ofte kommet til at kopiere folk, når jeg så dem. Så kom jeg til at sidde lige som dem efter et stykke tid, fordi jeg lige skulle prøve, hvordan det føltes. Det er helt slut nu. Når jeg er et sted, sidder der jo 50 mennesker og glor på mig. Så jeg skal tænke mig om, når jeg klør mig i næsen, og der også er 40 telefoner med kamera fremme. Så er jeg nødt til at tage til et andet land.”

”De kender mig rundt omkring i verden i forskellige grader. Der er helt sikkert mange steder, hvor de er helt ligeglade, men James Bond-, Star Wars- og Marvel-film, som jeg har medvirket i, har jo ret store fangarme. De film har så afledt det lykkelige, at rigtig mange bliver nysgerrige på mig som skuespiller, så jeg bliver ofte stoppet i udlandet på grund af ’De grønne slagtere’ (Anders Thomas Jensens komediedrama med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas fra 2003, red.) eller på grund af ’Jagten’ (Thomas Vinterberg, 2012, red.). Det er jo superfedt.”

Frakke Closed til 2.985 kr. Rullekrave Hansen Garments til 1.300 kr. Bukser Arket til 750 kr. Sko Closed til 1.600 kr.

”En udenlandsk kollega, som jeg har stor respekt for, kom og fortalte mig, at han sammen med tre venner sad og så hele ’Pusher’-trilogien hver weekend. Så blev jeg da glad. Anerkendelsen fra kolleger er vigtig. Anerkendelsen fra dig selv er bare vigtigere. Man kan hurtigt komme ind i en rytme, hvor vi alle sammen klapper hinanden på skulderen, fordi vi har så meget brug for det i min branche. Vi bliver bedømt hele tiden. Det er fandeme hårdt, hvis det kun er hårdt, og derfor er der nok en tendens til, at vi roser hinanden lidt mere, end vi burde. Man skal blive glad, hvis andre synes, at det, man laver, er godt, men man skal huske sig selv på, hvad man selv synes om det. ’Var det dét her, jeg ville? Ja, ok, fint nok. Næste gang kan jeg måske gå dén her vej.’ Dét er vigtigt. Og det gælder tilsvarende, hvis det er røvnederen, hvad folk siger om dig. Der er mange meninger, ikke. Og hvis du begynder at åbne de sociale medier, kommer du aldrig i seng. Det skal du holde dig fra.”

”Jeg har nok en hovedstol. Jeg kan også sidde og se på mennesker på en skærm, tv og så videre. Inspirationen skal primært komme fra manuskriptet og instruktøren. Men jeg savner virkelig at sidde og kigge på andre mennesker, og jeg kan i hvert fald godt savne, at de ikke glor på mig. Jeg prøver ikke at gemme mig og bruger ikke kasket eller andre mærkelige ting. Solbriller irriterer mig ad helvede til, så dem bruger jeg slet ikke. Jeg har heldigvis et glemme-gen: Jeg går ud om morgenen og tænker ikke et sekund på, hvordan det bliver, når jeg er et sted – altså at jeg bliver genkendt. Det er sgu ikke noget, jeg bare siger. Jeg sætter mig ind i min bil og kører hen og går ind det sted, hvor jeg nu skal hen, og tænker overhovedet ikke på det. Først når folk gør sådan her (Mads Mikkelsen spærrer øjnene op og drejer hovedet, red.) og laver deres dobbelttjek, kommer jeg i tanker om, hvordan det er. Og det er jo fint, for ellers ville jeg slet ikke komme ud af døren.”

”Jeg har ikke bevidst tænkt, at nu skulle der noget til for, at de lytter til mig. Hvis jeg syntes, noget kunne gøres anderledes, har jeg ikke været bange for at gå hen og sige det. Det er selvfølgelig ikke som i Danmark, hvor jeg lige ringer til Thomas Vinterberg og siger: ’Jeg har sgu fået en idé, kommer du ikke lige over?’ En instruktør i Hollywood på en kæmpefilm har måske 30 skuespillere på listen, og alle vil ham noget hele tiden, så størrelsesforholdet er anderledes. Men jeg siger det alligevel, hvis der er noget, og kun hvis jeg mener det. Hvis jeg ikke mener det, så går vi bare i gang med at lave det, vi laver.”

Frakke Harris Wharf London til 3.750 kr. hos Lot#29. Skjorte Aiayu Man til 995 kr. Bukser Arket til 750 kr.

”Ja. Jeg blev meget overrasket, første gang jeg var på en stor udenlandsk produktion. Vi var på settet, og jeg gik hen og spurgte en grip, en der arbejdede i lysafdelingen, om noget. Så kiggede han ned i jorden og svarede ikke. Det viste sig, at der havde været en stor skuespiller, som jeg ikke gider nævne navnet på, som lige havde lavet en film med det her hold, og holdet havde fået strenge ordrer om, at de ikke måtte kigge skuespilleren i øjnene. Så stod jeg og alle de andre og var et produkt af dét. Sådan nogle ting skulle jeg lige vænne mig til. Jeg fandt heldigvis ud af, at hvis jeg bare forholdt mig til mit arbejde, som jeg plejede at gøre, slappede omgivelserne ret hurtigt af.

I udlandet går de meget mere op i det, end man gør i Danmark. Jeg har oplevet nogle ret underlige ting på udenlandske job. For eksempel får jeg ofte tildelt en såkaldt handler. Én, der møder mig i lufthavnen og hjælper med at checke ind og den slags. Det er helt fint, hvis man nu er i Beijing og ikke aner, hvor man skal hen. Men på de udenlandske job har jeg også oplevet at få tildelt en handler i Københavns Lufthavn, der skal følge og hjælpe mig. Det bliver ret absurd, når jeg har checket ind 2.000 gange før i København og altså godt selv kan finde ud af det. Sådan en handler er også altid klædt så fint på, at alle folk i lufthavnen kommer til at kigge endnu mere på mig. Det er sgu en underlig service.”

”Da jeg spillede sammen med Benedict Cumberbatch i ’Doctor Strange’ og med Daniel Craig i ’Casino Royale’ var det også deres første store film, så hierarkiet var ikke så vildt. I udlandet har jeg været forskånet for at møde nogen, der har siddet på klatten for længe eller bare er trætte af at lave det, de laver. Der er masser af folk med attitude, mange personligheder, men sådan rigtige divaer, som er helt umulige at have med at gøre, har jeg mødt meget få af. De få, jeg har mødt, har været herhjemme. Det er faktisk en myte, at det er en divabranche. Hvis man lavede en undersøgelse og sammenlignede med for eksempel buschauffører eller læger, tror jeg, at vi skuespillere ville ligge ret langt under dem på diva-barometret. Vi er meget bevidste om ikke at være divaer, så alle prøver at opføre sig helt naturligt. Ingen gider at have det prædikat. Og når der så endelig kommer en diva en gang imellem, som der selvfølgelig gør, så bliver det så fantastisk spændende, at det lyder, som om hele branchen er infiltreret af det. Men hold kæft, mand, hvor mange små konger i deres eget lille kongerige, som kører Linie 8, har du ikke mødt?”

Mads Mikkelsen taler hurtigt, somomhanheletidenforsøgeratoverhalesineegneord-foratkommeførstovermålstregen.

Han gør det med betoninger, udråbstegn og kursiveringer, nærvær og nerve og uden et eneste øh.

Frakke Closed til 2.985 kr. Rullekrave Hansen Garments til 1.300 kr.

Han har bevaret sin ungdoms jordnære sprog i nørrebrogadetempo, som han brød igennem med for to årtier siden. Dengang dansk film lagde et helt århundredes teatersprog bag sig og ankom til virkeligheden med mindst 20 års forsinkelse i forhold til resten af verden. Dengang Nicolas Winding Refn, kaldet Jang, håndplukkede Mads Mikkelsen til rollen som kungfu-snakkende Tonny, fordi han troede, at Mikkelsen ikke var skuespiller – hvordan kunne han være dét, når han agerede og talte fuldstændig, som man gør i virkeligheden?

Instruktøren var vild med Mikkelsens autentiske gadedialekt, som han selv har kaldt ’pornografisk’.

”Jang blev lidt sur, da han fandt ud af, at jeg faktisk var i gang med skuespilleruddannelsen (på Aarhus Teaterskole, red.),” siger Mikkelsen.

Han tilhører den generation af skuespillere, og instruktører, der brød igennem i sidste halvdel af 1990erne, og som siden har været dansk kulturs globale flagskibsforretning. Der skete i de år noget radikalt anderledes, end vi var vant til i dansk film. Noget realistisk. Få steder var dansk films moderne gennembrud tydeligere end i granatchokket ’Pusher’.

”Du må godt sige ’gamle’. Vi er sgu blevet gamle.”

”Nej, jeg synes, det var meget tydeligt helt fra starten. Vi var en generation, der voksede op med en stor fascination af nogle bestemte udenlandske film. Mange af os havde Martin Scorsese og Francis Ford Coppola til fælles. Der var jo ikke mange danske film, vi kunne identificere os med. Det var underligt, at man stadig talte sådan noget teaterdansk i film helt op til begyndelsen af 90’erne. Vi havde haft Allan Olsen, som kom og revolutionerede det hele, og Jens Okking, som bare kunne et eller andet helt vildt. Vi havde da også nogle skønne ting fra Ghita Nørby og Frits Helmuth, det var slet ikke det, men som form var det gammeldags. Vi syntes, vi befandt os i 50’erne.

Vi stod og gloede på udenlandske film som ’Taxi Driver’ og sagde til hinanden: ’Er den fra 1975? Hvad havde vi lavet i Danmark sidste år? ’Op på fars hat?’ Det var helt sort. Helt sort. Selvfølgelig var der et behov for, at der skulle ske noget. Og det gjorde der. Vi voksede i forskellige retninger, men lige pludselig var der en generation, hvor broen ikke var så lang … altså vi stod ikke længere og blev instrueret af en 88-årig instruktør, der skulle fortælle os, hvordan det var at være teenager – for sådan havde det været indtil da. Vi var jævnaldrende, og vi havde en direkte kommunikation. Lige som Scorsese og De Niro i 70’erne. Samme alder, let’s go, rock’n’roll. Selvfølgelig er det da også sindssygt svært for den næste generation, der kommer efter os, bare lige at ændre på tingene. For det var jo rigtigt, det vi gjorde. Så nu skal de enten plagiere det, gøre det bedre eller finde på noget helt nyt. Det var lidt nemmere for os, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi sagde: ’Hey, har I set det her før?’ Og folk svarede: ’Nej, det har vi ikke. Fedt!’ Men vi skulle gøre det. Og vi fik lov. Frem for alt. Noget gik galt, noget gik godt. Men det var fandeme vigtigt.”

Der skal skydes flere billeder.

Vi går uden for den gamle industribygning. I fugleflugtslinje er vi cirka lige mellem Mads Mikkelsens nuværende villa i Hellerup og barndomshjemmet på indre Nørrebro, hvor han voksede op for 40-50 år siden sammen med sin mor Bente, sygehjælper, sin far Henning, fuldmægtig og tillidsmand i banken, og den et år ældre storebror Lars, der også er blevet en succesrig skuespiller.

Sammen dyrkede brødrene Bruce Lee-film og spillede på samme hold i verdens mest jordnære holdsport, håndbold, opfundet i Danmark. Mads Mikkelsen var i årevis aktiv og træner i gymnastikforeningen Gefion. Lige så dansk som den Carlsberg-øl, han reklamerer for i øjeblikket.

Frakke Harris Wharf London til 3.750 kr. hos Lot#29. Skjorte Aiayu Man til 995 kr. Bukser Arket til 750 kr.

I over 20 år har han været et af de mest kendte ansigter herhjemme overhovedet. En flink stjerne. Og det er jo lidt sjovt med os danskere.

Vi elsker at have forbilleder, vi er stolte af dem. Vi er verdens centrum, når vi bliver nævnt derude på grund af vores stjerner, for deres støv drysser på os. Men selv nu, vel inde i det 21. århundrede, efter Anja Andersens fuckfinger, Peter Schmeichel, Nik & Jay og Nicklas Bendtners mere eller mindre vellykkede frontalangreb på Janteloven, efter Noma, New Nordic, CPH i Lonely Planet, Bjarke Ingels og alverdens dansk tv-serie- og filmsucceser, er det stadig, som om vores største navne helst ikke skal blive så store, at de ikke kan ligge ned. De må ikke komme for højt op i himmelrummet. Som om den højeste anerkendelse, en stjerne kan få i Danmark, er, at han eller hun er helt nede på jorden.

Som om vi bedst kan lide prætentiøse Prins Henrik, når han ikke længere er iblandt os og foretrækker Kronprins Frederik frem for Dronning Margrethe. For ham Frede, han er sgu nede på jorden. En af vor egne. Han er lige som os. Han kan drikke en bajer og løbe en tur. Spille luftguitar. Ryge en smøg. Og tænk bare på Kim Larsen. Han var også nede på jorden.

”Ja, det er det vel. Nej … hvor fanden er Pilou (Asbæk, red.) vokset op? Han har i hvert fald nogle højere a’er end mig. Når han taaaaa-ler. Men han er fan’me også nede på jorden. Så jeg tror sgu, det er noget dansk. Hvis du prøver på at være et lidt andet sted end andre, så går der ikke mange sekunder, før du bliver hevet ned.”

”Nej. Som dansker er det meget svært at kræve kun at få serveret de gule M&M’s, uden at folk dør af grin.”

Tænkepause.

”Det er skægt, for vi er anderledes end svenskerne. De har en helt anden måde at dyrke deres stjerner på. Svenskerne er også nede på jorden. Men når de svenske skuespillere sidder og snakker sådan her, som jeg gør nu, og der så kommer en journalist ind i rummet, i dét øjeblik (Mads Mikkelsen retter sig demonstrativt op og antager en højtidelig, affekteret tone, red.) börjar dom prata så här. Og dét, de siger, bliver stor filosofi. De begynder også at bevæge sig (gør svingende, teatralske fagter med armen, red.) som om de var på Det Kooongelige. Når jeg ser det, tænker jeg: ’Hva’ fuck skete der lige dér?’ Svenskerne skriver også med stor andægtighed om deres stjerner. De har en enorm respekt for det, de bringer os. Svenske stjerner har en helt anden status i samfundet end i Danmark. De kan godt lide at løfte tingene op på en piedestal, og det har de lov til på en helt anden måde, end vi har. Det kan man slet ikke her. Og godt for dét. Man kan så sige, at i Danmark respekterer man heller ikke altid det, folk kan. Mange gange siger folk: ’Fuck, mand, jeg kan sgu da gøre det lige så godt som Caroline Wozniacki. Hun er den dårligste, jeg nogensinde har set.’ Okay? Altså … det er dejligt nede på jorden i Danmark. Men det er også helt grotesk at sige: ’Det Wozniacki gør, det kan jeg gøre lige så godt.’”