”Hvis folk passede lige så godt på deres forhold, som Esben og jeg gør, så ville der ikke være nogen skilsmisser i Danmark”

Et venskab besegles

Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft begynder begge på Journalisthøjskolen i februar 2008. De går i samme klasse.

Peter: ”Jeg var i gæld til Esben fra dag ét, da Esben som noget af det første skulle lyve på mine vegne om, hvor jeg var henne. Sagen var, at den første uge af Journalisthøjskolen desværre faldt sammen med DM i snowboarding i de franske alper, og det ville jeg ikke gå glip af. På første dag af konkurrencen faldt jeg og brækkede kravebenet og dislokecerede min skulder. Alligevel tog jeg ikke hjem, jeg blev der bare uden at køre. 

Skæbnen ville, at der var bragende godt vejr i Alperne, så da jeg landede i Danmark med armen i slynge, havde jeg goggle-tan, ren Bjørnebanden, og det harmonerede ikke med studiestart i februar. Jeg skrev til vores lærer, at jeg var faldet i badet og havde brækket skulderen, og at jeg uheldigvis havde goggles på i solariet. Det var en kritisk nødløgn, som Esben måtte underbygge, fordi vi var i gruppe sammen. Jeg lærte meget hurtigt at stole på Esben.”

Esben: ”Det var også på det tidspunkt, at Peter havde en hurtig weekend, hvor der lige skulle fejes op om søndagen.”

Peter: ”Esben og jeg havde den fælles skæbne, at vi begge kort inde i studiestarten gik fra at være i forhold til at være på fri fod. Vi havde en skæbnesvanger aften på Journalisthøjskolens bibliotek, hvor jeg sad og hørte Tracy Chapman på min pc.”

Esben: ”Du var trist.”

Peter: ”Og ude i horisonten lurede et uvejr i form af en pubcrawl gennem Aarhus, som var en del af introforløbet. Meningen var, at man skulle drikke sig ned. Og alle ved, at når man har tumult i kærlighedslivet, så kan en brandert gå to veje: Du kan ende med at græde utrøsteligt, eller du kan have dit livs aften. Mellem de to muligheder er der intet. Du kan ikke have en standard aften. Vi valgte dør nummer to.”

Esben: ”Der var god fart på.”

Peter: ”Kvinderne var meget smukke alle sammen, som jeg husker det.”

Esben: ”Det var utopisk.”

Peter: ”Vi drak os fra sans og samling i hinandens lille, lukkede boble. Jeg faldt i snak med en ung dame fra en af de andre klasser på Journalisthøjskolen. Hun og jeg tog videre for at få en drink, men klokken tre om natten er der ikke så meget liv i Aarhus. Det eneste, der var åbent, var Royal Casino, og da jeg er vild med filmen ’Casino Royale’, tog vi derhen, så vi kunne få en drink, og jeg kunne give den som Daniel Craig. Allerede i døren fik jeg et kæmpe spark i skridtet, da jeg ankom i skatersko, jeans og lyseblå T-shirt og fik at vide, at man skulle have blazer på. Jeg fik udleveret en blazer, som var alt for stor. I baren forsøgte jeg at bestille en Vesper Martini, som er sindssygt stærk, men den kunne de ikke finde ud af at lave. 

Natten gik sin gang, og da jeg vågnede næste morgen, var det til lyden af DVD-menuen til ’Casino Royale’ på min Xbox, så det havde tydeligvis været aftenens sene visning. Jeg havde den fornemmelse, som kun en brandert fra øverste skuffe kan medføre: ’Hvem er jeg? Er jeg i live?’ For enden af sengen stod min ekskæreste med Emmerys-poser i hånden, hvilket indikerede forsonlighed, men hendes ansigtsudtryk var ulig noget, jeg havde set før. 

Det næste, der skete, var, at jeg drejede hovedet 30 grader og så, at kvinden fra Journalisthøjskolen lå ved siden af mig. Den næste halve time var voldsom. Det korte af det lange er, at da jeg langt om længe var alene i lejligheden, havde jeg trådt det meste af det, der engang var seks krystalglas på stilk op i fødderne, fordi jeg var blevet jagtet rundt i hjemmet. Min Xbox måtte lade livet. Min ekskæreste Zlatan’ede den ind i væggen.”

Esben: ”Den morgen ringede Peter til mig: ’Kan du komme herud nu?’ ’Jo, hvad sker der?’ ’Jeg kan ikke sige det i telefonen, bare kom.’ Jeg hoppede i en taxa og kørte derud. Vi gik lidt rundt og møffede og samlede glasskår op og fik noget morgenmad. Så tog vi på skadestuen.”

Peter: ”Jeg blev bedøvet fra knæene og ned, og så sad der to læger og rensede mine fødder for splintrede krystalglas. Og så tog vi ellers i byen igen.”

Esben: ”Ellers havde weekenden været spildt.”

Peter: ”I den fortælling ligger Aarhus’ styrke, ungdommens styrke og alkoholens styrke.”

Esben: ”Og fare.”

Peter: ”Efter det var vi kædet sammen, Esben og jeg.”

Møre bøffer og friske fyre

Esben Bjerre Hansen er opvokset i byen Sejs, en forstad til Silkeborg, som den ældste af fem søskende. Hans mor er skolelærer, og hans far er pædagog og fotograf.

”Da jeg var 15, læste min gode veninde Marie i Midtjyllands Avis, at restaurant-kæden Bone’s åbnede i Silkeborg og søgte medarbejdere. Jobsamtalerne foregik på det nye SAS-hotel, som var byens stolthed. Marie spurgte, om jeg ville med. Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg skulle have et arbejde, men jeg tog med og fik en samtale, og nogle dage efter ringede de og sagde, at de gerne ville ansætte mig. 

Jeg endte med at være der seks et halvt år. Der var en god energi i at være sammen med andre mennesker om at bygge noget op fra bunden. Jeg begyndte med at fylde op i salatbaren og vaske borde og blev siden tjener og sluttede som vært. Jeg lærte at læse bordene. Når gæsterne havde sat sig, fik de en lang liste, hvor de selv skulle krydse af, hvad de ville have. 

Oppe i toppen skulle man skrive sit navn. Jeg løb bestillingerne igennem ved bordet, og så var der altid nogen, der havde skrevet ’Sydbyens største konge’ eller sådan noget. Så skulle jeg lige finde ud af, om de havde skrevet det for at få hinanden til at grine, eller om det var meningen, at jeg skulle grine. Jeg stod der som en splejset 16-årig tjener og skulle vurdere en gruppe 25-årige boys, som havde fart på og skulle have 100 øl og noget at spise. Det kunne godt være lidt intimiderende, men der var også noget forfriskende over det, for jeg var nødt til at holde den kørende og snakke med gæsterne. 

Ved et andet bord kunne der sidde et par, som var ude på første date, og så sad de og stirrede hinanden i øjnene og vidste ikke, hvad de skulle sige. Der kunne det hjælpe, at jeg kom hen som en tredjepart og fjernede fokus fra daten, mens jeg tog imod deres bestilling. Nogle gange stod jeg der 30 sekunder længere og fandt på noget at sige for at bløde stemningen op.

Når de sidste gæster var gået, gik jeg ud og strøg min medbragte skjorte i personalerummet, som havde den der underlige lugt af svedigt frituretøj, strygejern og personalemad. Skjorten havde jeg købt hos Ib, som var Silkeborgs fede tøjforretning med hvidt gulvtæppe og blanke døre ind til prøverummene.

Vi havde en politik i vennegruppen om, at hvis en af os havde købt noget hos Ib, så havde man førsteret på det, for det duede ikke, at man kom fem mand i den samme skjorte og lignede et boyband. Når jeg havde strøget skjorten, tog jeg direkte over på Diskotek Chaplin og mødtes med vennerne.

På Bone’s lærte jeg mennesker at kende, som jeg ellers ikke ville have mødt, fordi jeg voksede op i et homogent miljø i Sejs. Jeg mødte folk fra andre bydele og folk med andre indkomster. Der var en kok, som blev fyret, fordi han ikke mødte op på sine vagter. På sin sidste arbejdsdag delte han ud af store ribeyes og entrecôter og islagkager til de ansatte. ’Dem kan I bare tage med hjem,’ sagde han. ’Nå, okay, fedt,’ sagde vi. Vi vidste ikke, at han var blevet fyret og var rasende på restaurantens ejere. En anden kok havde vistnok været i fængsel. En dag lånte han en bil af en af de ansatte og kom aldrig tilbage. Både kok og bil var væk.

Mens jeg gik i gymnasiet, arbejdede jeg stadig på Bone’s. Jeg kunne altid mærke, når jeg arbejdede for meget på restauranten, for så begyndte jeg at drømme den samme drøm om, at jeg var sidste mand på Bones, jeg havde sendt alle hjem, og fem minutter i klokken 22, hvor vi skulle til at lukke, kom der to i døren, og dem lukkede jeg ind, og så kom der to mere og to mere og to mere. Drømmen var en fin påmindelse om, at jeg hellere måtte lade være med at arbejde så meget den næste uge.

Jeg havde en skøn samfundsfagsunderviser, som helt klart var ham, der lagde grundstenen til, at jeg skulle lave noget med samfund og politik. Jeg havde en idé om at læse statskundskab, men jeg kunne se, at det ikke var mig, for jeg var ikke sindssygt skoleflittig og dygtig, og jeg gik i klasse med en sindssygt skarp fyr, som ville læse statskundskab, og jeg tænkte, at ham er der i hvert fald fem af på hvert gymnasium, så hvis bare én af dem skal læse statskundskab, kommer jeg langt ned i bunken på studiet. 

Jeg kom ind på Journalisthøjskolen og kunne hurtigt mærke, at det var det helt rigtige for mig. Jeg klarede mig okay, og opgaverne var dejligt konkrete, frem for at man skulle sidde og teoretisere over et eller andet.”

Makkerpar på radio, tv og podcast

Esben Bjerre Hansen er født i 1987 i Sejs ved Silkeborg. Voksede op som den ældste af fem søskende. Uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus med en afstikker til San Francisco State University som udvekslingsstuderende. Han var i praktik som journalist på DR Nyheder.

Peter Falktoft er født i 1985 i Risskov ved Aarhus. Læste på Journalisthøjskolen og var i praktik på P3, hvor han fik tilbudt en fast stilling, inden han var færdiguddannet journalist.

I januar 2012 debuterede Bjerre Hansen og Falktoft med ’Monte Carlo’ på P3. Satireprogrammet blev sendt på hverdage og havde en halv million lyttere. I 2012 og 2013 vandt duoen Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon, ligesom de i 2013 vandt en Zulu Award for årets bedste radioprogram. ’Monte Carlo’ sendte for sidste gang i juni 2014.

I årene efter ’Monte Carlo’ har parret lavet tv-programmet ’Monte Carlo på DR3’, ligesom de har lavet rejsereportager fra blandt andet Kina, Mexico og Sydafrika.

Siden 2016 har Bjerre og Falktoft lavet podcasten ’Her Går Det Godt’, som har mellem 160.000 og 200.000 lyttere hver uge.

Esben Bjerre Hansen bor med sin forlovede, Sisse Sejr-Nørgaard, og parrets to børn på Nørrebro.

Peter Falktoft bor med sin hustru, Anna Frank Falktoft, og parrets to hunde på Frederiksberg.

Tast 3, hvis du er i problemer

Peter Falktoft er opvokset i Risskov uden for Aarhus, hvor han boede med sin mor, efter at forældrene gik fra hinanden.

”Min mor var stewardesse og fløj med Sterling og sidenhen Premiair, da de opkøbte Sterling. Jeg tror, jeg var den eneste i min klasse og blandt mine venner, der ikke boede i et hus. Min mor og jeg boede i en lejlighed tæt på vandet, men med togskinner i baghaven. 

Jeg er vokset op i et hjem med kærlighed og tillid og temperament, men også med følelsen af, at det var os mod de andre. Penge, og behovet for at tjene dem, har altid fyldt meget i mit liv. Når man oplever, at ens mor har et Magasin-kort for at købe fødevarer, fordi alle de andre kort er spærret, så bliver man ret tidligt bevidst om, hvad penge er værd.

Uden at der skal gå Thomas Vinterberg i den, så har mange skolelærere fortalt mig med store bogstaver, at jeg ikke var ligesom alle andre. I fjerde klasse fik jeg at vide, at jeg var ordblind, og at jeg ville være heldig, hvis jeg kunne lære et nyt ord om ugen. Jeg skulle forberede mig på at gå i specialklasse, og jeg ville næppe komme i nærheden af gymnasiet. 

Jeg havde krudt i røven. Jeg var sportslig og fysisk anlagt. Jeg legede bedst med drenge, som var tre-fire år ældre end mig. Jeg havde flere venner ude fra Vårkjærparken og Gellerup og Bispehaven end på Solmarksvej og Strandmarksvej i Risskov. Jeg kan ikke fortælle, hvad vi lavede. Det gør man ikke, der hvor jeg kommer fra. Men jeg kan sige så meget, at jeg havde en Mobilix-telefon, og hvis jeg var i problemer, kunne jeg trykke 3 og ringe op og fortælle, hvor jeg var, og inden for få minutter ankom en sænket Honda Civic med høj Tupac-musik og vinduerne nede. 

I bilen sad en intifada af aggressive palæstinensere, som var klar til at hjælpe mig. En aften var det ved at kamme over på en villavej i Risskov, hvor jeg pludselig var omringet af drenge på scootere, der kom ude fra Lystrup – Gun City, som vi kaldte det. Hurtigt gav jeg telefonen til min ven Svedpelsen, en kæmpe legende, som havde dun på næsen og perspirerede meget. Han ringede op og sagde, hvor vi var, og hvad der skete. Tre-fire minutter efter kom kavaleriet flyvende, hvilket fik scooterbanden til at sprede sig, som når politiet smider en tåregasgranat ind i en demonstration. Det var en milepæl for mig i det sociale weekendhierarki i Risskov. Efter det var der ikke noget.

Socialt har jeg haft mange strenge at spille på fra en tidlig alder. Jeg har altid haft en fod i mange lejre. Jeg danner mig hurtigt en forståelse af, hvordan kulturen er i ét fællesskab og i et andet. 

Ved siden af det lejlighedskompleks, hvor min mor og jeg boede, lå et gult hus, en kasse af proportioner, tre etager med havudsigt, og der boede min bedste barndomsven Tue. Han var det, man i dag kalder en 12-tals-elev. Han var den flotteste, dygtigste, sødeste dreng. Bedst til fodbold. Bedst på alle parametre. Jeg rendte i halen på ham hele tiden, fordi han var vidunderlig. Jeg skulle på Aarhus Katedralskole, fordi han skulle på Aarhus Katedralskole. Hans forældre var nogle af de eneste, der ikke var lorne ved, at jeg legede med deres børn. 

Når jeg var rapkæftet, sagde Tues mor til mine forældre: ’Ham skal I ikke bekymre jer for, han skal nok blive til noget.’ Det er fedt, når ens mor siger det. Det er rigtig fedt, når ens vens mor siger det, for hun har ikke nogen aktier i at fortælle mig hverken det ene eller andet. Tues mor sagde: ’Det bliver nok noget med ord.’

I gymnasiet på Aarhus Katedralskole havde jeg en fantastisk dansklærer. Han ændrede mit liv i forhold til formidling. Han var medlem af Dansk Sprognævn. I skriftlig dansk skrev jeg om H.C. Andersen. Jeg fik 11.

Efter gymnasiet søgte jeg ind på Journalisthøjskolen af to grunde: Det var det sted, hvor jeg kunne se, at der ville være mindst matematik på menuen. Jeg er talblind. Og så kunne jeg godt lide tanken om, at der var en optagelsesprøve, hvor alle var lige stillet, hvor man ikke kunne trække på magtfulde onkler eller andre former for nepotisme.”

De tidlige radiodage

Efter halvandet års undervisning på Journalisthøjskolen i Aarhus kommer Peter Falktoft i praktik på P3 og Esben Bjerre Hansen på DR Nyheder i København. Praktikken varer halvandet år, hvorefter de begge tager tilbage til Journalisthøjskolen for at færdiggøre de to afsluttende semestre. Peter Falktoft når dog aldrig at afslutte uddannelsen, da han får tilbudt et fast job på P3. 

I mellemtiden er Esben Bjerre Hansen rejst til San Francisco som udvekslingsstudent. Esben befinder sig i San Francisco, da han i december 2011 får en mail fra Peter, som har fået tilbudt at blive vært på et nyt program på eftermiddagsfladen på P3. Peter er interesseret i at få Esben med i programmet som medvært. Det bliver starten på ’Monte Carlo’, der sender første gang i januar 2012.

Peter: ”Min drøm var at skabe en epoke i dansk radio. Målet var at få mit eget radioprogram på P3, så det var rart, da det endelig skete. DR var opsat på, at min medvært skulle være et kendt ansigt. Jeg foreslog, at de tog Esben, som ikke havde lavet radio før, og det fik en lunken modtagelse. De næste seks-otte måneder satte jeg ledelsen stolen for døren og sagde, at det var Esben eller ingenting. Jeg kendte mit værd og stod fast. 

Jeg gik med til at caste 12-14 mennesker for at gøre ledelsen glad, for så følte de, at de i det mindste havde prøvet. Men Esben var stadig mit førstevalg. Du behøver ikke være et kendt ansigt for at lave radio, og det appellerede til mig, for jeg skal aldrig nogensinde have spidse sko og slips og blazer på, fuck nej. 

Ledelsen sagde til mig: ’Du kan ikke gøre hvem som helst god, Peter. Du kan ikke gøre alle gode.’ ’Jo, det kan jeg godt, men det bliver ikke nødvendigt, for Esben er god.’ De endte med at tage Esben.”

Esben: ”I min praktiktid havde jeg lavet enkelte indslag til Radioavisen, men jeg havde ikke prøvet at være mig selv i radioen. Det kan man godt høre i de første programmer, Peter og jeg lavede sammen. Han fyldte 80 procent og jeg 20. Med tiden er det blevet udjævnet, så det er 55 procent til Peter og 45 til mig. Det var svært for mig i starten at finde ud af, hvor meget jeg skulle give af mig selv. Der er ikke nogen anden måde at lære det på end at gøre det.

Vi kaldte programmet ’Monte Carlo’, og grundtonen var, at det skulle være det modsatte af klassisk, dansk brok, hvor alt er dårligt og surt. Det skulle være en hyldest til de der overskudsmennesker, som måske i virkeligheden ikke findes. 

Peter og jeg har aldrig set os selv som satirikere, der skulle spidde den og den politiker. Vi arbejdede mere med den følelse, man har, når man ser TV-avisen og tænker: ’Hvorfor spørger du ikke om det?’ eller ’Hvorfor siger I ikke det?’ Det var grundessensen af vores program. Vi ville beskæftige os med alt det usagte, alt det, som alle ved og hvisker om i krogene og siger hjemme ved bordene, men som ikke bliver sagt i fjernsynet.

Jeg havde med min jyske sindighed belavet mig på, at der ville gå i hvert fald et år, før lytterne opdagede os, og fra ledelsen var budskabet da også, at vi ikke skulle stresse, hvis der ikke var nogen lyttere i starten. Men der gik ikke lang tid, så var vi på forsiden af Politiken, og Information lavede et portræt af os. Snart havde vi 500.000 lyttere hver eftermiddag. Det eksploderede omkring os.”

Et mediehus uden mellemledere

Monte Carlo Enterprises er navnet på det produktionsselskab, Esben Bjerre Hansen, Peter Falktoft og hans hustru Anna Frank Falktoft, som har titel af direktør, sammen har stiftet. Tanken var at skabe et mediehus uden fordyrende mellemledere og producenter.

Ud over de tre stiftere har firmaet to ansatte: En studiomanager og en fast tilrettelægger. I centrum for virksomheden står den ugentlige podcast ’Her Går Det Godt’, som optages i et lydstudie indrettet i et kælderlokale under en villa på Frederiksberg. ’Her Går Det Godt’ er annoncebaseret efter forbillede fra amerikanske podcasts, hvor firmaer kan købe sig til omtale i programmet. Hvad det koster et firma at blive omtalt, ønsker de tre stiftere ikke at oplyse, ud over at der findes en fast startpris for omtale i podcasten og på de to værters sociale medier. Ønsker virksomheden mere omtale, fx i en video, stiger prisen.

Ved siden af podcasten laver Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft forskellige ting. Peter Falktoft har dækket OL i Vancouver, London, Sochi, Rio de Janeiro og Pyeongchang som kommentator og reporter på radio og tv. Senest var han udsendt til OL i Tokyo for Discovery. Han har desuden dækket X Games i Aspen og Minnesota.

Han er aktuel med sin egen podcast, ’Dybt Godnat med Peter Falktoft’, hvor han undersøger menneskets søvnbehov. Esben Bjerre Hansen er medejer af et gardinfirma og har en podcast om Folketinget under opsejling, ligesom han er blevet hyret til at lave en tv-produktion for EU, hvis formål det er at hjælpe journalister med at få fat i de rigtige EU-kilder.

I ’Monte Carlo’ vækker Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft opsigt, når de kommenterer aktuelle begivenheder. Programmet bliver for alvor et samtaleemne, da værterne i 2013 går i brechen for den tidligere fodboldspiller Allan Simonsen, som fredag efter fredag er tæt på at blive stemt ud af ’Vild med dans’.

Peter: ”Dommerpanelet i ’Vild med dans’ lavede danmarkshistoriens største udskamning af Allan Simonsen, og det ville vi ikke stå model til. Jeg ved godt, at det er ilde hørt her i Danmark, men nogle gange akkumulerer et menneske nogle bedrifter, der gør, at vedkommende fortjener at blive forskelsbehandlet. Allan Simonsen er et af de mennesker. Han skal ikke tales til som en debil af fire krukker i et panel i et underholdningsprogram. Vi ville ikke finde os i det. 

Vi sagde, at vi ville stemme på Allan Simonsen og opfordrede lytterne til at gøre det samme, og det var der mange, der gjorde. Vi sagde det i en bisætning på 30 sekunder, og det endte med at blive definerende for vores tid i radioen. Sådan er verden så pudsig. Men ikke alle lyttere var lige begejstrede. 

Esben og jeg blev kaldt til samtale med nogen i en afdeling i DR, som fortalte, at vi havde fået en dødstrussel. Truslen var et brev skrevet med skråskrift. Der stod noget med skærsilden, og at Esben og jeg skulle til Bloksbjerg. Da vi undersøgte sagen nærmere, viste det sig, at brevet var skrevet af en ældre dame, der boede uden for Herning og ejede et katterefugium. Hun var vred over, at en vejrvært eller noget i den dur, hun holdt meget af, var røget ud af ’Vild med dans’ på bekostning af Allan Simonsen.”

Esben: ”Lige pludselig havde alle en holdning til Peter og mig. Vi var kommet ind med firetoget fra Jylland og havde ikke nogen plan om, at nu skulle vi være kendte. Vi ville bare gerne lave noget radio, som vi syntes, var sjovt og fedt. Jeg gik fra at være et relativt anonymt menneske først i Silkeborg og senere på Journalisthøjskolen i Aarhus til lige pludselig at være én, mange mennesker mente noget om. 

Når jeg sad med en gruppe venner på et værtshus, og der kom nogen ind ad døren, lod de blikket hvile på mig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det var fordi, de vidste, hvem jeg var, og havde en eller anden holdning til mig, eller om de bare orienterede sig i lokalet. Det mest akavede var, når jeg var sammen med mine venner, og der kom nogen over og ville mig noget, men ikke var interesseret i resten af den gruppe, jeg var sammen med. Jeg følte, at jeg tog noget tid fra gruppen, når jeg skulle hilse og snakke eller få taget mit billede sammen med nogle fremmede mennesker. 

Det kan lyde selvoptaget og krukket at tænke sådan, men min pointe er bare, at det var noget, jeg skulle lære at forholde mig til. I dag har jeg det fint med at blive genkendt, og folk er heldigvis søde, når de kommer hen og hilser i supermarkedet.”

Peter: ”Der gik ikke længe, før vi blev behandlet mere som popstjerner end som radioværter. Mennesker, som førhen ikke havde så meget tid til mig, havde pludselig al tid i verden. Folk, der før havde tøvet med at lukke mig ind på deres natklubber, bad mig om at komme og tømme baren med de der kæmpe flasker, der har lys i bunden og stjernekastere viklet om flaskehalsen. Det var på ingen måde overvældende, for jeg har altid vidst, at det nok skulle blive godt. 

Jeg har altid båret mig selv, som om jeg var noget særligt. Det er der mange danskere, der har det rigtig svært med, men det har jeg altid gjort. Man bestemmer selv, hvad man er værd i det her liv. Der er en udpræget misforståelse af, at man ikke godt selv kan vide og føle, at man er noget specielt, samtidig med at man ikke føler, man er bedre end andre. Det har altid været mit udgangspunkt.

Jeg ser ikke mig selv som en berømthed. Jeg lever ikke et berømt liv. Jeg indrapporterer ikke mine ferieplaner til den kulørte presse. Jeg går ikke i byen torsdag, fredag og lørdag. Jeg drikker ikke alkohol. Mit arbejde består i at hudflette tidsånden, og så smutter jeg hjem og laver crossfit og hænger ud med mine hunde og min hustru.”

Det sidste afsnit af ’Monte Carlo’ bliver sendt på P3 i juni 2014. Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft trænger til at prøve noget nyt. I årene siden har de lavet tv og rejst rundt i verden. Siden 2016 har duoen lavet podcasten ’Her Går Det Godt’, der har omkring 150.000 lyttere hver uge.

Peter: ”Det spørgsmål, jeg oftest har fået, er: ’Er I også venner privat?’ Jeg svarer altid: ’Hvis folk passede lige så godt på deres forhold, som mig og Esben gør, så ville der ikke være nogen skilsmisser i Danmark.’ For det er nemt at falde af på den, når man, med al respekt, har så har nemt ved at gøre det, vi gør. Det, vi laver, er båret af en oprigtighed og en god samtale, og i de her Photoshop-tider er der noget betryggende i, at du stadig ikke kan efterligne et godt venskab og en god samtale.”

Esben: ”Jeg tror grundlæggende, at vi begge har en fuldstændig stensikker tro på den andens loyalitet over for projektet. At vi altid får det til at fungere, også selv om det nogle gange har været op og ned. Gennem 10 år kan der være meget biks og baks i folks privatliv, men vi har til dato ikke misset et program på grund af noget privat eller bøvl. Vi har prøvet at være der for hinanden, når det er tungt og svært. Vi ved begge, at der ikke kan ringes en afløser ind, for så er det et andet program. Det gør det selvfølgelig lidt skrøbeligt, men det er også styrken.”

Peter: ”Det er det, der er så vidunderligt – at det er så forgængeligt. Det er vitterlig bare mig eller Esben, der skal få nok, så er det slut. Det er rart at vide, for så bliver man ikke for magelig.”

Esben: ”Jeg vil gerne indrømme, at da vi gik selvstændig, var der et sug i maven hver måned, om der var penge på kontoen. Men nu har vi fået bygget noget op, som er en velsmurt maskine, der kører. Også selvom det stadig er langt til en fastansættelse og fagforening og feriepenge og pension. Det kræver noget selvdisciplin. Men lige det er vi rimelig gode til.”

Peter: ”Der er tilsyneladende en udbredt misforståelse om, at vi er kommet hurtigt og dovent til tingene. Men det passer ikke. Jeg har knoklet for alt, hvad jeg har. Jeg hedder ikke Leth til efternavn, der var ikke nogen plads på talentholdet til mig. Der var ikke en far, der var ansvarshavende redaktør på Politiken. Jeg kommer fra en helt anden verden. Jeg mener, at man kan slide sig til det liv, man gerne vil have. Jeg er en Volvo, når det kommer til arbejde. Jeg møder op og gør det, jeg skal.”