Esben Bjerre Hansen og Peter Falktofts ufuldstændige, uvidenskabelige men ikke desto mindre velmente guide til det gode liv

1) Et dårligt parforhold kan ikke reddes af en tur til Paris

Vi lægger ud med kunsten at pleje et parforhold. Peter Falktoft blev i 2019 gift med sin forlovede. Anna Frank Falktoft arbejder i dag som direktør i produktionsselskabet Monte Carlo Enterprises, som er stiftet af hende, Peter og Esben. Esben Bjerre Hansen har siden 2012 dannet par med journalisten Sisse Sejr-Nørgaard med hvem, han nu er forlovet. Parret har to børn.

Peter: ”Jeg hader de der 10-trins-guides, der bilder dig ind, hvordan du får et parforhold til at fungere. Det er så ulideligt at høre på. Det er et vanvittigt udgangspunkt. Jeg vil aldrig nogensinde acceptere, at mit parforhold er et faldefærdigt projekt, hvor du har købt katten i sækken. Jeg har ingen af de der husmandstips, som om dit parforhold var en eller anden have på fjerde sal, du prøver at holde i live. Sådan er det ikke. Hvis ikke det fungerer, så træk stikket på det. Det gælder alt her i tilværelsen. Jeg ved godt, at så bliver man overdænget af den der: ’Ja, men du har heller ikke været gift i 10-15 år, og du har heller ikke fire børn, og du prøver ikke at blive forfremmet ved Deloitte.’ Nej! Men det er alt sammen valg, jeg har taget, fordi der ikke er noget i verden, der er vigtigere for mig end den kærlighed, mig og min hustru har. Jeg har, lige som så mange andre, været i skrækkelige, skrækkelige, skrækkelige forhold. Tanken om at have prøvet at bide det i sig kan gøre mig angst helt ind i sjælen. Når jeg fortæller folk, at jeg til dato endnu ikke har haft et skænderi med min hustru, så kigger de på mig først med mistro og så foragt. De kan ikke rumme det. De tror ikke på det. Det er et af de spændingsfelter, hvor din egen lykke kan gøre folk rasende. Jeg troede, det var forbeholdt børn med jalousi og projektering af egne fejl og mangler. Men de voksne kan sagtens være med.”

Esben: ”Selvfølgelig er der ting, man er uenige om i løbet af et liv, når man bor sammen, uanset om man får børn eller ej. Jeg har da også i mit forhold haft alt muligt op og ned. Jeg er enormt lykkelig over, hvordan vi er kommet hen til et sted, hvor vi kan snakke om det, når vi har en uenighed. ’Snakke om det’ – det lyder røvnederen, men det er det eneste, der virker. Jeg har læst alle de der guides, der foreslår, at du skal tage med din kæreste en tur til Paris. Men jeg har fandeme ligget på mange hoteller og betalt en formue, og tro mig, det dårlige humør følger med til Paris, muligvis er humøret ligefrem dårligere i Paris, fordi du har fjernet dig fra hverdagen og et bøvlet arbejde og tror, at nu skal vi have det fedt og knalde i tre dage, og nej, det skal man bare ikke. Man sidder på restauranten og er i dårligt humør. Så mit råd er: Bliv hjemme. For guds skyld.”

Peter: ”Lad være med at spilde penge på at være i et lortet forhold. Jeg har prøvet at sidde og hade mit liv på et seksstjernet hotel. Vær nærig, til du er ude på den anden side.”

2) En bryllupstale bør ikke vare mere end to minutter

Der er visse skrevne og uskrevne regler til en bryllupsfest. Spørger man Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft, så er der især ét sted, hvor bryllupsgæster med fordel kan stramme op. Det samme gælder toastmasteren.

Peter: ”Mig og Esben var toastmastere ved et bryllup i den absolutte elite af det danske samfund. Det var mennesker, vi holder ekstremt meget af. Men vi fandt ud af, at det at være toastmaster er det værste job på jorden, jeg vil hellere være bomberydder i Afghanistan end at være toastmaster på fast basis. Der var mange store egoer til stede ved festen. Det slog mig, at ekstremt mange, især på herresiden, var velhavende mænd med længere uddannelser, der burde vide bedre, men som i deres taler kun lige fik sneget bruden ind i en bisætning til sidst. De glemte, at man ved et bryllup er samlet for at fejre kærligheden mellem to mennesker.

Generelt glemmer folk fuldstændig at vurdere deres egne evner som talere ved bryllupper. Normalt giver vi danskere ekstremt lidt af os selv, men det ændrer sig fuldstændig ved et bryllup. De mest stille mus og introverte typer kan pludselig føle, at de skal Shakespeare hele forsamlingen. Og når du kombinerer det med alkohol, så går de op 10 minutter i midnat og prikker til toastmasteren og siger, at de lige skal af med det her. Her er det vigtigt, at man som toastmaster er benhård. Sandheden er, at de fleste talere er dårlige, og selvindsigt i den sammenhæng er en mangelvare, og alkoholen ødelægger den fuldstændig.”

Esben: ”De færreste mennesker er normalt gode på en scene. Det er noget, der kræver enormt meget tilvænning at stå og tale foran folk. Og så er der en manglende tidsfornemmelse. Jeg tror, at alle, der har siddet til et bryllup, kan genkende følelsen af at tænke: ’O.k., det er en lang tale, det her.’ Jeg tror, man må sige, at den gyldne regel hedder fem minutter. Du kan sige helt vildt meget på fem minutter.”

Peter: ”Du kan sige mere på to.”

Esben: ”Man skal ikke tage en hel sal som gidsler med en tale, der varer en halv time.”

Peter: ”Det er med bryllupstaler, som det er med Facebook. Der er en manglende selvindsigt i Danmark til at vurdere: Skal jeg dele det her med nogen, eller skal jeg bare tænke det i mit stille sind.”

Esben: ”Det er helt o.k. i pauserne til et bryllup at gå over og sætte sig mellem brudeparret og sige nogle ord. Gør det dog. For det er ikke alt, man siger, som behøver at være henvendt til alle gæster. Jeg var toastmaster ved Peters bryllup, og der kørte vi en meget hård politik med, at man ikke kunne melde sin tale ind i løbet af aftenen. Der var dog en meget nær ven af Peter, som fik drukket sig varm. Han fik lov.”

Peter: ”Her vil jeg gerne komme Esben lidt til undsætning. Vennen, vi taler om, er en trænet dræber. Fem ture i Irak og Afghanistan. Elitesoldat. Sildesalat. Fuldt ornat. Det havde ikke været uden omkostninger at nægte ham at holde tale.”

Esben: ”Det endte præcist, som vi vidste, det ville ende: En fuldstændig rablende tale, hvor vi til sidst måtte sige: ’Daniel, sæt dig ned.’”

3) Se dig for, når du køber en vintage Porsche

Sidste sommer gjorde Esben Bjerre Hansen noget, han længe havde drømt om. Han prøvekørte en vintage Porsche. Men turen kom ikke til at gå, som han havde håbet.

Esben: ”Jeg havde længe tænkt, at nu skulle jeg have den der Porsche fra før ’72, hvor sidespejlene var flotte. Jeg havde været rundt på flere helt ekstremt salafistiske internetfora og snakket med mennesker, der kender til Porsche, og sidste sommer tog jeg mig sammen og kørte ud og så på én. Den kostede 400.000 kroner. Jeg havde aldrig kørt sådan en gammel bil. Det havde været et godt år for Peter og mig, der var penge på kontoen. Der var lige akkurat råd til sådan en bil, selvom det var snert. Det var en flot sommerdag, styrtende varmt. Jeg var i en ruskindsjakke og en åben, blå skjorte. Jeg kom derud, og forhandleren forklarede mig, hvordan bilen virkede. Min plan var at køre en prøvetur op langs Strandvejen, ind forbi Dyrehaven og ned langs motorvejen og aflevere den. Det var studenteruge, og der var lige åbnet op efter den første nedlukning. Byen var elektrisk. Nøj, det var en god dag. Jeg holdt midt på Strandvejen i Hellerup, og så gik den ud. Jeg kunne ikke tænde den. Jeg sad i en bil, som helt tydeligt ikke var min. Folk dyttede i deres dumme Range Rovere og Porscher, og jeg svedte mere og mere i min ruskindsjakke. I det modsatte spor kom et par studentervogne kørende forbi. De vinkede til mig. Jeg havde lyst til at gå direkte ned og hoppe i Øresund. Da jeg havde siddet der i 20 minutter, kom to mænd fra en barbersalon og skubbede mig ind på plads. Jeg var gennemblødt af sved. Jeg ringede til Porsche-forhandleren og bad ham om at komme og hente den. Sælgeren gav mig et lift hjem. Han lænede sig ind mod mig og sagde, at sådan er det jo med gamle biler. Det er en del af charmen. Han tilføjede: ’Jeg må ikke sige det her, men det er Mads Langers gamle bil.’ Han sagde det af ren og skær veneration. Jeg skulle vide, hvor fedt det var for mig at få lov til at overtage bilen, men dér døde den lidt for mig. Jeg tog hjem til min nye elbil. Min vintagedrøm stoppede den dag.”

4) Lad være med at spørge dine venner, hvornår de skal have børn

Esben Bjerre Hansen havde lige mødt Sisse Sejr-Nørgaard, da hun blev gravid. Peter Falktoft og hans hustru har ikke børn, og han er godt mæt af hele tiden at blive spurgt af venner og bekendte, om der ikke snart skal ske noget på den front.

Esben: ”Jeg var jysk-hurtig ude med at få mit første barn. Jeg var 26, da min kæreste blev gravid i 2013. Det var ikke skrevet i sol og måne, at det var der, det skulle ske. Det var på højderyggen af, at Peter og jeg havde ramt den med radioprogrammet, og vi havde også et rejseprogram på tv. Vi kunne have gået til premiere hver weekend, hvis vi ville. At få et barn var meget langt fra det liv, min kæreste og jeg havde regnet med, og nu stod vi midt i det. Det tog noget tid at komme overens med. Jeg kendte ikke rigtig nogen, der havde børn, så jeg skrev en besked til en perifer bekendt, som havde to børn på det tidspunkt. ’Kan vi mødes og drikke en kop kaffe?’ Det var en SOS fra en kommende far. Vi mødtes på en café inde i byen og snakkede en times tid. Det bedste råd, han gav mig, var, at jeg skulle snakke med mine venner og forklare dem, at der er 25 procent mere logistik og planlægning, når man har et barn. Hvis jeg laver en aftale med mine venner om, at vi skal ud at spise fredag aften, så går det ikke, hvis de tre timer inden rykker aftalen til lørdag. Han anbefalede mig at forklare mine venner, at jeg gerne ville være med til ting, men at jeg ikke bare kunne være lige så impulsiv som før.

En ting, jeg gerne vil give videre til mine børn, som jeg selv har fået fra min egen far, er lysten til at spørge. Da jeg var lille, stillede jeg min far alle mulige spørgsmål: Hvordan fungerer et øje, hvorfor kan en flyver flyve, hvorfor flyder et skib? Han satte sig ned og fandt alle mulige leksika frem og tegnede og fortalte. Måske hænger det sammen med, at mine forældre var skilt, og han ikke havde mig hele tiden. Så der var masser af overskud, når vi var sammen. Det kan også bare være, at det var sådan, han var – og er. Man skal ikke affeje sine børn og sige: ’Det har jeg ikke lige tid til.’ Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort. Det er tirsdag, og det regner, og der skal laves mad. Men prøv at sætte dig ned, og giv dig tid til at forklare de ting, som dine børn er nysgerrige på.”

Peter: ”Jeg er midt i et babyboom i min vennekreds. Jeg kan tælle de venner, der ikke har forplantet sig, på én hånd. Tillykke til dem alle sammen, men jeg behøver ikke være med på rejsen hele tiden. Jeg skal nok selv holde mig til, og jeg kommer gerne og står fadder og er ham, der fortæller om badevand, hestehuller og revler i Tisvilde. Men spar mig for resten. Jeg synes, vi skal holde lidt på formerne, når det kommer til snakken om at få børn eller ej. Der er tusind grunde til ikke at spørge om det, især når det gælder kvindelige bekendtskaber. Jeg har så mange venner, der kæmper med frugtbarheden og alt muligt andet og har mange overvejelser. Det er en manglende opdragelse i den moderne, danske samtale, at man uden videre spørger: ’Hvad så, skal I ikke snart have børn?’ Min hustru og jeg bliver spurgt om det hele tiden. Og jeg er blevet radikaliseret af det: ’Nej tak, det ser forfærdeligt ud. Det ligner, at du er blevet waterboardet i 48 timer, og at du prøver at bilde mig ind på Instagram, at det er drømmen.’ Jeg køber den ikke. I’m so sorry, man. Det er ligesom de restauranter, der har billeder af maden. Det ser ikke lækkert nok ud til, at jeg sætter mig. Hvis jeg en dag får lyst, skal jeg nok komme derhen, i mit eget tempo.”

5) Pas godt på dine forældre

Både Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansen lægger vægt på at tilbringe tid sammen med deres forældre. I juni inviterede Peter Falktoft sin far til landskamp i Parken, hvor der var lagt op til en folkefest. Men sådan kom det ikke til at gå.

Peter: ”Mine forældre spiller en stor rolle i min måde at forstå strømninger i det danske folk, som jeg ikke selv forstår. Min mor og min far er min opinionsmåling. Det er hos dem, jeg finder ud af, hvor galt afmarcheret jeg er i forhold til folkestemningen. Så jeg håber, at de er her meget lang tid endnu begge to. Jeg passer og plejer dem som en stueplante. Jeg er over dem. Min far skal dø en dag, og det bliver givetvis lidt før tid, fordi han har truffet nogle dårlige valg, da han var ung, i form af rygning. Han er 72, har KOL og går med pacemaker. Han er min Tamagotchi. Jeg tjekker op på ham hele tiden. ’Er du o.k.? Er du o.k.? Er du o.k.?’ Jeg vil ikke af med ham.

Vi er generelt dårlige i Danmark til at passe på vores forældre. Der kunne vi lære noget af vores ellers så udskældte arabiske medborgere. Det slår mig, at de er lidt bedre til at bruge tid med deres forældre og bedsteforældre. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den største følelse, der overstrømmer den gængse dansker, når deres forældre dør, er fortrydelse over, at de ikke brugte mere tid med dem. Jeg er normalt rigtig dårlig til at spare op. Jeg kommer fra et sted, hvor du, hvis du fik 100 kroner, brugte 150. Men lige præcis når det kommer til kvalitetstid med dem, jeg elsker og holder af, så har jeg lagt helt ekstremt meget til side. Jeg har Joakim von Andsk meget i tanken. Når jeg holder jul med mine forældre hos os, så er det ikke ind og ud samme dag. Nej, de kommer den 20. og bliver til den 26. Måske tager vi videre og holder nytår et alsidigt sted. Hele baduljen. Når jeg står ved Sankt Peters Port og bliver spurgt, om jeg var en god søn, så vil jeg uden tøven referere til julen 2015, hvor jeg rev en 14 dages yoga-surf-retreat i Sri Lanka med min mor og far. Uden andre. Selv tak. Fik jeg sagt, at mine forældre er fra Jylland? Kan du forestille dig, hvad man hører af sidebemærkninger fra sine forældre om et yoga-surf-retreat i den uturistede del af Sri Lanka på 14 dage? Uha. Men vi hyggede os. Fordi vi insisterede på at fucking hygge os. Så luk mig ind.”

Esben: ”På det punkt er Peter og jeg meget ens. Jeg holder sommerferie og lang juleferie med mine søskende og forældre. Jeg har bekendte, som har den der ’Åh, nu skal vi hjem til jul’, og så forsøger man ellers at time det sådan med DSB, at man klokken 14 den 24. december kan rulle ind i provinsbyen, hvor man voksede op, og skynde sig ud igen dagen efter klokken 10 – så er julen klaret og krydset af. Sådan har jeg det ikke, og det er jeg glad for. Mine søskende og jeg gør, hvad vi kan for at komme hjem. Brug noget tid med dine forældre. Hvis du har dem. Ellers find nogle andre.”

Peter: ”Min far og jeg har altid set fodbold sammen. Vi så Champions League hjemme hos ham. Han lavede kylling og flødekartofler, og bagefter så vi bold. Sidste år fortalte han mig, at han godt kunne tænke sig at se en landskamp i Parken – det havde han aldrig prøvet. Jeg skaffede billetter og tog ham ind at se Danmark mod Finland. Alle glædede sig til det, der skulle være en kæmpe fest. Min far er ikke så godt gående, så jeg kørte ham på min ladcykel gennem byen og parkerede foran stadion. Vi havde fået nogle gode pladser og sad og hyggede, folk var søde og rare, selv finnerne smilede til os. Men i det 42. minut faldt en 29-årig professionel atlet død om lige foran os. Vi sad 25 meter derfra. På ufrivilligt gode pladser til det, der udspillede sig, i et hus, der er lavet til, at man kigger derned, hvor det lige pludselig ikke føltes o.k. at kigge hen. Der var stille i Parken. Man kunne høre klaskene på Christian Eriksens brystkasse, da de forsøgte at genoplive ham. Det var voldsomt, og det gjorde det endnu mere intenst for mig, at jeg sad ved siden af min far, som har været ved at stemple ud af livet med en hjertefejl flere gange. Jeg kiggede på min far, lidt i afmagt. Her i foretagendet tyer vi til humor som afvæbning, så jeg sagde til ham: ’Det er da egentlig ufatteligt, at det er en 29-årig professionel fodboldspiller og ikke dig, der falder død om herinde.’ Den tyggede han på i tre-fire sekunder. Han kiggede på mig og sagde: ’Ja, det er helt forkert.’ Jeg kommer ikke fra et humaniora-akademisk hjem. Døden er ikke noget, vi har snakket om. Vi har meget belejligt valgt at ignorere den, ligesom så mange andre. At sidde til en fodboldkamp og se døden i øjnene sammen med min far, der er tættere på den end jeg selv, var givende. Jeg er tilhænger af, at man stress-tester sit sind, sin sjæl og krop i tide og utide. Det fik vi gjort der. Da ambulancen kørte væk med Christian Eriksen, kiggede jeg på min far og sagde: ’Skal vi ikke tage hjem?’ Det var han klar på. Halvvejs hjemme hørte vi i radioen, at kampen startede igen. Men vi var enige om, at det var en god idé, at vi gik. Jeg havde senere en lang snak med Rune Lykkeberg (Informations chefredaktør, red.), som også var inde og se kampen. Han blev, fordi han ikke ville risikere, at spillerne kom ud til et helt tomt stadion. Det ville være synd for dem, syntes han. Det er sigende for mig og Rune Lykkeberg: Han ville fællesskabet, og jeg ville bare hjem.”

6) Der er altid en plads længere fremme i flyet

Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft har rejst Jorden rundt for at lave tv i USA, Kina, Mexico, Israel og Sydafrika. Når de er på farten for at lave tv, går de op og ned ad hinanden det meste af døgnet. Derfor har de som et ældre ægtepar indarbejdet visse rutiner, når de er på tur.

Esben: ”Jeg vil rigtig gerne være mig selv, når vi skal sove på et hotel. Jeg sikrer mig hjemmefra, at vi har enkeltværelser. Nu hvor jeg har børn, så er det sjældent, at man har flere dage, hvor man er sig selv. Og når Peter og jeg laver rejseprogrammer, er vi sammen fra syv morgen til 22 aften, så derfor har jeg ikke behov for også at være fælles på værelset. Men Peter vil sindssygt gerne dele værelse, han synes, det er hyggeligt at sove sammen og sidde sammen i flyveren eller i toget eller i bussen. Peters store lykke er, hvis der i budgettet ikke er råd til, at vi har enkeltværelser.

Når vi flyver, køber jeg nogle gange en opgradering og sidder for mig selv på business. Det kan være en dyr fornøjelse, men det er en luksus, jeg gerne vil betale for. Jeg sover sindssygt dårligt på fly, så nogle gange har jeg kunnet argumentere over for mig selv, at hvis vi skal starte med at optage, nærmest når vi lander, så er det godt givet ud, at jeg kan sove ordentligt i en flyver. Jeg nyder at sidde i den lille lukkede boble, som et fly er.

For nogle år siden fløj Peter og jeg til Tokyo via Dubai, hvor vi havde nogle timers ventetid. Peter var stoppet med at drikke alkohol på det tidspunkt. Allerede da vi skulle flyve fra Kastrup, fik vi serveret et glas champagne, jeg drak mit meget hurtigt, hun fyldte op, og jeg drak et mere. Peter skulle ikke have sit, så jeg drak hans. Jeg var allerede ret fuld, da vi landede i Dubai. Vi fløj på business, og jeg tænkte, at det kunne være spændende at blive opgraderet til first class på turen videre til Tokyo. I Dubai fandt jeg first class-loungen og gik hen til skranken og forklarede medarbejderen, at vi skulle skrive en rejsereportage, og at Emirates betalte for noget af turen, og at det derfor gav kæmpe mening for os, hvis de lige fik os op på first class. Jeg tror ikke, at mit engelsk var helt snorlige på det tidspunkt. Uanset hvad blev det et gigantisk nej. Men jeg fik da lov til at få en rundvisning på first class i flyet. Det var det tætteste, vi kom. Jeg var skuffet. Men som Peter meget rigtigt sagde til mig: ’Der er altid en plads længere fremme i flyet.’ Og det har han jo ret i. Det gælder i alle livets facetter. Hver gang man tænker, nu har jeg made it, får man tanken: ’Ej, hvad har I derovre?’ Der kommer ikke et punkt i livet, hvor man tænker: ’Nu er det perfekt.’ Og det er også okay. Når man er i slutningen af teenageårene eller start-20’erne og skal finde ud af, hvad man vil, og hvad man skal, kan det være besnærende at tænke, at der er et endemål: ’Når jeg kommer hen til den lejlighed eller den bil, eller min kæreste ser sådan her ud, så bliver det godt, så er jeg lykkelig, så skal jeg ikke stresse mere.’ Og sådan er det ikke. Der var en dokumentar om de der Frankfurt-skiderikker, der havde stjålet alle vores penge i udbytteskat. De blev spurgt: ’I har jo hundredvis af millioner kroner. Hvorfor skal I have flere?’ De svarede, at så var der en, der havde et større sommerhus på Mallorca, eller to sommerhuse eller to Porscher. Du kan altid skrue den op, og der er altid nogen, der har lidt mere. Det var det samme med flyveren. For det var fedt på business. Det havde ikke behøvet at være first class. Men det var følelsen af, at det kunne også være lidt spændende. Men hvis man sidder på first class, så kigger man ud og får øje på dem, der flyver i privatfly. Og når man flyver i privatfly, tænker man: ’Tænk, hvis man havde et stort privatfly.’”

7) Sådan stopper du en blødning midt under en bytur

For nogle år siden var Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansen på skiferie med nogle venner i Gstaad i Schweiz, og den fik ikke for lidt. Turen fandt sted, inden Falktoft besluttede sig for at lægge sin livsstil om og sige nej til alkohol.

Peter: ”Om aftenen var vi i byen i Gstaad, og Esben bestilte rødvin, mens vi andre havde gang i de høje Belvedere-flasker med stjernekastere. Idet tjeneren ankom med en bakke med tre højstilkede rødvinsglas, var der en, måske mig, der fik banket bakken ud af hænderne på ham. I Esbens forsøg på at være et godt menneske greb han ud for at redde krystalglassene, hvilket resulterede i, at han fik knækket foden af et glas, så stilken dolkede ham i håndleddet tæt på pulsåren. Det blødte voldsomt. I vores 12.000 hestes brandert vurderede vi, at hvis man bandt nogle af de viskestykker, der lå hen over vodka-flaskerne, da de blev serveret i spande, om Esbens håndled, så var det bandage nok. Viskestykkerne blev røde på nul komma fem. Aftenen forløb, Esben åd den, som den legende han er. Næste morgen vågnede jeg på vores femstjernede alpehotel. De tykke gardiner var trukket for, så der var mørkt i soveværelset. På toilettet stod jeg lige så stille og tissede og fik øjne, da jeg opdagede, at håndvasken var farvet rød af blod. Jeg kiggede ned og så, at jeg stod i blod på gulvet. Jeg så, at der løb et spor af blod fra badeværelset og ind i det store, mørke soveværelse. Min første tanke var:’ O.k., der er nogen, der er død her.’ Man havde slæbt et lig ind på værelset. Fullblown ’Dexter’. Da jeg trak de gigantiske gardiner fra, så jeg, at blodsporet førte op i Esbens seng. Hans lagner var røde. Jeg tænkte i mit stille sind: ’Gud, Esben har slået nogen ihjel’. Han var smurt ind i blod. Hans ansigt var askegråt. Jeg havde aldrig set den ansigtsfarve før. Jeg vækkede ham. Der var lige knap livstegn. Det viste sig, at han havde kørt en all nighter i 1.800 meters højde i minusgrader med et stiksår lige ved pulsåren.”

Esben: ”Peter valgte den løsning, som alle jo gør i denne her moderne tidsalder: Tog et billede og lagde det på Instagram. Vi skulle hjem samme dag, og jeg havde i min brandert ikke sat min telefon til at lade, så jeg havde ikke noget strøm, før vi landede i København. Da jeg tændte telefonen, blev jeg ringet op af min kæreste: ’Du er på forsiden af Ekstra Bladet.’ Der var bekymring i hendes stemme, men også snerten af: ’Hvad fanden har du lavet, din idiot?’ Hvilket er fair nok. Hun sendte mig et screen dump fra avisens onlinehistorie om vores bytur. Så måtte jeg forklare, hvad der var op og ned.”

Peter: ”Det endte fint. Og hotellet beviste, at det var femstjernet: Vi hørte aldrig noget pis for det blod.”