”Når man laver en spillefilm, skal man op i det røde felt for at mærke, at man brænder for det, man laver"

Jonas Arnby: ”Niels og jeg mødte hinanden i 2012, da jeg skulle instruere en musikvideo for Ane Trolle. Dengang havde jeg lige arbejdet med en fotograf ved navn Sophia Olsson, og jeg spurgte, om hun ville lave videoen sammen med mig. Hun havde ikke tid og foreslog, at jeg skulle ringe til en fyr, der hed Niels.”

Niels Thastum: ”Den eneste måde, du lærer nye folk at kende på i vores branche, er, når du kommer med på et afbud. De fleste instruktører har et rimeligt fast set-up, som de er fortrolige med. Dengang lavede Jonas en del reklamefilm, og efter Ane Trolle-videoen, som gik godt, blev jeg fotograf på dem. Det gjorde, at vi begyndte at rejse en del rundt sammen.”

Jonas: ”Jeg brugte reklamefilmene til at lære Niels bedre at kende – uden helt at sige det til ham. I 2014 skulle jeg lave min første spillefilm ’Når dyrene drømmer’, og det var enormt vigtigt for mig at finde en fotograf, som jeg vidste, ville give sig 100 procent til opgaven. Jeg ved, at Niels ikke troede, at han ville få den, fordi jeg havde nævnt andre fotografer for ham, så han blev overrasket, da jeg endte med at spørge ham.”

Niels: ”Vi optog filmen i Thy, hvor jeg er fra, og boede sammen på et feriecenter i næsten tre måneder. Det var et intenst forløb, hvor vi lærte hinanden at kende meget hurtigt, både personligt, men også arbejdsmæssigt. Der var kun ét sted, man kunne drikke øl, så der mødtes vi, når arbejdsdagen var omme. Vi tog også på fisketure sammen, og det er blevet en tradition, selv om det stadig ikke er lykkedes mig at lære Jonas at fiske. Sidst, vi var ude, tror jeg, at han mistede otte af mine blink. Men vi fik da set nogle marsvin.”

Jonas: ”Det allervigtigste i samarbejdet mellem en instruktør og en fotograf er tillid. Jeg har altid haft en tendens til at ville kontrollere alle aspekter af en filmoptagelse – lyd, lys, det hele. Men når jeg arbejder sammen med Niels, kan jeg bedre slippe de ting, der groft sagt dræner mit egentlige arbejde, som jo er at instruere skuespillerne. Fordi jeg stoler på ham, og fordi jeg ved, at vi tænker ens. Omvendt er det stadig vigtigt for mig, at jeg kan blande mig. Jeg kan ikke arbejde sammen med en fotograf, som har behov for at pisse sit territorie af. Samtidig har Niels også et blik som fotograf, der gør, at han kan se, om scenen sidder i skabet, eller om vi lige skal tage den én gang til – og hvis han siger det, så gør vi det, selv om jeg kan blive skide irriteret over det. Der kan være mange mennesker på en filmoptagelse, men når vi står, og kameraet ruller, er det kun os to. Hvis ikke jeg har en fotograf, jeg kan stole på, og som forstår mig, er jeg ’Palle alene i verden’.”

Niels: ”Når man tilbringer så meget tid sammen, som vi har gjort både på optagelserne til ’Når dyrene drømmer’ og vores anden spillefilm ’Selvmordsturisten’, opbygger man et fælles sprog, både filmisk og personligt. Vi har en helt fast jargon og taler meget lige ud af posen, og det kan nok godt kræve lidt tilvænning for dem, der skal arbejde sammen med os. Men det resulterer som regel i god stemning på settet.”

Jonas: ”Nu har vi lavet to spillefilm sammen, og jeg kender efterhånden alle Niels’ reaktioner. Når han er sur – og det er sjældent – kan han suge en smøg i fire hvæs, men samtidig henkastet sige: ’Jeg er bare lige ude og ryge’. Men jeg kan se, hvordan hans ansigt trækker sig sammen.”

Niels: ”Når man laver en spillefilm, skal man op i det røde felt engang i mellem for lige at mærke, at man brænder for det, man laver. Ellers bliver det bare ren afvikling. Jeg tror også, det er vigtigt, at skuespillerne – som jo arbejder med deres følelser som redskab – kan mærke, at vi også lægger vores følelser i det. Vi må godt blive lidt uvenner og have nogle sammenstød, så længe det fører til noget konstruktivt. Ofte er dét, vi laver lige efter en diskussion, noget af vores bedste arbejde. Og der er ingen af os, der bærer nag. Alt er glemt efter fem minutter.”

Jonas: ”Da vi optog ’Når dyrene drømmer’, kom vi op at skændes om, hvordan vi skulle filme en knallert-jagt. Niels ville gøre det på en bestemt måde, jeg sagde, at det ikke ville blive fedt, men han insisterede, så til sidst gik jeg ud og røg, mens han prøvede sin idé af. Bagefter kom jeg ind og var tvær: ’Nå, blev det så fedt?’ Så svarede Niels ærligt, at: ’Nej, det blev det ikke.’ Et godt samarbejde er også at give hinanden plads til at være stædige og til at begå fejl.”

Niels: ”Jonas er jo i sidste ende chefen. Men når manuskriptet er skrevet, sidder vi i fællesskab og planlægger, hvordan vi skal lave filmen. Når vi møder op på settet, er vi velforberedte og har en plan, som skal eksekveres inden for et budget og en tidsramme. Egentlig er der slet ikke plads til at afvige den plan, det koster både tid og penge, men vi prøver alligevel at skabe et lille rum.”

Jonas: ”Vi har altid en indspilningsleder med på optagelse, der fungerer som en slags far. Han sørger for, at vi både holder tidsplanen, og at Niels når alle sine rygepauser. På optagelserne til ’Når dyrene drømmer’ havde vi en regel om, at hver gang, vi havde skudt en scene, skulle vi give os selv 10-15 frie minutter til at brainstorme på, om der var noget, vi kunne gøre bedre eller anderledes – også selv om vi var bagud i forhold til planen, og der stod 40 mennesker og ventede på os. Dér lærte vi virkelig meget om hinandens filmsprog, fordi vi fik taget nogle intense snakke og hurtige beslutninger, uden at vi skulle bruge en halv time på at drikke en kop kaffe først.”

Niels: ”Når man står på et set, og tiden er knap, skal man kunne rykke hurtigt. Hvis man hele tiden skal snakke tingene ihjel, kommer man simpelthen ikke i mål. Fordi Jonas og jeg har arbejdet så tæt sammen og kender hinanden så godt, er der en masse diskussioner, vi slipper for at tage fordi vi har etableret en fælles forståelse og en måde at gøre tingene på.”

Jonas: ”Jeg tror, det betyder meget for vores samarbejde, at vi ikke er fælles om alt, vi laver. Jeg kommer til at lave ting med andre fotografer, og Niels laver ting med andre instruktører, og det er enormt vigtigt for vores udvikling hver især, at vi også samler erfaring andre steder og kommer tilbage med ny energi.” Niels: ”Der kan sagtens gå en måned eller to, uden at vi ser hinanden. Når vi har arbejdet intenst sammen på en spillefilm, har vi også brug for en pause fra hinanden. Men Jonas og jeg har et særligt bånd. Vi lavede vores første spillefilm sammen, vi sparkede døren ind til branchen sammen, vi har haft op- og nedture sammen, og derfor tror jeg altid, vi vil blive ved med at vende tilbage til hinanden.” Jonas: ”Da vi havde lavet ’Selvmordsturisten’, fik vi en virkelig dårlig anmeldelse i det amerikanske magasin Rolling Stone. Anmelderen gav den én ud af fem stjerner og skrev, at den var D.O.A. – dead on arrival, det udtryk ambulancefolk bruger om patienter, der er døde, når de ankommer til ulykkesstedet. Først grinede jeg af det, men da Niels og jeg efterfølgende gik en tur sammen og drak en kop kaffe, indrømmede jeg, at det gik mig på. Det et jo mit navn, der står på plakaten som instruktør. Han sagde: ’Fuck det, jeg ved, at vi har lavet noget godt sammen, og det ved du også.’ Måske trøstede han mig også bare, men det betød noget at høre det fra ham, der havde stået ved siden af mig under optagelserne.”

Niels: ”Det gjorde jo lige så ondt på mig, som det gjorde på Jonas. Men det vigtigste var, at vi selv kunne stå inde for det, vi havde lavet. Og så må man – om ikke andet for sit eget egos skyld – synes, at det er alle de andre, der er nogle idioter.”