Jeg tilstår blankt: Jeg er født det forkerte sted. I mit pas står der Nørhald, og på Google kan jeg forstå, at det er et område nord for Randers. Jeg ved det ikke så nøjagtigt, fordi jeg gennem min opvækst har kunnet lave en klassisk tour-T-shirt med de forskellige provinsadresser, jeg har boet på. Men lige fra jeg fik hår på dolken, har jeg vidst, at der nederst på den T-shirt skulle stå København. For små 25 år siden flyttede jeg derfor til Vesterbro og har siden boet i en by, der er fem gange større end sin nærmeste konkurrent (Aarhus) – et størrelsesforhold, der er intet mindre end et globalt særsyn. Nu hører jeg hjemme her, det er min by, og jeg ved, at jeg skal leve midt i den, til jeg dør. Med larm, pis, papir og hele pivtøjet.
Især om foråret og om sommeren genkalder jeg mig ofte magien ved på gåben eller på pedaler bare at tage ud at glo, bare mæske mig i København. Desværre har jeg oftere og oftere følelsen af, at idéforladte, kapitalkommunale kræfter er i gang med at tage kvælertag på byen. Foreløbig er det lykkedes at slå stort set alt levende ihjel på Københavns 38 km lange kajstrækning, der de seneste to-tre årtier groft sagt har forvandlet sig fra sprudlende Olsen-bande-charme til én lang død og vindblæst Høje Taastrup-bebyggelse. Ud over nogle krydstogtsturister på Langelinie er der ingen skibe, der er ingen handel, ingen industri, ingen mennesker, der er ikke andet end udsigtsløs havudsigt fra altanerne og ugeneret (undskyld: ’ugenert’) rollator- og elevatoradgang.
Pladderromantisk vil nogen sikkert sige, men en by – og livet i den – skabes ikke oven- og udefra ved at tegne 3D-mennesker ind på et byggeprospekt. Det skabes inde- og nedefra, af handel, af uforudsigelighed og mangfoldighed. Det er derfor, de fleste af os elsker fx New York, hvor folk tæt op ad hinanden lever, bor, handler, spiser, ånder, arbejder, larmer, griner, råber, you name it.
Heldigvis har vi Nørrebro – endnu. Med 75.000 indbyggere (mere end Esbjerg, Danmarks femtestørste by) fordelt på bare fire kvadratkilometer er Nørrebro det mest befolkningstætte område i København og i Danmark. Og måske også det mest stridbare. Udtrykket ’rabarberkvarter’ kommer oprindelig fra Rantzausgade, og Nørrebro har utallige gange været ikke bare Københavns, men også hele Danmarks frontzone – uanset om det har drejet sig om slaget om Byggeren, Allotria, det nu bulldozede ungdomshus på Jagtvej, det nylige ’Nu er det fandeme nok med beskyttelsespenge’-oprør fra Café Viking på Ægirsgade, bandekrigene eller Nørrebro-urolighederne i maj 1993, der i år har 20-års jubilæum.
Stridbarheden, mangfoldigheden og befolkningstætheden gør Nørrebro til Danmarks bedste bud på vaskeægte international metropolstemning. Listen over fede steder er for lang til at kunne nævnes her, men mit yndlingssted er det store kaotiske område ved Nørrebro Station (en af landets flotteste). Ikke én dag er den samme her, livet myldrer ud, ind, gennem og under højbanen, og i store, evigt travle og multikulturelle menneskeflokke driver det forbi graffitifacader i et område, der i Danmark ikke findes mere urbant, farverigt, uplanlagt og internationalt sammensat.
På Nørrebro synes faren for død asfalt dog ikke så meget at komme fra charmeforladte byggeinvestorer og kommunale parcelplanløsninger. Man har faktisk lavet nogle okay tiltag, som fx Superkilen og Den Røde Plads og måske også biltrafiklukningen af Nørrebrogade – hvis den vel at mærke ikke ødelægger handlen. Gør den det, ødelægger den bydelen. Ingen gider i længden komme steder, hvor der ikke handles. Det er sandt på Nørrebro, i København og i alle verdens byer.
Faren derimod kommer – ironisk nok – fra dem, der er med til at gøre en bydel fed. Fra hipsterne, de økologiske saftevandsmødre, Berlinisterne, Christianiacyklisterne, baristaerne, feinschmeckerne, selviscenesætterne, de langsomme tedrikkere, de skæggede fixie-drenge, de tatoverede chicks, grødspiserne, weekendrygerne, de flødefarvede venstreorienterede, loppemarkedsfundfanatikerne, designpolitibetjentene og, av, også fra forfaldsromantikere som mig selv.
Akkurat som hippie-rygsækrejsende rundtom i verden igen og igen har været en slags spejdere for charterturismen og har banet vejen for omdannelsen af uspolerede steder til grimme hotelkomplekser, er det ’de hippe’, der oftest fjerner de første barrierer i en bydel. Herefter rykker forældrekøberne ind, dernæst den kreative middelklasse (og deres små børn) og til sidst de visionsløse, kapitalkommunale parcelhus-arkitekter. Det presser priserne i vejret, det presser mangfoldigheden, det ensretter, det suger liv, og det feminiserer byrummet. Tag fx Vesterbro, hvor jeg har boet i to årtier. Jeg drømmer mig ikke tilbage til dengang, man kunne lege ’Jorden er giftig’ ved at bevæge sig gennem kvarteret udelukkende ved at træde på fortovenes omskvattede drukmåse og narkomaner. Men jeg savner den sprøde storbyuforudsigelighed, der har tabt kampen til store sorte briller, smalle bukseben og den kontrollerede feminisering. Det er ikke længere muligt at gå på opdagelse på Vesterbro.
Nørrebro derimod har stadig mangfoldigheden, uforudsigeligheden, hulerne. Som den storby-Knorr-terning, bydelen er. Jeg krydser fingre for, at Nørrebro som sådan består. Og at København, til forskel fra fx Berlin, trods alt er for lille til, at ’de hippe’ i deres gentrificering – som den evige jagt på fede, uberørte steder hedder på etnolog-sprog – kan finde så mange nye bydele med den samme nedslidt-lækre, tætbebyggede storbykulisse at udfolde sig i.
Velkommen til juninummeret og til 32 sider om Nørrebro – stedet, hvor jeg lige om lidt tager hen og får mig en tudebajer. Eller måske to.
JENS VILSTRUP
LÆS OGSÅ Nyt Euroman på gaden