Hans Otto Bisgaard: ”Vi blev jo ikke regnet for noget, os fra Brøndby. Men hold da op, vi tog revanche”

Var du god til det med piger som dreng?

”Nej, jeg vidste ikke rigtig, hvad det gik ud på. Der var en aften, jeg fulgte en sød pige hjem fra skolekomedien, og lige inden vi kom til hendes hus, tog hun min hånd og placerede den på sit bryst.

Jeg tænkte: ’Ja, det er fint nok, det her. Jeg har ikke noget imod det. Men hvad er egentlig ideen med det?’

Det gik først op for mig nogle år senere. Men jeg synes, at jeg kom efter det.”

Hvad ville du ønske, at din mor havde fortalt dig?

”Min mor var fantastisk, men da jeg var syv år gammel, fik hun leddegigt. Der var sgu ikke overskud til gode råd, det er en djævelsk sygdom, og der blev ikke gjort noget for at behandle den.

Min bror, min far og jeg brugte meget energi på at bakke hende op, for hun kunne ikke gå. Hun var i konstante smerter, men forsøgte alligevel altid at få en dag ud af det. Vi spillede meget ballonbold i stuen, hvor vi sad og slog en ballon rundt mellem hinanden. Hun sad på mål. Hun fightede igen – vi er jo fra Brøndby.”

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”Da Jarlen (Jarl Friis-Mikkelsen, red.) ringede og spurgte, om jeg ville prøve at lave noget tv sammen med ham – det blev meget afgørende for mig. I dag er jeg jo kendt som ham den pæne mand fra tv. Jeg kan huske, at jeg lagde røret på og tænkte: ’Nu kommer jeg ud til tv, så er den røde løber rullet ud.’ Men der var ikke styr på noget som helst.

Til første redaktionsmøde var intet klar. Men dagens B.T. lå på bordet med et billede på forsiden: en bankrøver, der kiggede lige op i overvågningskameraet. Så sagde jeg: ’Smil, du er på’, og der havde vi titlen til programmet. Derfra kørte det. Man skal bare have titlen, så giver resten sig selv.”

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv i medierne?

”Det var, da jeg stoppede som konferencier på Langelandsfestivalen i 2006. Fordi de flyttede datoen, så festivalen fremover lå oven i en af mine andre faste opgaver, Post Danmark Rundt, måtte jeg sige til dem, at jeg ikke kunne være med året efter. Jeg gav dem altså et års varsel, men da den næste festival nærmede sig, opfandt de en historie om, at jeg var blevet fyret, fordi jeg var for gammel. Der blev jeg for én gangs skyld rasende. Men det var jo nok, fordi de ikke turde gå ud med, at jeg ikke var der længere – jeg holdt sammen på den festival i 10-15 år.”

Hvornår blev du en mand?

”Jeg ved ikke, om jeg blev en mand, men jeg er da stolt over, at vi lavede spillestedet Brøndby Pop Club. Vi blev jo ikke regnet for noget, os fra Brøndby. Men hold da op, vi tog revanche, først med Brøndby Pop Club og siden med Brøndby IF. Og Per (Bjerregaard, Brøndby IF’s mangeårige direktør, red.) siger selv, at grunden til, at han turde kaste sig ud i det hele, var, at vi havde vist vejen med Brøndby Pop Club. At man i en så gudsforladt forstad som Brøndby kunne skabe noget helt utroligt. Det er jeg stolt over, at vi sammen har gjort, alle sammen.”

Har du nogensinde følt, at døden har åndet dig i nakken?

”For 10 år siden var jeg konferencier til en koncert i Aalborg. Jeg kom gående ude i forhallen, og bum, så var jeg væk. Det næste, jeg opfattede, var, at der stod to Falckreddere og kiggede ned på mig sammen med et større opbud af mennesker. De sagde: ’Kan du huske, hvad du hedder? Kan du huske, hvad du hedder?’ Jeg var ikke i stand til at sige noget i starten, så de gentog spørgsmålet måske 15 gange, og til sidst var der en dame ved siden af mig, der råbte: ’Jamen, kan I da ikke se, at det er Hans Otto Bisgaard!?’ Så kom jeg på hospitalet med udrykning, og næste morgen spiste jeg en ostemad, drak en kop te og spurgte, om det ikke var i orden at smutte? Det fik jeg lov til. De fandt aldrig ud af, hvad det var for noget.”

Er der andre ting i samme kategori, du vil nævne?

”Ja. I den mere alvorlige afdeling er der selvfølgelig min søn Jeppes død. Der kommer jeg til at tænke på den dag, vi første gang var med ham på Riget, og kræftlægen sagde til ham: ’Der er to muligheder. Hvis du ikke lader dig operere, så har du et halvt år tilbage. Hvis du lader dig operere, så kan du regne med tre år. ’ Jeppe tænkte sig kort om og svarede: ’Bare jeg får VM i fodbold (i 2018, red.) med, så er det fint.’ Hvordan fanden kom han på det, lige i det øjeblik, der måske var det mest dramatiske i hans liv? Han var varm, varm hele vejen igennem.”

Hvad er meningen med livet?

”Vi skaber hver vores mening. Men det med at være noget for hinanden og at skabe noget for hinanden – har man held til det, så er det vel ikke så dårligt endda.”