Hvornår blev du en mand?
”Det kan jeg sige dig helt nøjagtigt. Man bliver som regel de forskellige ting i livet ved voldsomme skuffelser og øjeblikkelige chok. Og i en af de skoler, jeg gik på som dreng, var der for enden af en kældertrappe en stor massiv dør med dobbeltlås. På den dør var der et meget fint, autoritativt skilt, hvorpå der stod ’akvarium’. Det vil sige, at vi vidste alle sammen, at inde bagved den dør befandt der sig et akvarium. Og det voksede, det akvarium, i vores hoveder, og vi forestillede os, at der var piratfisk og hajer og hvaler og kæmpeblæksprutter. Men det var alt sammen noget, vi ikke måtte se, fordi det var for farligt. Da vi så kom i 9. klasse og havde lært at læse bare nogenlunde, så opdagede vi, at der slet ikke stod ’akvarium’. Der stod ’arkivrum’. Og der blev jeg voksen. Voksen i den skuffelse, som voksenheden repræsenterer over for barndommen og teenageårene. ’Aha, det er så kedeligt, livet er. Der er ikke blæksprutter derinde. Der er en kopimaskine og hvidt papir.’ Jeg kan huske, hvor skuffede vi gik hjem. Vi kom os aldrig over det.”
Hvad er din arbejdsrutine?
”Jeg fandt meget tidligt ud af, at i det, jeg laver, er det bedste, jeg kan gøre, slet ikke at have nogen plan. På noget tidspunkt. Og dermed mener jeg alt, hvad der hedder planlægning og bagtanke. Jeg tror på at lade øjeblikket opstå, og det gælder også i selve arbejdsprocessen. For nogle år siden var der et kendt dansk orkester, som i februar måned lagde deres sætliste til deres kommende koncert på Skanderborg Festival – som så er otte måneder senere på året – ud på sociale medier, så folk kunne se, hvad de agtede at spille. Og så kan du lige så godt sidde nede i banken, hvis det er det, man gerne vil.”
Hvad bør enhver mand vide om kvinder?
”Man bør i hvert fald vide – og ikke bare vide, men også huske – at vi kommunikerer på vidt forskellige måder. Dostojevskij sagde, at det at diskutere med kvinder er ligesom at læse avis i stormvejr. Det er ikke, fordi det ene er rigtigt, eller det andet er forkert, men vi tænker og reagerer fuldstændig forskelligt. Og vi fægter med nogle våben, der slet ikke er beregnet til det. Derfor skal vi så vidt muligt undgå at gå ind i konflikter med hinanden. Kvinder er mere begavede, hvad det angår. Jeg tror, det har noget at gøre med, at de har haft mulighed for at udvikle en evne til at løse problemer med kommunikation, hvor vi hanner har løst det med vold. Vi har simpelthen ikke udviklet den samme finesse.”
Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv?
”Der var en sjov historie for mange år siden. Jeg tror, det var i Billed-Bladet. De havde lavet en stor flot artikel om, at Allan Olsen havde adopteret et barn i Vietnam. Det viste sig jo, at det var skuespilleren. Men hele billedsiden var af mig. Der havde en eller anden siddet og tænkt: ’Nå ja, hvad fanden, det er da Allan Olsen.’ Det har den anden Allan og jeg grinet af mange gange. Vi var nødt til at sende en pressemeddelelse ud, hvori der stod, at jeg er i stand til at få mine egne børn.”
Hvad er det mest besynderlige, en kvinde har sagt til dig?
”Jeg tror nok, at det var, da en sagde, at jeg har pæne knæ. Det har virkelig aldrig faldet mig ind.”
Har du nogensinde været i slagsmål?
”Ja, det har jeg. Jeg kommer fra Sydbyen i Frederikshavn, og det er altså en provinsby, så på det tidspunkt i 70’erne mindede den mere om en engelsk stålindustriby end om fx Hjørring, som var sådan en gårdejerby. Og det vil sige, at det var søfart og sømænd. Det var fulde svenskere og deres piger, og det var fulde svenskere, som ville tage vores piger. You know the game! Der var hele tiden en vis parathed til at gribe til håndgribeligheder, og det var jeg også med i. Derudover var jeg ishockeyspiller og var ikke bange for at slå mig. Det er det, der ligger i slagsmålet: Dem, der slås, er dem, der er vant til, at smerte ikke betyder noget, fordi den er perifer. Fiskere slås, fordi de slår sig dagligt i deres arbejde på havet. Håndværkere slås, fordi de er vant til at slå sig selv over fingrene med en hammer. Det er dem, der ikke er bange for den perifere smerte, der slås. Og dem, som ikke er begavede nok til at løse konflikterne ved at snakke sammen. Dem var jeg også én af. Så jeg har slåsset en del i min opvækst.”
Og senere i livet?
”Kun ganske få gange. Jeg har slåsset backstage med Johnny Madsen engang. Han havde gjort et eller andet på scenen, som jeg ikke brød mig om. Det var, mens vi lavede Dalton, så Lilholt stod inde ved publikum og svingede med armene; han forklarede dem et eller andet. Johnny og jeg gik ud bag scenen, og så røg vi straks i håndgemæng. Vi vidste begge to godt, hvorfor vi var gået derud. Jeg har også engang smidt ham gennem vinduet i et pladestudie. Han havde smadret en øl ned i mixerpulten. Så røg han igennem et vindue. Og ud af studiet. Heldigvis lå det i stueplan.”
Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?
”En helvedesstor morfinpille. På størrelse med en lagkage. Jeg vil gerne skære en morfinlagkage ud i mundrette bidder, og så vil jeg nyde den, til ånden ikke kan mere.”
Allan Olsen
(f. 1956) Opvokset i Frederikshavn. Gjorde sig i sine unge år som værtshusmusikant. Først i 1989 – 33 år gammel – debuterede han med sine egne sange på albummet ’Norlan’. Har siden udgivet stribevis af plader, herunder ’Gajo’, ’Sange for rygere’ og ’Jøwt’. Er desuden en del af trioen Dalton sammen med Johnny Madsen og Lars Lilholt. Har udgivet to erindringsbøger, ’Tilfældigt strejfet’ og ’Laksetrappen’. I efteråret rejser han landet rundt med jubilæumsturnéen ’Allan Olsen & Nyt Norlan’.
