Pharfar: ”Det vigtige er, at man kan gå i seng med nogen og bevare sin menneskelighed”

Var du god til det med piger som dreng?

”Ikke som dreng, nej. Jeg var sådan en, der blev friendzoned. Og det var lidt mærkeligt, fordi jeg var en rimelig flot fyr. Charmerende og sjov. Men jeg havde det svært med det sidste move.

Jeg satte piger op på en piedestal, som var de prinsesser, noget ærbart, og jeg havde svært ved at skulle have sex med dem. Jeg havde en skræk for voksenverdenen og var bange for at skulle sige farvel til barndommen.”

Kom du efter det?

”Ja, men da jeg kom i gang, overkompenserede jeg. Så skulle jeg have så mange som muligt og brugte en masse energi på at score piger. Jeg blev god til det. Men jeg nød det ikke. Det var, som om det mere var for at bevise noget over for mig selv; at jeg var god nok.

Det tog lang tid, før jeg fandt ud af, at man bare skal have det sjovt. Det vigtige er ikke, hvor mange man har med hjem. Det vigtige er, at man kan gå i seng med nogen og bevare sin menneskelighed. Man skal ikke vågne morgenen efter og ønske, at de blev til en pizza. Man skal vågne og kunne give dem et knus.”

Har du nogensinde været i et slagsmål?

”En tidlig morgen for omkring 10 år siden sad vi nogle venner og en veninde og hyggede os efter RubA’Dub Sundays, som vi holdt i gamle dage. Så kom der en fyr, der var virkelig grænseoverskridende. Han var ubehagelig, og han blev ved at sige krænkende og upassende ting til vores veninde, der ikke gad ham. Vi bad ham om at gå, og så blev han aggressiv.

Han ville tæske min ven, så jeg lagde ham ned på jorden flere gange uden at slå ham eller noget, men han blev ved med at rejse sig, endnu mere aggressiv. Til sidst blev han trukket væk af nogle andre, men slap så fri og kom løbende direkte mod mig. Rent instinktivt sparkede jeg ham lige i brystet – og så brækkede jeg min ankel.

Der gik et halvt år, hvor jeg var på krykker, fordi jeg skulle opereres. Jeg spillede også en Bikstok-koncert på Wonderfestiwall, hvor jeg kom på scenen i en handicap-scooter. I dag har jeg en jernplade derinde. Der skete ikke noget med ham fyren, han var ret stor.

Siden har jeg også brækket den anden ankel, så jeg i dag har to robotankler. Jeg har også en jernstang, der går hele vejen ned gennem mit skinneben.”

A’hva for noget?

”For tre år siden i Hua Hin kom jeg kørende på en scooter, og så lige pludselig vågnede jeg 10 meter væk. Jeg var fløjet gennem luften og lå med et skinneben, der var knækket i to stykker. Jeg prøvede at bevæge benet, men kunne se, at det bare hang slapt ned – jeg kunne slet ikke mærke noget, selvom det jo var virkelig voldsomt.

Jeg kan ingenting huske fra ulykken. Det var aften, og jeg har nok også kørt for stærkt. Der må have været et hul i vejen. Jeg havde heller ikke hjelm på, rigtigt smart, så jeg kunne sagtens have været død. Når man flyver 10 meter, siger man som hovedregel, at man er færdig. Heldigvis var der en på en anden scooter bagved, som hurtigt var henne ved mig og ringede efter en ambulance.

Jeg endte med at ligge på hospitalet i Thailand i tre uger, helt alene. Jeg fik så meget morfin, at jeg i starten havde det rigtigt dejligt med sådan nogle fede morfindrømme. Men så begyndte de at trappe mig ud. Og så fik jeg mareridt og abstinenser. Det var hæsligt.”

Hvad skal være det sidste, du spiser, før du dør?

”Oksehaler.”

Hvilket af dine træk bryder du dig mindst om?

”Jeg kan godt være irriteret over, hvordan jeg har jagtet succes og andres anerkendelse i stedet for at give den til mig selv. Da min karriere var på sit højeste, glemte jeg at nyde det, fordi jeg hele tiden skulle videre, jeg ville opnå noget nyt, det skulle være større.”

Følte du, at du havde succes, da du fx spillede på Roskilde med Bikstok første gang?

”Jeg vidste det godt, for hvis du ligger nummer et eller i a-rotationen på DR eller spiller på Roskilde, har du jo succes. Men jeg havde svært ved at mærke det. Ligegyldigt hvor meget, jeg opnåede, syntes jeg ikke, det var nok. Og da det så begyndte at stilne af, havde jeg svært ved at finde glæden ved mig selv.

Jeg havde haft så mange år, hvor jeg var vigtig, dygtig og relevant, og hvor folkene fra pladeselskaberne syntes, jeg var spændende, og ville have møder med mig hele tiden.”

Var du tilfreds i de øjeblikke, hvor din karriere gik bedst?

”Jeg tror egentlig aldrig, jeg har været tilfreds.”

Heller ikke da du lå nummer et?

”Det gør man jo ikke i særligt lang tid ad gangen, og jeg ville have mere. Jeg har nok nogle gange virket utaknemlig. Eller grådig. Men det er jo også klart. Man får gratis tøj, restaurantbesøg, og der er mange, der vil være ens ven.”

Hvad er det mest besynderlige en kvinde har sagt til dig?

”Der var engang en kvinde, der spurgte, om jeg var en luder, mens jeg stod en morgen på Skelbækgade og ventede på en taxa. Først spurgte hun, om jeg havde en stor pik. Så spurgte hun, om hun kunne købe mig med hjem.”