Andreas lider af ekstrem OCD: ”Når det er værst, kan jeg ikke engang røre ved andre mennesker”
Frygt, katastrofetanker og tvangshandlinger fylder (nærmest) alt i den 32-årige illustrator Andreas Boghs tilværelse. Han lever i konstant alarmberedskab og beskriver sig selv som ’en broken record i kød og blod.’ Findes der en vej ud af OCD’en?
HER ER DER EN udfordring: Andreas Bogh ser temmelig almindelig ud.
Han har skæg og fine, mørkeblå øjne, han smiler venligt, når man møder ham, han er godt og sjovt selskab, taler almindeligt, går almindeligt, lugter almindeligt, klæder sig i tøj, som de fleste kunne foranlediges til at tage på (måske med undtagelse af sådan en sixpenceagtig hat, han ofte har omvendt på; den har han vist rimelig meget for sig selv).
Han laver også alle mulige ting, som mange andre unge mennesker gør: tager i sommerhus med sine venner, går i byen og i biografen og ud og spiser, tager på festivaler og på museer, dater, dyrker sex og den slags, og han har et sjovt og spændende arbejde.
Så hvordan, når nu han ikke på det ydre plan skiller sig ud fra de andre gæster på den bar, vi er mødtes på, forklarer man folk, at Andreas Bogh i virkeligheden er dybt invalideret? At den OCD, han har levet med i det meste af sit liv, i perioder er så ekstrem, så påtrængende og brutal, at det kan tage ham 45 minutter at træde ud af brusekabinen? Eller at han i sit arbejde som illustrator og art director nogle gange sidder og tegner og sletter den samme streg igen og igen i otte timer?
