Andreas lider af ekstrem OCD: ”Når det er værst, kan jeg ikke engang røre ved andre mennesker”

HER ER DER EN udfordring: Andreas Bogh ser temmelig almindelig ud.

Han har skæg og fine, mørkeblå øjne, han smiler venligt, når man møder ham, han er godt og sjovt selskab, taler almindeligt, går almindeligt, lugter almindeligt, klæder sig i tøj, som de fleste kunne foranlediges til at tage på (måske med undtagelse af sådan en sixpenceagtig hat, han ofte har omvendt på; den har han vist rimelig meget for sig selv).

Han laver også alle mulige ting, som mange andre unge mennesker gør: tager i sommerhus med sine venner, går i byen og i biografen og ud og spiser, tager på festivaler og på museer, dater, dyrker sex og den slags, og han har et sjovt og spændende arbejde.

Så hvordan, når nu han ikke på det ydre plan skiller sig ud fra de andre gæster på den bar, vi er mødtes på, forklarer man folk, at Andreas Bogh i virkeligheden er dybt invalideret? At den OCD, han har levet med i det meste af sit liv, i perioder er så ekstrem, så påtrængende og brutal, at det kan tage ham 45 minutter at træde ud af brusekabinen? Eller at han i sit arbejde som illustrator og art director nogle gange sidder og tegner og sletter den samme streg igen og igen i otte timer?

”Det er så vanvittigt svært at forstå psykisk sygdom for folk, der ikke selv dealer med det,” siger Andreas som noget af det første. Flere gange understreger han, hvor vigtigt det er, at det bliver forklaret, så det er til at forstå. Det betyder noget for ham, det her.

”Folk kender godt den der følelse af, at man ikke må træde på stregerne på fortovet, ik’? Det er jo lidt det. Gange tusind. I virkeligheden betyder OCD, at man altid er i højeste alarmberedskab. En følelse af hele tiden at stå ved en trafikeret vej og skulle krydse den. Alle mine tanker skal jeg vende og dreje og analysere for at se, om de kan være skadende for mig. Hele dagen.”

Han tilføjer:

”Mange ser OCD som den her ’ordenssygdom.’ Men det er bare det yderste lag. For mig er det en ulidelig kamp mellem mit sunde, raske og rationelt tænkende jeg og en yderst irrationelt tænkende ’parasit,’ der lader til at have infiltreret størstedelen af mine daglige rutiner. Stemmer, som fortæller mig, hvad jeg skal gøre, hvornår og i hvor lang tid. Og hvis jeg ikke følger dem, vil der ske forfærdelige ting for mig selv og for dem, jeg holder af.”

Andreas Bogh Rasmussen

(f. 1991) Opvokset i Hellerup. Uddannet kandidat i production design fra Det Kongelige Akademi. Arbejder som selvstændig illustrator og art director. 

VI KAN BEGYNDE MED en scene: Andreas sidder derhjemme, han er på sin computer, og på den – på YouTube – klikker han ind på en tilfældig video. Det er en ligegyldig video. Da han har set den færdig, lukker han ned for den igen. Luk. Men så, da han forlader videoen, rammes han af en følelse, han kender, en følelse af, at han ikke har lukket videoen ned på den rigtige måde, og hvis han ikke får det gjort – lukket den rigtigt ned – vil han miste noget. En ulykkelighed i en eller anden form vil ramme ham. Måske vil et familiemedlem dø.

(Det her er, hvad man kalder for en tvangstanke. Og det, som Andreas Bogh føler, han bør gøre for at slippe for tvangstanken igen – i det her tilfælde at lukke ned for videoen på en måde, der føles rigtig, fri for negativitet – kaldes for en tvangshandling. Tvangstanke og tvangshandling).

Så Andreas går ind på videoen igen og ser den forfra, og så, når den er færdig – den varer cirka et minut – lukker han den ned. Luk. Men følelsen er der stadig, den der kraftige følelse af katastrofe. Forfra igen. Afspil. Luk. Nej, er der stadig. Afspil. Luk. Nej. Afspil, luk, afspil, luk – og simultant med, at det, som vi andre ville kunne iagttage, hvis et videokamera hang i hjørnet og optog seancen, står på, gentager Andreas remsen for sig selv inde i hovedet: ”Hold kæft! Videre! Hold kæft! Hold kæft! Videre, videre! – afspilafspilafspil, lukluklukluk, døddøddød, HOLDKÆFTVIDERE …

Luk.”

Lige lidt hjælper det. Følelsen hænger ved. Faktisk er den kun blevet kraftigere. Den dag ser Andreas nok videoen 50 gange. Han kommer ikke på arbejde. Den næste dag prøver han igen. Alt, det kræver, er at få videoen lukket ned med en ’god tanke.’ Men han kan ikke. Så han gør det igen og igen, dag efter dag. Og så bliver det påske. Andreas lægger den på afstand, gemmer den væk for en stund. Det kan ikke være rigtigt.

Efter påske vender han tilbage til videoen, for den dårlige følelse er ikke forsvundet, ikke fortrængt fra systemet. Hvilket også betyder, at risikoen for en katastrofal hændelse – som føles så ”fucking virkelig” – stadig rumsterer i hovedet på Andreas. I fire måneder ser han videoen hver dag. Omkring tusind gange, vil han skyde på. Videoen tager som nævnt cirka et minut. (Jeg har gjort matematikken, som man siger: Det er over 16 timer).

”Nu er jeg kommet videre fra den med en OK fin tanke,” siger Andreas og smiler lidt, ligesom for at udglatte den absurditet, han er så smerteligt bevidst om.

DER FINDES IKKE NOGEN fast formel, med hvilken man kan slå fast, hvorfor nogle mennesker udvikler OCD (cirka to procent i Danmark), og hvorfor andre ikke gør. Man mener, at det er en blanding af flere forskellige ting, fx genetik og traumer i livet.

Andreas Bogh gør to nedslag i sit liv, når han skal spore rødderne til sin lidelse:

Han var helt vildt glad, kan han huske. Han var syv år gammel, og han havde lige fået en autograf af landsholdsspilleren Allan Nielsen, ham med det helt lyse hår, hans favorit dengang. Men da han kom hjem, boblende af glæde, blev han mødt af sin mor, der med en alvorstung mine bad ham om at følge med hende op på forældrenes soveværelse. Hans far havde fået konstateret kræft, og kræft, det var noget, man kunne dø af, så meget vidste den syvårige Andreas. Og med et var lykken, denne store lykke over autografen, forandret til noget trist og dødsensalvorligt.

Det var ikke sådan, at OCD’en fra det øjeblik tog bolig i Andreas’ sind. Men fra 10-års-alderen – deromkring i hvert fald – begyndte det så småt. Det var i en mere uskyldig, mindre voldsom form, end den han lever med i dag, men fornemmelsen af lidelsen begyndte at træde frem.

Og så, for 12 år siden, da Andreas var 21, fandt hændelse nummer to sted. Faren, der havde overlevet kræftsygdommen, blev igen ramt af uheld. En ellers uskyldig operation udviklede sig pludselig til noget livstruende. Faren røg på intensiv, og undervejs i forløbet blev familien sågar bedt om at tage afsked, men til sidst – efter flere uger, hvor de havde boet hos ham på det her hospital – gik det alligevel godt, og faren overlevede igen.

Et halvt år senere stod Andreas i Viborg, hvor han var startet på animationsskolen, og begyndte at mærke konsekvenserne af den rystelse, som chokket med faren havde sendt igennem ham. Han genkendte nogle af fornemmelserne, dem havde han mærket før, men det her var noget radikalt andet.

”Alting var blevet mere aggressivt i mit hoved,” siger han. ”Stille og roligt blev selv mindre opgaver og hverdagsting til store kampe.”

DET VARIERER, HVILKEN slags frygt Andreas Bogh konfronteres med. Nogle dage er det store katastrofer og venner og familiemedlemmers liv, han jonglerer med, andre gange er det hans evne til at tegne eller hans seksuelle drift.

Forleden dag fik han på gaden øje på en blind mand. Synet af den blinde mand sendte en øjeblikkelig frygt igennem ham: Tænk, hvis han selv mistede synet.

Og så blev det en tvangstanke, pludselig, lige dér: Hvis han ikke fik afsluttet det her – altså selve synet af den blinde mand – på en ordentlig måde, ja, så ville han miste synet. Således ville man, hvis man stod på samme gade på samme tidspunkt, have kunnet se, hvordan Andreas nu begyndte at stå og dreje sit hoved igen og igen. Hen på den blinde mand, væk fra den blinde mand, gentagelse på gentagelse. Blind mand, fortov, blind mand, fortov, blind mand, fortov. Dér var den – lukket.

Andreas er helt med på, hvordan det kan se ud for forbipasserende. Men det er, som han siger, bare ”toppen af isbjerget.” Hvis man ved, hvad der eksisterer nede under havoverfladen, er det ingenting.

”Hvis folk så med på et videokamera hjemme hos mig, ville man – i de slemme tider – tro, at jeg er et freakshow. En broken record i kød og blod.”

Fælles for de katastrofetanker, Andreas får, er, at de vender sig mod de ting i hans liv, der giver ham mest glæde. Det er der – på de blødeste punkter – at OCD’en angriber:

”Det er, som om den har skabt et fundament for, hvor tvangstankerne rammer mest rent. Når jeg har det sjovt, bedst, nyder tilværelsen mest, så får jeg en følelse af, at det kan mistes i et snuptag. Det skaber en slags overdreven jantelov, jeg prøver at følge. Jeg må ligesom ikke have det for godt.”

Andreas beskriver sit sind som et fængsel, og i det billede er hans tanker og OCD fængselsvagterne og tremmerne. I dårlige perioder kan det føles, som om der ingen åndehuller findes i fængslet. Han anslår, at han på en dårlig dag gentager forsvarsremserne i halvdelen af sine vågne timer: Hold kæft, videre, hold kæft, videre, hold kæft, videre.

”Jeg er så hamrende fucking træt, når jeg kommer hjem.”

På varme sommerdage sker det nogle gange, at folk får øje på Andreas’ kæbe og bliver forvirrede og tror, at han står og fryser. Hans kæbe ryster, men den ryster ikke af kulde; det er bare ikke altid, at det føles tilstrækkeligt at sige remserne inde i hovedet, nogle gange må de også ud. Og så står Andreas og hvisker og mumler for sig selv, rusker i tremmerne.

Andre gange, når det går bedre, føles tankerne mindre aggressive, og Andreas kan i højere grad neutralisere dem, måske endda helt ignorere dem, bare lade dem komme.

Men hvorfor er det så ikke en erfaring, han kan trække på, når de dårlige dage ankommer? Hvorfor lagrer de gode perioder sig ikke i hans hjerne og skaber en logik og en rationalitet, han kan holde op som et skjold over for tvangstankerne?

”Den ubehag, jeg får, er så uoverskuelig stærk og skræmmende. Jeg kan ikke tænke på andet. Det er små angsttilfælde. Det føles, som om de katastrofetanker, jeg får, virkelig vil ske. Når det er værst, kan jeg ikke engang røre ved mennesker, min familie og mine venner, fordi jeg ikke kan overskue de tanker, der kan ske at indtræffe. Selv om jeg rationelt ved, at det ikke er virkelighed, er ubehaget i kroppen så vanvittigt og drænende,” siger Andreas.

”Det er svært at tage de gode erfaringer med videre. Det er, som om OCD’en er ligeglad. Den skal virkelig svækkes. Der har været rigtig gode perioder, hvor jeg har kunnet neutralisere tvangstankerne eller ignorere dem, men ikke i en lang nok periode til, at OCD’en er blevet svækket nok til, at jeg har kunnet tage det med videre og bruge tre måneder senere.”

Han fortæller mig om det paradoks, han føler sig låst i: Hver gang han neutraliserer en dårlig tanke, føles det som et fix, ”en sprøjte i armen,” og samtidig – side om side med fixet – eksisterer erkendelsen af, at hans glæde ved livet langsomt udhules, så længe han reagerer på tankerne.

”Mine forskellige psykologer gennem tiden har spurgt mig, om jeg egentlig gerne vil af med OCD’en, fordi den giver mig den der falske illusion af kontrol og tryghed. Fornemmelsen af, at jeg hele tiden sørger for, at der ikke sker dårlige ting, som dengang jeg var syv år. I stedet for at turde slippe det hele og risikere tingene. En lille del af mig er måske i tvivl, da jeg nærmest har levet sådan hele mit liv og stort set ikke kan huske en tid, hvor jeg ikke skulle stoppe op, analysere og neutralisere næsten hver en tanke, der popper op. Der er hele tiden en tvivl til stede og hele tiden tanken: Hvad nu hvis?”

ANDREAS HAR PRØVET DET meste, siger han: medicinering, gruppeterapi, psykomotorisk terapi, både metakognitiv og kognitiv, hypnose, healing, lydhealing.

Den triste kendsgerning er, at det seneste år har været det værste hidtil. Andreas’ OCD er kun blevet voldsommere, mere invaliderende, siden han for et års tiden siden mistede sin bedstemor.

Fra morgen til aften lægger den beslag på ham: Når han vågner, når han slår øjnene op, tisser, børster tænder, går i bad, åbner og lukker for vandet, passerer igennem døråbninger, låser cyklen, spiser, læser (han er stoppet med at læse bøger: for krævende), drikker, kysser, dyrker sex, taler, sover, drømmer, betjener elektronik, sender beskeder og mails (forleden måtte han sende den samme mail fire gange – og finde på undskyldninger, så modtageren ikke tænkte for meget over det), siger farvel til folk, ser film, lægger sig til at sove.

Andreas fortæller, at hvis ikke det var, fordi den totale kontrol, OCD’en nu udøver i hans liv, har indfundet sig med en gradvis forøgelse, er han ikke sikker på, hvor meget lyst han ville have til at kæmpe videre.

”Nu har jeg ligesom vænnet mig til det,” siger han.

Udsigterne kender han godt: OCD’en vil være med ham resten af hans liv. Men hvad han også ved, er, at der findes en vej ud af fængslet. Og han føler sig overbevist om, at han er ved at finde den. Især, siger han, med den støtte, han får fra sin familie. Nu er han også begyndt på medicin igen, og han tror virkelig på det – tror på fremtiden.

”Hvis nu jeg kan få rettet mig ind på det rigtige spor igen, der, hvor jeg kan udfordre mine tanker og eksponere mig selv for angsten – for så at opdage, at der ikke sker noget. Finde en måde at leve på, hvor det ikke styrer mit liv. For jeg kan ikke forsætte med at acceptere at leve sådan her. Jeg er også virkelig inspireret af min far, der selv har overvundet store udfordringer.”

Andreas vil gerne have med, at hans lidelse – den her daglige kamp med bare at løfte et glas vand op til munden, tage en tår og stille det på bordet igen – har givet ham et perspektiv på tilværelsen, som han sætter pris på. Nu er ligegyldige problemer, hvad ligegyldige problemer er: ligegyldige problemer.

Andreas understreger igen, hvor vigtigt det er for ham, at folk forstår, hvad det her går ud på. Hvordan det føles. Hvis nu bare, siger han, folk kunne prøve hans hoved på, mærke, hvordan det føles. Bare i 10 minutter.

Det er de psykiske lidelsers lod: De er ikke til at få øje på. Det er ikke som med et amputeret ben, siger Andreas. Han tilføjer, han på ingen måde er misundelig på folk, der mangler et ben, han siger bare, det er noget lettere at forstå, hvorfor det er en frygteligt forbandet situation, når man ser en mand med kun ét ben.

Til sidst spørger jeg Andreas, hvad han drømmer om.

”Mit mål er,” siger han, ”en dag at nå til et stabilt punkt, hvor jeg visuelt kan formidle OCD på en forståelig måde. Og dermed skinne lidt lys på nogle problemer, der i den grad har brug for lys. Forhåbentlig til hjælp og gavn for andre, der kæmper med psykiske lidelser.”