Finn Sloth har vundet bronze til VM i kajakfiskeri: “Det kan ikke beskrives, hvordan det føles at fange en kæmpefisk”

En dag, da jeg som knægt stod og fiskede i ’Børges Put and Take’ på Vestfyn, hvor min far boede, efter mine forældre var blevet skilt, sendte søens ejer nogle tyskere i min retning. De havde brokket sig, fordi de ikke havde held med fangsten. Så han pegede dem over mod mig, der havde en del mere succes. De talte hverken dansk eller engelsk, men jeg kunne gøre mig rimelig forståelig på lidt gebrokkent tysk. Ja, og så kunne jeg jo vise dem, hvad jeg fiskede med: Bombardaflåd og en lille, sort flue. Hele situationen har nok irriteret dem en smule. Det skete af og til, at de forskellige ejere af put and take-søerne, som er søer, hvor man for et beløb kan fiske efter opdrættede fisk, sendte frustrerede kunder min vej.

Sommetider, når jeg rigtig havde tur i den, kunne jeg også høre kommentarer fra folk på den anden side af søen: ’Nu skal do da wist ogs’ til at hjem…’ Det var selvfølgelig ment i spøg. Men de oplevelser, jeg havde som barn og teenager ved diverse søer, hvor der blev lagt mærke til mig, fordi jeg fangede flere fisk end de andre, fyldte mig med stolthed. Dér var noget, jeg var god til. Måske det eneste, jeg rigtigt kan sige det om.

Det vil være en kliché at sige, at jeg blev mobbet, da jeg var lille, for det oplever alle måske nok i en eller anden grad, men fiskeriet var helt klart et pusterum for mig. Jeg fangede min første fisk som treårig sammen med min mor og min stedfar. Men det var nok i virkeligheden min far, der rigtigt lærte mig det. Han var god til at køre mig rundt til forskellige søer eller ned til havnen i Middelfart, hvor han boede, for at fiske efter torsk. At jeg fiskede var dog ikke noget, jeg gik og pralede med i min klasse på Kirkeskolen i Skjern, hvor jeg boede hos min mor. Det kunne man hurtigt blive drillet med. Det var jo ret nørdet at fiske. I virkeligheden var det også praktisk talt svært at prale med, for dengang havde vi jo ikke fede kameratelefoner, der kunne dokumentere vores fangst.

Skjernådalens Lystfiskerforening hed den lokale fiskeklub, og den var jeg en del af. Der lærte jeg især en del af Jakob Sørensen, en virkelig cool fyr, der i dag arbejder som distributør af fisketøjmærket Geoff Anderson, og som jeg stadig ser op til. Hurtigt fik jeg venner igennem fiskeriet, men i dag foretrækker jeg at fiske alene. Det fungerer som terapi for mig. Jeg har været soldat hele mit voksne liv og haft tre udsendelser til Afghanistan, hvor jeg har set og oplevet ting, man helst vil være foruden. Og dér har fiskeri efterfølgende været guld for mig. Jeg har også gået til psykolog, men det har ikke kunnet give mig det samme som at tage ud på vandet, bare mig, og få renset mine tanker.

Jeg gik også til badminton og fodbold, da jeg var dreng, men jeg var langt fra den bedste til nogen af delene. Jeg kunne aldrig rigtig få det til at fungere. Det irriterede mig virkelig meget, at det aldrig var mig, der blev valgt til førsteholdet. I skolen var jeg sgu heller ikke særligt god. Det var i søen, jeg havde succes. Og ved en put and take-sø er der jo altid andre mennesker – og dermed var der altid nogen, der kiggede. Det gav mig helt klart en god fornemmelse. En følelse af at være dygtig.

Men det var, da jeg begyndte på fiskelinjen på en efterskole på Djursland, at fiskeriet virkelig fik fokus. Også meget mere end skolearbejdet. Der gik jeg sammen med cirka 15 andre, der ligesom mig var vilde med at fiske og være ude i naturen. Ja, pludselig var det ret fedt at være et outdoor-menneske. Af vores lærer Kasper Simonsen lærte vi at forstå vandet og omgivelserne. Hvor fiskene står, og hvorfor de bevæger sig, som de gør. Det er ikke med fiskeri, som det er med svømning, hvor Michael Phelps kunne vinde hver gang, fordi han var den bedste. Der er også et aspekt af held, fordi det foregår i det fri. Men der er rigtig mange ting, man kan gøre for at optimere sit held. Læse og se alt, man kan finde, for at forstå fiskens adfærd, og de systemer, den er en del af. Alt det, der afgør, hvor den står på den gældende dag. Men først og fremmest handler det om at være ved vandet – og bare fiske.

I 2015, hvor jeg også blev far til min første datter, begyndte tingene virkelig at tage fart for mig. Et par år forinden, da jeg var vendt hjem efter min første militærudsendelse til Afghanistan, havde jeg købt en fiskekajak. I kajakken, som er udstyret med ekkolod, der hjælper med at dybdebedømme og lokalisere fiskene, pedalerer man sig frem med fødderne og har derfor begge hænder fri til at kunne fiske med. Med den kunne jeg endelig bevæge mig væk fra land og begynde at fiske i store søer, hvor de store fisk typisk opholder sig, fordi fødemulighederne er flere. Jeg kom også med på et hold, der fiskede med håndlavet grej fra den svenske fabrikant Wolfcreek. Og det var med en curlytail derfra, at jeg det år fangede, hvad der på det tidspunkt var den største gedde nogensinde fanget i Norden.

Det var en søndag i februar, og jeg var egentlig kommet lidt sent op og var først på vandet klokken 10 om formiddagen. Jeg har aldrig afsløret, i hvilken sø fangsten skete, men det var i en mindre, jysk sø. Jeg og min kammerat Dennis, som jeg senere deltog i verdensmesterskaberne sammen med i 2019, havde snakket om, hvorvidt der måske gemte sig en danmarksrekord deri. Vi havde allerede fanget en del gedder i søen, også store gedder på over 10 kilo, og vi havde stort set søen for os selv. Egentlig var det langt hen ad vejen en rigtig skoddag for mig. Jeg fangede hurtigt en lille fisk, men derfra skete der ingenting. Flere gange ringede jeg sammen med Dennis, der også var ude at fiske den dag, og fortalte, at det simpelthen ikke var min dag. Klokken nærmede sig 16, og mørket ville snart falde på. Jeg besluttede mig for at kaste et par gange mere og så tage hjem.

Pludselig huggede det i én af stængerne. Et helt rigtigt hug. Jeg kunne godt mærke, at det var en rigtig, rigtig stor fisk, men hvor stor vidste jeg ikke. Danmarksrekorden var på det tidspunkt 18 kilo. Fisken kæmpede imod, men det var ikke specielt voldsomt. Jeg havde tre andre stænger i gang, så jeg satte stangen i holderen, mens jeg halede de andre stænger ind. Da den første gang kom op mod overfladen, kunne jeg ane, hvor gigantisk en fisk jeg havde fat i. Der steg pulsen. Efter et kvarters kamp fik jeg den i nettet. Jeg sejlede ind til land og lavede en hurtig vejning selv. Vægten sagde 23 kilo. Jeg ringede til Dennis: ’Jeg har sgu fanget danmarksrekorden!’ Hurtigt kom han og nogle andre til, så vi kunne få foretaget en officiel vejning. Den vejede 21,1 kilo og var 125,5 centimeter lang. Den var gigantisk! Bagefter satte jeg den fri igen. Det var en fuldstændig sindssyg oplevelse. Det er stadig den største vilde gedde, der er fanget i Danmark, men officielt er den blevet slået af en gedde, der var opfedet i en put and take-sø.

Som eneste dansker på det europæiske hold deltog jeg senere samme år i verdensmesterskaberne i kajakfiskeri. Det er enormt svært bare at komme med, især som dansker, hvor man skal til udlandet for at kvalificere sig. Jeg havde egentlig ikke kvalificeret mig igennem en turnering, men arrangørerne havde lagt mærke til mig og tildelt mig et wildcard. Mesterskaberne foregik det år i Shang Lake i Kina. Uden et par virkelig generøse sponsorer, der dækkede transportudgifterne, havde det ikke været muligt at deltage. I andre lande, særligt i USA, kan man godt leve af sit fiskeri, men ikke i Danmark.

Op til konkurrencen havde alle deltagerne mulighed for at øve sig i søen og vænne sig til forholdene. På en af træningsdagene fangede jeg en gigantisk yellowcheek carp på 25 kilo og 147 centimeter; det var en af de arter, vi skulle fiske efter i konkurrencen, og havde jeg bare fanget den 12 timer senere, havde jeg vundet med dobbelt så mange point ned til nummer to. Det var sådan, jeg fik tilnavnet Pre-Fish Princess. Det lykkedes mig dog – på konkurrencens tredje og sidste dag – at fange en fisk på 90 centimeter, hvilket var nok til at vinde bronze. Nummer et og to var begge kinesere, så jeg var den bedst placerede fra resten af verden, hvilket gav mig adgang til turneringen året efter, hvor den foregik i USA. I 2019 deltog jeg endnu en gang, denne gang i Australien og sammen med Dennis. Det er første gang, to danskere har deltaget ved samme mesterskab.

Jeg mangler endnu at vinde en stor turnering. Jeg har for mange anden- og tredjepladser. Både i danske og i udenlandske turneringer. Det ærgrer mig virkelig. En af mine mest bitre oplevelser fik jeg under en konkurrence i Sverige for tre år siden. På træningsdagen havde jeg luret, at hvis jeg lagde mig ud på det dybeste vand, var det muligt at fange de store fisk, selv om der var langt imellem dem. Så det var min strategi: Jeg drev rundt på det dybe og håbede på det bedste. Vi fiskede efter aborrer og gedder. Først fangede jeg en gedde på 90 centimeter, hvilket på det tidspunkt var en af de største i konkurrencen. Og så var det, at jeg fangede en på 112 centimeter og 12 kilo. At gå over 10 kilo på en gedde er en form for milepæl, og at gøre det i konkurrence har altid været en drøm. Med de to i kassen skulle jeg bare fange én gedde mere på den sidste dag, så var sejren min. Jeg fik tre på krogen, men mistede dem alle. Det var svært ikke bare at give op, men jeg blev ved. Jeg trak den så længe, at jeg overskred tidsgrænsen med fem minutter og fik strafpoint. Men lige lidt hjalp det. Hold kæft, hvor var jeg sur.

Følelsen af at fange en kæmpefisk kan ikke rigtig beskrives. Det giver bare … en kæmpe forløsning. Du har mange skoddage, hvor fiskeriet ikke spiller. Ligesom da jeg fangede rekordgedden. Men pludselig, ud af det blå, får jeg bid af et monster, og så fyldes jeg med eufori ud over alle grænser. Nu lykkedes det. Et totalt adrenalinkick. De største fisk, man har fanget, glemmer man aldrig nogensinde. Det tror jeg simpelthen ikke på.