Forfatter har måske kun få måneder tilbage at leve i: ”Jeg arbejder på højtryk”

Det er tirsdag den 13. oktober 2020, at Lasse Holm får beskeden om, at han skal dø. Klokken 16.33 helt nøjagtigt. Han er 52 år.

”Jeg går helt i sort.”

Lægen på Herlev Sygehus fortæller ham, at der er tale om måneder igen. Så retter hun sig selv til 10 måneder. Måske 14. Det ændrer dog ikke på Lasse Holms egen opfattelse.

”Hun sagde først ’måneder.’ Derfor ser jeg for mig, at jeg har to måneder tilbage at leve i.”

Lasse Holm tager sig selv i ikke at lytte efter, da lægen begynder at forklare, hvilke behandlinger man har forberedt til ham. Han beder lægen gentage det til hans kone, Katharina, der sidder ved hans side.

”Katharina må tænke og tale for os.”

En uge før den 13. oktober viser de første advarselslamper sig. Lasse Holm får synsforstyrrelser. Det slører meget, og han må anstrenge sig for at se ordentlig, men så går det væk igen. Torsdag den 10. oktober om aftenen rammes han af en heftig migræne, og synsforstyrrelserne kommer igen. Synet er nu ikke bare sløret, han kan nærmest kun se halvdelen af, hvad han plejer at kunne.

”Jeg kan ikke gøre noget. Uanset, hvad jeg gør, er der smerter i hovedet,” fortæller Lasse Holm.

Han får sat en hjernescanning op tre dage senere. Scanningen viser, at der sidder to tumorer i hans hjerne. En stor tumor i baghovedet og en mindre én længere oppe. Den bule, der havde siddet i halsen og for tre år siden blev konstateret som cancer i skjoldbruskkirtlen, har nu sat sig i hjernen i stedet. Noget, som hører sjældenhederne til.

”Kræft i skjoldbruskkirtlen er i forvejen en sjælden kræftform. 0,6 procent af den danske befolkning får den i løbet af et liv. Lægerne har få erfaringer med den, og på Herlev Sygehus har de faktisk aldrig set den før gå i hjernen. Jeg kunne også godt mærke på min læge, at hun var paf, men samtidig fattet selvfølgelig,” fortæller han.

På Odense Universitetshospital, hvor Lasse Holm nu går i behandling, har man kun én gang oplevet, at kræft i skjoldbruskkirtlen har spredt sig til hjernen. Og der skal man 20 år tilbage i tid.

Da Lasse Holm forlader Herlev Sygehus den 13. oktober og sætter sig ind i sin bil, tænker han nærmest ikke på noget. Den eneste tanke, der strejfer ham, er, at han hellere må bestille plads på et hospice. Først derhjemme, hvor han sætter sig i sofaen med sin kone, snakker de hele oplevelsen og situationen igennem. De er begge slået ud og tænder ikke lyset i lejligheden.

”Vi snakker om, hvordan vi skal sige det til min familie og til min kones familie. Og om hvad vi nu skal gøre de næste par måneder, mens jeg stadig er frisk.”

I dag markerer en milepæl i Lasse Holms liv og forfatterskab. Han udkommer med den historiske krimi ’Før sidste akt’, der foregår i guldalderens København og i det kvarter, hvor Holm selv bor i Indre By. Længe troede han, at denne bog, ville blive hans sidste.

”Vi gik og krydsede fingre i december for, at jeg ville leve længe nok til at kunne være med til receptionen for bogen. Nu bliver der så alligevel ikke nogen reception pga. corona, men bogen i sig selv er en milepæl.”

Politikens Forlag har været nødsaget til at fremrykke udgivelsesdagen for at sikre sig, at Lasse Holm kunne nå at opleve den. Ligeledes måtte man i starten af november tænke i alternative metoder, da arbejdet med bogen var i den sidste fase med rettelser og korrektur. Selvom forfatterens syn var blevet bedre på det tidspunkt, var det stadig ikke nok til, at han kunne læse. Redaktøren tog derfor over 14 dage personligt hjem til Lasse Holm hver anden formiddag.

”Hun sad ved computeren og læste sine rettelser op for mig, og så indførte hun dem. Det var et godt samarbejde.”

De seneste par måneder har Lasse Holm selv kunnet skrive igen – og det gør han også i stor stil. Han lever endnu og kan ikke lade være med at udtrykke sig på skrift. Det har en helende effekt på ham.

”At jeg har kunnet skrive fiktion, har gjort, at jeg har kunnet skrive mig væk fra kræften og ind i et andet rum, hvor jeg kunne kigge på det hele udefra.”

Fordi tumoren sidder op ad synsnerven, ser han stadig ikke helt klart. Han må anstrenge sig, og det gør ham træt i hovedet.

”Nu har jeg måske tre-fire timers skærmtid, hvor jeg tidligere havde 10 timer. Derfor kan jeg stadigvæk arbejde og skrive, hvilket jo er vigtigt.”

Tidsbegrænsningen kræver mere planlægning, og det har ændret hans arbejdsgang.

”Jeg er nødt til at vide på forhånd, hvad det er, jeg vil skrive. Det har vist sig at være en fordel, for det gør arbejdet mere effektivt, men også mere flydende. Der er ikke nogen ophold som tidligere, hvor jeg måske skulle tvinge mig i gang. Det har jeg ikke tid til nu.”

I det hele taget er selve skrivningen kommet i fokus.

”Før har endemålet været en udgivelse og forhåbentlig nogle gode anmeldelser og et salg af bogen. Forretningsmæssige prioriteter. Men når jeg skriver nu, handler det mere om at skrive mig væk fra alt det, som sker i det virkelige liv. Det handler ikke så meget om, at en bog skal være færdig længere, men nu handler det mere om selve skrivningen. Det, synes jeg, er en rar forandring. Jeg er på en måde kommet tilbage den proces, som jeg havde ved min allerførste bog, som var otte år undervejs. Ingen deadlines eller forventninger.”

Lasse Holm skriver både på en roman om Anden Verdenskrig og poster korte tekster i dagbogsform om sin sygdom på Facebook. Sidstnævnte giver afløb til det tankemylder, der følger med, når man er dødssyg.

”I starten skrev jeg faktisk bare for at få orden i mit hoved, og så sagde Katharina: ’Det kan du lægge ud på Facebook, for så ved folk, hvad der foregår.’ Det gjorde jeg så, og modtagelsen har været vildt rørende. Folk skriver, at de elsker at læse det, men også at det er ekstremt hårdt. Der er også kommet mange gode råd til behandlinger.”

Dagbøgerne skal senere udkomme som lydbog. Derudover har Lasse Holm planlagt tre romerbøger og tre vikingeromaner mere. Så langt ud i tiden tænker han dog alligevel ikke. For hvis der er noget, som sygdomsforløbet har ændret, er det hans tidsperspektiv.

”Det kom helt af sig selv, men vi besluttede at tage livet dag for dag. Og én dag er én enhed i sig selv. Vi tænker ikke meget på, hvad vi skal lave dagen efter. Og af den grund er vi blevet meget mere nærværende.”

”Ingen af os skal heller på arbejde. Alt er sat på hold, så vi får meget mere tid til at gå herhjemme og pusle lidt om hinanden og mærke hinanden, for det er jo det, som forsvinder normalt i hverdagen, hvor man begge to styrter ud og kommer hjem trætte.”

Det gælder nu om at nå det, der er vigtigt. Bruge tiden på kærligheden og på hinanden. Fx at gøre ting sammen for sidste gang og besøge steder, som de begge holder af. Parret har blandt andet kørt til Liselund på Møn, og deres hænder kunne ikke slippe hinanden, mens de gik rundt i slotsparken.

Derimod er anerkendelse ikke længere det vigtigste for Lasse Holm. Det var det, før han blev syg.

”Jeg vil hellere nu sælge en masse bøger end at modtage gode anmeldelser, for så kan jeg efterlade nogle penge til Katharina, der skal bo her alene, når jeg ikke er her mere.”

Der har dog sneget sig et håb ind. 10 gange har Lasse Holm været til strålebehandlinger på Herlev Sygehus, og det har virket positivt. Den store tumor i hjernen er skrumpet 10 millimeter, hvilket er meget. Og den lille er tilsvarende forsvundet.

Lægerne tør dog ikke love ham noget.

”Jeg ved ikke, om der er et håb om helbredelse, for det er der ikke nogen, som har sagt. Men den fornemmelse vi får nu i Odense, er, at de er vant til at holde liv i folk i årevis på denne medicin. Det er sådan, at når man har fået stråleterapi ét sted i kroppen, så kan den del af kroppen ikke tåle stråleterapi det næste år til halvandet. Derfor er det et spørgsmål om at trække tiden ud så meget som muligt på den medicin, jeg får nu, og så kan jeg muligvis få stråleterapi igen, og det har jo virket før på mig.”

”Så der er i hvert fald et håb om at komme i stråleterapi igen. Men det kræver lige, at jeg overlever i halvandet år eller sådan noget.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Bøger og Sygdom