Han ejer et galleri, har en palme i sin have og har hørt alle 700 afsnit af sin yndlingspodcast
Galleriejer Nicolai Wallner har travlt til hverdag – og nyder roen, når han kommer hjem til familien. Han drømmer om en palme, der rager op over hustagene i Charlottenlund, og er han alene hjemme, skriver han noter på sin mobiltelefon om sin ikke synderligt romantiske opvækst i Albertslund.
Hvilken tid på dagen er den bedste for dig derhjemme?
”Om aftenen, når jeg sidder med min kone og vores to teenagedrenge omkring bordet og spiser aftensmad. Vi kan godt lide at tale og diskutere, og det er altid sjovt. Det kan være om politik, noget, der er sket i skolen eller på arbejde, eller som jeg har læst i avisen. Vi løber aldrig tør for emner.”
Hvordan er atmosfæren der, hvor du bor?
Annonse
”Der er meget … stille, vil jeg sige. Vi bor i et hus i et meget roligt område, og det er utrolig dejligt, for der, hvor jeg arbejder, er der masser af mennesker, biler og aktivitet. Så er det godt at komme hjem i haven og lukke al larmen ude.
I mit arbejde taler jeg med mange mennesker hele tiden, og jeg tager til åbninger på andre gallerier, på messer, museer etc. Det kan jeg rigtigt godt lide, men når jeg kommer hjem, har jeg brug for det modsatte.
En ven introducerede mig for nyligt til begrebet JOMO (Joy Of Missing Out, red.), og når jeg har fri, elsker jeg at gå glip af ting.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Når det her magasin er udkommet, har jeg en palme i min have. Sådan en har jeg haft lyst til at købe længe. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, jeg synes bare, at det er lidt off og kunne være sjovt.
Jeg har lavet en del research og har kig på en hørpalme, der klarer sig udmærket på de her breddegrader, også om vinteren. Den kan klare 21 frostgrader. Jeg glæder mig til, at den bliver 20 meter høj og rager op over alle husene i Charlottenlund.”
Annonse
Hvad er det første, du gør, når du kommer hjem fra arbejde?
”Mandag og onsdag tømmer jeg min rygsæk for træningstøj. Jeg går til Krav Maga, en selvforsvarsteknik, der er udviklet af en jødisk atlet i 30’erne som et forsøg på at forsvare den jødiske ghetto i Slovakiet mod fascisterne. Det er ret fysisk, ret sjovt og ikke særlig elegant, men jeg dyrker det for at få motion.”
Har du et favoritmøbel, du bruger mest tid i?
”Ja, en af vores spisebordsstole. Jeg ved ikke helt, hvem der har lavet dem, men sikkert en dansk snedker i 50’erne. Jeg tager mig god tid ved alle måltider, og så sidder jeg der også ret længe i weekenden og spiser morgenmad med min kone og læser avis. Vi holder Børsen, Information og Weekendavisen, så der er en del, der skal læses.”
Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?
”Et stort maleri af J.G. Arvidsson, som vi repræsenterer i galleriet, af en kvindeskikkelse bagfra i et lidt drømmende landskab. Det er et billede af kunstnerens mor, som han aldrig har kendt, fordi han blev adopteret fra Etiopien til Sverige, og hans forsøg på at genkalde sig nogle minder om hende. Det er meget smukt.”
Hvad laver du oftest, når du er alene hjemme?
Annonse
”Jeg er begyndt at skrive nogle noter ned fra min opvækst i Albertslund for sjov. Jeg har ingen ambitioner om, at andre skal læse det, men jeg har meget glæde af det.
Som teenager var jeg ret glad for Dan Turèll og har nok læst ’Vangede billeder’ 20 gange, så det, jeg skriver, er vel ’Albertslund billeder’. Ting, der skete, myter og historier, vi fortalte hinanden.
Der er ikke så meget nostalgi forbundet med det. Albertslund var bare et sted, jeg voksede op og fik tæsk som teenager. Den bedste dag i mit teenageliv var, da jeg var 15, og vi skulle flytte til Vesterbro, fordi min mor og stedfar var blevet skilt.”
Er der huslige pligter, du gør en særlig dyd ud af, og som du faktisk værdsætter?
”Ja, jeg har faktisk ikke noget imod at støvsuge, og det er der brug for med alle de dyr, vi har (hunden Kiko og kattene Rita og Ebba, red.). Hver weekend støvsuger jeg hele huset meget grundigt, og det tager over to timer.
Når jeg gør noget, gør jeg det ordentligt og hører podcasts imens, fx ’Det, vi taler om’ eller r8Dio. Vi var mange, der var ulykkelige, da Radio24syv lukkede, og som følte det som Jesu genopstandelse, da ’Den Korte Radioavis’ rykkede ind på r8Dio. Jeg har hørt alle 700 episoder.”
Ser du paralleller mellem den kreativitet, du bruger i dit arbejde og den måde, du har indrettet dig på derhjemme?
”Når man kommer hjem til os, kan man godt se, at vi interesserer os for kunst. Da jeg var yngre, boede jeg meget salonagtigt med kunst fra gulv til loft, men nu er det er lidt mere smagfuldt.
Det første, man ser, når man kommer ind ad hoveddøren, er et stort maleri af Christoph Ruckhäberle med mennesker i life size. I galleriet er der er i sagens natur udskiftning af værkerne, men derhjemme hænger kunsten på samme plads i flere år, før vi bytter rundt.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.