Hans Philips far forsvandt, da han var helt lille: ”Når vi møder hinanden i dag, aftaler vi, at vi skal ses. Men vi ved begge, at det aldrig kommer til at ske”

Jeg er vokset op på Fensmarksgade på Nørrebro i København i en lejlighed med min mor og min søster. Min mor var SOSU-assistent og måtte kæmpe for at få enderne til at hænge sammen. Hun var 23, da hun fik mig, og to år senere kom min søster til. Vi delte værelse, indtil vi var omkring 10 år. Så fik vi hvert vores, mens vores mor sov i stuen.

Da jeg var barn, synes jeg, jeg havde det fedt. Man har det ikke dårligt over, at man har et problem, hvis man ikke er klar over, at det problem eksisterer. Bevidsthed vokser først, når man bliver ældre. Og der er nogle ting, der har sat sine spor. Fx: Da jeg var omkring syv år, blev det i en periode mørkt i lejligheden, når solen gik ned. Hvor vi måtte sidde med stearinlys på toilettet.

Når elregningen ikke bliver betalt, så er man måske lidt pinlig i forhold til at invitere sine venner med hjem. Jeg tog det med i skolen, hvor mit hoved kunne være et helt andet sted. Når der ikke er noget el derhjemme, er der ét spørgsmål, man gerne vil undgå fra sine venner. ’Vi kan også bare tage hjem til dig?’

Det sidder stadig i mig. Den dag i dag har jeg aldrig folk på besøg hjemme hos mig selv.

Da jeg var otte år, fik vi en aflastningsfamilie i Havnsø. Per og Mariann. De kunne ikke selv få børn, men så fik de i stedet min søster og mig i weekenderne og i ferierne. Det var fedt at komme i aflastning. Vi gik ture, var med til deres nevøs fødselsdag og sådan noget. Der blev slet ikke set skævt til det fra mine venner hjemme på Nørrebro. Snarere tværtimod. ’Wow, har I råd til det,’ sagde de.

Jeg er født i Hjørring, og vi boede der de første par år af mit liv, inden vi flyttede til København. Engang, da jeg var barn, var vi tilbage og besøge byen, og jeg kan huske, at jeg gik rundt og tænkte: ’Hvad nu hvis jeg boede her’? Mest som en praktisk ting, jeg var aldrig rigtig nostalgisk omkring det.

Nørrebro er en meget stor del af den, jeg er. Min mor havde et arbejde og to børn. Hun havde ikke tid til at hjælpe os så meget. Men hun er meget, meget stolt af både mig og min søster.

Uanset hvad, vil jeg altid elske mine børn, når jeg selv får nogen. Men jeg vil også lade dem vide, at der er ting, jeg ikke kan gøre for dem. Jeg vil gerne støtte dem. Jeg vil gerne trøste og vise vej. Men jeg kan ikke rigtig hjælpe dem. Det tror jeg meget på.

Sådan har jeg det også med mine venner. Hvis folk skal have hjælp til at flytte, så er det fint nok. Men hvis det er noget med, om jeg kender en producer, jeg kan sætte dem i kontakt med, så kan jeg ikke hjælpe. For så lærer de ikke noget. Jeg tror meget på, at alle kan de ting, de skal kunne.

Alt starter og slutter med én selv.

I dag bor jeg i Los Angeles, men jeg har ikke kørekort. Jeg har dog en bil, en Mercedes-Benz ML350 fra 2010, som vi købte for omkring 70.000 kroner. Det er fedt med en stor bil, jeg kan godt lide at have meget plads, men jeg er jo også bare passager. Det er min kone, Cilia, der kører. Amerikanere synes ikke, det er mærkeligt, at en europæer ikke har kørekort. Man kan jo bare tage en Uber som alle andre. Men hvis jeg havde været amerikaner, havde de kigget skævt til mig.

Cilia og jeg bor i Studio City. Hun er professionel danser og danser for musikere som Rihanna og Usher, og det er Cilias skyld, at jeg er i Los Angeles. Hun boede derovre før mig, for hun har langt bedre karrieremuligheder som professionel danser i USA. I 2019 flyttede jeg over til hende, efter vi havde fløjet frem og tilbage et stykke tid.

I Danmark er det fællesskabet, der holder folk oppe, mens det i USA er individet, der skal sejre. Du skal have noget, du skal kunne noget, og så skal du dyrke det. Dine evner er den vare, der skal gøre dig rig eller kendt.

Det kan godt være svært at komme fra Danmark, hvor det hele er trygt, og så se en hjemløs mand sidde og onanere ved et busstoppested i Los Angeles. Han havde så bare ingen evner, intet at byde på. Og ingen greb ham.

Når jeg er i Los Angeles, savner jeg, at folk gerne vil tale om andet end hverdagsting. Jeg savner en dybere samtale, fordi det nemt bliver meget overfladisk. Jeg vil gerne være venner med mennesker, hvor jeg føler, der er en dybere connection. Når jeg er i Danmark, savner jeg vejret i L.A. Og at være alene.

Min far forsvandt ud af vores liv, da jeg var helt lille. Han var der kun det første halvandet års tid. Jeg tror, jeg i en meget tidlig alder har dealet med, at han ikke har været der. Det gør, at jeg ikke føler noget traume i dag. Jeg har ikke behov for at konfrontere ham med det ene eller det andet. Det vil kun handle om at få hans forklaring på, at han forlod os, til at stemme overens med min forestilling om, hvorfor han gjorde det. Jeg vil hellere lade det tomrum stå uafklaret.

Pludselig en dag så min søster og jeg ham på Høje Taastrup Station. Jeg var nok ni år gammel, og det var første gang, jeg så ham, efter han havde forladt os. Det var lidt som at møde en fjern onkel. ’Nå, hej med jer, hvad laver I her?’ Så fik han vores mors nummer, fordi han gerne ville passe os. Det kunne han slet ikke finde ud af. Vi var hjemme hos ham i to timer, så kom vores mor og hentede os.

For tiden bor han nede ved Kødbyen. Jeg så ham for nylig, det gør jeg af og til. Så går jeg hen til ham og hører, hvordan det går, og han spørger, hvordan jeg har det. Vi aftaler, at vi skal finde ud af noget snart.

Både min far og jeg ved, at det aldrig kommer til at ske. Vi kommer ikke til at mødes.

Jeg gik på Sankt Ansgars Skole på Nørrebrogade. Det er en katolsk privatskole, men selvom det ikke er en kommuneskole, så var det stadig vildt. Alle børn lavede ballade. Drengene var hårde. Pigerne viste ingen følelser, for følelser var lig med svaghed. Det blev fejret som en succes, hvis man kunne få vikaren til at græde.

I skolen gjorde jeg, hvad jeg havde lyst til. Hvis jeg ville snakke i timen, gjorde jeg det.

Det var ikke svært for mig at gå i skole. Hele min klasse var ret uregerlig. Og vi var endda en privatskole, hvor det ikke stod fuldstændig galt til. Folkeskolerne var helt fucked op, kunne jeg høre på andre, jeg kendte. ’Du er en fucking kurder.’ ’Du er selv bare en fucking tyrker.’

Sådan var tonen på min skole. Det var sådan, folk var. Alle var racister. Alle drillede hinanden. Der blev altid sparket nedad.

I min klasse gik en pakistansk pige, som var meget stille. Jeg tror måske, hun sagde 10 sætninger fra børnehaveklassen og op til 9., og nogle gange var man i tvivl, om hun overhovedet kunne tale dansk.

De pakistanske familier holdt meget sammen og holdt sig meget for sig selv.

Hendes lillebror blev mobbet rigtig meget, og der var særligt en episode, der satte sig fast i mig. Drilleriet stoppede ikke bare, fordi han græd eller sagde fra. De andre blev bare ved. Svaghed, et offer.

Der var et frikvarter, hvor en gruppe drenge mobbede ham så meget, at han græd, og derefter tæskede de ham. Så kunne han lære ikke at græde. Jeg var der ikke selv, men jeg så ham bagefter. Jeg blev nødt til at gå, så meget havde de smadret ham.

Den håbløshed var en stor del af min skoletid. Man overlevede bare. Det er det samme med børnene i ’Fluernes Herre’. De reagerer bare. Som barn når man ikke at tænke: ’Hvad er det, der sker her?’ Der er ikke tid.

Det var så provokerende for mig, når lærerne sagde, at vi skulle huske at fortælle hinanden, hvis en havde sagt noget, man ikke kunne lide. Så skulle jeg som otteårig sige til en anden otteårig, at det faktisk gjorde ondt, det han sagde?

Det var han da røvligeglad med.

På et tidspunkt i 8. eller 9. klasse var vi en uge i Tyskland, hvor det fuckede helt op. Vi fandt nogle tyske drenge at spille amerikansk fodbold med, og vi kom selvfølgelig op at slås med dem. De hentede deres fætre og storebrødre. Fra vores skole var der måske et par enkelte danskere, ellers var det irakiske kurdere, pakistanere, serbere.

Vi var perkere, det var sådan, de så os.

En tysk præst, som var ansat på vores skole, var med på turen. Ham spyttede de i hovedet, fordi han havde forsvaret os. Der blev røget joints, inden vi skulle på kirkebesøg. Vi drak os stive. Fuldstændig frit slag.

’Jeg bliver fucking slået derhjemme hele tiden.’ Fordi vi var væk fra vores forældre i fem dage, var der også nogle af drengene, der åbnede op på turen. Scenen var en anden, så de kunne komme ud med en masse ting, fordi paraderne faldt.

Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg kunne mærke, hvor pressede folk var. Selv var jeg mere lowkey. Jeg havde ikke den form for pres hjemmefra. Min mor var ikke flygtet fra krig og havde fået PTSD. Jeg følte mig ikke uassimileret.

Jeg er sikker på, at min skolegang, hvor det var alle mod alle, har gjort, at jeg klarer mange ting selv. Jeg havde aldrig lavet musik før, men det måtte jeg så bare regne ud. Jeg kunne ikke spille instrumenter, men det måtte jeg så bare lære. Hvordan overlever man, at ens landsby bliver bombet? Det gør man bare. Der er ikke nogen opskrift. Man må klare sig. Det er et menneskeligt instinkt.

På min årgang i skolen var der tre, der blev erklæret egnet til gymnasiet. Jeg var den ene.

Ondskab findes ikke. Der findes uvidenhed og psykisk sygdom. Jeg tror, det samme er sket for min far. Han har været meget uvidende. Sikkert også syg på en måde. Hvis han kom og sagde undskyld, ville jeg ikke kunne bruge det til noget. Mit liv er ændret for evigt.

Den eneste grund til, at jeg skal forsøge at mødes med min far, vil være at gøre det for hans skyld. Så vil han kunne bilde sig selv ind, at det var fedt, at vi havde talt sammen.

Men det kan jeg ikke. Jeg hader, når folk siger undskyld. Du gjorde det, fordi du ikke vidste bedre. Jeg får ikke noget ud af, at han siger undskyld. Jeg kan ikke give ham min syndsforladelse. Han skal have det dårligt med sig selv, for sig selv. Jeg kan ikke lægge den smerte fra mig, som jeg fik, fordi han forlod os. Jeg vil altid være påvirket. Han skal selv angre. Han behøver ikke at involvere mig.

Jeg respekterer fædre, der indrømmer, at de ikke kan være der. Selvom det kan lyde mærkeligt. Min far kunne ikke, måske jeg heller ikke kan, når den tid kommer. Det kan godt give mig en frygt. Det er ikke fair at dømme et menneske på, hvad de ikke kan.

Der er helt sikkert et ansvar, der følger med det at være far. Men det er ikke ens skyld, at man er, som man er. Det er ens ansvar. Og det er det svære ved livet. Man er blevet givet et ansvar, man ikke har bedt om. Og det er liv eller død, det handler om. Nogle gange kan man ikke bære det ansvar.

Det, der så er med at være forælder, er, at det er noget, man har valgt. Folk, der gør dårlige ting, fx løber fra deres ansvar, er, fordi de ikke kan. Og det er det, der er det sørgelige. Jeg har tilgivet min far for længst. For min egen skyld. Det er fuldstændig håbløst ikke at gøre det. Det eneste, jeg tænker, er, at han må have det forfærdeligt med sig selv.

Mit liv handler om at undgå de tanker, han har på sit dødsleje. Det er det værste, jeg kan forestille mig.

Efter gymnasiet var jeg bare en taber, der ikke kunne finde ud af at betale regningerne i den lejlighed, jeg boede i, som min morfar ejede. Jeg ville hellere ryge mig skæv. Jeg blev smidt ud og måtte flytte hjem på min mors sofa. Det eneste, jeg egentlig gad, var at lave musik.

Gennem fælles bekendte blev jeg introduceret til Jens Ole McCoy, som producerede musik. Han var seks år yngre end mig, så det var på en måde lidt underligt at spørge ham, om vi skulle lave musik sammen. Men vi havde det sjovt, og vi var begge enige om, at hvis vi skulle lave musik, så skulle vi gøre det ordentligt.

Og så lavede vi Ukendt Kunstner.

’København’ var det femte nummer, jeg nogensinde havde skrevet, og det første vi havde været sammen om at skabe. Vi lagde det bare på YouTube. Og så blev vi pludselig inviteret til møder på pladeselskaberne.

Hele København var on fire på det tidspunkt. Der var en masse unge fyre, det lavede musik. Kidd, Kesi, Stanley Most, Topgunn, os selv. Alle i musikbranchen fik øjnene op for, at det var vildt spændende, og at ungdommen var draget af det, og de etablerede selskaber havde intet med det at gøre.

Vi lagde musik på YouTube, som fik 25.000 visninger på et døgn, hvilket var helt vildt dengang. Mange etablerede kunstnere kunne slet ikke lave de tal. Alle vores venner delte det, og så spredte det sig. Det gik viralt, før ting var virale.

Vi lagde musikken op på ukendtkunstner.dk. Hvis du klikkede på logoet, downloadede sangen. Vi tænkte, at vores brand ikke var stærkt nok til at tage betaling for det. Det var lidt ligesom scenen i ’The Social Network’, hvor Sean Parker siger: ’Det er sejt, men I kan ikke tjene penge på det endnu.’ Vores plan var, at jo flere vi kunne få til at lytte til det, jo flere ville komme tilbage på et tidspunkt og betale for det.

Jeg var på arbejde i Vester Kopi i Gothersgade, da Wahid (Zaferan, manager, red.) ringede og sagde, at ’Neonlys’ var blevet Ugens Uundgåelige på P3. Og så begyndte den jo at blive spillet i butikken, hvor vi hørte radio som baggrundsmusik.

Da den kom på for 10. gang, sagde jeg til mine kolleger, at det her var min sang. ’What, hvorfor står du så her?’ spurgte de. De syntes, det var sjovt, men de var også sådan ’det er fint og flot, men kan du ikke lige tage den her bestilling.’

Det var nok meget godt, at jeg havde et fast arbejde. Hvis jeg ikke havde lavet noget og det eneste, jeg havde haft, var musikken, så var det steget mig til hovedet.

Vi hed Ukendt Kunstner, fordi det var det, iTunes skrev, når man uploadede sange uden et filnavn. Så stod der bare ’ukendt kunstner’.

Steve Jobs valgte det for os.

Det er nødvendigt for mig at bo i Los Angeles, fordi jeg bruger enormt meget tid på at reflektere. Min hverdag består i at finde inspiration til at lave musik.

I Danmark skal jeg se venner og familie, og jeg møder mennesker hele tiden. I Los Angeles kan jeg være mig selv og blive inspireret af de ting, jeg selv opsøger.

Jeg bruger rigtig, rigtig meget energi og tankevirksomhed på at gøre mig klar til at være sammen med andre mennesker. Hvis jeg laver en aftale med min mormor om at spise middag på onsdag, er jeg allerede i fælden. Så ligger dén aftale derinde og rumsterer. Så ved jeg, jeg skal noget. Det fylder.

Det er vigtigt for mig, at mine venner ved, at jeg frem for alt er ærlig. Der er aldrig nogen, der har sagt til mig, at jeg er for dårlig til at ringe eller sige tillykke med fødselsdagen. Men hvis jeg en dag får det at vide, vil jeg meget gerne tage snakken. Mine forventninger til mig selv er de eneste forventninger, der er.

Du får nemmest hul igennem til en kop kaffe med mig, hvis du skriver til mig og spørger, om jeg skal noget på den og den dato, og om vi skal ses. Så har vi en aftale. Men du skal vide, at en del af mig så begynder at forberede sig på, at der skal ske noget. Kalenderen er booket. Jeg er forpligtet til noget. Jeg er ikke fri.

Det er ikke, fordi jeg bedst kan lide at være alene. Jeg kan bare virkelig godt lide det.

Ukendt Kunstner blev helt tilpas store. Vi vandt P3 Guld. Vi opnåede de ting, vi gerne ville. Vi spillede på Roskilde Festival, Smukfest, udsolgte koncerter. Men det var det helt rigtige tidspunkt at stoppe i 2017. Jeg sagde til Jens Ole, at jeg ikke kunne mere.

Efter ’Den anden side’ kom ud, havde vi spillet en masse koncerter hen over sommeren. Vi havde tjent godt. Jeg havde købt en lejlighed for pengene. Men jeg tænkte meget over, om det bare var sådan en cyklus, vi nu var kommet ind i. Udgiv en plade, spil festivaler om sommeren, koncerter om efteråret og klubber om vinteren. Og så en ny plade igen. Det kunne jeg ikke overskue.

Og ingen af os vidste, hvordan vi skulle komme videre med Ukendt Kunstner.

Hvis man elsker nogen, skal man sætte dem fri. Først når man giver slip, finder man ud af, om personen bliver stående eller løber væk. Sådan har jeg det med alting. Kærlighed, venner, karriere, penge. Det er jo bare penge. Vi lever i en verden, hvor vi bare kan tjene nogle nye.

Mit største mål med penge er at bruge dem. Hvad skal de ellers være der for?

I marts 2022 var jeg så langt med mit andet album, at jeg betragtede det som færdigt. 14 numre var klar, og jeg sagde til mine venner og faste musikere Tais og Oscar (Stausholm og Knudsen, red.), at nu skulle de komme til Los Angeles og hjælpe mig med at indspille det. Der skulle bare en sidste hånd på numrene.

Troede jeg.

Deres reaktion var bare ’nej.’ De syntes ganske enkelt ikke, at det var godt nok. Det var meget hårdt at få at vide – og mest af alt, fordi jeg var enig. Jeg havde bare ikke set det. Jeg havde syntes, det var fedt, men de syntes, det var for tungt. For langsomt og for sovset. Og det havde de ret i. De gav et nyt perspektiv på det, som jeg måtte give dem ret i.

Det var uhyggeligt, for hvordan kunne jeg dog have overset det? Og hvordan skulle jeg nogensinde komme til at lave musik igen uden at overse noget lignende? Jeg troede, det var 80 procent færdigt. I virkeligheden var det to procent færdigt. ’Hvad fuck gør jeg så?’ Der gik lige en dag, hvor jeg skulle tænke over det. ’Så kommer albummet jo ikke ud.’

I sådan en situation er min kone meget tålmodig. Jeg gad ikke at tale med hende om det, for hvis vi skulle have en samtale, ville det ikke blive nogen rar samtale. Det ville blive en eksistentiel samtale. Så er jeg ligeglad med alt. Så er jeg ligeglad med dig.

I situationen var det ikke nok for mig, at hun elsker mig. Hun ved og lever med, at jeg ikke har kapaciteten til at elske hende lige der. Og hun forstår det, fordi hun også selv arbejder på den måde. Det gør ondt at få kritik af folk, jeg respekterer. Min kone. Dem, jeg laver musik med.

Nu er de døde, men hvis Michael Jackson og Prince sagde, at min musik var dårlig, ville jeg blive ked af det.

Så hvad gjorde vi? Tais og Oscar havde lavet et par numre, som kunne være fede. Dem lyttede vi til. ’Nej, det er lort,’ var min reaktion. Men man må jo bevæge sig fremad. Man reagerer bare.

Jeg ved, at jeg ikke gider lægge noget musik ud, som jeg ikke kan lide. Så jeg er nødt til at gøre de fornødne ting og gå i gang med at arbejde. Hvorfor er det her nummer dårligt? Det er fordi, der er guitar på. Okay, så lad os prøve at tage den af. Så har vi allerede taget ét skridt. Én dag ad gangen.

Udgangspunktet for at lave musik med Tais og Oscar er ’nej’. Alt er dårligt, der findes ikke rigtig god musik. De er gode til at sige, at noget er lort. De er gode til at være utroligt store hatere. Langt under 0,1 procent af al musik, der nogensinde er lavet, er fair nok. Det er okay. Resten er støj, synes de. Og det er en god egenskab. Man kan så godt lave en sang, der er lidt mindre dårlig end alt det andet dårlige.

Og lige så snart, jeg får en følelse af, at det ikke er forfærdeligt, er vi allerede på vej et sted hen.

Oscar var i Los Angeles i tre uger, Tais i seks. Da de tog hjem, var albummet stadig kun 40 procent færdigt. Men så havde vi skitserne på plads, og så kunne jeg løbe med de sidste elementer. Vælge numre, skrive teksterne, melodier, omkvæd, længde og så videre.

Jeg tror, der var et halvt nummer fra det oprindelige album, der overlevede. Sangene findes stadig. Men dem får I aldrig at høre.

Mit største mål i livet er at få folk til at forstå, at deres liv er paradoksale. Folk misforstår hinanden meget. Jeg vil gerne have, at folk forstår hinanden bedre.

Grunden til at du og jeg er forskellige, er, at vi har oplevet forskellige ting. Men udgangspunktet er det samme. I bund og grund er menneskets psyke bygget op på samme måde.

Mit liv er ret nemt lige nu, heldigvis. Det er meget sjældent, jeg gør noget, jeg ikke har lyst til. Jeg har ikke lyst til at lave et radiohit for at få noget eksponering, for jeg har ikke lyst til at fylde verden med lort.

Den følelse er større for mig, end at folk hører min musik.

Cilia og jeg blev gift på rådhuset i Beverly Hills i 2019. Cilias mor og min mor var med til vielsen. Jeg havde lyse hørbukser og en grøn skjorte på.

Efter brylluppet tog vi på Nobu i Malibu og spiste frokost. Ret Los Angeles-agtigt, ligesom trafikken, som den dag var meget tæt. Det tog en evighed at komme derud. Og så regnede det ovenikøbet.

Om aftenen tog vi på en restaurant, der hed Auburn, som lå på Melrose Avenue. De lavede nynordisk mad. Jeg fik rødgrød med fløde til dessert.

Før vi blev gift, var jeg lidt bange for, hvordan det ville være. Kunne jeg få følelserne frem, som jeg tænker, man skal have. Jeg havde en ide om, at jeg var lidt følelseskold, særligt med kærlighed, for jeg kunne ikke nævne en situation, hvor jeg tænkte, at det var sådan her, kærlighed føltes.

Men nu er jeg bare glad. Sådan har jeg det, når jeg er sammen med min kone. Det er bare kærlighed. Jeg tænker ikke på dårlige ting.

Det var mig, der var mest emotionel. At sige ja var som den der teambuilding-øvelse, hvor man skal lukke øjnene og lade sig falde. Lige pludselig var det, som om hun greb mig.

Jeg kastede mig ud i noget, jeg ikke vidste, hvad var. Og den tanke kan jeg godt lide at have om forskellige ting. Gå ind i det uvisse på en måde. At gifte mig med Cilia var den størst mulige version af det. Det var den lykkeligste dag i mit liv.

At blive gift i Los Angeles havde også den praktiske funktion, at det gør det nemmere for mig at have ophold i landet, fordi hun har arbejdsvisum. Så jeg kommer faktisk til at fri igen, for vi vil gerne holde en stor bryllupsfest i Danmark.

Jo længere tid der går, jo mindre behøver jeg det kørekort. Men jeg skal nok få det taget, når vi skal have børn.