Har du set en ufo? Frederik Dirks Gottlieb vil gerne høre din historie

FORESTIL DIG, AT DU EN dag ringes op af en sød, rar, almindelig jyde, der med rolig stemme fortæller dig en historie om dengang i 2005, hvor han stod ude på dækket på et kommercielt containerskib i det nordlige Stillehav og så et stort Tic Tac-formet luftfartøj hænge stille i luften foran ham og en kollega, og at de ikke vidste, hvad det var, de stod og så på, så de åbnede munden så meget, at de endte med at tabe den smøg, de var gået ud for at ryge, inden den ovale form forsvandt i en fart, som vitterligt ikke kan beskrives, selvom manden prøver med et billedsprog, hvor du skal forestille dig noget blive suget væk igennem et sugerør.

I et forsøg på at afvise historien vil du gerne krydse boksene ’skør’, ’økonomisk incitament’, ’behov for opmærksomhed’ af, men kan ikke, for intet tyder på, at nogen af delene gør sig gældende, og du begynder ikke bare så småt, men for alvor at tro på mandens historie.

Måske du ville håndtere det anderledes, men det var i hvert fald sådan det skete for Frederik Dirks Gottlieb, 39, en januardag i 2021, da en mand, som ikke ville have sit navn frem i offentligheden og derfor blev døbt Morten, ringede Dirks Gottlieb op for at fortælle lige præcis dén historie.

På det tidspunkt havde hans podcast ’Flyvende tallerken’ – der i dag kan notere sig for over fem millioner downloads fordelt ud over 68 afsnit – været i gang i et halvt år, Frederik Dirks var mere end godt inde i emnet og havde læst og set alverdens ufo-vidneberetninger fra hele verden.

Men det var først nu, da han selv talte med et – efter sigende – øjenvidne til en ufo-hændelse, at han virkelig, sådan virkelig, ikke kunne afvise, at der flyver noget rundt i Jordens luftrum, som muligvis ikke er herfra.

”Som en af verdens mest kendte ufo-dokumentarister Jeremy Corbell sagde til mig, da jeg fortalte ham om den samtale: ’You had THAT moment’. Det øjeblik, hvor man begynder at tale med rigtige mennesker, der intet har at vinde på at stille sig frem, om deres oplevelser – og man begynder at tro på dem. Jeg så Mortens logbøger fra de dage, og der er intet, der tyder på, at han skulle lyve,” siger Frederik Dirks Gottlieb, da vi har sat os til rette i en grå sofa på 1. etage af det hus, hvor han bor med sin kæreste, Sara, og deres to børn på Østerbro.

Nærmere kan vi ikke komme det, for Frederik Dirks Gottlieb har hemmelig adresse. Det er han nødt til, hvis han ikke hele tiden skal have ubudne gæster, som vil fortælle om deres personlige oplevelser med ufoer.

Der går nærmest ikke en dag uden lange beskeder fra folk, der vil fortælle om dengang, de vågnede til lyden og lyset fra en ufo (Dirks Gottlieb parkerer ofte historierne, der handler om, at nogen er vågnet og har set en ufo, i kassen ’ikke-troværdig’, da ”folk jo godt kan have nogle meget livlige drømme,” ligesom han også har lært at lure fejl på kameralinser, der i en snæver vending kan ligne et flyvende fartøj).

FREDERIK DIRKS GOTTLIEBS egen historie med ufoer starter lige rundt om hjørnet, på Østerbrogade 119, hvor han voksede op med sin far og mor.

Og inden vi går videre, kan det passende indskydes, at Dirks Gottlieb selv kalder det ufo (unidentified flying object) i stedet for uap (unidentified anomalous phenomena), der ellers har vundet frem som begreb de seneste år, sandsynligvis i et forsøg på at rebrande sig ud af grønne mænd og flyvende tallerkener.

”Når man siger ufo, ved folk, hvad man taler om.”

Faren, Ebbe Gottlieb, beskriver Frederik Dirks Gottlieb selv som ”en gudsbenådet tegner, designer og maler” i bogen ’Ufo-mysteriet’, der udkom i slutningen af oktober, hvor han udruller ufoens historie – fra skepsis til en voksende accept af fænomenet – igennem en personlig prisme: forholdet til hans nu afdøde far.

For det var Ebbe Gottlieb, der i tidernes morgen, da Frederik var barn, introducerede ham til emnet gennem bøger om den famøse Roswell-hændelse i 1947 og alskens science fiction-film.

”Min far var foruden at være fuldstændig opslugt af ufo-emnet totalt optaget af Steven Spielberg, og han delte både alder og udseende med ham. Ja, han lignede ham faktisk ufatteligt meget, hvis du spørger mig, og den første voksenfilm (ikke den slags voksensfilm, red.), jeg så, var ’E.T.’. Men han er også fra den generation, hvor emnet blev opfattet som ren fiktion. Det var de her grønne mænd i flyvende tallerkener, og så kan det godt være, at han troede på det, men det gjorde hverken jeg selv eller alle andre.”

Han prøvede ikke at indoktrinere dig?

”Nej, slet ikke. Han talte faktisk ikke særligt meget om det.”

Det var da heller ikke, fordi liv i rummet, ufoer og aliens kom til at fylde i Frederik Dirks Gottliebs ungdomsår og første tid som voksen. Faktisk langt fra. For selvom – eller måske var det lige præcis derfor – han kom ud af et hjem bygget på kreative pæle, valgte Dirks Gottlieb at gå en anden vej: den akademiske. Han fik en uddannelse i kommunikation fra RUC og endte som marketingkoordinator hos Vitamin Well.

”Det forstod han aldrig, og det gjorde jeg nok egentlig heller ikke selv. Jeg tror, det handler om, at jeg følte, at jeg stod i skyggen af min meget dygtige far, at jeg blev usikker, og derfor turde jeg ikke at gå efter det, jeg faktisk havde lyst til at lave. Jeg turde ikke søge ind på Journalisthøjskolen, jeg turde ikke søge ind på filmskolen, jeg turde ikke at arbejde med noget kreativt, jeg opgav at tegne, selvom jeg var skidegod til det, fordi jeg ville jo alligevel aldrig blive lige så god som min far.”

Der skulle en god gammeldags omvæltning til, før tingene begyndte at falde i hak.

DEN KOLDE LUFT bed fra sig, da Frederik Dirks Gottlieb en februardag i 2013 satte sig ind i bilen med sin lillesøster for at køre mod Asserbo i Nordsjælland. De skulle op og rømme det sommerhus, deres nu afdøde far havde boet i siden skilsmissen fra deres mor i 2003. De næsten 10 år alene havde ikke været gode ved Ebbe Gottlieb. Han var blevet mere asocial og tilbagetrukket, og han passede hverken på sig selv eller det sorte sommerhus med hvide vinduer, der ikke havde set mange timers udluftning i løbet af de 10 år.

Men blandt tomme øl- og vinflasker fandt Frederik Dirks Gottlieb og hans søster et ringbind, der stod som en nydelig og velplejet anomali i kaosset. I ringbindets chartekker var der et utal af håndskrevne noter og gamle medlemsblade fra alskens ufo-foreninger, blandt andet SUFOI, Skandinavisk UFO Information, som sirligt var behæftet med girokort.

”Jeg vidste jo godt, at liv i rummet var noget, han interesserede sig for, men det var alligevel først her, at det for alvor gik op for mig, hvor stor en passion hele det univers havde været for ham. Pludselig gav det mening, at han kiggede mere op i himlen end os andre,” siger Frederik Dirks Gottlieb.

Det var ikke, fordi han kastede sig over ringbindet og ufoer med det samme. Faktisk stod det længe på hylden derhjemme. Men alligevel kan det meste, der siden da er sket i hans liv, spores tilbage til den dag i februar.

”I den efterfølgende tid gik min daværende kæreste og jeg gennem seks år fra hinanden, jeg fik ved en tilfældighed en fod inden for døren i filmbranchen, fik mit første radioprogram, ’Stream Team’ på Radio24syv, fandt sammen med Sara, som blev gravid året efter, og kom til sidst ind på producerlinjen på filmskolen Super16, hvilket var uhørt, for jeg havde aldrig produceret en film før.”

SENERE VAR DET ikke under den danske vinterkuldes åg, at noget gik op for Frederik Dirks Gottlieb, men derimod under solen i Sydfrankrig, da han var på sommerferie med Sara og deres to børn i 2020. Her læste han artiklen ’No Longer in Shadows, Pentagon’s U.F.O. Unit Will Make Some Findings Public’ i The New York Times, der fortalte ham om de mange ufo-observationer, som amerikanske militærpiloter har haft i årtier, og som ville resultere i en ufo-rapport fra Pentagon den følgende sommer.

Han blev hurtigt klar over, at der fandtes en endnu mere epokegørende artikel, ’Glowing Auras and 'Black Money’: The Pentagon’s Mysterious U.F.O. Program’ fra 2017, som han læste, hvori det beskrives, hvordan man i det amerikanske forsvarsministerium har haft hemmelige ufo-programmer, der i årevis har prøvet at finde ud af, hvad det er, der flyver rundt i vores luftrum.

Og så ringede han hjem til Danmarks Radio for at fortælle, at det var et emne, de var nødt til at dække.

”Jeg var overbevist om, at min redaktør ville synes, at jeg var skør, men det viste sig at være det nemmeste pitch, jeg har lavet i min karriere,” siger han.

Nogle måneder efter, i november 2020, sendte han så – sammen med astrofysikeren Anja C. Andersen, hvem Dirks Gottlieb havde fået overtalt til at være med – det første afsnit af podcasten ’Flyvende tallerken’. Oprindeligt var programmet egentlig en slags optakt til den føromtalte Pentagon-rapport, der kom ud i 2021, som konkluderede, at der er noget i luftrummet, som endnu ikke kan forklares. Faktisk kunne man ikke forklare, hvad der var bag 143 ud af de 144 ufo-observationer, der var blevet gjort i det amerikanske luftrum. Men programmet fortsatte og gør det endnu.

Podcastens succes, siger Frederik Dirks Gottlieb, hænger sammen med dets evne til at behandle emnet på en seriøs, ikke-sensationel måde. Gennem programmets historie har der været besøg af alle fra Harvard-professor Avi Loeb, Andreas Mogensen, en tidligere amerikansk jagerpilot, der påstår at have set flere ufoer gennem årene (der er mange jagerpiloter verden over, der påstår det samme), major og chef for Center for Luft- og Rumoperationer, Karsten Marrup, til den tidligere chef for Pentagons UFO-enhed, Luis Elizondo, og flere internationale graverjournalister, der beskæftiger sig indgående med emnet for medier som The New York Times, The Debrief og Daily Mail. For blot at nævne et udpluk.

I starten var det svært at få folk til at stille op, fortæller Frederik Dirks Gottlieb. Kort skitseret har debatten om intelligent liv i rummet – hvis man da overhovedet kan tale om, at sådan en har eksisteret herhjemme – altid været behæftet med berøringsangst. Det er blevet afskrevet som konspirationer for skøre mennesker. Grønne mænd i flyvende tallerkener? Du må være tosset.

Men der er sket et skifte, det er der ingen tvivl om. Kan man ligefrem sige, at Frederik Dirks Gottlieb har været med til at gøre samtalen om intelligent liv i rummet mere stueren?

”Det er lettere at få andre til at sige det, men ja, det føler jeg bestemt, at jeg har. Jeg synes, samtalen står et rigtig godt sted lige nu. For mig har det været vigtigt at skabe et nysgerrigt rum, hvor vi skal kunne tale om hvad som helst relateret til emnet. På den måde bliver det meget inkluderende, og der bliver plads til, at folk som Morten kan stå frem med sin historie så mange år efter. Her er ingen fordømmelse af hverken believers eller debunkers.”

Men det er ikke, fordi det har været uden bekostning for Frederik Dirks Gottlieb at kaste sig hovedkulds ind i ufo-emnet. Han har selv oplevet at bære rundt på den paranoia, der normalt hænger uløseligt sammen med konspirationer. I bogmærkeflappen på ’Ufo-mysteriet’ står et citat fra bogen:

”Jeg er bange for min karriere. Jeg er bange for, at alle de her mennesker, der fortæller mig om ufoer og universet, tager røven på mig, så min karriere ryger på gulvet. Hvad hvis det bare er et komplot? Det har måske noget at gøre med, at jeg aldrig rigtig fik så meget anerkendelse fra min far, så jeg har brug for at blive bekræftet gennem mit arbejde. Det er ikke en sund dynamik.”

Og det var da heller ikke ligefrem en behagelig oplevelse, da Frederik Dirks Gottlieb en dag kunne erfare, at nogen havde flået den kuvert op, som indeholdt en rapport om amerikanske Bob Lazar, der i 1983 gik frem med udokumenterede påstande om at have arbejdet med aliens og ufoer på Area 51, som rumingeniøren Flemming Hansen havde skrevet og sendt til Dirks Gottlieb inde på DR. Han ved stadigvæk ikke, hvem der står bag.

Eller dengang, hvor den fipskæggede Luis Elizondo kontaktede Frederik Dirks Gottlieb og sagde, at han havde hørt fra en kontakt i den amerikanske regering, at den danske radiovært gerne ville tale med ham.

”Der har været perioder, hvor jeg har spurgt mig selv, om jeg er ved at blive skør. Men det har jo også vist sig, at der måske er en grund til at være lidt paranoid.”

OVER SOFAEN, HVOR VI SIDDER, hænger et billede af Area 51 fra bogen ’Phenomena’, som tre af hans venner, fotojournalisterne Tobias Selnæs Markussen, Peter Helles Eriksen og Sara Brincher Galbiati udgav tilbage i 2016.

Historien om Area 51 er en god påmindelse, siger Frederik Dirks Gottlieb, om, at vi hele tiden bliver klogere, eller at der i hvert fald kommer nye oplysninger ud, som rykker ved kendsgerningerne. I mange år fandtes der ikke (officielle) beviser på, at det højt klassificerede anlæg, der har været genstand for et utal af ufo-konspirationsteorier, og som i dag fungerer som test- og træningscenter for dele af det amerikanske luftvåben, fandtes.

Der var antagelser, gisninger, øjenvidneberetninger, der pegede i retning af dets eksistens, men ingen af dem blev bekræftet af de amerikanske myndigheder. Area 51 var der ikke, indtil det var der, da indicierne blev for mange, og den amerikanske regering i 2013 valgte offentligt at anerkende, at det findes.

”I takt med, at myndighederne har anerkendt, at der er noget deroppe (men ikke hvad, red.), har samtalen om eventuelt liv i rummet rykket sig helt vildt. Vi er gået fra at tale om grønne mænd i flyvende tallerkener på en urealistisk science fiction-måde til nu at tale om teorier om kvantemekanik og multi- og paralleluniverser, der bliver sandsynliggjort af diverse topforskere,” siger Frederik Dirks Gottlieb.

Men i virkeligheden handler det for ham egentlig ikke så meget længere om at finde frem til det endegyldige ’to streger under’-svar på, om der findes intelligent liv i rummet, og om det i så fald er noget, der har besøgt vores del af det uendelige univers. Set i bakspejlet har ufo-emnet først og fremmest været en måde til at lære, ære og forstå hans far på.

”Jeg har i forbindelse med bogen og ’Flyvende tallerken’ været i ret intensiv terapi, fordi det har tvunget mig til at tænke så meget på ham. Det har virkelig været hårdt, men det har også været en vej til at kunne bruge tid på ham, fordi jeg dybest set har levet med en kæmpestor skyldfølelse, da jeg ikke følte nogen stor sorg over hans død,” siger Frederik Dirks Gottlieb og kigger så ned ad sig selv.

”Og se mig nu: Jeg interesserer mig for ufoer, jeg har fået langt hår, jeg arbejder med noget kreativt, jeg bor på Østerbro. Jeg er nærmest blevet til min far.”

Han var fuldstændig fast i troen på, at der eksisterede liv i rummet, og at det havde besøgt os. Er du også det?

”Jeg har sindssygt meget tvivl, fordi jeg er så skeptisk en person, og jeg prøver også at bevare den journalistiske nerve, fordi programmerne fortjener det. Men i sidste ende kommer det hele ned til tillid, og om du tror på de her mennesker, der fortæller deres historie. Og jeg tror på Morten.”