Hvornår gik det op for dig, at du havde et talent?
”Det gjorde det ganske tidligt. Jeg kunne brøkregning, længe inden jeg begyndte i skole, halvt selvlært, halvt med hjælp fra min mor. På Johannesskolen på Frederiksberg fik jeg gode karakterer i fysik og matematik, til gengæld var jeg ikke dygtig til gymnastik.
Egentlig drømte jeg nok om at blive opfinder, men ved nærmere eftertanke i erhvervsvejledningen gik det op for mig, at det krævede, at man skulle være praktisk anlagt, og sløjd var heller ikke noget godt fag for mig. Jeg egnede mig nok bedre til at gå den teoretiske vej, og selvom jeg faktisk skrev en ansøgning til Den Polytekniske Læreanstalt (senere DTU, red.), som jeg dog aldrig sendte afsted, endte jeg med at læse fysik på Københavns Universitet.”
Hvad er din største luksus?
”Jeg er meget lidt luksuriøs. Min kone plejer at sige, at jeg er uforbederlig underklasse. Hun er fra Kroatien, men boede i København og arbejdede som journalist i 1985, da hun skulle skrive en artikel i anledning af Niels Bohrs 100-års-jubilæum. Hun var ikke helt up to date med alle de her fysikeres nyeste tanker, så en kollega henviste hende til mig, der kunne hjælpe. Det gik dog ikke så godt, artiklen blev aldrig bragt.
Men jeg opsøgte hende igen senere, da min mor døde, og så var hun sådan et kærligt menneske. Hun er bestyrer af mit liv, og det har i mange år været hende, der bestemmer, hvad for noget tøj jeg skal have på.”
Har du nogensinde været i et slagsmål?
”Det har jeg ikke. Men der var engang en fyr, som var lige ved at stikke mig ned med en kniv. Der var en overgang, hvor jeg kom meget sent hjem fra Niels Bohr Institutet til min lejlighed på Falkonervænget på Frederiksberg, hvor jeg har boet næsten hele mit liv.
Der var ganske øde ude på gaden, og mens jeg var ved at stille min cykel fra mig, var der en ung mand, som henvende sig til mig. Først tiggede han; om hvad husker jeg ikke helt præcist. Pludselig sagde han, at jeg ikke skulle skrige. Jeg kiggede ned og så, at han havde en kniv i sin hånd. Og så skreg jeg, inden jeg nåede at tænke videre.
Heldigvis gjorde det ham så skræmt, at han i stedet for at overfalde mig vendte rundt og løb sin vej, hvilket nok var meget godt, for der var vist ingen, der kunne høre mig skrige – alle andre lå og sov. Og så skyndte jeg mig op i seng.”
Holger Bech Nielsen
(f. 1941) Opvokset på Frederiksberg. Professor emeritus i teoretisk højenergifysik på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Internationalt anerkendt for sine originale bidrag til teoretisk fysik, blandt andet om strengteori. Modtog i 2001 den prestigefyldte tyske Humboldt-pris for sit videnskabelige virke. Gik officielt på pension i 2012, men har stadig kontor på Niels Bohr Institutet, hvor han arbejdede i hele sin karriere.
Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv i medierne?
”Jeg præsenterede engang en teori om påvirkning fra fremtiden, der endte med at blive omtalt i The New York Times som en model for Gud. Den avis er der åbenbart mange danske journalister, der læser, så der kom også en række artikler i medierne herhjemme.
Det var en idé, som var så interessant, at selvom den nærmest oplagt ikke var rigtig, så fik den en masse opmærksomhed. Jeg fremlagde den i 2009, da forskningscenteret CERN i Schweiz skulle til at tænde deres enorme partikelaccelerator efter et uheld året før. Formålet var at frembringe Higgs-partiklen (populært kaldet ’Gude-partiklen’, red.), som er den partikel, der kan forklare, hvorfor alting har en masse – og dermed eksisterer.
Jeg sagde dengang, at Higgs-partiklen aldrig ville blive skabt, fordi fremtiden ville gribe ind i nutiden og forhindre det i at lykkes. Det var med grund i et princip, som jeg kaldte ’imaginærdelen af virkningen’, hvilket betyder, at der i universitet er mulighed for, at årsag og virkning kan flyde frit mellem tid og rum, mellem fortid, fremtid og nutid. Sagt på en anden måde ville ’Gud’ – som jeg bevidst satte i anførselstegn – sørge for, at CERN-acceleratoren enten aldrig ville komme i gang eller ville blive udsat for uheld, ligesom året forinden, for at forhindre mennesker i at opnå den erkendelse.
Som et eksempel på, at også historien støttede mit tankeeksperiment, pegede jeg på, at det også var sket i 1993, da en partikelaccelerator i Texas blev lukket ned af det amerikanske senat. Men senere lykkedes det jo faktisk forskerne på CERN at frembringe Higgs-partiklen.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Min lærerinde i matematik i folkeskolen gjorde meget for at tale mig fra at blive ingeniør. Hun forsøgte ivrigt at arrangere et møde med Niels Bohr – som jeg desværre aldrig nåede at møde – men han havde nok for travlt. I stedet fik jeg lov til at komme ind til professor Mogens Pihl på Københavns Universitet.
Vi talte lidt om kvantemekanik og om Einsteins relativitetsteori, som jeg havde læst om i en meget pædagogisk bog.”
Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?
”Det tror jeg ikke, at jeg får lov til at bestemme selv. Heldigvis er jeg meget lidt kræsen. Min påstand er, at man bliver mindre kræsen med årene, men man skal også vænne sig til at spise ting. Jeg husker mit møde med ostefonduen i Genève i Schweiz, hvor det er en meget populær spise.
Første gang jeg fik det, syntes jeg, at det var noget værre noget, det var lige før, jeg ikke spiste op. Men så kom jeg til Schweiz igen, og til sidst kom jeg til at holde så meget af det, at min mor og jeg købte et sæt og begyndte selv at lave ostefondue derhjemme.
Jeg har også engang fået ostefondue i Eiffeltårnet i Paris. Det var dog en exceptionelt uheldig oplevelse, fordi osten skilte. Men det er vist ikke noget, de københavnske restauranter gør sig så meget i.”
Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?
”Når man bliver gammel, kan man få en tendens til at falde i søvn, inden man har mulighed for at komme til en rigtig seng. Så kan det godt være lidt tricky at finde ud af, hvor man er, når man vågner.
Jeg har da siddet til en forelæsning under en konference og måttet gætte mig til, hvad det var, forelæseren havde sagt, mens jeg lige var væk.”
