Hvad gør man, hvis verden føles grå og magiforladt? Vi allierede os med en vaskeægte tryllekunstner

INDENFOR PÅ TAASTRUP Teater, på en våd og blæsende tirsdag aften, har Sunny Cagara taget sine sorte Nike-sko af og hoppet i sine ruskindsstøvler. Han har også taget en blåtonet blazer ud over sin åbenstående sorte skjorte. Sunny Cagara er – med andre ord – showklar.

Sunny Cagara er tryllekunstner. Og faktisk også tricktyv og tankelæser. Han kan lidt af det hele. Men hvad han først og fremmest kan, er at frembringe en lille smule magi.

Netop magien, eller måske nærmere manglen derpå, var et omdrejningspunkt, da den tyske sociolog Max Weber for 118 år siden udkom med bogen ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’. Heri argumenterede han for, at videnskaben med alt dens rationalitet ville suge magien ud af tilværelsen. At den ville ’affortrylle’ verden.

Havde Max Weber ret? Det er nok svært for alvor at efterprøve. Men ser man sig omkring, er det vanskeligt ikke at blive grebet af en fornemmelse af, at hvis ikke videnskaben, så har teknologien frarøvet os noget magi og mystik.

”Jeg synes, der er et mysterium, der er blevet fjernet for yngre mennesker. Hvad mon verden indeholder af sex, rejser, tanker?” spurgte Mikael Bertelsen, helt bedrøvet på sine børns generations vegne, da jeg sidste år interviewede ham her til magasinet.

Alt er – eller sådan kan det i hvert fald føles – blevet demaskeret. Af teknologien i almindelighed og sociale medier i særdeleshed. Vi abonnerer på de samme streamingtjenester, følger de samme profiler, står i kø til de samme bagere, børn er langt mindre sammen med hinanden. Man tilbydes et vindue ind til stort set alt. Og på den måde tværes der et gråt lag af ensartethed ud over de fleste af os. Selv fodboldspillet, det mest barnligt charmerende af dem alle, er blevet kuppet af teknokrater og videodommere og gjort fuldstændig sterilt.

Og hvad gør man så? Enter: Sunny Cagara.

TILBAGE PÅ TAASTRUP Teater er klokken næsten 19, tidspunktet, hvor Sunny Cagara er sat til at gå på. Scenen er også ved at være klar. Da han ankom for lidt over en time siden, var han ellers ikke helt tilfreds. Den var for nøgen og for dyb, scenen. Derfor bad han arrangementets ansvarlige – en virksomhed, der arrangerer personalearrangementer – om at trække et ekstra bagtæppe ned for at gøre scenen mindre og rykke nogle planter ind fra receptionen for at give lidt fylde.

Men nu, hvor Cagara har fået det, nogenlunde som han vil have det, og han er så godt som klar til at gå på, er der pludseligt noget andet, der ikke er, som det skal være. Nogen har rykket rundt på fem kort, han har stillet frem på et stativ på scenen.

På scenen, som en art opvarmning, har der netop været to musikanter. En kvinde på vokal og en mand på akustisk guitar. De har spillet covers af bl.a. ’Summer of ’69’ og ’Country Roads’. På et tidspunkt under optrædenen, et sted under deres andet forsøg på at komme igennem ’Summer of ’69’ uden at glemme teksten til tredje vers, fandt min sidemakker, en dreng på otte-ni år, sin mobiltelefon frem for at følge med i en Champions League-kamp mellem Galatasaray og Bayern München. Med lyd på.

Min fotograf viskede til mig: ”Her er en stemning af, at det kan gå fuldstændig galt.”

Efter musikanternes afsluttende nummer var en medhjælper kommet til at vælte Sunnys stativ med kortene på, idet han havde trukket guitaristens forstærker væk fra scenen. Medhjælperen havde rejst stativet op igen, men kortene, her få minutter før showstart, vendte pludselig helt forkert. Og det er det, Sunny nu får øje på, mens han står bag et sort tæppe til venstre for scenen.

SOM TRYLLEKUNSTNER OG tankelæser (eller mental manipulator, eller hvad man nu ønsker at kalde det) går det ikke, at der er rod i tingene. Alt, hvad der udføres under et show, alt det, de professionelle får til at se legende let ud, næsten tilfældigt, er minutiøst øvet igennem igen og igen, timer på timer på timer. Sunny har lidt sin egen tryllestil. Mens nogle tryllekunstnere går på trylleskoler eller lærer deres tricks ved at følge nedskrevne anvisninger, har Sunny i høj grad selv lært at trylle, dengang han som ung boede i Malaga for at lære spansk og havde en del tid tilovers.

Det er sandsynligvis ikke noget, det utrænede øje opfanger, men inden for cirklen af tryllekunstnere ved man godt, at Sunny ikke opererer efter konventionerne. Hans autodidakte facon har givet ham et lag af opfindsomhed. Faktisk, fortæller han mig, da vi nogle dage senere mødes på Radisson Blu på Amager, hvor han har holdt et oplæg om mental manipulation for DSB’s it-afdeling, er han engang blevet kaldt ”én af Europas mest kreative tryllekunstnere.”

Sunny – erfaren, som han er – går stille og roligt ind, henter sine kort, som om intet er galt, får styr på dem og stiller dem tilbage igen. Nu kan showet begynde.

Kun to gange har Sunny prøvet at blive nervøs. Den ene gang var, da han for første gang rigtigt skulle trylle foran folk, og den anden gang var på direkte fjernsyn. Efter den første gang, det var mens, han stadig boede i Spanien, tænkte han, det går jo ikke, det her. Så han stillede sig på La Rambla i Barcelona med en papkasse, hvorpå han havde skrevet ’Street Magic’. Så stod han der og lavede tricks, indtil al nervøsitet var fordrevet fra hans krop.

På et tidspunkt kom en politibetjent hen og spurgte Sunny, om han havde tilladelse til at stå der. Sunny forklarede, at han slet ikke var her for at tjene penge – bare for at øve. Så spurgte han betjenten, om han havde en mønt på sig. Betjenten fandt en mønt frem. Sunny tog den, bed den over og satte den sammen igen.

”Det forstår jeg ikke,” siger jeg til ham, da han fortæller mig anekdoten på Radisson-hotellet.

”Nej,” siger han, ”men det kan jeg vise dig en dag.”

I hvert fald så reagerede betjenten ved at sige: ”You can stay.”

Så da Sunny stod på live-tv mange år senere, og en situation spidsede til med en rekvisit, der pludselig ikke hang sammen, sagde han til sig selv: ”Træk vejret dybt, du står midt på Ramblaen.”

KNÆGTEN VED SIDEN af mig har fået besked på at slukke for sin telefon af sin far. Et par rækker væk tværer en kvinde sin håndflade op ad sin snottede tud. Det er showtime.

”Jeg vidste ikke, der ville være så mange børn,” siger Sunny Cagara, da han er trådt ind på scenen. Han er under 1,70 meter og har helt hjulede ben. ”Det skulle I ha’ sagt. Så havde jeg taget saven med.”

Ha ha ha!!

De over 300 publikummer er med ham.

Sunny Cagara er halvt filippiner, hvilket han godt kan lide at spille på, altså den asiatiske forbindelse, ved at karikere en asiatisk stereotyp.

I det hele taget lader Sunny ikke til for alvor at være kuet af tidens tendens til politisk korrekthed. Men for at kunne lave sjov med det meste, kræver det to ting, fortæller han mig: at sørge for at tage (mest) pis på sig selv og at lodde stemningen blandt publikum. Loddestangen, denne aften, viser tilsyneladende et dybt mulighedsrum, for der er ikke gået lang tid, før han siger:

”Jeg kan godt lide gammeldags kvinder.” … Pause … ”Kvinder uden klunker.”

Ha Ha ha!!

I MANGE HUNDREDE år troede man, at tryllekunstnere var i besiddelse af overnaturlige kræfter. Hvordan ellers skulle det kunne lade sig gøre at få ting til at forsvinde for øjnene af én? Det var i høj grad først, da den engelske politiker og forfatter Reginald Scot i 1584 udgav ’The Discoverie of Witchcraft’, hvori han i detaljer beskrev forskellige illusoriske tricks, at mistroen og mystikken, der omgærdede tidens tryllekunstnere, begyndte at blive løftet.

Men hvem var egentlig den første udøver af tryllekunsten? Der hersker tvivl. Nogle steder tilskriver man en egypter ved navn Dedi æren som den første, pioneren af faget. Han levede 2.700 år før vores tidsregning og optrådte for farao Khufu med klassiske cups and balls-tricks. Måske. For har Dedi overhovedet eksisteret, har han nogensinde fået bolde til at forsvinde i en kop, eller er han bare en litterær opfindelse? De spørgsmål grubler man stadig over. Mere håndfaste beviser er der for, at der under Romerriget rejste en tryllekunstnergruppe rundt, som kaldte sig for Acetabularii.

Den moderne tryllekunsthistorie begynder i 1805. Her bliver Jean Eugène Robert-Houdin født i Frankrig, ”the father of modern magic.” Robert-Houdin kultiverede disciplinen og gjorde tryllekunst til en yderst efterspurgt og cool form for underholdning blandt Europas velholdte klasser. Og måske har du allerede bemærket noget ved efternavnet? I 1890 giver en 16-årig ungarsk-amerikaner sig til at læse Robert-Houdins selvbiografi. Den unge mand er døbt Erich Weisz, men fra den dag vil han i offentlighedens skue blive bedre kendt under sit nye scenenavn, Harry Houdini.

SUNNY CAGARA HAR INVITERET to børn op på scenen. En syvårig dreng og en seksårig pige. Drengen er meget genert, så Sunny stikker ham en slikkepind. Pigen, derimod, er helt ekstatisk ved tanken om det, der skal til at ske, og kan næsten ikke lade være med at le.

Sunny giver drengen og pigen en rød stofbold hver i hånden.

”Kan du mærke noget i din hånd?” spørger han pigen, der begejstret svarer: ”JA!

Og da hun åbner den, er der nu to røde stofbolde. Magi!

Sådan fortsætter det, indtil nummeret er slut, og Sunny sender de to børn ned på plads. Men hov, siger Sunny, han har glemt noget. Så går han ned til drengen og beder om at få slikkepinden tilbage. Derefter går han op og pakker den ind i det papir, den var i.

”Jeg har også et show i morgen,” siger han.

HA ha ha!!

Herfra slår Sunny over i primært mental manipulation og tankelæsning. Får folk til at sige ting, de tror, de siger af helt egen, frie og upåvirkede vilje, men i virkeligheden har Sunny ledt dem derhen ad små trædesten, han med omhu har lagt; han manipulerer. Og hver gang kender han svaret længe før, det dukker op i hovedet på den, han spørger.

Og så, lidt over klokken 20, er showet forbi. Efterfølgende går to børn op på scenen og får taget et billede sammen med Sunny.

EN AFTEN FOR CIRKA 20 år siden, på det nu lukkede Diskotek Park i København, var Sunny Cagara gået i baren for at bestille drinks. Ved siden af ham stod en anden og ventede på, at det blev hans tur. Da drinksene var klar, og Sunny skulle betale bartenderen, stak han ham en pengeseddel. Men han stak ham ikke sedlen, som man normalt stikker en bartender en seddel. Sunny fik sedlen til at svæve. Og manden, der stod ved siden af ham og ventede, syntes, det var ”sindssygt” og spurgte Sunny, om han kunne hyres til et arrangement for 500 kroner.

Var 500 kroner meget? Eller meget lidt? Det anede Sunny ikke, men han vidste, at han aldrig var blevet tilbudt penge for at trylle før. Nogle dage efter slog han op i avisen for at finde ud af, hvad en rigtig tryllekunstner tog for et show. Den første, han ringede til, var en mand ved navn Joachim Solberg (en af landets fremmeste tryllekunstnere, fandt Sunny senere ud af), dernæst til en Michael Frederiksen.

Det viste sig, at der var et godt stykke fra 500 kroner og til det, de etablerede tryllekunstnere tog for et show (Solberg tog i omegnen af 20.000 kroner for et firmashow), men døren til branchen var skubbet op.

Denne Michael Frederiksen – to gange førsteplads til ’Close-Up Magic’ i Magisk Cirkel Danmark, en dansk forening for tryllekunstnere, der blev stiftet en tirsdag aften i 1934 – inviterede Sunny med på London Pub på Frederiksberg. Her mødtes en gruppe tryllekunstnere hver tirsdag. Solberg kom der, Rune Klan ligeså. Så sad de dér, en flok danske tryllekunstnere, og drak øl og udvekslede tricks og gode idéer.

”Solberg kunne bare køre os rundt i manegen,” husker Sunny.

NU GÅR DET SÅ godt, at Sunny Cagara har sin egen bror ansat til at hjælpe ham med det hele. De to står sammen bøjet ind over Sunnys sølvkuffert, da jeg ankommer på Radisson Blu en tirsdag formiddag i oktober. Sunny har netop holdt det her oplæg for DSB’s it-afdeling. Uden for står det ned i stænger, så mine bukser er gennemblødte. Ind og ud ad hotellets entré går halvvåde hotelmedarbejdere i skjorte og vest og skubber bagagestativer.

Jeg spørger Sunny, hvordan han oplever den affortryllelse, som jeg taler om; om at vi har en milliard streamingmuligheder, men ofte streamer det samme; om at verdens føles mere lukket, netop fordi den er så åben, afsløret og afmystificeret.

”Jeg oplever det på samme måde,” siger han. ”Det er derfor, det er så vigtigt at tage ud til liveoptrædener. Vi mennesker har brug for at mærke hinanden. Vi er fulde af energi, og den energi kan skabe noget fuldstændig vildt og magisk. Det er fucking ægte magi.”

Bag os er hotellets køkkenmedarbejdere ved at arrangere en vældig buffet af mad til DSB’s it-afdeling, der åbenbart tæller i omegnen af 400 medarbejdere.

Sunny fortsætter:

”Fordi vi har adgang til alt, kan verden godt virke mere magisk. Men det er den faktisk slet ikke. Det er det fysiske, der tæller. Du kan sidde og se Pornhub og alle de der ting dér. Men det er jo ikke sex. Det er jo ikke berøring!”

Og hans motivation?

”Hvis jeg kan få nogens bekymring til at forsvinde i bare to minutter, så har alt mit hårde arbejde været det hele værd.”

Sunny fortæller, at han krammer rigtig meget. Han plejer at sige, at ”hugs” står for: ”Helps us grow spiritually.”

Da vi rejser os op for at gå hver til sit, trykker vi hånd, og jeg når lige at tænke, at så meget krammer han tilsyneladende heller ikke, da Sunny, ret pludseligt, går ind efter krammet, og mens ham og broren går i buffeten, går jeg uden for, hvor regnen har taget til.