Carl Viggo Østergaard har levet i 100 år. Her er, hvad han har lært

Når man fylder 100, kommer borgmesteren på visit, og mandag d. 3. maj er det Carl Viggo Østergaards tur til Rudersdal Kommunes lykønskninger.

Spisebordet er dækket med en hvid dug, der krøller lidt i enderne, filterkaffe, portvinsglas og hjemmebagte småkager. Fyldte chokolader af den slags fra Anthon Berg, som Carl Viggo Østergaard så godt kan lide.

Den elegante buket med hvide blomster, som borgmesteren har medbragt, passer som skræddersyet til kaffebordet. Den yngste søn får sat dem i vand, mens hans far sludrer om Varde til den høfligt nikkende borgmester.

Klokken er kun 10, men borgmesteren bliver alligevel budt på den fine portvin, som er en fødselsdagsgave fra et oldebarn. Hele familien var forbi til fødselsdagsfest dagen før, så flasken er allerede åbnet. Borgmesteren takker nej, men Carl Viggo Østergaard forstår sig på livets glæder, og tager veltilfreds imod det glas, som hans søn har skænket ham. Han kigger frydefuldt på bordets andre fristelser og vælger en fyldt chokolade fra guldæsken.

Han ser ud som en, der ikke er en dag over 85, men i dag fejrer han den rundeste fødselsdag, han nogensinde kommer til at opleve. Dermed tilslutter Carl Viggo Østergaard sig den eksklusive gruppe af samfundets alderspræsidenter. Lige nu er det et samfundssegment på 1.021 kvinder og blot 180 mænd – for det er stadig en sjældenhed, at mænd fylder 100.

Selv tager han sin livsstatus afslappet. Han har ikke noget særligt forhold til netop denne fødselsdag frem for de 99 andre, han har afholdt.

”Det er ikke noget, jeg tænker så meget over,” siger han henkastet. ”Jeg er ikke tynget af nogen som helst tidsfornemmelse.”

Vi lever i en verden, hvor alting går hurtigt, men Carl Viggo Østergaard har ikke noget, han skal nå. Det synes næsten absurd, at man som ung haster sådan afsted for at nå det hele, velvidende at vi i alderdommen, når tiden er ved at rinde ud, vil sænke farten betragteligt eller endda stoppe helt op.

Carl Viggo Østergaard tager i hvert fald hverdagen med ro, selvom han ved, at hans tid snart kommer til sin ende. Han udtrykker endda fornøjelse over at skulle tilbringe de næste af sine dyrebare timer med mig; en journalist, han aldrig har mødt, fra et magasin, han aldrig har hørt om.

”Det er sjældent, at der kommer nogen og spørger interesseret til mine første år,” siger han og holder en længere pause. Han har sin yngste søn, 70-årige Søren Østergaard, ved sin side til at hjælpe hukommelsen på vej, og han fortæller ivrigt, at Søren er hans yndlingssøn, fordi han ’havde sådan nogle dejlige krøller som barn’.

Vi befinder os i den lille tidslomme af et parcelhus i udkanten af Birkerød, hvor han har boet siden før årtusindskiftet. Vi er omringet af tunge træmøbler med håndsnittede former og drikker kaffe af klirrende porcelænskopper, der er så små, at jeg automatisk retter mig op i stolen for at opfylde Emma Gads regler om takt og tone. Havde det ikke været for urets trofaste tikken og takken, kunne man snildt have fortabt sig i illusionen om tidsløshed.

Carl Viggo Østergaard mangler kun at opleve døden, før livet er fuldendt. Han lader sine mundvige krølle op i endnu et af sine karakteristiske smil og begynder at fortælle.

Viggo fra Varde, blev kan kaldt. Dengang i slut 30’ernes København, da han rykkede tværs gennem landet fra sin vestjyske hjemby til landets hovedstad for at studere, blev han set som lidt af en bonderøv, i hvert fald i starten. Det tog han sig ikke så meget af, for han elskede Varde og benyttede enhver anledning til at besøge sine, efter tidens standarder, velhavende forældre, som ejede en af byens eneste biler.

Det var en cabriolet fra 30’erne, som egentlig var upraktisk til vestkystens blæsende vejr, men som alligevel blev brugt flittigt. Til naboernes misundelse kunne familien Østergaard transportere sig selv rundt. En dag gik turen til Blåvand, en anden dag ned forbi byggeriet af Den Gamle Lillebæltsbro.

Carl Viggo Østergaard var ung, før landet var forbundet af broer. Når han skulle fra København til Varde, foregik det på cykel; 300 km. tværs over Sjælland, Fyn og Jylland og to færger over farvandene. Det, der nu er en køretur på tre timer, var dengang en hel dagsrejse.

I dag er livet bekvemmeligere, samfundet rigere og infrastrukturen markant bedre. Carl Viggo Østergaard bærer vidne om udviklingen, men han har altid forholdt sig passivt til tidens store begivenheder.

Hans 100 år har været arbejdsomme og familiære. Han er – som vi er flest – almindelig.

Gavebordet i parcelhuset i Birkerød flyder med fødselsdagshilsner. Et af brevene i bunken er prydet med kongeligt monogram og sendt som frankeret post fra Amalienborg. Dronning Margrethe II sender ‘sin hjertelige lykønskning i anledning af Deres 100-års fødselsdag’, underskrevet med hendes karakteristiske krusedulle.

Carl Viggo Østergaard viser stolt den korte, men ærefulde fødselsdagshilsen. Han vil ikke kalde sig royalist, men han bekender sig alligevel til den konservative ideologi og fortæller begejstret om dengang under anden verdenskrig, hvor den daværende konge, Frederik X, hver dag red gennem København, så folket kunne hilse på og vide sig trygge i kongeriget Danmark.

En dag på den sædvanlige ridetur uddelte kongen håndtryk til menige danskere. Folk stillede sig på række og ventede forventningsfuldt, mens kongen gik fra borger til borger og trykkede hånd efter hånd, indtil han havde nået vejs ende. Et sted i køen stod en ung Carl Viggo, som just var flyttet til landets hovedstad fra Varde i Vestjylland. Ved mindet om håndtrykket retter han sig op i stolen. Det er trods alt noget særligt at få dén form for royal opmærksomhed.

”Mor var konservativ, og du var mere til Venstre, far. Fordi alle vi børn var venstreorienterede, havde vi store skænderier derhjemme,” siger Søren Østergaard, som sidder ved siden af sin far.

Carl Viggo Østergaard bryder sig ikke specielt om politik, men op gennem 60’erne og 70’erne havde han alligevel ophedede diskussioner over aftensmaden med sine to rødstrømpedøtre og buldrende skænderier med sin yngste søn, som i ungdommen var hippiesocialist, demonstrerede mod atomkraft og forsagede de konservative ‘Gud, konge og fædreland’-værdier.

Han har egentlig gransket fødselsdagshilsenen fra Dronningen mange gange, men han tager alligevel et ekstra kig på brevet nu, hvor det ligger foran ham.

100 år har han levet. Han har oplevet livets fornøjelser, som dengang han var tandlægestuderende og forelskede sig i Karen, farmaceuten i Bredgades datter. Han har oplevet livets kvaler, da han mange årtier senere spenderede pensionisttilværelsen med at passe den selvsamme Karen, som i alderdommen blev dement. Han plejede hende, indtil han blev skæv i kroppen af at være hendes menneskelige støtte, og derfor måtte hun tilbringe sin sidste tid på plejehjem. For seks år siden lagde han hende i graven.

”Det var…… svært,” siger Carl Viggo Østergaard. Han har altid været en mand af få ord.

”Du havde passet mor i så mange år, så det var også lidt en lettelse for dig, var det ikke, far? Du kunne endelig slappe af,” siger sønnen, som overtager fortællingen.

”Den seneste, der døde, var din søster, Ellen. I havde fantastisk god kontakt, indtil hun gik bort for et par år siden. Hende savner du meget. Hun var din sidste støtte fra dén generation. Du snakker meget om, at hun er død. Du sidder jo alene tilbage nu.”

”Ja,” mumler Carl Viggo Østergaard, og vender langsomt blikket mod mig (journalisten fra et-eller-andet medie), for at signalere, at han er klar til næste spørgsmål.

Carl Viggo, gennem dit liv har du sagt farvel til mange mennesker. Bliver det nemmere, når man har gjort det mange gange før?

Han tænker sig om længe, inden han svarer.

”Nu tager jeg i hvert fald livet, som det kommer.”

Carl Viggo Østergaard sender smil til alle fødselsdagsgæsterne om bordet med en sådan selvsikkerhed, at man ikke kan andet end at sende et ligeværdigt retur. Borgmesteren må videre efter en kort stund, men fødselaren bliver siddende ved bordet og prøvesmager de lækre sager. Han har fundet ud af, at de guldindpakkede Ferrero Rocher-kugler er særligt appetitlige. Han er længe om hver kugle, for uden tænder til at tygge med, må han vente på, at chokoladen smelter på tungen, før han kan spytte den hårde hasselnød ud og starte på ny.

Nu har han ingen tilbage, men Carl Viggo Østergaard har ellers brugt størstedelen af sit liv på tænder. Han blev tandlæge i starten af 20’erne og gik først på pension som 75-årig. Han var den eneste tandlæge i lokalområdet, og folk havde så mange tandproblemer, der skulle fikses. Han havde halvdårlig samvittighed, fordi han aldrig hjalp sin kone, Karen Østergaard, med husarbejdet, madlavningen eller børnene. Det havde været en selvfølgelighed, at hun skulle droppe sin uddannelse, da hun blev gravid, og at han skulle forsørge familien. Det var ikke noget, han tænkte nærmere over.

’Sådan var det jo dengang,” siger han.

Det var endnu før andengenerationsfeministerne havde samlet tropper til frigørelseskamp, og den generelle opfattelse var ikke, at kvinder skulle gøre karriere noget andet sted end på egen matrikel. Men ligesom kvinders liv var forudbestemt, blev mænd formet til at passe ned i en prædefineret kasse som håndværksdygtige forsørgere.

Da Carl Viggo Østergaard blev far første gang, måtte han eksempelvis ikke være med under fødslen. Han skulle vente pænt i lobbyen side om side med de andre fædre, indtil han blev kaldt op på fødeklinikken.

For sin tid og socialstatus var ægteparret Østergaard nærmest progressive. Karen Østergaard fik sin karriere senere i livet som skolelærer, da børnene var store.

”Det var et godt ægteskab, jeg havde med Karen,” konkluderer Carl Viggo Østergaard ovenpå snakken.

Carl Viggo Østergaard er ikke i humør til at snakke om sorger. Han kan tale ivrigt om sine idylliske minder fra barndommen i Varde, hvor han engang købte en hest af en fulderik for 5 øre på byens markedsdag – men at alle hans barndomsvenner og hans kone er døde i dag, har han ingen intentioner om at kommentere på. Falder snakken på dem, han har mistet, bliver han kortfattet og glider af på emnet som en bil på sort is.

Han kigger op.

”Har du flere spørgsmål?”

Carl Viggo Østergaard er blevet far fire gange, men han har kun tre børn tilbage. For syv år siden – året inden han mistede sin kone – mistede han sin datter, Agnete. Hun var familiens motionist og havde den sundeste livsstil af alle fire søskende. Ironisk nok var det på sin vis hendes livsstil, der skulle slå hende ihjel i en alder af 65 år. Carl Viggo Østergaard forholder sig tavs, så Søren Østergaard overtager historien.

”Det var en moutainbike-ulykke. Hun skulle cykle på et bræt over en bæk i Roskilde og mistede balancen, faldt og knækkede nakken.”

”Du var meget ked af at miste hende. Nu siger du, at jeg er dit yndlingsbarn, men jeg tror egentlig, at du var tættest på Agnete. Hendes livsstil mindede meget om din. Hun var også tandlæge, men solgte sin praksis, da hun mistede sin mand til kræft, og meldte sig til Tandlæger Uden Grænser. Med organisationen rejste hun til Indonesien, Mexico og i Grønland fra bygd til bygd. Hun vandrede og var bjergbestiger. Kort inden hun døde, havde hun vundet en konkurrence i langrendsski, kan du huske det, far?”

Efter ulykken var hun blevet hentet med helikopter og fløjet til Rigshospitalet, men det var for sent. Carl Viggo Østergaard sagde farvel til sin datter ved respiratoren, der holdt organerne i live. Kroppen var stadig varm.

Søren Østergaard rejser sig for at finde et foto af søsteren og lægger det i sin fars skød. Det er dækket af et tyndt lag støv. Faderen tørrer hånden langsomt hen over datterens flade skikkelse og fjerner støvet. Med billedet i skødet, fortæller han alligevel lidt.

”Hun var glad for at rejse. Jeg puttede en fiskestang i lommen på hende, da hun skulle til Grønland. Hun kunne lide at fiske ligesom mig. Det var hårdt at miste hende,” mumler han stille.

”Men sådan er det.”

Hvad sker der, når vi dør?

Det er fristende at rationalisere det, vi ikke ved, med religiøse læresætninger og livsregler, mirakler og mystik. Man hører så tit om folk, der lærer at tro, når de nærmer sig døden. Carl Viggo Østergaard er helt sikker på, at det ikke kommer til at ske for ham. Han voksede op i en indremissionsk familie, men på et tidspunkt midt i livet proklamerede han åbent, at han hverken troede på Gud eller det evige liv.

”Det fordampede ligesom bare,” siger han.

”Jeg synes, at du har en utroligt filosofisk holdning til døden og dem, du har mistet,” siger Søren Østergaard, mens han betragter sin far.

Har du det ok med, at du selv skal herfra, Carl Viggo?

”Det tænker jeg ikke så meget på. Jeg sover stille ind. Men jeg er ikke nervøs for det. Jeg er ikke bange for det. Døden vænner man sig til.”

Men ville du ønske, du kunne leve evigt?

”Nej, jeg har ikke et ønske om at leve ret længe mere. Jeg har levet mit liv.”

Fordi du er mættet af livet?

”Ja.”

Han er hverken til lommefilosofi, floskelfyldte visdomsord eller efterrationaliseringer på levede år. Han nægter at give gode råd, for han ønsker ikke at moralisere over andre. Men om han vil det eller ej, er Carl Viggo Østergaard mere erfaren end de fleste af os.

Når han fortæller, at han har vænnet sig til tanken om enden, præsenterer det et fortrøstningsfuldt perspektiv på eksistensen. Hvis mennesker med alderen forener sig med døden, som man forener sig med sine fejltagelser, fine linjer og smagen af kaffe, bør man måske slet ikke frygte livets slutning.

Carl Viggo Østergaard pakker endnu en chokoladekugle op. På dét punkt spilder han ikke tiden; han må spise, mens han kan. I dagens anledning er han iført pæn jakke i mørkegrå uld og bomuldsskjorte. Han har altid brugt butterfly, men ingen af hans sønner ved, hvordan man binder sådan en, og derfor har han i stedet antaget et løsere look med opknappet skjorte i halsen.

Han er billedet på, hvordan slutningen også kan se ud.

”Jeg har ikke savnet noget som helst i mine sidste år,” siger han.

”Jeg er meget heldig.”