Hvis du er rig, smuk og/eller interessant, bliver du inviteret til fest på Rumors

DER GÅR IKKE et sekund, før han er i gang.

”Har du haft en god weekend?” spørger han.

”Ja, jeg var i sommerhus. Hvad med jer, gik det godt her?”

”Ja, det gik ret godt. Der kom helt vildt mange mennesker. Jeg var jo faktisk på ferie i Berlin i sidste uge,” begynder han, og i elevatoren op til femte sal fortsætter han, og nu er det noget med en bytur, og da vi møder en på gangen afbryder han fortællingen med et ”hej” og ”sidder du herinde?”, men der skal mere til for at slå en ekspert ud af kurs, så han fortæller lidt om technomusik, og fem minutter senere sidder jeg i læderkontorstolen med en fornemmelse af, at jeg ved alt om den forrige uge i hans liv.

”Du er god til at smalltalke,” siger jeg. ”Men det skal du vel også være?”

Han trækker på smilebåndet.

”Ja, jeg er virkelig danmarksmester i smalltalk.”

Du kunne sætte enhver given person ind i et tomt rum med Johan, låse døren i en time, og bagefter ville vedkommende komme ud med en fornemmelse af at have mødt nogen, der ikke kun så dem, men forstod dem og interesserede sig for, hvilke småborgerlige problemer, der nu engang lå og presserede inde bag overfladen.

Johan er som skabt til at danne relationer. Konstant og ubemærket justerer han på små ting ved sig selv, for at folk bedre skal kunne lide ham. Mens der findes meget få mennesker, der bryder sig om tanken om, at andre ikke kan lide dem, er det på et andet niveau for Johan. Det er ikke et forfængelighedsspørgsmål, om folk kan lide ham. Det er en nødvendighed.

”Er det dernede, den ligger?” spørger jeg.

”Ja, det, du kan se lige dér, er rygeområdet,” svarer han.

BLANDT GAMLE JOE & THE JUICE-KOPPER, to do-lister og MacBooks befinder vi os på Gammel Torv 6. Det, vi står og peger på nede i baggården, er Nørregade 1. Der ligger Rumors – en natklub, som 29-årige Johan Beyer er medejer af.

Hvis du aldrig har befundet dig på klubbens urimeligt lille, overpakkede dansegulv klokken to en lørdag og overvejet, om det hele var det hele værd, vil jeg forsøge at beskrive natklubben så rimeligt og objektivt, som jeg kan: ved både at lytte til dens venner, men naturligvis også dens fjender.

På Google har klubben en gennemsnitsanmeldelse på 2,3 stjerner ud af 5.

Fjenderne, de 1-stjernede anmeldelser, beskriver natklubben således: dårlig atmosfære. Dyre drinks. De diskriminerer over for ikke-pige personer, de diskriminerer over for ikke-hvide personer, og de diskriminerer over for ikke-pæne personer. De diskriminerer over for ikke-de-rigtige personer.

Vennerne, de 5-stjernede anmeldelser, beskriver natklubben således: god atmosfære. Gode drinks. Sødt personale. God service. God musik. Pæne piger.

Selv vil jeg beskrive klubben således: fin nok. Da jeg var yngre og på diverse promoteres pigebord-sms-ringe, brugte jeg regelmæssigt mine weekendaftener på Rumors. Det var aldrig den bedste mulighed, og det var aldrig den værste mulighed, og hvis man fik tilbudt et pigebord, som til de uvidende er, når man får et par flasker på huset og gratis entré, hvis man kommer en gruppe piger, blev det som regel en god aften.

I ÅR KAN RUMORS fejre fem års fødselsdag. Fem år i klubår kan groft oversættes til 100 menneskeår – en ret lang levetid for en klub. At klubben har levet så længe, er dog ikke ensbetydende med, at den er gået i stå. Det står Johan for, at den ikke gør. Konstant er han i gang med at planlægge koncerter, events og initiativer, der skal sikre, at Storkøbenhavns unge vælger at gå på Nørregade 1 og ikke over til konkurrenterne på den modsatte side af gaden, når de skal ud og købe dyre flasker.

For to måneder siden begyndte planlægningen til det nyeste skud på stammen: en VIP-balkon. Ideen om at skabe en balkon, man skal udvælges til, stammer fra Johans ønske om at få et sted på klubben til sig selv og sine egne venner. At skabe sin egen lille privatfest i festen.

Desuden ser Johan balkonen som en oplagt mulighed for at netværke – for som han selv siger: Alt er networking.

VIP-balkonen kommer til at fungere således: Hver weekend inviterer et par af klubbens promotere, hvis opgave er at få gæster ind på klubben, et udvalg af mennesker op på balkonen for en aften. Ideen er så, at de mennesker, der er oppe på balkonen, skal være noget. De skal være nogen, man har lyst til at bruge en aften på at netværke med. Bare fordi man har armbånd til balkonen fredag, betyder det ikke, at man har til lørdag, og helt sikkert et det, at man ikke kommer op på balkonen uden aftenens plastikarmbånd. Der er en trappe, der går direkte fra indgangen derop – ideen er, at man skal kunne tilbringe en hel aften på balkonen uden nogensinde at sætte sine ben i klubbens underetage. Hvis L.O.C. stod for enden af trappen og spurgte, om han ikke nok måtte komme op, kunne de nok godt finde ud af noget. Men som udgangspunkt, er der ikke noget at gøre. Hvis man ikke er udvalgt, er man ikke udvalgt.

NÅR MAN MØDER den 29-årige Johan, møder man en karismatisk, stille og rolig fyr, der beskriver sig selv som introvert, en påstand, man må forholde sig yderst kritisk til.

Hvordan hænger det sammen med at arbejde i nattelivet?

”Jeg ser mig selv som en introvert person i en ekstrovert branche. Jeg elsker at være alene,” fortæller manden, der som regel er omringet af mennesker fra morgen til aften.

Da han var yngre, boede han med tre jævnaldrende drenge i en lejlighed midt i nattelivets Mekka: Skindergade og gik i byen tre gange om ugen. Nu til dags er det snarere undtagelsen end reglen, at Johan drikker sig fuld, for ”hvis jeg drikker mig stiv fredag, kan jeg stadig mærke det ugen efter.”

Det afholder ham ikke fra at gå i byen. Nogle gange er det for sjov, oftere er det en del af arbejdet.

Der er mange, der har Johan som deres ven, men der er ikke mange, der er Johans ven. Sådan er det at være en central figur i nattelivet, siger han. Det er fedt at kende en del mennesker, så man kan få lidt rabat i en tøjbutik eller en gratis tebirkes, fordi man kender hende, der står nede i bageren. Men i sidste ende er det ikke de 5.000 venner, han har på Facebook, der betyder noget. Rundt regnet har han kun 15 tætte venner. Med dem nægter danmarksmesteren i smalltalk at have overfladiske samtaler, for det minder ham for meget om at være på arbejde.

SIDEN JOHAN VAR teenager, har hans fornemmeste opgave været at få folk til at kunne lide ham. Det er efterhånden blevet til mere end et årti med nattelivet som arbejdsplads, ”men jeg har aldrig rigtigt følt, jeg har haft et job. Jeg står ikke op ligesom andre folk og tænker ’fuck det her lort, det orker jeg ikke at møde ind til’.”

I et par uger var han juicer på Joe & the Juice, men sagde op, da det gik op for ham, at han kunne tjene lige så mange penge på at holde én fest, som han kunne tjene på at arbejde en måned for juicefabrikken.

I et par uger gik han på Copenhagen Business School, men stoppede, fordi han hellere ville tjene penge end at lære om at tjene penge.

Den allerførste fest, han holdt, var på A-Bar: En Rekom-institution, der ikke rigtigt er en klub, ikke rigtigt er en bar, hvor størstedelen af klientellet kommer fra Køge og drikker isbjørne og små sure. Den australske bar kontaktede teenageren Johan, fordi de havde hørt, at det var ham, der havde hele Ørestad Gymnasium i sin hule hånd. Hvis han holdt en fest hos dem, kunne han få 60 kroner og en flaske champagne fra Moët.

I dagene op til mobiliserede han sine venner, der nu alle sammen stod nede i gymnasiets foyer og delte flyers ud til festen på A-Bar. Hvis man tog den med, kunne man spare lidt på et shot og entré.

Det var der mange, der gjorde. Johan skabte den længste kø i Rekom-institutionens historie.

PÅ RUMORS ER DER et lille dusin ansatte med stillingsbetegnelsen promoter, hvis primære opgave er at sørge for, at klubben er pakket hver weekend. Det er noget med at skrive til de søde piger, at hvis de tager et par søde veninder med, så får de et par flasker på huset, invitere en stor håndfuld af sine venner, og så kommer resten som regel af sig selv. Promoterne er håndplukkede – det er nogle, Johan har haft øjnene på og vurderet vil være i stand til at hive de rigtige mennesker ind.

Ligesom en soldat ikke er noget uden sin riffel, er en promoter ikke noget uden sin telefon og sit netværk.

Selvom Johan har taget skridtet videre fra arbejdet som den menige promoter, ville han heller ikke kunne fungere foruden de to. Johan bruger en ikke uvæsentlig del af din dag på at sende beskederne rundt i netværket. I august holdt han en fest, hvor ikke mindre end 300 forskellige beskeder med invitationer blev sendt fra hans telefon. Det vil nu være oplagt at tro, at der var tale om en kædebesked, men det var der ikke. Johan bruger tid og energi på at sikre sig, at hver person får en besked, der giver dem fornemmelsen af en oprigtige interesse i dem.

”Jeg prøver altid at skrive beskeder, der viser, at jeg både inviterer vedkommende til en fest, men også interesserer mig for dem. Det, tror jeg, folk godt kan lide. Jeg plejer som regel lige at tjekke, hvad vi skrev sidst om, og så se hvad de laver på deres Instagram. Hvis nu jeg skulle skrive til dig, ville jeg nok skrive ‘Hey Mia, fedt at se, at det går godt for dig på Euroman. Jeg holder en fest på fredag, har du lyst til at komme?’”

DER ER NOGET, jeg gennem det meste af interviewet tænker på at spørge om, men som jeg udmærket ved, det vil være tæt på umuligt at få et konkret svar på. Hvordan vælger man, hvilke piger man skriver til for at spørge, om de vil have et pigebord? Hvordan vælger man, hvem man gerne vil have ind på klubben, og hvem der får et ’ikke i aften, drenge’? Hvordan vælger man, hvem der skal have et turpas til balkonen?

Hvem er de rigtige mennesker?

”Det er jo det store spørgsmål,” siger han og læner sig tilbage i stolen. ”Det er et svært spørgsmål.”

”Det er nogen, som har opnået noget eller er indflydelsesrige. Eller nogen, der kan hjælpe mig på min færd,” svarer han, og jeg ved ikke, om det har gjort mig klogere, men jeg ved heller ikke, om man kan blive meget klogere, så jeg siger:

”Jeg tror egentlig, jeg har det, jeg skal bruge,” og slukker optageren, nedskriver en sidste detalje om kontorets vægges udsmykning i min notesbog (plakater med billeder af de internationale rapstjerner, der har spillet på Rumors gennem tiden), inden jeg lukker den.

”Jeg har lagt mærke til, at du er sådan … meget observerende,” siger Johan på vej mod elevatoren.

”Tjo,” svarer jeg. ”Men det skal man vel man også være, når man er journalist.”

”Ja, det er måske rigtigt nok.”