"Hvis han bare havde en kniv i hånden, kunne jeg flygte fra ham. Men med en pistol har jeg ikke en chance"
Mads Hallas kommer fra Holte. Han var glad for sit job i banken, indtil han blev udsat for væbnet røveri. Siden har han talt åbent om sine problemer med posttraumatisk stresssyndrom for at hjælpe andre, der har været igennem det samme.
"Det er dansk sensommer i Farum, og jeg er på arbejde i Nordea. Jeg har skjorte på, er glatbarberet, præsentabel og vildt glad for mit job. Jeg sidder ved mit skrivebord lige bag ved kassen, og jeg er dybt optaget af en beregning til en kunde, der er ved at købe et hus. Så jeg ser ikke, at der kommer en person med styrthjelm på ind i banken kl. 14.37.
Hvis jeg bare havde set det, ville jeg kunne nå at forberede mig selv på det, der skal til at ske. I stedet får jeg et chok, da han pludselig står oppe ved kassen og råber:
”Dette er et røveri.”
Annonse
Jeg stivner i nogle sekunder, men ikke mange. Så begynder mine hænder at foretage sig et eller andet, og jeg registrerer, at jeg løfter røret på min fastnettelefon og prøver at trykke 112. Men jeg rammer forkert – eller måske trykker jeg, inden der kommer en klartone. Opkaldet går ikke igennem.
Røveren skubber kvinden i kassen omkuld, og så går han over til mig.
”Rejs dig op,” råber han.
Det adlyder jeg, og han fortsætter:
”Læg dig ned.”
Annonse
Jeg lægger mig ned, og han råber ”Rejs dig op” igen. Hvis han bare havde en kniv i hånden, kunne jeg flygte fra ham. Men med en pistol har jeg ikke en chance. Jeg er bange, for hvis bare én person herinde kommer med én forkert bevægelse, trykker han måske på udløseren. Røveren åbner kassen og stikker hånden ned efter nogle tykke seddelbundter. Dem propper han i lommerne, og så løber han ud ad døren.
Da han er forsvundet, reagerer folk omkring mig vidt forskelligt. Nogle løber ud på gaden for at se, hvor han løber hen. ”Han kører på knallert,” råber de. Nogle sidder helt stille og ser frem for sig.
Jeg er en af dem, der handler, og jeg siger: ”Jeg ringer til politiet.” Adrenalinen drøner rundt i min krop. Betjentene har korte skjorteærmer, da de pludselig er overalt. Banken bliver lukket, de spørger ind til alle detaljer, der kommer en krisepsykolog, og vi får at vide, at vi skal undgå at være alene om aftenen og natten, for nogle gange kommer chokket først for alvor senere. Så jeg tager ikke hjem til min lejlighed, men hjem til mine forældre, og vi taler en masse om episoden. Egentlig har jeg det o.k., men det hele kører rundt i hovedet på mig.
Historien er i medierne. Ekstrabladet.dk bringer kornede billeder fra overvågningskameraet. Næste morgen kører min far mig på arbejde. Ingen har lyst til at sidde i kassen, så den vagt tager jeg. Jeg har dyrket badminton på eliteplan og ved, at hvis man har problemer med sit hoved, skal man arbejde sig igennem det ved at gøre de ting, der skræmmer én. Jeg ved, at jeg kan klare det.
En kunde kommer ind med solbriller på, og jeg beder ham om at tage dem af. Det har jeg aldrig gjort før, men jeg bliver nervøs, når jeg ikke kan se folk i øjnene. Jeg opdager, at jeg hele tiden scanner rummet. Jeg holder øje med, hvem der går forbi vinduerne, og hvem der kommer ind ad døren. Jeg ser på kunderne og spekulerer på, om en af dem mon er røveren. Når jeg ser en person med en styrthjelm på, begynder jeg at ryste.
Fem måneder senere siger jeg op. Fem år senere bliver jeg stadig mindet om røveriet, hvis jeg står tæt sammen med andre mennesker. Jeg får et chok, hvis nogen lægger hånden på min skulder bagfra, uden jeg har set dem først. Jeg skal have ryggen mod muren i sociale sammenhænge, så jeg kan se, hvem der kommer imod mig. I lang tid gjorde det mig vred at tænke på, hvor urimeligt det er, at jeg skal igennem alt dette her. Jeg var jo bare en fyr, der passede sit arbejde. Jeg synes, at folk, der begår den slags røverier, skal tænke sig om – det er ikke bare penge, de stjæler. De ødelægger andre menneskers liv. Hvad bilder de sig ind?"
