Hvordan bruger man sommeren, når det muligvis bliver den sidste i ens liv?

Jeg er født i oktober 1946 på Frederiksberg, men jeg er vokset op på Amager. Somrene blev tilbragt sammen med mine søskende hos min faster i Tindbæk mellem Randers og Viborg. Der var heste og hø og alle de andre ting, der følger med livet på landet. Som Emil fra Lønneberg. Vi hakkede roer, malkede køer og hjalp til med alt muligt. Det var ikke noget med at sove til klokken 10 om formiddagen. Sådan var det. Det har givet mig mange minder og gjort et stort indtryk på mig. Tænk, hvor meget man kan opleve i de bittesmå øjeblikke. Som når jeg lå på en bunke hø med et strå i munden og så svalerne flyve forbi.

Somrene i Tindbæk gjorde mig rigtig glad for naturen. Det har hængt ved hele livet, og jeg har selv bygget sommerhus til min kone og mig i Sverige, som heldigvis har givet os rig mulighed for at være tæt på naturen. Det er mit lille hjertebarn. Vi har bygget på det i 10 år, men helt færdigt bliver det nok aldrig, ha ha. Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg rigtig gerne op til sommerhuset igen. Vi har mulighed for at køre mig i rullestol direkte fra stuen ud til terrassen, og der ville jeg kunne sidde udendørs, se solnedgangene og solopgangene og høre solsorten fløjte. Hvis det skulle gå helt galt med mig denne sommer, håber jeg, at jeg kan komme derop en sidste gang.

Jeg fik først konstateret kræft i blæren. Det spredte sig til lungen, som jeg fik fjernet en tredjedel af, men efter nogle scanninger så lægerne, at det havde spredt sig til hjernen. Derfor har jeg tænkt, at det her kan blive min sidste sommer. Jeg er en fighter, og jeg håber til det sidste, at jeg kan komme henover det og få en sommer mere. Ellers må vi se, om jeg kan få en god sommer ud fra de betingelser, min tilstand giver mig. Situationen kræver selvfølgelig lidt optimisme, og det har jeg heldigvis en hel del af.

Jeg har været indlagt på Sankt Lukas Stiftelsens hospice i tre uger. Personalet er vanvittigt søde og hjælpsomme, og de har den helt rette ånd. De siger ofte, når der er udfordringer: ”Jamen, det finder vi ud af – det går nok.” De er meget positive, og det takker jeg dem meget for. De er en stor del af hverdagen, som jo ikke er voldsom spændende for mig. De bakker mig op i min genoptræning, og uden den er jeg lost. De har den rette forståelse for folk, der ønsker hjælp. Man ligger jo med røven oppe i hovedet på dem en gang i mellem, men sådan er livet jo, og det er der ikke så meget at gøre ved. Jeg er rigtig glad for, at jeg kan komme udenfor, når jeg er indlagt her. Min kone og jeg har været meget ude i haven, hvor der er et stort og smukt egetræ og en blodbøg, som der også er udsigt til fra terrassen, hvor vi ofte har siddet.

Min kone Eva og jeg flyttede til Hellerup for omkring 30 år siden, hvor jeg åbnede Danmarks første møbelforretning, der kun solgte stole. Vi bor på fjerde sal i en stor lejlighed, jovist, men vi savner en terrasse, som vi har i sommerhuset. Vi har dog udsigt ud over vandet, og det giver os rigtig meget. Eva kommer ofte ind om morgenen og siger: ”Ej, du skal se solopgangen.” Dem har vi set nogle fantastiske af. Det er de små ting i livet. De fire-fem sekunder af skønhed, der bliver til mere, fordi de lever videre i hukommelsen.

Jeg har haft mange gode somre. Jeg husker engang i min ungdom, fire af mine venner og jeg tog til Lolland for at cykle rundt. Vi havde alle hvide bukser og hvide trøjer med blå striber på, og så kørte vi rundt på en tandem og en triplet-cykel. En fotograf fra en lokal avis tog billeder af os, så vi kom i avisen. Og på grund af det blev vi nærmest båret i guldstol ind på kroen en af de følgende dage. Vi var nogle rigtige københavnerdrenge. Ikke rødder, men lidt for friske nogle gange. Og mine venner blev så sure på mig, da det lykkedes mig at score Miss Marienlyst på turen. De syntes, det var tarveligt, men de var nok bare misundelige, fordi de også godt kunne tænke sig at prøve det.

Det bedste ved sommeren er lyset. Min kone og jeg er ikke soldyrkere, men vi elsker at kunne sidde udenfor fra klokken 10 om formiddagen til klokken 23 om aftenen uden mere end en trøje eller T-shirt på. Og nogle af mine bedste minder gennem livet er fra skæret af det lys, der er om sommeren, og som varer hele dagen lang. De oplevelser bliver svære at sige farvel til, når det en dag slutter.