Ib og Ditte kører rally: ”Det er skide irriterende, når du siger ’bagsideskilt”
Kommunikationen er altafgørende, når syv gange danmarksmester i rally, Ib Kragh, lægger sin toptunede Skoda Fabia R5 sidelæns ind i et sving med 180 km/t. Hvis anden-kører Ditte Kammersgaard tøver bare ét sekund for meget med at annoncere banens forløb, kan det få fatale følger. Rally er ikke ligesom andre motorsportsgrene. Her skal chaufføren og co-driveren stole blindt på hinanden – især når de kører om natten.
Ib og Ditte kører rally: ”Det er skide irriterende, når du siger ’bagsideskilt”
Du kan få artiklen læst op her.
Hvor længe har I været et makkerpar?
Ib Kragh: ”Ditte var med som stand-in til et ræs i 2018, hvor jeg manglede en anden-kører. Og så blev vi faste makkere sæsonen efter.”
Skifter man ofte makker i rally?
Annonse
Ditte Kammersgaard: ”Det er meget forskelligt. Nogle makkerpar holder sammen i lang tid, og så er det først, når folk stopper med sporten, at makkerskabet bliver brudt. Ib og jeg kan godt lide at opleve lidt forskelligt og få nogle nye input i bilen. Jeg læser mine kort og noter om banen på en helt anden måde end Ibs gamle anden-kører. Jeg er kommet med en ny stemme og en ny måde at videregive informationer på, og det har gjort Ib mere opmærksom.”
Ib: ”Det er rart at få lidt nyt blod ind i bilen. Det kan jeg personligt godt lide.”
Hvordan arbejder man sammen inde i bilen?
Ib: ”Inden løbene starter, får man lov til at køre banen igennem i en almindelig bil med 50 km/t. Så sidder jeg og remser op, hvor langt jeg vurderer, der er hen til næste sving eller bakketop. Hvad jeg vurderer, er 200 meter, er måske 400 meter for andre, men det er lige meget. Det vigtigste er, at jeg ved, hvor langt 200 meter er for mig. Det skriver Ditte så ned. Hun har sit eget system for, hvordan hun noterer det. Vi kører så banen igennem igen, hvor hun undervejs læser op, hvad jeg har sagt. På den måde retter vi til, så kommunikationen giver mening for os begge, når ræset går i gang. Og der har vi så nogle indforståede udtryk til de forskellige typer sving og forhindringer. Fx har vi et system til sving, der går fra 1-5, hvor 1 er et hårnålesving og 5 er et sving, hvor man kan give fuld gas. Ellers har vi også ord og vendinger som ’halvlang’, ’brug vejen’, ’bliv ude’ – og ’bagsideskilt’.”
Ditte: ”Det er skide irriterende, når du siger ’bagsideskilt.’”
Ib Kragh
56 år. Har kørt rally som chauffør i 39 år. Han har vundet danmarksmesterskabet i rally syv gange. Vandt sit første DM i 1996 og senest i sæsonen 2019.
Ditte Kammersgaard
28 år. Har kørt rally som anden-kører siden 2010. Hun blev danmarksmester ved Dansk Super Rally i 2019 og blev i 2011 udnævnt til årets anden-kører.
Hvorfor er det nødvendigt at have en makker i rally, men ikke i andre motorsportsgrene?
Annonse
Ib: ”I andre motorløb kører du på den samme bane hele tiden, så der kan du godt selv huske svingene. Også selvom det er Le Mans og banen er 13 kilometer lang. I rally kører vi på lukkede, offentlige veje.”
Ditte: ”I rally kører vi maksimalt to gange på den samme strækning. Det vil sige, at vi på et løb på 90 kilometer nok har 45 kilometer vej at huske hver.”
Ib: ”Og der er det vigtigt, at man har en makker, man kan stole på. Hvis Ditte kommer til at sige, at der kommer et lige stykke efter en bakketop, og vi kommer over med 200 km/t, og vejen så pludselig drejer 90 grader, kan det hurtigt gå meget galt.”
Hvordan gik det første gang, I kørte i bilen sammen?
Ib: ”Det endte med at gå sådan næsten fint. Vi havde en enkelt fejl, hvor vi kørte af banen.”
Ditte: ”Ja, jeg sagde: ’Brems før top,’ og så bremsede du på toppen. Så kørte vi ind i et skilt.”
Ib: ”Det var ikke Dittes skyld, det var min egen.”
Annonse
Hvordan er stemningen i bilen i sådan en situation?
Ditte: ”Ib bliver sur. På sig selv.”
Ib: ”Det var fordi, vi manglede fem sekunder for at komme op og føre det hele. Den skulle have lidt mere gas, og det er dumt at gøre på en grusvej. Vejen endte lige pludselig. Kofangeren faldt af, køleren blev ødelagt og det hele begyndte at blinke.”
Kan man vinde DM, hvis ikke man har en god makker?
Ib: ”Det vil være rigtig svært. Det skal jo spille inde i bilen, så man ikke ryger i totterne på hinanden. Jeg kan godt blive lidt spids, men det vigtigste er, at man er venner bagefter.”
Ditte: ”Hvis vi bliver uenige om nogle noter, kan vi godt diskutere tingene uden at blive uvenner. Jeg tror, at ærlighed er utrolig vigtigt i et makkerskab.”
Hvordan holder man hovedet koldt med 180 i timen på en grusvej?
Ib: ”For mig er det næsten blevet dagligdag.”
Ditte: ”Indenfor motorsport snakker alle om, at der bare sker et eller andet oppe i hovedet, når hjelmen kommer på. Som racerkører ser man nogle ting, som andre ikke ser. Man bliver enormt fokuseret.”
Skal man kunne stole blindt på hinanden som makkere i rally?
Ib: ”Ja, det skal man. Jeg er eksempelvis dårlig til at køre i mørke. Jeg har altid været natteblind, og det der med at køre på grus igennem en skov i mørke, hvor det måske også er tåget, puha, det er det værste. Der læner jeg mig meget op ad Ditte.”
Ditte: ”Hvis det er meget tåget, sidder jeg hele tiden og holder øje med triptælleren for overhovedet at vide, hvor langt der er mellem sving og bakker. Jeg sidder og tæller ned, fordi vi ikke kan se noget som helst.”
Har I haft ubehagelige oplevelser med natkørsel?
Ib: ”Jeg har da i hvert fald tabt et DM, fordi jeg blev hidsig under noget mørkekørsel, hvor der også var tåget. Jeg bremsede for sent i et sving, så vi røg ud over autoværnet. Bilen slog en masse kolbøtter og landede nede i en å. Så stod vi der og anede ikke, hvor vi var henne, fordi det var kulsort. Jeg vadede rundt i åen og forsøgte at fiske mine lygter op fra vandet, da jeg pludselig kunne høre en anden bil komme rundt i samme sving. Jeg tænkte bare: ’Shit!’, fordi den var på vej mod os. Og jeg kunne ikke nå at komme væk. Den landede tre meter fra mig.”
Hvad er det farligste ved ikke at have en god anden-kører?
Ditte: ”I allerværste fald kan du jo risikere at slå dig selv ihjel, hvis kommunikationen er dårlig. Jeg sætter mig ikke ind i en bil med en chauffør, hvis jeg ikke er tryg ved personen. Den indforståede tillid mellem mig og Ib er helt vild vigtig.”
Hvordan plejer I jeres makkerskab?
Ib: ”Vi ringer tit sammen. Og så har vi skrueaften hver tirsdag.”
Ditte: ”Det er ligesom at gå til fodbold.”
Ib: ”Der mødes vi med mekanikerne om aftenen og skruer lidt på racerbilen. Nogle gange gør vi det også i weekenden, hvis folk ikke gider være hjemme hos konerne eller kæresterne. Så hygger vi os, får lidt mad og får snakket. Det er en lille familie.”
Ditte: ”Jeg hjælper måske ikke så meget på bilen, men så hjælper jeg ved at vaske nogle hjul eller noget. Det betyder ikke så meget, hvad vi laver.”
Har I nogle ritualer?
Ib: ”Jeg har nogle ting, jeg altid gør, inden vi kører. Når man træder på speederen, kan synet godt gå i sort/hvid, fordi accelerationen er så voldsom. Især hvis det er begyndelsen af sæsonen eller tidligt om morgenen. Derfor prøver jeg altid at få pulsen op, så jeg er klar til det ryk, bilen giver.”
Ditte: ”Jeg sidder i 10 sekunder med lukkede øjne og får vejrtrækningen ned i stedet. Det er vigtigt for mig at finde ro inden løbet.”
Ib: ”Så giver vi hinanden en knuckle – og så kører vi. ”
Min bedre halvdel
De kender hinandens styrker og svagheder. Makkerparret. Gør hinanden gode, spiller hinanden bedre. De er indbyrdes afhængige og lykkes hver især kun i samspil med den anden.
Vi har mødt fem makkerpar, der går, kører, skriver, kommunikerer og bygger sig gennem livet – sammen.
Læs alle historierne på euroman.dk eller i vores martsnummer.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.