Jan Gintberg om sin opvækst: ”Min mor gik ind i en psykotisk tilstand, og hun kom aldrig rigtig ud”

Som dreng var Jan Gintberg kendt som en populær og højtråbende elev på Lynge Skole i Nordsjælland. Han var rap i replikken og god til at få elever og lærere til at grine. Men når han kom hjem fra skole, var det med uro i kroppen.

Hans forældre lå i åben krig med hinanden. De kunne råbe og skændes i timevis, og med årene var deres ægteskab blevet så dårligt, at Jans far flyttede ned i karlekammeret i stuen, mens moren beholdt soveværelset på førstesalen.

”Der kunne være små opblomstringer, hvor de havde en samtale, og der var et lille håb om, at de kunne blive glade for hinanden igen. Og så kom der et helt år, hvor de ikke kunne kommunikere uden råb. Det var som at leve i en krigszone.”

Familien boede på gården Storkedal, hvor man producerede småsvin. Jans far var landmand, og hans mor var skolelærer. Selv om forældrene havde en vidt forskellig baggrund, havde de det godt sammen de første år af ægteskabet.

”Min mor var en underholdende kvinde. Hun elskede et godt tabernakel, som hun kaldte det. Hun inviterede venner og familie til festivitas. Der var musik, diskussioner og højt humør i en tåge af cigarrøg, mens vi børn kravlede rundt under bordene.”

Men stoppede en dag. Jans mor Jonna var psykisk syg. Hun havde mistet sin egen mor i en ung alder, og hun kom sig aldrig over dødsfaldet. Jonna blev indlagt med nervøse sammenbrud, og det satte sit præg på familien.

”Vi mener, at hun gik ind i en psykotisk tilstand,” siger Jan Gintberg. ”Og hun kom aldrig rigtig ud.”

Han mener, at han har været omkring fem år, da hans mor blev indlagt første gang. Jonna kom tilbage til Lynge og genoptog sit arbejde som lærer på byens skole. Hun var vellidt og respekteret, og i lange perioder var hun velfungerende. Men for Jan var forandringen tydelig.

”Der var trukket et gardin af følelsesløshed ned over hende. Det var en væsensforandring. Jeg følte, jeg havde mistet min mor, som jeg kendte hende. Når hun kom hjem fra skolen, kunne hun blive siddende i bilen ude i carporten i flere timer. Hun sad der bare. Hvis jeg gik ud og spurgte, om hun ikke kom ind, fik jeg et fjernt svar, hvis hun var inde i sådan en periode. Så var hun et skelet, der gik rundt. Helt apatisk.”

Med årene begyndte Jans mor at lide af vrangforestillinger, ofte med et religiøst præg. Hun opførte sig uforudsigeligt og sagde uforståelige ting. Jans far skældte ud i frustration over ikke at kende sin kone længere. I flere uger ad gangen var luften tæt af skænderier. I andre perioder levede familien et normalt liv. Sådan lærte Jan Gintberg at aflæse stemningen i et rum med andre mennesker.

”En dag, min far var i tømmerhandlen, bestilte min mor nogle mennesker til at komme med en motorsav og fælde fire-fem træer i haven og det store træ på gårdspladsen. Min far blev rasende, da han så det. ’Jamen, vi har da altid snakket om, at der skulle være lidt mere lys,’ sagde min mor. Sådan var det hele tiden. Hverdagen var fuld af postulater, tågesnak og en stemning af irrationalitet.”

Som årene gik, blev det sværere og sværere for Jans forældre at være sammen. At blive skilt var ikke en mulighed. Ingen af de to havde råd til at blive boende alene på gården.

”De havde intet fysisk sammen. De boede bare i samme hus. Prøv at forestille dig at leve ved siden af en, du dybest set ikke kan lide og ikke har sex med. Ret beset kan man vel knalde sig ud af meget arrigskab og had. Men det gjorde mine forældre ikke. De rørte ikke hinanden. Det var spild af liv.”

Jan passede sig selv. Han arbejdede i stalden, kørte traktor eller gik i værkstedet og slog på noget metal.

”Jeg er ekstremt dårlig til at huske min barndoms følelse. Der er to grundfølelser, jeg kan skille ad: Mørke eller fest. Alt det, der ligger midt imellem, er væk.”

Senere har Jan Gintberg ind imellem tænkt, om han selv var disponeret for at blive syg i sindet. Om han bag sit robuste ydre var skrøbelig som en myg. Om det bare var et spørgsmål om tid, før der skete noget uventet og voldsomt i hans liv. Som fik hans verden til at brase sammen.

Som voksen fandt Jan Gintberg ud af, at han ikke skulle være landmand, men at han egner sig bedre til at stå på en scene. Som komiker har han ofte hentet inspiration fra sit familieliv til at skrive comedy. Han har fortalt om sin koleriske far, landmanden og byrådspolitikeren Børge Gintberg. Og han i et one man show fortalt, hvordan det var at blive far til en datter med Downs.

Da Jan Gintbergs mor døde i 2015, 84 år gammel, troede han, at han kunne skrive comedy om at leve i en familie med psykisk sygdom. Men da han begyndte at skrive, måtte han indse, at der ikke kom noget sjovt materiale ud af det. Vittighederne fungerede ikke.

”Jeg fremstod som en indebrændt mand, som forsøgte at gøre sig morsom på sin syge mors bekostning. Hvilket jeg også gjorde. Men alligevel: Standup er som udgangspunkt en udleverende form. Man krænger sit liv ud og prøver at sætte det ind i en refleksiv kontekst. Jeg har fortalt om min datter, som har Downs. Jeg har fortalt om min far, som var koleriker. Hvorfor kan jeg så ikke fortælle min mors historie?”

Jan Gintberg konkluderer selv:

”Din mor har født dig. Alene det er en præstation, som aftvinger respekt. Det svarer til at presse en berberiand ud gennem en brevsprække. Af den simple grund laver du ikke sjov med din mor. Uanset hvor kugleskør hun var, og hvor meget hun påvirkede dig i alle de år. Kom videre. Lev med det.”

Læs hele interviewet med Jan Gintberg i februarudgaven af Euroman, som er på gaden nu.

LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger

LÆS OGSÅ: Stort portræt af Jørgen Leth: "Jeg må afskrive flere timer om dagen på grund af depression. Men jeg lever med det"

LÆS OGSÅ: Martin Hall: "Du kan ikke leve med at være oppe tre døgn i træk på amfetamin, have århundredets nedtur på fjerdedagen, og så starte forfra"