Har du et ar, der fortæller en historie?
”Jeg har tre små ar ved mine ribben i højre side. For godt 13 år siden sprang min ene lunge. Det skulle jeg opereres for, så jeg kunne få den pumpet op igen. Men lungen voksede sig for stor, så den kollapsede nærmest som en ballon. Det gjorde skideondt.
Det er noget, der primært rammer unge mænd, som er i fysisk god form, og det var jeg virkelig dengang. Den kollapsede, mens jeg sad i min bil.
Jeg var ved at overhale på motorvejen og skulle kigge tilbage over min skulder for at kunne svinge ind i den inderste vejbane. Den lille bevægelse var det, der fik den til at kollapse.”
Hvad gjorde du så?
”Jeg troede, det bare var en nerve, der havde sat sig i klemme, så der gik tre dage, før smerten blev så slem, at jeg opsøgte min læge. Her fik jeg at vide, at jeg skulle tage på hospitalet med det samme. Det gjorde jeg og blev hasteopereret.
Jeg er sluppet helt vildt billigt fra det, og det er ikke noget, jeg kan mærke i dag, ud over at oplevelsen sidder i hovedet på mig, hver gang jeg kigger tilbage over min højre skulder, når jeg kører på motorvejen.”
Har du nogensinde følt, at døden har åndet dig i nakken?
”Da lægen bad mig om at skynde mig på hospitalet den dag, var jeg skrækslagen. Men værre er det, når jeg skal køre over Storebæltsbroen.
Jeg har et traume forbundet med at køre over den bro, fordi jeg for fem eller seks år siden havde et mareridt. Det var en af de drømme, der var helt vanvittigt realistiske.
Jeg drømte, at jeg kørte ud over autoværnet, faldt i vandet og døde. Så i dag er jeg overbevist om, at når jeg dør, bliver det ved at køre ud over kanten på Storebæltsbroen.”
Undgår du så at køre over Storebæltsbroen?
”Hvis jeg kunne. Men jeg kører ret ofte til og fra Jylland, når vi turnerer med et nyt show. Og jeg har buldrende angst, hver gang jeg krydser den. Jeg kører og koncentrerer mig 100 procent.
Begge mine hænder holder så hårdt fast om rattet, at det gør helt ondt, og jeg kører allerhøjst 110 kilometer i timen i inderbanen. Jeg ved godt, at den frygt er helt vildt irrationel.
Det er lidt fjollet, også fordi jeg frygter at køre over Lillebæltsbroen. Men der bilder jeg mig ind, at jeg kan svømme i land, hvis jeg skulle køre galt.”
Hvad er din hyppigste overspringshandling?
”At ligge i en sofa og se ligegyldige programmer i fjernsynet. Det kan jeg bruge mange timer på. Hvis der ikke lige kører noget, jeg gider at se, spiller jeg også meget ’Candy Crush’. Det er virkelig en dårlig overspringshandling.”
Hvad ser du på tv?
”Jeg ser meget reality. ’Robinson Ekspeditionen’ er, synes jeg, noget af det bedste danske tv, der er lavet. Jeg ser også mange amerikanske true crime-dokumentarer på Netflix.
’Frasier’ har jeg genset et hav af gange, og hver gang, DR laver sådan en søndagsbasker, som de gør et par gange om året, er jeg der også. De rammer den rigtig ofte lige i røven. ’Huset’ fx, den slugte jeg råt …
Og så har jeg en hemmelig kærlighed: ’Real Housewifes of Beverly Hills’. Det er pinligt at indrømme, fordi jeg lyder som en 14-årig pige og ikke en 40-årig mand med to børn, men det er jeg i lange perioder helt afhængig af.”
Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?
”Hæng i 10 år mere. Det hele skal nok gå.”
Hænge i hvordan?
”Jeg blev mobbet som dreng, og jeg følte mig ensom. Det var svært for mig at indgå i sociale relationer, fordi jeg skilte mig meget ud fra mængden. Jeg havde store, tykke briller og gik til dans, mens de andre spillede fodbold. På den måde var jeg et ret nemt mobbeoffer.
I 3.g i gymnasiet fandt jeg til gengæld virkelig min hylde, da jeg begyndte til teater. Der var vi allesammen mærkelige, og her blev ens særheder hyldet i stedet for at blive udskammet.”
Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?
”Kinesisk buffet. En af de helt tarvelige med stort akvarium, et rundt bord, der kan dreje, og alt fra sushi og stegte nudler til kyllingenuggets og pomfritter i selve buffeten. Det er virkelig min guilty pleasure.
Jeg ved godt, det er dårlig mad, men jeg synes, det smager helt fantastisk. Så der skal jeg ind og mæske mig i en masse panerede og friterede ting, og så skal jeg have en stor Cola Zero til.
I dag spiser jeg det aldrig, fordi jeg skal være i god form for at kunne passe mit arbejde, og jo ældre, jeg bliver, jo mere skal jeg arbejde for det. Men hvis det er mit sidste måltid, kan det jo være ligegyldigt.”
