Chefredaktør Rune Lykkeberg: ”Det var først efter, jeg var holdt op med at drikke, at jeg forstod, hvor uærlig en person jeg var blevet”

NÅR JEG TÆNKER tilbage på min ungdom og tidlige voksenliv, er alkohol med overalt. Fester, forelskelser, venskaber, koncerter, vilde aftener med vennerne, ferier og dybe samtaler om døden, verden og fremtiden. Alle de billeder, der står tilbage fra den periode, er berusede.

Alt blev mere virkeligt for mig dengang, hvis jeg havde drukket. Og alt forekom mig mindre virkeligt, mindre intenst, hvis jeg ikke var fuld. Jeg elskede at læse Charles Bukowski og Baudelaire, ’Martin og Victoria’ og ’Hærværk’, fordi de knyttede det poetiske og alkoholen sammen.

Jeg elskede at høre Jimi Hendrix og Jim Morrison og læse deres biografier, som bekræftede mig i, at livet skulle være rock’n’roll, poetisk og intellektuelt. Og det skulle være beruset.

SÅDAN VAR DET for de fleste af mine venner dengang, tror jeg. Det var ikke unormalt. Jeg er til stadighed forbløffet over attraktionen ved historier om, hvor fulde folk har været, hvor vilde ting de har gjort, og hvor meget de har glemt.

Men for mig stoppede det ikke rigtigt på noget tidspunkt af sig selv. Det var, som om jeg tog det fra ungdommen med ind i voksenlivet. Og derfra blev det, der startede som en fest, mere og mere til en hverdagsvane med ubehagelige omkostninger.

ALLE DE JOBS, jeg havde som ung, var forbundet med at drikke. Jeg arbejdede som pedel et sted efter gymnasiet, hvor vi drak, fra vi kom, til vi gik. Senere fik jeg job på et hotel, hvor vi drak os stive og gik i byen bagefter.

Jeg arbejdede i boghandlere, hvor det flød med rødvin, og da jeg kom ind på Information, sad vi også herinde og drak hver aften. Det var ikke noget bevidst valg, men når jeg ser tilbage, kan jeg se et klart mønster: Jeg søgte de steder hen, hvor alkohol var normaliseret. Hvor det netop ikke var noget særligt, men hvor det var helt normalt, at man drak sig fuld. Og jeg var altid en af dem, der var med fra starten og sluttede sidst.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har kastet op for at kunne drikke mere, og på vej hjem købte jeg tit mere, som jeg hamrede ned alene. Det minder lidt om dem, der ikke kan holde op med at ryge, som samler på historier om den her farmor, der røg som en skorsten og alligevel blev 102 år gammel. Jeg samlede på steder, hvor ’vi’ drak, og hvor det var legitimt at drikke.

JEG HAR ALTID haft styr på mine ting. Jeg har været effektiv, når jeg var ædru. Jeg har løbet meget, så jeg var i form, jeg har altid også læst meget og passet de jobs, jeg har haft. Jeg har næsten aldrig været fuld i dagtimerne.

Jeg troede, at det farlige ved alkohol var, at det fik ens hverdag til at bryde sammen. At man ikke kunne betale sine regninger, leve op til sine forpligtelser og få det bedste ud af sine muligheder i verden.

Og eftersom jeg var ekstremt disciplineret, inden jeg begyndte at drikke, troede jeg, at der var styr på det. Jeg havde indrettet mig sådan, at jeg kunne være velfungerende borger i dagtimerne og ensom boheme om natten.

MEN DET VAR ALLIGEVEL ikke så enkelt. For jeg sagde ikke noget til nogen om, at jeg godt kunne lide at drikke alene om aftenen, når dagen var slut. Det var noget, jeg gjorde i skjul. Min forklaring til mig selv var, at det var, fordi andre ikke ville forstå, at der var styr på det.

Så jeg sagde på den ene side til mig selv, at jeg efter alt mit hårde arbejde havde fortjent det, og hvis jeg kom op om morgenen og passede mine ting, var det jo ikke et problem. For mig var alkoholikere dem, man så på bænken eller på gaden. Dem, der havde givet op over for alkoholen.

Men på den anden side ville jeg ikke sige det til dem, jeg ellers havde tillid til, og som jeg vidste holdt af mig. Der var et eller andet galt.

Rune Lykkeberg

(f. 1974) Journalist, forfatter og debattør. Chefredaktør på Information siden 2016. Tilknyttet samme avis fra 2001 til 2013.

Kulturredaktør på Politiken fra 2013 til 2016. Har modtaget flere priser: Georg Brandes-prisen for sin kritiske bog ’Kampen om sandhederne’ i 2009, De Berlingske Journalisters Pris for i sine klummer i Information at levere modig og præcis samfundsanalyse, ligeledes i 2009, samt Holbergmedaljen i 2012 for bogen ’Alle har ret’.

Forfatter til flere andre bøger, heriblandt ’Vesten mod Vesten’ (2019),  ’Langsomme Samtaler’ (2022) og ’Vi skal gøre det hele på én gang’ (2023). 

Gift og far til to.

DER VAR ET ELEMENT af uærlighed i min omgang med alkohol, som var forfærdelig. Det var først, efter jeg var holdt op med at drikke, at jeg forstod, hvor uærlig en person jeg var blevet, fordi jeg levede efter det dobbelte regnskab. Det var også en ensom uærlighed.

NÅR JEG IGEN tænker tilbage på det, er det overvældende, så meget alkohol fyldte i mit hoved. Jeg var i konstante forhandlinger med mig selv om, hvornår jeg ’måtte’ drikke, og hvordan jeg kunne drikke. Det blev en snigende del af min hverdagsplanlægning.

Det underlige er, at jeg havde en opfattelse af, at det var under kontrol, fordi jeg hele tiden satte grænser og rammer op omkring det. Men det var ude af kontrol, fordi det optog så meget af min bevidsthed, og fordi jeg på meget kort tid kunne drikke mig meget fuld, når jeg var alene.

MIN KONE, som jeg netop havde mødt, gennemskuede det med det samme. Hun havde ikke noget imod, at jeg drak, men den måde, jeg drak på, var sygelig. Jeg passede jo mine ting, sagde jeg. Hun havde ret, men det forstod jeg først et par år senere.

JEG VILLE BEVISE, at jeg havde det under kontrol, så da jeg var sidst i 20’erne, besluttede jeg mig for at tage et år, hvor jeg ikke drak. Det skulle bevise min uafhængighed over for mig selv og over for mine omgivelser. Det var egentlig ikke så svært.

Men da jeg efter det år begyndte at drikke igen, var intet forandret. I tilbageblik er det, som om jeg under pausen havde sparet lysten til at drikke op, og nu kunne gøre det endnu mere intenst, fordi jeg jo havde demonstreret, at jeg kunne slippe det, hvis jeg ville.

PÅ DET SOCIALE PLAN var jeg ofte en træls person, dengang jeg drak. Jeg lyttede ikke rigtig til andre, jeg blev hensynsløs og fyldte alt for meget. Mærkede ikke situationerne og gav ikke plads. Jeg troede, jeg var meget følsom, når jeg var beruset, men mest af alt var jeg optaget af mine egne følelser, som jeg fik et sentimentalt forhold til, når jeg drak.

JEG RAMTE BUNDEN, som man siger, et par gange i starten af mine 30’ere. En aften faldt jeg på vej hjem fra 7-Eleven og lå under min cykel og kunne ikke komme op. En anden gang, som blev den sidste aften, jeg drak, mistede jeg min cykel, mine nøgler, min taske og min computer.

Jeg kan ikke huske meget fra den aften. Jeg havde slået mig, bøjet en masse ribben, hvilket gjorde frygtelig ondt, og jeg havde sår i ansigtet. Jeg kunne ikke længere ignorere, at alkohol var blevet et problem, som var vokset over mit hoved.

JEG BESLUTTEDE MIG for at stoppe helt, da jeg vågnede den morgen. Mine børn var et og fire. Det slog mig, at hvis jeg holdt op med at drikke nu, ville de aldrig have nogen minder om, at deres far havde været fuld.

Jeg ville ikke miste mit ægteskab, som jeg er lykkelig for, at jeg har i dag, og jeg ville ikke have ødelagt noget i forhold til resten af min familie og mine gamle venner. Jeg ville være sluppet stort set uden omkostninger.

JEG GIK IND på Anonyme Alkoholikeres hjemmeside og tog en test. De spørgsmål, som testen stillede, var fuldstændig afslørende for mig. Jeg følte mig gennemskuet, men jeg følte mig også set.

Jeg læste om de 12 trin og faldt over det første, som er en meget enkel erkendelse: ’Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol, og at vi ikke kunne klare vores eget liv.’ Selvom jeg havde styr på det, havde jeg jo ikke styr på alkoholen. Den var en magt, som jeg skulle befri mig for. Og det var ikke nok bare at holde op med at drikke. Det havde jeg jo prøvet. Jeg skulle sætte noget andet i stedet.

DEN FØRSTE GANG, jeg gik til et AA-møde, var en kolossal overvindelse. Jeg stod ude foran og tænkte: ’Jeg går aldrig derind.’ Men jeg mindede mig selv om, hvad der var på spil – og gik ind. Det var en utrolig barsk, men også fuldstændig frigørende oplevelse.

At være i et fællesskab med helt fremmede mennesker, som man alligevel intuitivt havde en enestående fortrolighed med. Der var ingen professionelle, som havde autoriteten, og ingen private relationer, som havde noget i klemme.

DET ER EN speciel erfaring, at det, at fremmede mennesker deler hinandens historier under de præmisser, at man ikke bedømmer det, de andre siger, og at man altid er fuldstændigt ærlig, kan hjælpe så meget. Indimellem tænker jeg, at alkoholisme er en forbandelse, men at det er en gave, at man midt i alt det kan opnå adgang til det fællesskab.

JEG OPDAGEDE, at jeg havde brug for fred. Det var aldrig et ord, jeg havde tænkt på før, og det var ikke et ord, som havde været vigtigt for mig før. Jeg ville aldrig selv være nået frem til den erkendelse. Men sindsrobønnen, som man altid siger i Anonyme Alkoholikere, forekom mig med det samme indlysende rigtig, uden at jeg helt kunne forbinde det direkte med alkohol.

Jeg er ikke religiøs, men jeg forstod, at AA var et åndeligt program, og jeg tænkte, at ’herre’ måtte være en slags fællesskabets ånd. Den lyder sådan her: ’Herre, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.’

JEG HØRTE ET PAR linjer i en sang af Isam B på samme tidspunkt, som talte meget til mig: ’Vandt du din kamp / eller tabte du din fred?’ synger han. Det temmelig enkle spørgsmål stiller jeg ofte mig selv.

DET FØRSTE ÅR, efter jeg var gået i AA og var holdt med at drikke, var hårdt. Jeg skulle lære at begå mig overalt i sammenhænge, hvor alkoholen ellers var blevet et ritual for mig. Jeg skulle være til middage uden at bruge rusen til at slippe mine tanker løs, jeg skulle være til fødselsdage, fester og julefrokoster og fungere socialt helt forfra.

Jeg besluttede mig for, at jeg skulle gå med, jeg ville ikke blive hjemme og blive asocial. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det var mit liv, jeg kæmpede for. At det var så meget, der var på spil. Jeg skulle genvinde mig selv, og jeg skulle blive en person, som jeg selv kunne stå ved, og som levede op til den tillid, andre havde til mig.

EFTER ET ÅR havde jeg været gennem alle de situationer, hvor alkoholen plejede at gøre det sociale arbejde for mig. Det blev ikke let derfra, men det blev nemmere. Og jeg forstod frem for alt, at det ikke skulle være nemt.

Jeg havde gennem møderne i AA lært, at man kan finde en stærkere intensitet og et større nærvær end den, som alkoholen tilbyder en gratis genvej til, hvis man selv vil det og engagerer sig i det. Jeg oplevede, at jeg genopdagede glæden ved andre mennesker.

JEG SAGDE TIL mig selv, at hvis jeg holdt fast, kunne jeg blive en person, som jeg kunne stå ved. En person, som ikke skulle leve med et dobbelt regnskab. Det er en befrielse, som kræver, at man gør sig fri af selvmedlidenhed og forsmåelse. Det er ikke kompliceret. Man skal give mere, men man får også mere. Jeg synes i dag, at det skaber en større åbenhed over for tilværelsens poesi og en bedre adgang til det bankende hjerte i livet, som er rock’n’roll.

JEG VED, AT jeg er en person, som bliver overvældet af afhængighed. Jeg kan blive afhængig af at løbe hver dag, af den energi, det giver. Jeg kan blive afhængig af at drikke danskvand, så det bliver en besættelse for mig. Eller af at spise forskellige ting, som jeg planlægger alting efter.

Mit forhold til fodboldhold eller intellektuelle kampe eller politiske idéer eller bevægelser er altid i risiko for at forfalde til sygelig tvang. Det er en ild, som kan brænde mig ned, hvis jeg ikke er opmærksom på den. Men det er også et træk, jeg sætter pris på. Der er en optagethed af tingene, en disposition for et engagement i det. Det er en ild, som altid brænder, og som er en gave.

DET ER IKKE EN KAMP, som man vinder én gang for alle. Jeg har ikke drukket i 15 år, men jeg tager det stadig dag for dag, uge for uge, år for år. Folk spørger tit, om jeg ikke har lyst til at drikke et enkelt glas en gang imellem. Til det svarer jeg, at et enkelt glas ikke er noget for mig. Men mest af alt er frigørelsen, at jeg ikke skal forhandle med mig selv om hvornår og hvordan. At jeg er fri for den forhandling.

JEG SIGER IKKE til mine børn, at de ikke skal drikke. Jeg har selv haft fantastiske oplevelser med alkohol, som jeg ikke ville være foruden. Og jeg ved, hvor meget sjov man kan få ud af alkohol. Det afgørende er ikke, om man drikker eller ej. Det afgørende er, om det tager magten fra én.

Jeg siger til dem, at de også skal finde andre adgange til intensitet i tilværelsen. At alkohol er den nemmeste vej, og at de andre veje kræver mere arbejde, men også giver større intensitet, når det kommer til stykket.